Det danske magasin i Spanien
Dansk padel vinder frem på Solkysten

Dansk padel vinder frem på Solkysten

Der spilles og investeres som aldrig før. På ganske få år er der blevet skabt et nyt dansk community omkring padelsporten på Costa del Sol. Danske forretningsfolk og padelentusiaster investerer i nye baner, arrangerer padelrejser, åbner sportsbarer, tager trænerkurser og spiller padel til sent året rundt.

Miljøet blomstrer. Særligt i padelklubberne i Cerrado del Aguila, Fuengirola, Higueron, Torremuelle og i Los Boliches vrimler det med danske padelspillere. Nogle baner har sågar en dansk træner tilknyttet, præcis som et par klubber har dansk restauratør.

De mange padelspillere mødes ikke bare på banerne. De mødes også på Facebook og organiserer træning og kampe via app’en ”padelLink”. Bag sidstnævnte står Anders Mørch.

Han spillede tennis i 35 år men blev grebet af padel fra første slag. I 2014 købte han en feriebolig i Torreblanca ved Fuengirola. Siden da har han været grebet af padelsporten på Costa del Sol.

”Der er plads til alle her; fra hygge-padel til verdenseliten. Solkysten er blevet et paradis for padelentusiater.”

Nyt community

Vi møder Anders Mørch i padelklubben Cerrado del Aguila. Det er en af hans foretrukne. Han elsker udsigten over Fuengirola bugten og sætter pris på, at flere af banerne er overdækkede for at beskytte spillerne mod solen. Men først og fremmest nyder han miljøet. ”Her er alt fra hygge-padel til verdensniveau, spillere mødes på kryds og tværs og nyder sporten. Her er altid nogle at spille med,” fortæller han. Det sidste hjælper hans app med. På ”padelLink” søger man efter andre at spille med. Det samme sker i Facebook-gruppen ”Spanske Padel Entusiaster”, hvor der også udveksles tips, idéer og erfaringer. Gruppen har på kort tid rundet de 1.700 danske medlemmer. ”Padel er verdens hurtigst voksende sportsgren. Det gælder i allerhøjeste grad blandt danskere, og det smitter af på miljøet her på Solkysten,” mener Anders Mørch. Han mener også, at de padelglade skandinavere får maksimal spilleglæde her. ”Det er jo en meget social sport. Man spiller to mod to og kommer let i snak med andre spillere i klubberne. Tilmed kan vi her spille ude til sent – året rundt. Det er det gode liv for os padelentusiaster.”

”Det er indlysende, at padelrejserne vinder frem. Nogle køber en færdig pakke – andre arrangerer selv sin tur.”

Sol & Padel

Netop dette mix har rejsearrangører fået øjnene op for. Et hurtigt kig på hjemmesiden padeltours.es vidner om et omfattende rejseprogram for danskere, der søger ferie og padel på Solkysten. ”Alle har hørt om golfrejser. Snart vil alle også kende til padelrejser,” mener Anders Mørch. Hans holdning deles af Lasse Mertz, som for et par år siden begyndte at give padeltimer i sin fritid. I dag er han fuldtidstræner i klubben Fuengirola Padel. ”Det er tydeligt, at flere og flere kommer for at spille og nyde det gode liv. De fleste af mine elever tilbringer både to, tre og fire timer om dagen på padelbanerne. Derefer nyder de strandene, byen og den gode gastronomi.” Samme tilbagemelding kommer der fra det danskejede sportsresort Finca Naundrup mellem Fuengirola og Marbella. Siden indvielsen for 14 år siden har man fokuseret på boldbaner, crossfit, indkvartering, kost, poolområde og seminarer. For to år siden kom der padelbaner til. ”Vi har i dag fire lækre padelbaner, som ofte er fuldt optaget. Det blev et så stort ønske fra vores tilrejsende, at vi næsten blev tvunget til at bygge dem,” fortæller Peter Naundrup med et smil. Han udelukker ikke, at flere baner er på vej. Det er der også andre steder. Et nyt danskejet padelcenter er nemlig på vej i La Cala de Mijas. Idémanden er Lasse Bøgh. Bag sig har han en stærk dansk investor. ”Det bliver et topmoderne padelcenter med lyddæmpning, aircondition og ventilation. Centret får otte indendørs- og fem udendørsbaner krydret med restaurant, padelshop, poolområde og 90 parkeringspladser,” fortæller Lasse Bøgh, som har haft projektet i tankerne i flere år. ”Grunden er købt og projektet er forhåndsgodkendt. Vi satser på at få den endelige byggetilladelse i første halvdel af det nye år, så padelcentret kan indvies inden udgangen af 2025.” Lasse Bøgh er selv aktiv padelspiller og padelcentret er hans store drømmeprojekt.

Der sker for alvor noget i det danske padelmiljø på Solkysten – på alle niveauer.

Har du fået mod på at spille padel kan du få de første tips i  Facebook-gruppen ”Spanske Padel Entusiaster ”. Dernæst giver Anders Mørch gerne et par råd med på vejen. ”Det er let og bestemt ikke dyrt at komme i gang. Find kondiskoene og sportstøjet frem. Køb en håndfuld bolde og start med at leje et bat. Så er du godt på vej,” forsikrer den danske padelentusiast. Han anbefaler, du begynder for dig selv og først senere hyrer en instruktør. ”Det er bare med at komme i gang. Du kommer til at elske det.”

”Det nye padelcenter bliver bygget efter danske standarder med lyddæmpning, aircondition og ventilation, som skal sikre en stabil temperatur på 18-22 grader.
Den grå bygning på skitsen bliver på tre etager med restaurant, shop og omklædning.”

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.