Korte nyheder marts 2015

Korte nyheder marts 2015

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
IS-fanger
Bred national politisk opbakning og internationalt samarbejde er vejen frem i kampen mod terrorismen, mener Jorge Fernández-Díaz.

 
140 IS-fanger under intensiv overvågning
I et dybdegående og opsigtsvækkende interview i dagbladet SUR giver den spanske indenrigsminister, Jorge Fernández-Díaz, en opdatering på Spaniens indsats i kampen mod terrorismen. Indenrigsministeren fortæller blandt andet, at Spanien i dag har 3.000 specialister inden for politiet, som udelukkende arbejder med anti-terror. Jorge Fernández-Díaz fortæller også, at der i de spanske fængsler i dag sidder 140 islamistiske fundamentalister, som er blevet dømt for forsøg på terror og/eller for at have tætte relationer til terrorister. Disse 140 fanger er under intensiv overvågning og er helt bevidst blevet spredt over landets fængsler for at undgå, de får kontakt til andre terror-fanger. Jorge Fernández-Díaz forsikrer i interviewet, at der her i landet kun er en lille risiko for et terrorangreb, og at Spanien nyder stor respekt for sit anti-terrorarbejde. Her nævner indenrigsministeren kampen mod ETA, som han i dag betegner som et lig, der blot venter på at blive brændt.
 
 
Antonio-Banderas
Antonio Banderes under den årlige Goya-prisuddeling.
 
Antonio Banderas lover gavmildhed overfor Málaga
Den verdenskendte skuespiller Antonio Banderas har modtaget en Goya for sin flotte karrierer igennem 30 år. Goya-uddelingen er den spanske version af den amerikanske Oscar-uddeling. I sin takketale nævnte Antonio Banderas ikke uventet filminstruktører, skuespillere og andre kollegaer, som han har arbejdet tæt sammen med igennem årene. Men han sendte også rørende ord til sin fødeby Málaga. “Jeg vender aldrig retur til Málaga med tomme hænder,” lovede han. Antonio Banderas forlod Málaga i begyndelsen af 80’erne og har bl.a. boet i USA med sin ekskone Melanie Griffith. Siden bruddet for godt et år siden har det forlydt, at Antonio Banderas har købt bolig i Málaga, og hans navn sættes konstant i forbindelse med nye kulturelle projekter i byer.
 
 
Podemos 1
Monedero (yderst til venstre) her med Pablo Iglesias og et partimedlem fra Málaga.
 
Podemos-politiker afsløret i skattefusk
Juan Carlos Monedero fra partiet Podemos er kommet i strid modvind efter, at skattevæsenet har afsløret, at han ikke har opgivet en fakturering på 425.120 euro på sin selvangivelse for 2013. Juan Carlos Monedero er en af grundlæggerne af Podemos og en af de tre ledende kræfter i partiet. Monedero var i årene 2010 til 2013 konsulent og rådgiver for regeringspartierne i Venezuela, Bolivia, Nicaragua og Ecuador og har via et privatejet selskab faktureret og modtaget 425.120 euro, som ikke er blevet opgivet til skattevæsenet. Den spanske politiker har efterfølgende frivilligt indbetalt 200.000 euro for at undgå et sagsanlæg. Sagen sætter Juan Carlos Monedero og partiet Podemos i en rigtig dum situation, da partiet er et protestparti, hvis mærkesag blandt andet er at komme korruption til livs.
 
 
Hoteller
Det gamle posthus er et oplagt emne til et nyt hotel.
 
Málaga skriger efter flere hoteller
Turismen i Málaga har for alvor fået vind i sejlene. På turistmessen FITUR i Madrid var et af de helt store samtaleemner i Málagas stand nye hoteller i Málaga. “Vi er bestemt ikke det eneste selskab, der er interesseret i at opføre hoteller i byen,” fortæller José de la Maza fra firmaet Aninver og henviser til sidste års gode tal. I 2014 havde byen over 1.000.000 hotelovernatninger mod 379.000 i år 2000. Tilsvarende er antallet af hoteller – store som små – steget fra 24 til 61 i samme periode. “Den årlige belægning ligger på 70 procent, men i store dele af året melder hotellerne om alt udsolgt. Derfor får Málaga by behov for mindst 1.000 hotelværelser mere,” mener Gonzalo Armenteros fra Hurar Investing Group og uddyber: “Det er kun de færreste, der i dag kan forestille sig, hvilken betydning det får for turismen i Málaga, når museerne Centro Pompidou og Museo Estatal Ruso åbner senere på året. Turismen i Málaga vil overstige turismen i Sevilla og Granada. Derfor vil vi hellere end gerne investere i Málaga,” siger han, og peger på fire attraktive bygninger, blandt andet det gamle posthus ved El Corte Inglés, som ligger i gåafstand fra bymidten. Málagas turistråd bekræfter, at Málaga i dag hører til blandt Spaniens ti bedst besøgte byer, og målsætningen er ambitiøs; i år 2020 vil byen op blandt de ti bedst besøgte byer i Europa.
 
 
Malaga-Vin
Eksporten af Málaga-vin til USA er stigende, oplyser det andalusiske eksportråd.
 
Eksporten af Málaga-vin fordobles
2014 var et fantastisk år for eksportørerne af vin fra Málaga. En eksport på 8,2 millioner euro er en stigning på hele 102 procent. Det er ikke kun den søde Málaga-vin, som konsumeres i større omfang end tidligere. Det er også egnens rød- og hvidvine, som eksporteres flittigt. “Det er ikke Málaga-vinene, der er blevet bedre eller anderledes end tidligere, men derimod forbrugeren, der har fået smag for vores produkter,” fortæller José Manuel Moreno, som er formand for sammenslutningen af Málagas vineksportører. Hos Bodega Ordóñez i Vélez-Málaga peger man på USA som det helt store eksportmarked. “Det er vores opfattelse, at amerikanerne får et bedre og bedre indtryk af vine fra Málaga. Specielt vores hvidvine eksporterer vi i stor stil,” forklarer Jorge Ordóñez, hvis bodega eksporterer 80 procent af deres produktion.
 
 
1953 Green Cross
Flyvraget befinder sig i mere end tre kilometers højde.
 
Flyvrag med chilensk fodboldhold fundet efter 54 år
300 kilometer fra Chiles hovedstad Santiago de Chile har et hold chilenske bjergbestigere gjort et overraskende fund. På en ekspedition i Andesbjergene har de nemlig fundet vragdelene fra det fly, der den tredje april 1961 styrtede i døden med 24 chilenske fodboldspillere. Bjergbestiger Leonardo Albornoz, som var en del af holdet, der fandt resterne af flyet, beretter desuden om fundet af flere menneskeknogler spredt rundt om vraget, hvor store dele stadig er intakt. Fodboldholdet var en del af sportsklubben Green Cross, senere kaldet Green Cross-Temuno, som blev grundlagt i 1916, og var en af de otte klubber, der grundlagde La Liga Profesional de Football de Santiago (LPF). Flere sydamerikanske fodboldklubber sørgede efter tragedien, specielt den argentinske fodboldklub Boca Juniors, hvor den mest kendte spiller fra Green Cross, Eliseo Mouriño, tidligere havde spillet. Alle 24 personer om bord på flyet omkom.
 
 
DON--I-copy
Flemming Østergaard glæder sig.
 
Don Ø flyttet til Hotel Tamisa Golf
Det spændende Don Ø-arrangement er blevet flyttet fra restaurant Casa Danesa til Hotel Tamisa Golf af pladshensyn, oplyser arrangøren La Peña de Dinamarca, den danske supporterklub af Málaga CF.
“Vi kunne på de hurtige tilmeldinger se, at vi behøvede mere plads,” siger formanden for La Peña de Dinamarca, Morten Møller.
Hotel Tamisa Golf er et særdeles egnet sted med gode parkeringsforhold. Arrangementet finder sted fredag den 10. april kl. 19.00, og aftenens hovedperson, den tidligere administrerende direktør og bestyrelsesformand i den professionelle fodboldklub FC København, Flemming Østergaard (kaldet Don Ø) glæder sig.
I foredraget vil Flemming Østergaard også komme ind på retssagen mod ham om kursmanipulation.
Der bydes på tapas, vin, øl og vand inkluderet i entréprisen på 30 euro.
 
Tilmelding og betaling til La Peña de Dinamarca:
event@malaga-support.dk
Tlf. 649 814 842
 
Adressen på Hotel Tamisa Golf:
Camino Viejo de Coín km. 3,3,
Mijas Costa (ved Mijas Golf)
 
 
Vækst
Både regeringen og Centralbanken håber på tre procent i vækst i år.
 
Gode udsigter for spansk vækst
I 2014 havde Spanien en vækst på 1,4 procent. Tallet er officielt og godkendt af både Spansk Statistik, Centralbanken og regeringen. Det er den største stigning i spansk økonomi siden 2007. Specielt årets sidste semester var godt, for her blev halvdelen af 2014-væksten skabt, og det skaber optimisme for 2015. Den spanske økonomiminister Luis de Guindos forudser en vækst på mindst 2,0 procent for indeværende år, men mener absolut, der er belæg for at stile efter en vækst på 3,0 procent. En vækst i denne størrelse vil kunne tangere de væksttal, Spanien havde i 00’erne, før krisens udbrud i 2008.
 
 
Banco-Santander
Ana Botín er en kvinde af få ord – men hun forstår at tjene penge til sin bank.
 
Kæmpe overskud til Banco Santander
I 2014 tog Banco Santander afsked med sin succesrige præsident Emilio Botín og bød velkommen til hans datter Ana Botín – og sidstnævnte har fået en uforbederlig start som præsident. Sidste år fik den verdensomspændende bank et overskud på 5.816 millioner euro, hvilket er en stigning på 39 procent i forhold til året før. 1.121 af millionerne er indtjent i Spanien. Det er mere end en fordobling i forhold til 2013. Banco Santander har formået at øge indtjeningen på deres basisydelser med tre procent samtidig med, at bankens udgifter er blevet reduceret med én procent. Dertil kommer, at bankens afskrivninger på ikke indfriede lån er faldet med 14 procent. Banco Santander øgede i 2014 også deres udlån til private og virksomheder med fem procent. En stigning som banken forventes at fortsætte i indeværende år.
 
 
Rajoy-y-Sanchez
Uanset hvem der sidder på magten efter næste valg, vil det ikke ændre på indsatsen mod terrorismen.
 
Fælles pagt mod islamistiske fundamentalister
PSOE og PP har indgået deres første politiske pagt siden Pedro Sánchez sidste år blev formand for socialistpartiet. Pagten går på en fælles og større indsats mod de islamistiske fundamentalister, som måtte operere på spansk jord. De to partier er blevet enige om en ny lov, som bl.a. gør det lettere at varetægtsfængsle mistænkte terrorister på ubegrænset tid.
Da PP har absolut flertal i parlamentet, kunne partiet enevældigt gennemføre loven, men statsminister Mariano Rajoy har lagt vægt på et bredt politisk flertal bag den nye lov. “Det er vigtigt, vi sender et klart budskab og står sammen i kampen mod terrorismen,” sagde både Rajoy og Sánchez til pressen.
 
 
Uddannelse
Undervisningsministeriet vil omlægge uddannelsessystemet, så Spanien får samme system som de øvrige EU-lande.
 
Voldsom debat om ny uddannelsesreform
Ministeren for undervisning, kultur og sport, José Ignacio Wert, er ikke blevet populær i de spanske lærerråd, efter han har foreslået en markant omlægning af det spanske undervisningssystem. I dag er en universitetsuddannelse sat til fire eller fem år. Derefter kan man tage en overbygning, også kaldet en mastergrad, på ét år. Undervisningsministeriet mener, det skal være muligt at tage en bacheloruddannelse på tre år og vil i den sammenhæng udvide overbygningen, så det bliver til en kandidatuddannelse på to år. Ministeriet begrunder sin reform med at færre studerende vil falde fra under uddannelsesforløbet ved at gøre forløbene kortere. Tilmed vil det give myndighederne en økonomisk besparelse, og ministeriet peger også på, at det er sådan systemet fungerer i næsten alle andre EU-lande. Men landets lærere er ikke begejstrede for idéen og vil ikke være med til at indføre den nye reform allerede fra det kommende skoleår. Først i skoleåret 2017/18 vil landets lærere og universiteter være klar til så omfattende en omlægning, mener landets lærerråd.
 
 
Planeta
José Manuel Lara overtog et lille, lokalt forlag og gjorde det til verdens sjette største mediegruppe.
 
Farvel til den spanske mediekonge
En af de største mænd i spansk erhvervsliv er død. José Manuel Lara tabte kampen mod kræften i en alder af 68 år. Han var præsident for mediegruppen Grupo Planeta, som primært består af forlag samt radio- og tv-stationer i Spanien og flere sydamerikanske lande. José Manuel Lara overtog i starten af 90’erne sin fars beskedne forlag og gjorde det til et af verdens største. Således er Grupo Planeta i dag verdens sjette største mediegruppe. Gruppen udgiver 130 millioner bøger om året og beskæftiger alene i Spanien 5.000 medarbejdere. Grupo Planetas mest kendte medier i Spanien er udover forlaget Planeta tv-kanalerne Antena 3, La Sexta, Nova og Neox. Dertil kommer radiostationerne Onda Cero og Europa FM samt dagbladet La Razón. José Manuel Lara vil blive husket for sit gode lederskab og visionære instinkt. Han vil også blive husket som en mand, der ikke var bange for at sige sin mening. I debatten omkring Cataloniens selvstændighed, tøvede han ikke med at erklære, at hvis det endte med catalansk løsrivelse, ville han flytte sine aktiviteter uden for Catalonien.
 
 
shutterstock 184736663flytrafik
Ryanair åbner efter sigende en ny flyrute mellem Kastrup og Málaga i år.
 
Fire lavprisflyselskaber sidder på markedet til og fra Málaga
Ryanair, Easyjet, Vueling og Norwegian er navnene på de fire selskaber, der flyver flest passagerer til og fra Málaga lufthavn. Til sammen har hele 7,16 millioner personer benyttet sig af de fire flyselskaber i det forgangne år, hvilket svarer til 52 procent af alle rejsende, som tog turen til og fra Málaga i 2014. Med hele 2,8 millioner passagerer er Ryanair det flyselskab, som har fragtet flest rejseglade mennesker fra og til deres respektive hjem, hvilket svarer til, at hver femte rejsende valgte at sætte sig i de mørkeblå lædersæder i de blågule fly. Easyjet kommer på andenpladsen ved at have fragtet 3 procent af de mange millioner passagerer, og Vueling, der indtager tredjepladsen, har formået at forøge deres passagerantal med hele 285.000 flere rejsende i 2014 end i 2013. Samme tendens ses hos Norwegian, der det seneste år har fløjet hele 309.000 flere passagerer til og fra Málaga end i 2013. Både Vueling og Norwegian har “stjålet” flyrejsende fra Ryanair, der, selvom de stadig fører suverænt på den konto, må indse, at konkurrencen mellem lavprisselskaberne er blevet skærpet.
 
 
Valg
Tre gange i løbet af året skal andalusierne til valgurnerne.
 
Regionalvalg den 22. marts
Præsidenten for Junta de Andalucía, Susana Díaz, har udskrevet valg i utide. Hun mener ikke, koalitionen med venstrefløjspartiet Izquierda Unida har fungeret optimalt, og mener slet ikke, at der er belæg for at sidde valgperioden ud. Den indeværende valgperiode for regionen udløber ellers allerede til næste år, så der spekuleres meget i, hvorfor Susana Díaz har udskrevet valg i utide. En teori går på, at det nye parti Podemos næppe vil kunne nå at blive klar til valget med så kort varsel. Alle meningsmålinger viser klar, at Podemos vil tage mange stemmer fra PSOE og vil derfor være en markant trussel mod PSOE ved et valg til næste år. Tilsvarende viser lokale meningsmålinger, at PSOE i Andalusien atter er klart stærkere end Partido Popular, som indtil nu har været den eneste reelle trussel mod PSOE. En anden teori går på, at Susana Diaz har flere kræfter til at føre valgkamp nu i modsætning til om et år, da hun netop er blevet konstateret gravid. Til maj skal der ellers være kommunalvalg, og det havde været noget mere praktisk og økonomisk billigere for myndighederne at slå kommune- og regionalvalget sammen, men historien viser, at socialistpartiet i Andalusien får et bedre valg, når vælgerne kun skal sætte ét kryds på valgdagen.
 
 
Sportsby
Den nye sportsby skal ligge i området Arraijanal mellem Plaza Mayor og Málaga. Det er meget tæt på sportspaladset, som kan anes i baggrunden.
 
Projektet for “sportsbyen” i Málaga godkendt
Efter fire års tovtrækkeri mellem Málaga Club de Fútbol, kommunen og Junta de Andalucía er der nu endelig givet grønt lys for opførelsen af en ny sportsby i Málaga. Da sheik Al-Thani købte fodboldklubben i sommeren 2010, var opførelsen af en sportsby en af hans kæpheste. En sportsby er lig med en talentskole, som skal forme fremtidens spillere til klubbens førstehold og/eller med henblik på videresalg. Det er denne type projekter og forretningsmetoder, storklubber som Real Madrid og Barcelona har stor succes med. Den nye sportsby i Málaga vil bestå af ni fodboldbaner, kontorer, omklædningsrum, parkering, kollegium, cafeteria og et særligt hvile- og restitutionsområde for førsteholdet. Opførelsen vil blive delt i tre etaper og er et årelangt projekt. Vicente Casado fra Málaga CF regner med, at første spadestik vil blive taget i marts eller april. Tilsvarende fortæller han, at klubben allerede har finansieringen klar til første del af det ambitiøse projekt.
Da Al-Thani købte Málaga CF i 2010, var et hans andre projekter en udvidelse og forpagtning af den nye havn i Marbella og opførelsen af et gigantisk femstjernet hotel. Disse to projekter er fortsat ikke godkendt.
 
 
bárcenas
Der er fortsat ingen, der ved, hvor Luis Barcenas har gemt sine penge.
 
Bárcenas løsladt mod kaution
Den stærkt korruptionsmistænkte og tidligere regnskabschef for Partido Popular, Luis Bárcenas, er under stor mediebevågenhed blevet løsladt mod en beskeden kaution på 200.000 euro. Bárcenas har siddet varetægtsfængslet i 574 dage, men anklagenævnet betegner nu efterforskningen som afsluttet og ser derfor intet motiv til at forlænge varetægtsfængslingen. Bárcenas er anklaget for dokumentfalsk, hvidvaskning af penge og skattesvig af særlig grov karakter, hvilket angiveligt foregik, mens han var regnskabschef for PP. Han har under sin varetægtsfængsling erkendt, at partiet havde et A- og B-regnskab, og at alle i toppen af partiet havde kendskab hertil. Bárcenas har fået sine konti og ejendomme konfiskeret, sit pas inddraget og skal hver mandag, onsdag og fredag melde sig i retten. Det er bl.a. derfor, kautionen “kun” blev sat til 200.000 euro. Det forventes, at der vil gå et par år, før der falder dom mod ham og de øvrige i sagen “Caso Gürtel”.
 
 
burger

Der er i dag syv McDonald´s i Málaga by og 21 i Málaga-provinsen.

 
McDonald´s ekspanderer atter i Málaga
Efter nogle magre år går det atter fremad for McDonald´s. I løbet af sommeren vil fastfoodkæden åbne sin hidtil største restaurant i Málaga-provinsen på Avenida Valle Inclán, som er en af de store omfartsveje i Málaga by, med ikke færre end 59.000 gennemkørende biler om dagen. Den nye McDonald´s bliver i to etager med terrasse, børne- og sportslejeplads og vil give arbejde til ca. 40 personer. Det bliver den første McDonald’s i Málaga-provinsen, der åbner dørene siden 2008. Siden da har den amerikanske fastfoodkæde nemlig være nødsaget til at lukke sine restauranter på bl.a. Avenida Palma de Mallorca i Torremolinos, Paseo Marítimo i Fuengirola, overfor togstationen i Málaga og senest i shopping centret Málaga Nostrum. Nu går det atter fremad, og McDonald´s tror på en lys fremtid i Málaga.
 
 
shutterstock 173405423-hest-spring
II Winter Cup er en vigtig sportsbegivenhed, da den skaber økonomisk vækst i byen.
 
Mere end 3000 heste deltager i II Winter Cup i Mijas
El Hipódromo i Mijas bliver igen betrådt af hestehove. Det sker i forbindelse med den europæiske springkonkurrence II Winter Cup, som afholdes på væddeløbsbanen i den sydspanske kystby. Frem til den 15. marts åbnes dørene for nysgerrige tilskuere, som frit og kvit kan opleve mere end 3000 heste og ryttere fra hele verden forsøge at springe de nødvendige meter uden at nedrive de tunge bomme. Fra tirsdag til torsdag afholdes konkurrencer for unge heste, og fra fredag til søndag indtages scenen af de dygtigste springheste fra hele verden. Præmiesummen i løbet i hele perioden løber op i hele 597.300 euro og bliver fordelt mellem vinderhestenes ryttere.
Tiltaget blev sat i værk for at udvide brugen af væddeløbsbanen, der tidligere fortrinsvist kun blev brugt til væddeløb, hvis området ikke var indtaget af et loppemarked eller stod lukket. I efteråret blev der afholdt Autumn Cup, hvor over 700 ryttere fra 23 lande deltog sammen med mere end 1000 hjælpere, og efter den succes ser arrangørerne frem mod II Winter Cup med stor optimisme.
 
 
foto
Det er en oplevelse at være på La Rosaleda. Claus Bermann vil sende flere fodboldturister i Málaga.
 
Vil tiltrække flere fodboldturister til Málaga
Supporterklubben for Málaga CF, La Peña de Dinamarca, har indledt et samarbejde med rejseguiden VisitFootball.dk. Samarbejdet blev officielt indledt i denne måned, og formanden for La Peña de Dinamarca, Morten Møller, har store forventninger til det. “Vi tror, at endnu flere danskere nu vil få øjnene op for Málaga CF, som rejsemål for deres fodboldture,” udtaler han.
I forvejen ser flere tusinder pr. sæson La Liga-bold på Estadio La Rosaleda. Og de er begejstrede.
 
Fantastiske Málaga
Også samarbejdspartneren ser frem til samarbejdet.
“VisitFootball.dk har dels til formål at guide og vejlede danske fodboldfans på deres ture ud i Europa og dels at få danskernes øjnene op for, at der er utroligt mange spændende steder at opleve fodbold også ud over de sædvanlige rejsemål som London, Barcelona og Madrid,” fortæller Claus Bermann, som driver VisitFootball.dk.
Han fortsætter: “Vi har fået et rigtigt godt forhold til La Peña de Dinamarca og især klubbens formand, Morten Møller, som gør et flot stykke arbejde i Málaga. Jeg har selv besøgt Málaga, og det er et fantastisk sted, hvor vi meget gerne vil være med til at sende endnu flere danske fodboldturister til.”
 
Flere danskere på La Rosaleda
Samarbejdet består i første omgang af en gensidig promovering af hinandens websites og tilbud. Allerede nu har samarbejdet mellem de to parter dog udviklet sig endnu mere.
“Vi er begyndt at udveksle kontakter og trække på hinandens netværk,” fortæller Claus Bermann. “Gode partnere kan man aldrig have få mange af, og jeg forventer bestemt, at vi kan styrke hinanden. Først og fremmest handler det om at få flere danskere til at rejse kampene på La Rosaleda, Málaga CF’s hjemmebane, og det tror jeg nok skal lykkes”.
La Peña de Dinamarca er stiftet i 2009 og er den officielle danske fanklub for Málaga CF. Den har i dag ca. 250 medlemmer.
 
Læs mere om fanklubben her: www.malaga-support.dk.
VisitFootball.dk er startet i 2014, som en rejseguide til danske fodboldfans, der vil ud i Europa og se fodbold.
Besøg siden her: www.visitfootball.dk.
 
 
Våben-narko
“Udover handel med våben og narkotika er prostitution og menneskehandel gode indtægtskilder for terroristerne,” mener Ana Salinas.
 
Islamiske fundamentalister tjener godt på våben- og narkohandel
I et opsigtsvækkende interview fortæller Ana Salinas, hvordan islamiske fundamentalister finansieres via organiseret handel med våben og narkotika blandt andet via Costa del Sol. Ana Salinas er jurist og sad fra 2009 til 2011 i EU’s råd for antiterrorisme. Hun fortæller, hvordan terrorister tidligere skaffede sine midler via kidnapninger og afpresning, men i dag er langt bedre organiserede, når det gælder om at skabe økonomiske midler. “Bag den omfattende smugling af våben og narkotika i Europa står bl.a. grupper af islamiske fundamentalister. I Europa er der i dag fire ruter for indsmugling af våben og narkotika, og én af dem går via Costa del Sol og Costa de la Luz i Cádiz-provinsen, som også kaldes for “porten” til Europa. Herfra kommer narkoen fra Afrika til Europa, mens våbnene går den anden vej,” forklarer Ana Salinas. Juristen mener dog, at de spanske myndigheder er rigtigt godt rustet i kampen mod de islamiske fundamentalister.
 
 
shutterstock 170853698outlet-sale
Handlende i Fuengirola kan måske snart gøre en ekstra god handel.
 
“Outlet Fuengirola”: Et nyt handelsinitiativ kommer til kystbyen
De ansvarlige for Rådet for Forbrug og Handel i Fuengirola, Carmen Díaz og Pilar Narváez, har annonceret et nyt handelsinitiativ, som skal komme både de lokale forretninger og de handlende til gode. “Outlet Fuengirola” kaldes det, og konceptet er, at de lokale forretninger, som ikke er kommet af med deres tilbudsvarer eller overskydende tøj, gratis kan tilmelde sig til eventen, hvor de får mulighed for at sælge tøjet på ny – til en meget favorabel pris. Tøjet skal nemlig sættes yderlige ned, så priserne kommer helt i bund, og butikkerne således kan komme af med varerne. Initiativet er sat i værk for at hjælpe de mange butikker, som brænder inde med udsalgsvarene, og for at styrke handelslivet i kystbyen uden for turistsæsonen. Accepterer handelslivet vilkårene, og er der nok butikker, som tilmelder sig, bliver initiativet til virkelighed og en kampagne bliver sat i værk. Kommer der tilstrækkelige tilmeldinger, bliver “Outlet Fuengirola” afholdt fra den 6. – 8. marts.

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa