Det danske magasin i Spanien

Igen stort fremmøde til Kromand Mini Open
Lørdag den 7. april afholdt Restaurant Kromand for tredje gang minigolfturneringen Kromand Mini Open ved indkøbscenteret Miramar i Mijas Costa. I alt 55 skandinaver var klar kl. 11.00 til en omgang minigolf med venner og bekendte. Trods forårets ustabile vejr skinnede solen, og humøret var højt. Da alle huller var færdigspillet, mødtes deltagerne til en lækker buffet og præmieoverrækkelse på Restaurant Kromand i Los Boliches i Fuengirola.

Kromand glæder sig over den store opbakning til arrangementet og forsikrer, at det ikke er sidste gang Kromand Mini Open vil blive afholdt. Næste gang, minigolfturneringen løber af stablen, bliver søndag den 21. oktober. Husk tilmelding i god tid, da der er rift om pladserne.

Kromand ønsker desuden at takke de mange sponsorer, der var med til at gøre dagen til en dejlig oplevelse. Sponsorerne var Electro Swede, Dan Food, Lena Den Kreative, Vino Moreno, Miramar Mini Golf og La Danesa.

 


En uforglemmelig aften hos Nina B. Fashion og Træ & Sten
Langfredag bød Nina B. og Træ & Sten velkommen til fest og modeshow. De mange gæster minglede, mens de nød drinks og lækre canapeer. Da mørket faldt på, var det tid for aftenens højdepunkt, hvor Nina B. fremviste den absolut nyeste forårs- og sommermode fra bl.a. Gypsy05, Hunkydory, Odd Molly, MiH Jeans, Studswar sneakers og Campomaggi skindtasker på et forrygende modeshow akkompagneret af DJ Russells perfekt sammensatte musikprogram.

Trods det kølige påskevejr kom over 350 gæster for at tage del i Langfredags-eventet hos Nina B. samt Træ & Sten, som ligger i Kasino-bygningen ved Hotel Andalucía Plaza lige overfor Restaurant Terra Sana i Nueva Andalucía.

 


e-conomics bogføringssystem introduceret på Costa del Sol
En god håndfuld gæster havde valgt at lægge vejen forbi Hotel Tamisa Golf for at overvære præsentationen af e-conomics bogføringssystem 27. og 29. marts. Ikke helt så mange som håbet, men det er dog ikke noget, der får virksomheden til at opgive at få fat på det spanske marked.

”Vi ville selvfølgelig gerne have set nogle flere nogle mennesker, men vi håber, at vores engagement hernede i det mindste har været med til at udbrede kendskabet til produktet,” siger Patricia Ottzen, der stod for præsentationen på Hotel Tamisa. Det beskedne fremmøde er måske lidt overraskende set i lyset af e-conomics åbenlyse bogføringsmæssige fordele. Programmet er nemt, tidsbesparende og langt mere fleksibelt end mange lignende systemer. Det kan være behjælpeligt i stort set alle virksomheder, og prisen på helt ned til 20 euro burde ikke skræmme selv et mindre firma. Skræmt blev man heller ikke i La Peña de Dinamarca, der efter at have været til præsentation på Tamisa investerede i e-conomics bogføringssystem.

Gik dig og din virksomhed glip af fremvisningen i marts, er det naturligvis ikke for sent at få mere at vide om produktet. Du kan klikke ind på virksomhedens hjemmeside www.e-conomic.dk. Alternativt kan du kontakte Patricia Ottzen på 0045 61 73 20 71 og patricia@rezults.dk eller besøge hendes virksomheds hjemmeside www.rezults.dk.

Læs mere om E-conomic her.

 


Euromarket – supermarkedet med flest danske produkter

Euromarket har altid været et af danskernes foretrukne supermarkeder på kysten. Det skyldes i stor grad det brede udvalg af danske produkter. Faktisk er Euromarket den største forhandler af internationale varer heriblandt skandinaviske i hele Spanien.

Euromarket et af de få steder, hvor kunden kan få alt på ét sted. Udvalget af frugter og grøntsager, altid af høj kvalitet, fås til fornuftige priser, og det samme gælder de 200 forskellige oste samt pateer, kød, og fisk.

Euromarket har også sit eget bageri, hvorfor supermarkedet altid har et stort udvalg af friskbagt brød, boller og kager.

Samtidigt kan Euromarket også tilbyde catering til private fester med servering af kanapeer, salater og grill, hvor der kan tilberedes alt fra lam, and, oksekød, kylling, svinekød.

Men her stopper festen ikke. Euromarket har nemlig også er bredt udvalg af fødevarer, drikkevarer og frostvarer. Som sagt kan man som kunde finde alt det, man behøver ét sted. Og så kan Euromarket levere varerne til kundens hjem helt gratis, hvis man ikke selv ønsker at slæbe af sted med sit indkøb.

I samme center som supermarkedet Euromarket ligger et rejsebureau, blomsterbutik, vaskeri, parfumeforretning med gaveartikler, international avis- og magasinforhandler, ejendomsmægler, frisør, tandlæge, videobutik, dyrehandel, helsebutik, pølsevogn, bilvask, 550 parkeringspladser, reparation af sko samt et cafeteria med en buffet til kun 7,95 euro.

I Euromarket finder man altid gode tilbud, det gælder også i perioden fra den 10. maj – 7- juni, hvor der er specialtilbud på vine, oste og skinker samt gratis smagsprøver.

 


Ny boligforsikring fra Liberty Seguros med udvidet dækning

Samling af møbler, ophængning af billeder eller gardiner og VVS-arbejde er blot nogle af de nyheder, som Liberty Seguros tilbyder med deres nye boligforsikring, der nu også omfatter gør-det-selv arbejde. Kunderne behøver nu ikke længere bekymre sig om irriterende småopgaver i hjemmet. En gang om året kan kunderne bede om hjælp til VVS-arbejde, opsætning af badeværelsestilbehør, gardiner, lukning af utætheder i rør eller vaske, samling af møbler, erstatning af stikkontakter og ophængning af billeder.

En anden nyhed fra Liberty Seguros er LibertyHogar. Forsikringen tilbyder personlig eller telefonisk assistance med problemer relateret til computere, GPS-udstyr og digitalkameraer. Assistancen omfatter også juridisk rådgivning, hvad angår internettet generelt og køb over internettet.

Det er yderligere muligt at tegne en tillægsforsikring, der omfatter advokatbistand til udlejere af boliger i situationer, hvor der er opstået uenighed med lejeren på grund af manglende betaling af huslejen eller skader på boligen.

Vælg den dækning, der dækker dit behov
Liberty Seguros tilbyder tre forskellige varianter af boligforsikringen: ProtecciónBasic, ProtecciónPlus og ProtecciónPremium. Alle tre forsikringer omfatter den nye gør-det-selv service, IT-assistance samt advokatbistand.

ProtecciónBasic giver en basisdækning til en fornuftig pris. Med ProtecciónPlus dækkes også udgifterne til omlægning af haver samt 100 % af alle udgifter forbundet med køkkenmaskiner i glas eller porcelæn. Med ProtecciónPremium dækkes også omkostninger forbundet med tyveri uden for hjemmet, skader på solpaneler samt på boligen forårsaget af byggeri hos naboen.

For mere information om Liberty Seguros´ nye boligforsikringer, samt hvor du finder din nærmeste forsikringsagent ring 902 255 258 eller besøg www.libertyexpatriates.es.

 


Libanesisk mad og familie miljø på La Cascada

Den familieejede restaurant La Cascada, der fik nye ejere fra Sverige i marts i år, byder nu alle velkommen til sommersæsonen. Her, blandt planter og vandfald (som navnet antyder), satser La Cascada nu helhjertet på god service, mad af høj kvalitet og en gennemgående eksotisk oplevelse. Restauranten, som er blevet utrolig populær, fokuserer først og fremmest på libanesisk mad men tilbyder også specialiteter fra det italienske køkken.

Her kan man, bare et stenkast fra Fuengirolas centrum, nyde god mad, og ved frokosttid kan man, foruden menuen, prøve dagens specialitet, som består af en treretters menu med salat, hovedret og dessert samt en halv flaske vin. Til aften er mad fra grillen et passende valg, eller hvorfor ikke prøve en af de menuer for to, som nu også kan bestilles til én person. Ønsker man noget lettere, måske om eftermiddagen eller om aftnen, er meze (libanesiske tapas) et udmærket valg, som man kan nyde samtidig med at man kigger ud over bylivet. På La Cascada er børnene naturligvis også velkomne – de har sågar deres egen børnemenu.

Det libanesiske køkken er blevet meget populært hos skandinaver. En af grundene er, at det repræsenterer sund mad med en ren smag, uden megen brug af fedtstoffer. Libanesisk mad indeholder kød i forskellige variationer og tilbedredningsmuligheder, der er ligeledes mange vegetarretter at finde – kolde som varme, store som små.

Hvis du ønsker at afrunde den eksotiske følelse af libanesisk mad lidt ekstra, bør du benytte lejligheden til at besøge La Cascada på fredage og lørdage, når der står mavedans på programmet.

La Cascada kan du også være vært for en fest. De kan arrangere fester for op til 100 personer og så tilbyder de ligeledes catering til bryllup, barnedåb, fødselsdagsfester og andre mærkedage.

Restaurante La Cascada, Avd. Ramon y Cajal 31, Fuengirola.

 


Messe: Bolig i Udlandet

Der er kommet gang i salget af spanske boliger

Bolig i Udlandet-messen i Virum Hallerne den 24. og 25. marts 2012 fik igen hård konkurrence fra lunt og solrigt forårsvejr. Alligevel valgte 1.225 messegæster at blive inspireret til et boligkøb i udlandet.

”Og vi kan se på tilbagemeldingerne fra de besøgende, at antallet af seriøse købere, som har planer om at købe en bolig i Spanien i løbet af det næste års tid var meget højt”, fortæller messearrangør Ole Bolvig Hansen og påpeger, at den skarpe konkurrence om de besøgende i weekenden endnu engang lugede ud i dem, som ikke havde de mest seriøse planer.

”Gæsterne gik målrettet efter deres drømmebolig og udviste virkelig stor interesse for de mange muligheder, hvilket mange af messens udstillere heller ikke lagde skjul på. Der kunne spores en betydelig bedring generelt siden messen i september måned 2011 og vi kan blot konstatere, at det fortsat er Spanien der rykker. Hele 50% besøgte kun messen for at se på spanske boliger,” fortsætter Ole Bolvig Hansen.

Målbevidste gæster
En helt uvildig analyse fra messens besøgende baseret på et spørgeskema viser, at 91 procent af de besøgende har planer om at investere i en udenlandsk bolig og hele 45 procent af disse forventer, at det sker i løbet af de næste 12 måneder. Sammenlagt angiver 87 procent af svarerne, at de forventer at have ført deres drøm ud i livet inden for de næste 3 år.

Messearrangør Ole Bolvig Hansen fra Bolig i Udlandet lægger derfor ikke skjul på, at messen efterlod et klart indtryk af købernes forventning om, at bunden er nået for prisniveauet på det udenlandske boligmarked med lave priser, lave renter og et stort udbud af boliger.

Messen Bolig i Udlandet afholdes næste gang den 22. og 23. september 2012 i MESSE C Fredericia.


Velgørenhedsfrokost til fordel for æsler og hunde

Langfredag den 6. april blev der afholdt velgørenhedsfrokost på restauranten Casa Danesa i Club Danés til fordel for El Refugio del Burrito. Der blev i alt indsamlet 1.100 euro, hvoraf halvdelen går til æslerne og den anden halvdel til hunde. Beløbet kom fra auktion, lotteri og donationer og 4 euro for hver kuvert.

Arrangørerne bag indsamlingen ønsker at takke alle, der gjorde det muligt endnu en gang at hjælpe æsler og hunde til et bedre liv.

Læs mere om el Refugio del Burrito på www.elrefugiodelburrito.com.

 


Dentadanés på nye hænder

Efter 21 år som tandlæge i Maro (Nerja) har Erik Gadegaard besluttet at tiden er inde til at lade sig pensionere sammen med sin hustru Else Byskov, som har passet receptionen i Dentadanés. Fra den 1. maj 2012 overtages klinikken af tandlæge Nete G. Larsen og vil dermed blive ført videre i den samme professionelle og servicemindede ånd som før. Nete har taget sin tandlægeeksamen ved Århus Tandlægeskole og har arbejdet på klinikken i over 7 år. Hun er en yderst populær tandlæge, som med stor dygtighed, venlighed og entusiasme har behandlet og løst såvel store som små tandproblemer.

Til at hjælpe sig i klinikken har Nete tandlæge Andreas Oldenburg, som har arbejdet hos Dentadanés i 1 ½ år og allerede er kendt af mange som en overordentlig dygtig og sympatisk tandlæge med et varmt og vindende væsen. Andreas er født og opvokset i Danmark og har taget sin tandlægeeksamen ved Københavns Tandlægeskole. Andreas’ mor er spanier fra Barcelona, så han taler spansk såvel som engelsk samt, naturligvis, dansk.

Arbejdet i receptionen vil fremover blive varetaget af Netes amerikanske mand, Scott Huston. Scott har boet i Danmark i 4 år og taler derfor lidt dansk.

Klinikken vil fortsat udføre alt tandlægearbejde (med undtagelse af tandretning – hertil kan man henvise) og er meget stolt over at have den højtestimerede kirurg Mariano Herrero Climent fra Puerto Banus til at udføre implantatbehandlinger og kirurgiske indgreb.

Det vil også som tidligere være det svenskdrevne laboratorium Corona Dental i Estepona der udfører al protetik.

Til at assistere på klinikken vil tandlægerne fortsat have de meget dygtige klinikassistenter spanske Celia Urbano og norsk / svenske Camilla Ringvold, som begge har arbejdet for Dentadanés i over 6 år.

Det nye team hos Dentadanés håber at såvel nye som gamle patienter vil tage godt imod det nye ejerskab, og man vil til efteråret invitere til en recepetion for at markere ejerskiftet. Indtil da kan man besøge klinikkens nye website på: www.dentadanes.com

Erik og Else vil gerne benytte lejligheden til at sige en hjertelig tak til alle patienter, fordi de så trofast har støttet op omkring klinikken i de mange år. Else Byskov vil fremover fortsat bidrage med udflugtsartikler til La Danesa.

 


Månedens forbrugerråd fra Cyclo

Spar momsen i Carrefour

Frem til d. 30. juni 2012 kan pensionister kan få en rabat svarende til momsen, når de handler i supermarkedskæden Carrefour, som også inkluderer Carrefour Planet, Carrefour Market, Carrefour Express og Carrefour On-line. Et beløb svarende til momsen på en lang række varer vil ganske enkelt blive fratrukket indkøb foretaget af personer over 65 år. Det gælder slagtervarer, fisk, grønt, brød, færdigretter, æg og mange mælkeprodukter, fx ost.

Momsrefusionen sker samtidig med betaling af varene ved kassen. Det er nødvendigt at lade sig udstyre med et Club Carrefour +65 kort for at kunne få rabatten. Et sådant kan man få ved henvendelse til “kundeservice” (atención al cliente) i en af kædens forretninger. Man skal medbringe sit residencia og pas, og man får kortet udleveret med det samme.

Er man syg, har man et handicap eller er man af andre årsager forhindret i at gøre sine indkøb selv, skal der præsenteres en lægeerklæring, der giver en anden person ret til at handle ind på ens vegne og gøre brug af kortets fordele.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.