Det danske magasin i Spanien
Velkommen til martsudgaven af LA DANESA

Velkommen til martsudgaven af LA DANESA

Du kan møde skandinavere næsten overalt på Costa del Sol, men hvad du måske ikke forventer, er at finde en dansker på Marbellas professionelle basketballhold?

Club de Baloncesto Marbella fylder 50 år i år. Klubbens seniorhold ligger i øjeblikket i tredje division, men har store forhåbninger om oprykning i løbet af slutspillet til foråret. De fleste af spillerne er spaniere fra Málaga-området, men holdet har også spillere fra USA, Litauen og Argentina, og ikke at forglemme holdkaptajnen Daniel Fernández Munkholm. La Danesas reporter fik en snak med den venlige dansk-spanske spiller inden træningen på Pabellon Carlos Cabezas i Marbella en sen fredag aften.

Rødderne og pasionen for Spanien, og den østligste del af Solkysten, går snart 50 år tilbage. Det var nemlig en purung John Goth, der i 70’erne boltrede sig på La Herraduras jomfruelige strande. Her boede hans onkel, og John kom tit på besøg. Han var vild med området, men at han et par årtier senere skulle etablere sig her med familie og forretning, havde han dog næppe set komme. De fleste rystede da også på hovederne, da familien Goth i ‘99 lagde alt bag sig for at prøve lykken sydpå. ”Vi havde gode jobs, tre glade børn og alt det, de fleste danskere drømmer om. Men vi havde også rutinerne, og det kedede os,” fortæller den danske ejendomsmægler. La Danesa har mødt Costa del Sol-veteranen, John Goth.

»Vi ses på plazaen!« Hvis du bor i Spanien, har du sikkert hørt disse ord en million gange. La Plaza er hjertet i enhver spansk by og det typiske sted, hvor folk samles. Det er her, livet leves, og det er her, man ser livet passere forbi. Det er stedet man kan sidde og hvile sig eller fange forårets første solstråler, besøge tapasbarer, hvor man kan dele en drink eller et måltid med vennerne, finde et legepladshjørne med gynger til de små og så er der plads nok til, at alle kan slentre rundt i ro og mag. Måske er det det bedste ved spanske plazaer. Man kan sidde i ensomhed, kigge op i himlen og fundere over livets forviklinger, men man er aldrig alene, for der er altid en fornemmelse af, at livet udfolder sig foran en. Læs mere inde i magasinet.

I denne måned tager vi turen til de kanariske øer der byder på akkurat den ferieoplevelse, man ønsker; hvad enten det er fest og farver, rolig familieferie eller naturoplevelser og kultur. Der findes altid en kanarisk ø, som passer til dit temperament. Øgruppen består af seks større øer, som ligger ca. 1.150 km fra det spanske fastland og 115 km fra den marokkanske kyst. Der er både hyppige fly-og færgeafgange mellem øerne og man kan derfor let kombinere afslapning på én ø med aktivitetsferie på en anden. I denne måned giver vi dig en smagsprøve på, hvad man kan opleve.

Du kan også komme med Else Byskov på Pradillosruten. Denne rute er en rundtur på 11,7 km. med 300 højdemeter. Den er rimeligt krævende men til gengæld får men en uovertruffen naturoplevelse i det fredede område Parque Natural de las Sierras de Tejeda, Almijara y Alhama, som ligger i egnen mellem Málaga og Granada provinserne. Denne naturpark er ganske uberørt og vild, og ruten er et uovertruffet tilbud til dem, der vil helt ud i naturen her midt i Andalusiens bankende hjerte.

Disse og andre spændende emner kan du finde i månedens udgave af La Danesa. Har du lyst til meget mere, kan du tilmelde dig onlinetjenesten DanesaPlus+ der byder på daglige nyheder, masser af spændende artikler og en række attraktive medlemsfordele.

Tilmeld dig på www.ladanesa.com

MN

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.