Stines klumme – Stop klynkeriet!

Stines klumme - Stop klynkeriet!

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

”Guuuuuuud, hvor er jeg bare stresset!” En sætning, der alt for tit sniger sig ud imellem mine læber. Der er bare et problem; jeg er ikke stresset. Jeg sover som en sten om natten, der er ikke sår i min mave, intet åndedrætsbesvær (kun det der er forårsaget af rygning) og ingen konstant hovedpine. Altså ingen fysiske tegn på at jeg er stresset – eller psykiske for den sags skyld. Jeg har bare travlt.

Det kommer ikke som nogen større overraskelse, at stress er blevet en folkesygdom, når det er blevet så let at diagnosticere, at man ligefrem kan gøre det selv på internettet. Vi tager alle mulige tests og venter på, at diagnosen stress dukker op på skærmen. Det er jo så moderne. Vi går alle og siger, vi har det, vi er overbeviste om, at alle andre har det, og hvis vi ikke har det, så sørger vi for at diagnosticere os til det på nettet. Og vupti, du er nu blevet ligesom alle andre moderne danskere, der mener, at en livsstilssygdom er tegn på betydningsfuldhed. Vi har dog sjældent den fjerneste anelse om, hvad stress indebærer – kun at det er utrolig populært.

Da jeg tog en stresstest på nettet, blev resultatet, en særdeles stresset version af mig selv. Rimelig mærkeligt, da jeg overhovedet ikke føler mig stresset. Nogle af spørgsmålene gik ud på, om jeg har et stabilt søvnmønster eller om jeg indtager flere stimulerende drikkevarer, såsom kaffe og cola (alt, der indeholder koffein), end normalt. 1: Jeg sover generelt som et lille barn om natten, men eftersom skraldemændene i mit nabolag tømmer skraldespande omkring midnatstid, har jeg en tendens til at vågne. 2: Da jeg vågner midt om natten (på grund af de forbandede skraldemænd), så indtager jeg rent faktisk flere stimulerende drikke i løbet af dagen, end normalt, for på en eller anden måde skal jeg jo holde mig vågen. Problemet bliver så bare, at jeg ikke kan falde i søvn, hvis jeg har drukket for meget kaffe. Jeg er altså kommet ind i den dårlige vane med for lidt søvn og for meget koffein – og det vil så kategorisere mig som en vældig stresset person med rystende hænder (på grund af for meget kaffe), irritabel (på grund af den manglende søvn) og med begyndende mavesår (igen på grund af al den kaffe).

Når man, som jeg, er opvokset i et hjem, hvor tilstanden stress rent faktisk har været en stor del af hverdagen, så bliver jeg virkelig vred, når mennesker omkring mig går rundt og siger, at de er stressede! For nej, de er IKKE stressede – de har kun travlt! (Ja, ja, jeg ved godt, jeg selv går rundt og siger det, men som man siger: ”moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt”). Og det er sundt at have travlt. Undersøgelser viser faktisk, at de mennesker, som har travlt, har en højere livskvalitet i og med at de føler sig ”vigtige”, og i den verden, som vi lever i, med massenarcissisme og selvcentrerede individualister, så er følelsen af vigtighed og travlhed en afgørende faktor for vores velbefindende – underligt som det nu engang lyder.

Jeg vil da helt afgjort også helst have en kalender, der bugner af caféaftaler, shopping med veninderne, timer med den personlige (og meget charmerende) træner nede i det lokale, men meget trendy fitnesscenter og ellers bare føle mig som en utrolig vigtig og eftertragtet ung dame. Virkeligheden er nu bare en anden: Kalenderen bugner kun af arbejde, rengøring, måske en shoppingaftale eller to (alt efter hvad SU’en rækker til) og almindelige hverdagsting – og så en konstant note om at jeg skal huske at melde mig UD af træningscenteret, eftersom jeg faktisk aldrig kommer derned. Ikke en særlig chic kalender – men alligevel en kalender der er fyldt med aftaler, bare af den mere almindelige slags. Og når alt kommer til alt, er det så ikke det vigtigste bare at have travlt? Undersøgelsen sagde nemlig ikke noget om hvilke ting, det var, at man skulle have travlt med. Om det er bleskift eller modeshows, kan vel i realiteten være underordnet, selvom jeg godt ved, hvilken travlhed jeg helst ville foretrække.

Af Stine Hougaard

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa