Det danske magasin i Spanien
Golfsiden marts 2016

Vikingos Golf på Alferini Golf
Årets første match spilles mandag den 7. marts på en af kystens mest eksklusive baner, Alferini Golf, med Nykredit som sponsor.
Banen bliver et nyt bekendtskab for langt de fleste. Mange har aldrig hørt om den eller spillet den. Den er søsterbane til Los Flamingos Golf.
Banen er par 73 på hele 6642 meter. Husk at dresscode er lange bukser.
Gæster er hjertelig velkomne. Kontakt erik@vikingosgolf.dk
Udover spændende golf vil der være sublim underholdning med Lars Love Louise – en forrygende humoristisk Rock Duo, der altid er til fest og farver,
når de optræder. Deres humør og afslappede charme gør dem til det naturlige midtpunkt på en scene. og evnen til at skabe kontakt med publikum er helt unik.

EuropaTouren på Valderrama
Det er nu sikkert, at EuropaTouren Open de España spilles på Valderrama fra den 14.-17. april.
Sergio Garcia meddeler, at hans foundation er vært, og præmiesummen er på to mill. euro. Der kommer med garanti mange danske EuropaTour-spillere, da banen og omgivelserne er helt fantastiske. Banen er meget publikumvenlig, og alle glæder sig til det berømte hul 17 med en stor sø og en bakket green.
Søren Kjeldsen vandt sin største turnering her i 2008.
Banen er designet af Robert Trend Jones og de 18 huller måler 6390 meter.
Den blev grundlagt i 1974 som Sotogrande New.
Rigmanden Jaime Ortiz-Patino redesignede banen i 1984.
Banen var vært for Ryder Cup i 1997. Banen var også vært for Volvo Masters
i 1988-1996 og i 2002-2008. Sidste gang EuropaTouren var på Valderrama,
var da Andalucía Masters blev afholdt i 2010 og 2011.

Match på El Paraiso
Februar-matchen i CdGD blev spillet lørdag den 13. februar på El Paraiso Golf. 66 spillere havde meldt sig til denne match, som blev afviklet med løbende start over 1. og 10. hul med første start kl. 08:08.
Den dejlige bane fremstod i næsten perfekt stand, dog med provisorisk green på 2. hul og en noget skidt fairway på 10. hul, men det var jo ens for alle, så vores opfattelse var, at alle kunne lide banen, uanset hvilken score man kom ind med.
Runden forløb i noget blandet vejr; lidt blæst, skyer og ikke mindst solskin, men vi slap da for regn. Efter små fem timer var alle kommet i klubhuset, hvor snakken gik lifligt om runden på banen, og hvad man ellers kunne finde på at diskutere. Matchledelsen gennemgik scorekortene og fandt de bedste score frem i tre rækker og i gæsterækken, som havde seks deltagere.
Bordplanen var sat op, og kl. ca. 15 bød Bjarne til bords, og alle gik målrettet og forventningsfulde ind til en velfortjent buffet. Flemming bød velkommen og udbragte en skål for dagens sponsor, Loft & Roomers, som var fint repræsenteret af Martin Juul og John Winther. De havde i fællesskab opsat et flot gavebord, som alle kiggede på med håb i blikket.
Inden kaffen blev serveret, foretog Bjarne præmieoverrækkelsen sammen med Flemming. Med Jens bag kameraet blev de dygtige foreviget, og gruppebilledet blev derefter taget foran klubhuset.
Flemming takkede endnu engang sponsor og selvfølgelig Bjarne for hans indsats med matchen.
Næste match spilles på La Cala ”Europa” sløjfen onsdag den 9. marts. Der åbnes for tilmeldelse onsdag den 17. februar.
Bestyrelsen

Skandinaver-træf på Lauro Golf
D. 2. februar spillede 68 glade skandinaver golfmatch på Lauro. Solen skinnede og den nye måned fik god start med et hav af præmier, og så var der glædelige gensyn efter juleferien og hygge i Lauro Golfs patio.

D. 16. februar var alle klar igen med Unioptica v/ Claus Bentkjær som sponsor. Her var der sus i sejlene, så godt at håret sad fast i den ene ende.
Temperaturen var 5 grader fra morgenstunden og orkan, men solen kom frem, temperaturen steg og der blev spillet holdmatch i højt humør.
De glade vindere på førstepladsen: Ebba Harboe, Johnny Rasmussen, Jo Leick og Jørgen Ditlevsen med en holdscore på 109. Flot spillet!
Skandinaverne takker Claus Bentkjær, og er klar til mange flere sponsormatcher i marts måned.
Helt sikkert er det efter flagpræmier, klappepræmier og gaveregn, i form af t-shirts, paraplyer samt brillepuds og pudseklude, at ingen er i tvivl om, hvor deres nye smarte briller kan købes.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.