Karnevallet i Cádiz er et must for festelskere

Karnevallet i Cádiz er et must for festelskere

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Har du længe haft en drøm om at besøge Cádiz, kunne den bedste lejlighed være byens berømte karneval.

Karnevallet er for alle! Både ung og gammel, tyk og tynd, rig og fattig… Skal du bo på hotel, må du imidlertid bestille i god tid, for der er mennesker fra hele verdenen, som vil være med til festen.

Livsglæde er omdrejningspunktet for karnevallet i Cádiz. Ti dage varer denne maratonfest, hvor byen er på den anden ende. Efter mange forberedelser sættes løjerne i gang 40 dage inden påske, og i år vil det være fra den 16. til den 26. februar.

Processioner, udklædninger, morskabsteater, dukketeater, fyrværkeri, dans og vigtigst af alt: Musikken. På Falla-teatret vil der være konkurrencer for kor, dans og teater. Det kan lyde alvorligt, men det handler om at lave de mest morsomme og originale forestillinger.

Underholdning
En vigtig del af karnevallet er en række mere eller mindre organiserede grupper, der sørger for underholdning.

Chigotas: Der fremfører forskellige former for satirisk morskabsteater akkompagneret af forskellige former for larmende instrumenter: Kazoos (tudehorn), Cajas (små trommer) og Bombos (stortrommer).

Coros: Er større musikgrupper, der spiller mere eller mindre seriøs musik.

Comparsas: Er sanggrupper i den lidt mere seriøse afdeling.

Cuartetos: Små teatergrupper der fremfører komiske teaterstykker.

Romanceros: Solosangere, der som navnet antyder, synger sange i den romantiske afdeling.

Illegales: Er ofte blot grupper af venner og bekendte, der har sluttet sig sammen om at fremføre et eller andet.

Men karnevallet er ikke kun organiseret morskab. Alle kan efter bedste evne deltage med tant og fjas, og det gør man gerne. Derfor er karnevallet også en lidt kaotisk festlighed, hvor det ikke er til at forudse, hvad der vil ske i gaderne.

Satire er en del af morskaben
Når der er karneval kan der byttes om på høj og lav, og der kan frit gøres grin med alle og enhver. Det går særligt hårdt ud over politikere og kendte kunstnere. Det var måske netop derfor, at Franco ønskede at forbyde karnevaler. Det lykkedes for Franco i hele Spanien, men blot ikke i Cádiz. Her fastholdt man karnevallet dog i en lang mindre målestok. I dag er det som om, at Cádiz har taget revanche, og i dag er karnevallet i Cádiz verdens tredjestørste, kun overgået af karnevallet i Rio og det på Tenerife.

Karnevallets historie
Karnevallet i Cádiz stammer helt tilbage fra det 16. århundrede, hvor ideen til denne folkefest blev importeret fra Venedig. Som en stor havneby havde Cádiz en nær kontakt til denne by, og kom derfor på den idé at kopiere karnevallet i Venedig. Det middelalderlige præg kan stadig ses på mange af kostumerne. Men der er ingen bestemte kostumeregler, så klæd dig bare ud i det du har lyst til.

God fornøjelse!

Af Werner Kreisø

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa