Det danske magasin i Spanien
Korte nyheder februar 2013

Korte nyheder februar 2013


Hans arvinger blev allerede i 2011 beordret til at tilbagebetale 100 millioner euro.

Kommunen i Marbella vil beslaglægge 150 ejendomme tilhørende Jesús Gils arvinger
Byrådet i Marbella har nu anmodet revisionsdomstolen om at beslaglægge 150 ejendomme, som tilhører arvingerne til den tidligere borgmester i kommunen, Jesús Gil y Gil. Han var borgmester fra 1996 til 2002 for sit eget parti, GIL.
Ejendommene omfatter 43 erhvervsejendomme, seks plejehjem, fem byggegrunde og 96 parkeringspladser i hhv. Marbella, Torremolinos og Madrid. På papiret tilhører de selskaber, hvor Gils børn, Jesús, Fernando, Miguel Ángel og María Ángeles Marín Gil, er medejere.
Byrådet, ledet af den nuværende borgmester, Ángeles Muñoz fra PP, forsøger dermed at få arvingerne til at reagere på en retskendelse afsagt i 2011, som kræver, at de tilbagebetaler 108,3 millioner euro, der uretmæssigt skulle være overført fra kommunen til fire forskellige selskaber og derfra videre til Gil.
Ulovlighederne fandt sted, da Marbella blev skueplads for den massive korruption i forbindelse med byplanlægning og bestikkelser, og mens Gil promoverede sig selv som et politisk alternativ til de større af landets partier. Det var begyndelsen til korruptionsskandalen, der i dag er kendt som Malaya, hvori 95 politikere, embedsfolk og forretningsfolk er anklaget.
Gil døde af en hjerteinfarkt i 2004, da han for længst var afsat og tiltalt for korruption, og domstolene skønner, at eftersom hans arvinger har lukreret på hans bedragerier, står de til ansvar og skal betale pengene tilbage.

 


Mercadona donerer madvarer til borgere, der ikke har penge til mad.

Mercadona forærer madvarer til folkekøkkener i Sevilla
Flere og flere spaniere har ikke længere penge til at købe mad og henvender sig derfor til de efterhånden mange folkekøkkener i landet, men jo længere køerne bliver jo mindre mad er der til de mange sultne borgere.
Derfor har den nationale supermarkedskæde Mercadona i Sevilla nu besluttet at forære de madvarer, der er tæt på at overskride holdbarhedsdatoen, eller hvor indpakningen er gået i stykker. En talsmand for Marcadona forsikrer om, at der er tale om madvarer af god kvalitet, men som ikke længere kan sælges i supermarkedet.
Ved to andre lejligheder har Mercadona givet mad til folkekøkkener, men der er nu tale om et permanent initiativ, der skal hjælpe de mange borgere, der ikke har råd til mad eller drikke.
Det første folkekøkken til at modtage hjælp fra Mercadona er Comedor Social de Triana, der hver dag hjælper 300 borgere.
Mercadona sørger også for transport af varerne til de forskellige folkekøkkener i Sevilla. Lignende initiativer er også på vej i andre byer i Andalusien og resten af landet.

 


Eksportmarkederne er vigtige for, at de store spanske virksomheder kan overleve krisen også i 2013.

Store virksomheder overlever på grund af eksportmarkeder
Det forgangne år var meget svært for alle virksomheder, og mange måtte trods kamp til stregen dreje nøgle om og acceptere omstændighederne. Samtidigt varsler 2013 mange udfordringer og lige så økonomisk svære omstændigheder som 2012. Det til trods er det lykkes de store virksomheder i Andalusien at holde sig oven vandskorpen. Det skyldes deres succes på eksportmarkedet. Og i 2013 vil det også være de spanske virksomheders aktiviteter på eksportmarkeder, der vil afgøre deres overlevelse.
De to største byggeentreprenører, Sando og Vera, har flere byggeprojekter i gang i Columbia, Marokko, Polen og Algeriet. Vera har dog på nationalt plan været nødt til at gå i midlertidig betalingsstandsning, men håber, at de gode resultater på eksportmarkederne kan få virksomheden på rette køl igen.
Også solenergifirmaet Isofotón har stor succes i Sydamerika, og eksportørerne af svin, Famadesa og Faccsa, vokser stabilt på eksportmarkederne.
Den virksomhed, der har klaret sig allerbedst i 2012, er Hojiblanca, der producerer og eksportere olivenolie.
Fælles for alle virksomhederne er, at de forventer, at 2013 vil blive lige så om end ikke hårdere på det spanske marked, mens væksten på eksportmarkederne vil være der, indtægterne skal hentes.

 


Unge Piazon til Málaga CF.

Ny Kaka til Málaga
Málaga CF opruster til anden halvdel af La Liga og Champions League.
Tirsdag den 15. januar kom det 18-årige brasilianske stortalent Lucas Piazon på plads efter veloverstået lægetjek i klubben. Han lejes for resten af sæsonen fra engelske Chelsea, hvor det ikke er blevet til megen spilletid i denne sæson. Dog var han med i 8-0 sejren over Aston Villa i juledagene.
Piazon har fået sin fodboldopdragelse i Sao Paulo med 22 U landskampe for Brasilien på bagen. Heri scorede han ikke færre 19 mål. Han er først og fremmest forward, men kan også bruges på fløjene og som angribende midtbanespiller. Hans spillestil og evner har trukket sammenligning med landsholdspilleren Kaka, tidligere Milan og nu Real Madrid.
Klubben har også sendt spillere den anden vej – på lejekontrakter i andre klubber. Midtbanespilleren Recio til Granada i La Liga og Juanmi, tidligere U-landsholdspiller i samtlige årgange, til Racing Santander i 2. division.

 


Endnu er ikke et eneste fly set i lufthavnen i Castellón.

Spøgelseskøber af spøgelseslufthavn?
Der skrives nu yderligere et kapitel i den bizarre historie om den ubenyttede lufthavn i Valencia-regionen.
Lufthavnen i Castellón er i forvejen et trist eksempel på de gigantiske beløb, som lokale myndigheder under boom-årene brugte på at opføre bygninger og infrastruktur. Nogle gange for selv at tjene penge eller prestige på det, som det formodentligt har været tilfældet med denne lufthavn.
I marts 2011 blev den officielle indvielse afholdt af myndighederne, anført af formanden for lufthavnsselskabet Aerocas, Carlos Fabras, og den daværende formand for den regionale regering, Francisco Camps (PP). Lufthavnen havde foreløbig kostet 150 millioner euro. Men nu, snart to år senere, har man endnu ikke set et eneste fly i lufthavnen. Det skyldes bl.a., at den ikke overholder samtlige normer og sikkerhedskrav for en lufthavn, f.eks. er vendepladsen for enden af start- og landingsbanen for lille. Det skulle skyldes en regnefejl. Den skal så først graves op og omlægges, før lufthavnen kan få tilladelse til at operere. At det endnu ikke er sket, skyldes givetvist, at luftfartsselskaberne ikke har stået i kø for at komme til at benytte lufthavnen.
Carlos Fabras er også i rampelyset på grund af anklager om korruption i sin tid som formand for provinsstyrelsen for PP i Castellón, mens han i dag nærmere er udsat for spot, eftersom den gigantiske statue, der nu pryder en plads foran den tomme lufthavn, er blevet opført på hans ordrer. Og så siges statuen at forestille ham selv, med et fly på hovedet.
En gruppe spanske og libyske investorer skulle dog nu have vist interesserede i at købe lufthavnen. De skulle være parate til at lægge 200 millioner euro for skødet, har det forlydt fra Carlos Fabras, der stadig leder det selskab, som driver lufthavnen uden fly.
Ifølge dagbladet El Mundo er den nuværende formand for den regionale ledelse, Alberto Fabra, ligeledes fra konservative PP, ikke enig. I stedet for 200 millioner euro, mener han, at der er tale om langt mindre.
”Det er mindre end 100 millioner,” udtaler Fabra, der mener, at tallet er lidt upræcist, fordi udgifterne til ændringen på start- og landingsbanen skal trækkes fra, og det samme skal omkostningerne i forbindelse med andre installationer, der enten skal på plads eller udskiftes, før lufthavnen endelig vil være i stand til at modtage det første fly.

 


Luis de Guindos vover pelsen med optimisme.

Økonomiminister lover flere i arbejde i 2013
På trods af en krympende økonomi og nedgang i forbruget forventer Spaniens økonomiminister, Luis de Guindos (PP), at der i år vil komme bedre gang i hjulene, og at der derfor igen vil blive skabt flere arbejdspladser.
I begyndelsen af året udtalte han i et interview på radiostationen Cadena Ser, at han forventer, at der i årets fjerde kvartal igen vil komme tilstrækkelig vækst i økonomien til at flere vil komme i arbejde. Han begrundede sin optimisme med den arbejdsmarkedsreform, som regeringen indførte sidste år. Med den er det bl.a. blevet nemmere og billigere for virksomheder at afskedige overflødige medarbejdere.
Regeringen fastholder trods økonomiministerens optimisme sin udsigt om, at bruttonationalproduktet vil falde med 0,5 procent i løbet af året, mens den internationale valutafond, IMF, og Europakommissionen dog forudser, at den vil falde med næsten 1,5 procent.
I øjeblikket er godt 5,7 millioner spaniere arbejdsløse, hvilket svarer til over 25 procent af arbejdsstyrken. Flere eksperter mener, at det tal i løbet af året vil blive til over seks millioner og en procentsats på 26 procent.
Økonomiministeren sagde desuden, at regeringen endnu ikke har besluttet, hvorvidt man på et tidspunkt vil takke ja til tilbuddet om endnu en hjælpepakke fra EU, som er Unionens krav for at opkøbe spanske statsobligationer.
”Beslutningen skal være rigtig, og den skal tages på det rigtige tidspunkt. Der er mange implikationer, og regeringen er nødt til at overveje disse implikationer for at gøre det, som er bedst for Spaniens interesser,” sagde den fortrøstningsfulde Luis de Guindos.

 


En kedelig parkeringsplads kulissen for dramatisk hændelse.

Kører manden ned – to gange
Nogle af de handlende i supermarkedet Lidl i Churriana ved Málaga blev vidner til en usædvanlig og dramatisk hændelse.
Det var en kvinde, som ganske enkelt kørte sin eksmand ned på parkeringspladsen, og da han vel lå på asfalten, kørte hun over ham endnu engang. Det var ifølge avisen Diaio Sur en betjent, der havde fri og var ude at handle, som stoppede kvinden og dermed forhindrede yderligere påkørsler.
Manden, 52 år gammel, havde flere blødende sår og brækkede ribben, og han blev kørt til Hospital Carlos Haya i Málaga, hvor han stadigvæk er indlagt. Han skulle efter omstændighederne have det godt.
Kvinden, en 45-årig forhenværende betjent ved Policía Local, skal mandag afhøres ved retten i Málaga.

 


Amancio Ortega ved logoet for den største kæde i imperiet.

Zara-ejer øger sin formue – nu er han 57,5 milliarder dollar værd
Mens det går knapt så godt for andre spanske selskaber og deres indehavere, har Amancio Ortega, manden der ejer Inditex, som så er det selskab, der driver Zara og flere andre tøjkæder, væsentligt øget sin formue i 2012, informerer det amerikanske finans- og økonomimedie Bloomberg.
Fra at have sølle 35 milliarder dollars, har Ortega på det ene år øget sin formue til 57,5 milliarder dollars, som svarer til godt 43 milliarder euro. Grunden til Amancio Ortegas nette ekstra indtjening er, at Inditex i 2012 blev registreret på børsen. Han ejer selv stadig 59 procent af aktierne.
Det betyder, at han nu er verdens tredjerigeste person, kun overgået af Carlos Slim Helú med en formue på 75,2 milliarder dollars og Bill Gates med 62,7 milliarder dollars.

 


Organiseret dyrkning og distribution af marihuana optrevlet af politiet.

Syv personer anholdt for dyrkning og salg af marihuana
Nationalpolitiet har anholdt syv personer i Fuengirola og i resten af Málaga-provinsen for dyrkning og salg af marihuana. Anholdelserne skete som en del af operationen Ramses, og det lykkedes politiet at beslaglægge 2.900 marihuanaplanter. Politiet har tidligere i samme sag anholdt 17 personer i Zaragoza, Barcelona, Málaga og Granada. Alle de anholdte var impliceret i dyrkning og videresalg af marihuana til hele Spanien.
Det var mistanken til en gruppe hollandske borgere, der førte til anholdelserne. Politiet oplyser, at der var tale om store mængder marihuana, der blev dyrket under meget professionelle kår, hvor der blev anvendt kompliceret elektriske installationer og aircondition og store filtre, så lugten ikke slap ud. Politiet havde tidligere undersøgt fire boliger i henholdsvis Mijas og Cártama, hvor man fandt disse professionelle dyrkningsmetoder.  Et af stederne blev marihuanaen dyrket i en kælder på 128 kvadratmeter ved siden af en swimmingpool.

 


Mørke meddelelser fra den spanske nationalbank.

Det nye år begyndte med fortsat recession
Det nye år er startet med fortsatte negative tal for den spanske økonomi, eftersom den igen forventes at være skrumpet ind i det forgangne års fjerde kvartal. Det meddeler den spanske nationalbank, Banco de España, der dog endnu ikke kender de eksakte tal for oktober til december.
I sidste års tredje kvartal krympede økonomien med 0,3 procent i forhold til det andet kvartal. Samtidigt faldt forbruget med 5,3 procent, hvilket er væsentligt mere end EU-gennemsnittet, der endte på en tilbagegang på 1,6 procent.
Det er lignende negative tal, der er i sigte for det sidste kvartal af 2012.
Det lavere forbrug tilskrives momsstigningerne i september, hvor den generelle momssats røg fra 18 til 21 procent, en række ekstra skatter på bl.a. ejendomme, afskaffelsen af den ekstra månedsløn til offentligt ansatte i december og annulleringen af dyrtidsreguleringen af pensionerne.
Nationalbanken mener dog, at årsagen til at økonomien nok ikke er krympet endnu mere, er pæne tal i turistsektoren, selvom en øgning i omsætningen beskrives som ”moderat”, og en stigning i eksporten, der alene i oktober steg med 8,6 procent i forhold til måneden før.
Købekraften er desuden faldet og forventes at krympe yderligere, eftersom priserne på flere basisprodukter steg ved indgangen til 2013. F.eks. er elektriciteten steget med tre procent, mens benzin og diesel er steget med mellem tre og fem cent per liter. Priserne på gas er foreløbig ikke gået op.

 


Marbellas borgmester bringer gode tidende.

Nyt kæmpe ferie- og golfkompleks på vej i Marbella
Marbellas borgmester, Ángeles Muñoz (PP), har meddelt, at byrådet har givet grønt lys til opførelsen af et nyt, enormt ferie- og golfkompleks i kommunen.
Der er afsat en grund på 3,5 millioner kvadratmeter til projektet, der skal ledes af Golf Reserva de Marbella, og som skal inkludere både et hotel, en forlystelsespark og faciliteter til en række sportsgrene.
Anlægget skal opføres i Elviaria og Las Chapas i den østlige del af kommunen.
”Dette initiativ beviser interessen i den private sektor for at investere i kommunen,” sagde Muñoz, der glæder sig over de arbejdspladser, som projektet vil generere.

 


Fødselaren holdt lav profil.

Kong Juan Carlos runder de 75 år
Spaniens kong Juan Carlos fyldte 75 år den 5. januar. Der var ingen større festivitas i den anledning, men kongen gav dog sit første interview i 12 år, hvilket var til den statsejede tv-station RTVE.
I interviewet kom han ikke ind på de penible situationer, som kongehuset de seneste par år har været i. Bl.a. undgik man at tale om svigersønnen Iñaki Urdangarins formodede svindel eller kongens egen famøse eskapade til Botswana, der har bidraget til en faldende popularitet blandt befolkningen. I stedet gav han udtryk for sin tilfredshed med de 37 år, som han har siddet på tronen, og for sin overbevisning om, at det kun er enkelte catalonske separatister, der forsøger at splitte Spanien.
Derudover fortalte han, at han har det godt efter at have gennemgået flere små operationer.
”Jeg har det glimrende. Men min læge har sagt, at jeg skal passe på, for jeg har alt for travlt,” fortalte kongen desuden under militærparaden dagen efter sin fødselsdag.

 


Nu skal man være 65 år og en måned for at være berettiget til folkepension.

Pensionsalderen på vej mod 67 år
En pensionsalder på 65 år er allerede en del af historien. Regeringens beslutning om gradvist at hæve pensionsalderen til 67 år er trådt i kraft, og det betyder, at man i år skal være 65 år og en måned for at være berettiget til folkepension. Herefter stiger alderen gradvist frem til 2027, hvor pensionen vil blive udbetalt, når man er fyldt 67 år.
Samtidigt stiger antallet af år og man skal have bidraget til social- og sundhedsvæsnet, Seguridad Social, for at få fuld pension. Det er ud fra antallet af år, man har betalt, at pensionens størrelse beregnes. Førhen hed det 16 år, men frem til 2027 stiger antallet af år gradvist til 25 år for at man altså vil være berettiget til den fulde pensionsydelse.
Der er enkelte undtagelser fra reglerne, som hvis man har bidraget til Seguridad Social i 38 og et halvt år, kan man stadig i 2027 få folkepension som 65-årig.

 


Hospitalet Carlos Haya foretager flest organtransplantationer i Andalusien.

Hospitalet Carlos Haya slår nye rekorder
Hele 201 organtransplantationer blev det til på hospitalet Carlos Haya i Málaga i 2012. Det er endnu flere end i 2011, som slog alle rekorder, siden man begyndte at foretage organtransplantationer på hospitalet i 1990. Antallet af transplantationer i Andalusien i 2012 var på 734 fordelt på fem hospitaler, hvorfor man på Carlos Haya er godt tilfredse med de mange transplantationer, der er det største i regionen.
Størstedelen af de transplantationer, der blev foretaget, var nyre-, hjerte- og bugspytkirteltransplantationer.
Samtidigt er Andalusien den region i Spanien, hvor flest personer donerer organer. Tallet ligger på 36,1 donorer per 1.000.000 indbyggere. Det er mere end dobbelt så meget som gennemsnittet for den europæiske union.

 


Temaparken Isla Mágica i Sevilla har store økonomiske problemer.

Fremtiden usikker for temaparken Isla Mágica i Sevilla
Omkring 600 ansatte i temaparken Isla Mágica går en usikker fremtid i møde. Sæsonen er slut, og parken er lukket ned som normalt for at åbne igen for publikum i marts måned. Men i år åbner parken sandsynligvis ikke. Der er simpelthen ikke penge til at forsætte driften af temaparken, der er en del af EXPO’92 i Sevilla. Hvis driften skal kunne fortsætte, vil der skulle foretages store nedskæringer, der kan betyde afskedigelsen af en stor del af medarbejderstaben. I værste fald sættes temaparken til salg, og alle de ansatte vil miste deres arbejde. Ledelsen forsøger at undgå denne situation og har bedt CaixaBank, der er temaparkens hovedaktionær, om at tage alle midler i brug, så Isla Mágica kan åbne igen til marts.

 


Jaime Ortiz-Patiño var allerede en legende i golfverdenen.

Farvel til en golflegende
Jaime Ortiz-Patiño sov den 3. januar stille ind i sit hjem i Marbella. Han blev 82 år.
Grundlæggeren af golfklubben Valderrama var højt agtet og allerede før sin død anset som en legende takket være sin indsats for golfsporten i Spanien og også for Valderrama, én af verdens fornemste golfklubber.
”Vi mener, at det er vigtigt at huske hans store bidrag til europæisk golf. Han arbejdede så hårdt for at bringe Ryder Cup 1997, Volvo Masters og AMEX World Championship’s til Valderrama. Vi ved alle, at Ryder Cup aldrig ville have forladt de britiske øer, havde det ikke været for hans udholdenhed og vision,” siger formanden for Valderrama, Nuno de Brito e Cunha, om den nu afdøde grundlægger.
Bisættelsen har fundet sted i familieregi, men der afholdes en messe til hans minde onsdag den 9. januar kl. 12.30 i kirken Nuestra Señora de la Merced i Sotogrande.

 

Kasino på væddeløbsbanen i Mijas
Flere spanske såvel som internationale selskaber har vist interesse for at etablere et kasino på væddeløbsbanen i Mijas, Hipódromo Costa del Sol.
Det er væddeløbsbanens direktør, Antonio Maldonado, der tidligere var borgmester for PSOE i Mijas, som på grund af stedets skrantende økonomi har forelagt ideen til et kasino. Og det er der ifølge dagbladet La Opinión de Málaga allerede interesse for hos flere investorer.
Planen er, at kasinoet skal opføres inde på væddeløbsbanens område, hvor man også håber at kunne opføre et hotel, ligesom til- og frakørslen til området skal forbedres, bl.a. med en mere direkte vej til motorvejen A7.
Også Mijas’ nuværende borgmester, Ángel Nozal (PP), bekræfter ifølge dagbladet, at der er forhandlinger undervejs.

42 glade danskere fra Almunecar til håndbold i Sevilla
”Det var en fantastisk oplevelse” siger Bent Madsen, der sammen med sin kone Gitte driver Cafe Rosa i Almunecar. Han havde taget initiativ til at en tur til vm-kampen i håndbold mellem Danmark og Rusland d. 13. januar.
Cafe Rosa har siden sin start for 6 år siden været de danske tilholdssted  i Almunecar. ” Vi kender de fleste af vores kunder” fortsætter Bent Madsen, ” og vi havde aldrig troet, at vi kunne samle 42 af dem til en to dages tur til Sevilla for at se håndbold”. ”Vi havde regnet med omkring 30 deltagere, men endte med at have flere på venteliste, så stor var tilslutninger”.
Verdensmesterskaberne i håndbold foregår i slutningen af januar måned i2013 og er denne gang henlagt til Spanien. Kampen mellem Danmark og Rusland blev set som nøglekampen i Danmarks gruppe. Kampen sluttede med dansk sejr på 27-31.
”Jeg har aldrig set en håndboldkamp før” siger Elsebeth Michelsen, en af de 42 deltagere på turen, ”men efter at have set kampen, er jeg sikker på, at det ikke er sidste gang, jeg skal se håndbold, det var så spændende, at jeg flere gange måtte kigge væk” slutter Elsebeth Michelsen.
Om der bliver flere ture til vm-kampene fra Cafe Rosa har Bent Madsen endnu ikke besluttet. ”Nu må vi jo se hvor langt det danske hold kommer, men bliver det til en finale plads til det danske hold, må vi se hvad vi kan få arrangeret” slutter Bent Madsen.

 

Margrethekirken meddeler:
17. februar: Margrethekirkens årsmøde kl. 12.30
21. februar: Generalforsamling i Margrethekirkens Venner kl. 12.00
23. februar: Jazzkoncert. Kl. 18.00.  Arrangør Margrethekirkens Venner

Yderligere oplysninger om ovennævnte arrangementer findes på Margrethekirkens hjemmeside www.margrethekirken.com eller i kirkebladet.

Vel mødt.

Pga. en fejltagelse blev annoncering af Margrethekirkens årsmøde d. 17.02.2013 samt generalforsamling i Margrethekirkens Venner d. 21.02.2013 ikke bragt i månedsmagasinet. Vi beklager. Indkaldelsen er blevet publiceret i nyhedsbrevet til alle vore mange abonnenter d. 08.01.13 og er samtidig indrykket i månedsmagasinet for februar måned 2013.

Margrethekirkens Årsmøde
Søndag 17. februar 2013 kl. 12.30

Dagsorden:
1. Velkomst.
2. Valg af dirigent.
3. Formandens beretning.
4. Forelæggelse af revideret regnskab for kirkens drift.
5. Budget for år 2013.
6. Fastsættelse af det årlige kontingent.
7. Modtagne forslag.
8. Valg af menighedsrådsmedlemmer samt suppleanter:

I henhold til vedtægterne er flg. på valg:
Ebbe Juul Hansen
Ingolf Echberg
Tove Nielsen

Suppleanter:
Ellen de la Reguera
Dorte Hansen
Judith Lykke
Mona Lyngby

9. Valg af 2 revisorer og 2 revisorsuppleanter.

På valg er:
John Frank
Erik Petersen

Revisorsuppleanter:
Svend Thomsen
Uffe Madsen

10. eventuelt.
Jvf. vedtægternes § 5 stk. 3: Ønsker medlemmer en sag optaget til behandling og afgørelse – herunder opstilling til menighedsrådet – skal forslag herom senest to uger før årsmødet foreligge skriftligt for formanden eller i dennes fravær næstformanden for menighedsrådet.
Formand for menighedsrådet er Ebbe Juul Hansen

Margrethekirkens Venner
Generalforsamling afholdes torsdag den 21. februar 2013 – kl. 12.00 i Margrethekirken med følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent.
2. Formanden aflægger årsberetning.
3. Kassereren forelægger revideret regnskab.
4. Fastsættelse af kontingent.
Bestyrelsen foreslår kontingenter uændrede.
5. Modtagne forslag.
6. Valg af bestyrelse: 
Der skal vælges 4 medlemmer til bestyrelsen.

På valg er:
Ebbe Juul Hansen (modtager genvalg)
Jørgen Kobstrup (modtager genvalg)
Aase Rottbøll (modtager genvalg)
Yderligere kandidat er Kurt M. Hansen

7. Valg af revisor. Martin Davidsen modtager genvalg.
8. Eventuelt

For det tilfælde, at der ikke er et tilstrækkeligt antal medlemmer tilstede til, at den ordinære generalforsamling kl. 12 er beslutningsdygtig, indkaldes herved til en ekstraordinær generalforsamling kl. 12.15 samme sted og med samme dagsorden.

Bestyrelsen

Efter generalforsamlingen er alle velkomne til at deltage i spisning af ”forloren skildpadde” samt overvære causeri ved juraprofessor Hans Helge Beck Thomsen, som mange vil huske fra hans fortræffelige indlæg på højskoledagene i Margrethekirken i november 2012.
Pris for mad, drikkevarer og causeri er 20 € pr. person. Tilmelding nødvendig ved gudstjenester eller til Jørgen Kobstrup på tlf. 661 714 508 senest 17.2.2013.

Jazzkoncert med JP’s ”Happy Jazz
Lørdag den 23. februar kl. 18.00.
Efter et års pause er vi nu igen i stand til at præsentere en jazzkoncert med musikere af første klasse. Vi har igennem årene været godt vant, og også denne gang er vi i fornemt musikalsk selskab.
Lad mig præsentere: Jørgen Poulsen er orkesterleder og trakterer klaver m.m. Jørgen har en fortid som leder af Frederiksberg Jazzklub, hvor mange kendte jazzmusikere som Ole Stolle og Papa Benny har spillet. Bandet blev i sin tid Nordisk Mester ved en konkurrence i Malmø, hvilket betød flere års engagement i Hot House i Malmø.
Bag trommerne sidder Ethan Weisgaard, som nok er amerikaner, men som i en længere årrække har været medlem af Danmarks Radios Big Band.
Ethan er gift japansk og kender til japansk kultur herunder kampsporten Aikido, som han underviser i. Erling Haagesen, der spiller klarinet, er bornholmer og skriver bøger om rundkirker og tempelriddere. Erling er et kendt ansigt blandt bornholmske jazzfolk.
Peter Madsen, er kendt fra sin tid som solotrompetist i Danmarks Radios Symfoniorkester, men har dog også en fortid som jazzmusiker. I sin tid var Peter Madsen trompetist i Bent
Ronets Big Band, der senere blev til Danmarks Radios Big Band. Her var han at finde blandt navne som Jesper Thilo, Niels Henning Ørsted Pedersen og Alex Riel. Arne M. Sørensen, som betvinger bassen, er en ægte jyde fra det midtjyske Søhøjland med rødder i spillemandsmusikken. Arne har spillet New Orleans jazz i flere forskellige bands og er kendt for sin Slaap-String-Bas.
Her er noget at glæde sig til. Billetter kan købes i Margrethekirken og Vitamina, Centro Idea, eller ring evt. på 661 714 508, kasserer Jørgen Kobstrup. Pris hos os er 20,00 euro.

Arrangør: Margrethekirkens Venner

Forelæsninger Costa del Sol DFAS
Fuengirola: Mandag d. 11. februar kl. 16.30, Salon Varieties Teatret, c/ Emancipacion, Fuengirola
Titel: A Child of Six Could Do It! Cartoonists´ Views of Modern Art
Forelæser: Barry Venning B.A., M.A., P.G.C.E.
Kontakt Yvonne Sjokvist: 664 160 652 – www.costadelsoldfas.com.
Forelæsningen er gratis for medlammer af DFAS. Ikke-medlemmer er velkomne men skal betale 10 € ved indgangen.
Nerja: Tirsdag d. 12. februar kl. 18.00, Kulturcenteret, Calle Granada, Nerja
Titel: Soapsuds and whitewash: the Sea Paintings of JMW Turner
Forelæser: Barry Venning B.A., M.A., P.G.C.E.
Kontakt Christine Sinclair på 952 52 34 57/687 602 057 – www.nerjanadfas.org.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.