Det danske magasin i Spanien
Tror vi, gælden betaler sig selv?

Tror vi, gælden betaler sig selv?

Intet kommer af sig selv her i livet – eller gør det? For blot ét år siden frygtede alle en recession, mere arbejdsløshed, en mini-finanskrise og alt det triste, der følger med. Alle symptomerne var der, men det er kun de færreste, der i dag husker det, for det er gået lige omvendt. Hele Spanien har skabt vækst og nye arbejdspladser, så ledigheden nu er nede nær de elleve procent – den laveste siden sommeren ’08. Det sker samtidig med, at de store hjul i den europæiske økonomi, som f.eks. Tyskland, kæmper med den frygtede recession. Man spørger sig selv hvilke knapper – gyldne knapper – er det spanierne har trykket på?

Mit bud er ganske enkelt, men vanskeligt at forklare. Spanierne har trykket på knappen, der hedder ”luk ørene og lev livet”. Vores livsglade naboer gør altid alt for at leve, nyde livet og forbruge uanset hvad de økonomiske prognoser siger. Spanien koger af livskvalitet, og det er den damp, der har fået gang i hjulene. Folk fra hele Europa valfarter til Spanien, køber og investerer i landet. Det er lige før livsglæden er klistret på eksportvarerne, som sælger bedre end nogensinde.

Det er helt okay, hvis du synes min begrundelse bag dagens vækst er lidt løs i kanten. Omvendt står det fast, at det bestemt ikke er politikerne, der har trykket på nogle gyldne knapper. Jeg har tænkt, læst og søgt grundigt efter blot ét politisk tiltag, der inden for det seneste år har haft til formål at skabe vækst og arbejdspladser – men forgæves. Ressourcerne er blevet brugt på energikrise og inflation, på interne stridigheder, valgkamp og et par hovedløse tanker om fremtiden. Den første del er helt på sin plads, men det er den sidste til gengæld ikke – slet ikke tankerne. De står nemlig ikke stille hos Yolanda Díaz og hendes nærmeste i arbejdsministeriet. De vil nu, i fuld alvor, have den spanske arbejdsuge reduceret fra 40 til 32 timer fordelt over fire arbejdsdage – uden at røre ved lønningerne.

”Der skal være mere tid til at leve, at tænke, at kede sig, og til at lave hvad man har lyst til,” mener Yolanda Díaz. Det er helt fint, man gerne vil arbejde mindre – hvis man har råd til det! Har Spanien det? Overhovedet ikke. Argumenterne er åbenlyse:

Spanien er fast i top-3 over EU-lande med størst offentlig gæld – og den stiger ufortrødent. Tilmed ligger vi på en suveræn førsteplads i disciplinen ”problemer med fremtidige pensionsudbetalinger”. Vi tager gælden først. Spanien har i dag en offentlig gæld på 113 procent af sit BNP. Det betyder i praksis, at hver en borger i Spanien, uanset alder, skylder 32.000 euro væk. For blot ti år siden lå den spanske gæld på 94 procent af landets BNP og 22.000 euro per borger. Det går altså den forkerte vej – og det går hurtigt. Det samme gør tiden. Om blot fem til ti år er det de store generationer, der runder pensionsalderen. Det sker samtidig med, at det er meget små generationer, der gør sin entré på arbejdsmarkedet. Der bliver altså færre arbejdende skatteydere til at betale for endnu flere pensionister.

Demografien er desværre helt skæv i Spanien – præcis som økonomien. Der er kun to ting at gøre; vi beder pænt Yolanda Díaz om at lægge sine uholdbare tanker på hylden. Og så trækker vi i arbejdstøjet. Menigmand, virksomheder og staten skal producere – på fuld tid. Gælden skal ned, pensionen skal op og velfærden skal sikres. Vi må aldrig glemme, at velfærd ikke er en gave ovenfra. Det er noget man arbejder for – og vi kommer til at arbejde hårdt for velfærden i fremtiden. Den spanske pensionsalder stiger gradvist til 67 år frem mod 2027, men det er indlysende, det slet ikke er nok. Den skal helt op på 70 eller 72 år. EU har allerede adviseret os. Det samme har kredsen af forretningsmænd ”Círculo de Empresarios” i Madrid. De har netop præsenteret regeringen for et projekt, der skal sikre goder til lønmodtagere, der bliver nogle ekstra år på arbejdsmarkedet – og samtidig får statens pensionsbyrde ned. Det er tanker, der kan bruges til noget. Og det er dét, Spanien har brug for; gode tanker og lange arbejdsuger.

Gælden betaler nemlig ikke sig selv.

Aldrig.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.