Det danske magasin i Spanien
Show time -fight i patioen


Kurt Thyboe klar igen.

Brian i bedre træning.

Holyfield skadesfri.

”Jeg ser frem til d. 7. maj, hvor vejret formentlig også er noget bedre, so all really can enjoy a nice, hot evening.”
Journalisten, forfatteren og entertaineren Kurt Thyboe melder sig fra sin bopæl i Barcelona, til stor lettelse for arrangørerne, Club Danés og La Peña de Dinamarca, også kampklar til det udskudte sværvægtsopgør i boksning mellem Brian Nielsen, Calahonda, og den tre år ældre Evander Holyfield fra Alabama i DRs koncertsal. På Kysten samles de store masser omkring Thyboe og storskærme i Club Danés/Casa Danesa, hvor patioen også tages i brug for gæsterne denne lune aften.
Matchen skulle ellers have fundet sted den 5. marts, men Holyfield meldte fra med en flænge ved venstre øje. En skade, han pådrog sig mod Shermann Williams d. 22. januar. Kampen blev stoppet i 3. omgang. Til slaget den 5. marts lukkede Casa Danesa for tilmeldinger allerede en måned før. Alt var udsolgt. Og chefen her, Thomas Schou, forventer samme gæste-boom i maj, hvor galla-menuen og programmet bliver det samme med start kl. 19.

Besøger familie og venner på Kysten
Den udsatte begivenhed har givet Brian mere tid til den hårde træning i Berlin hos stald Sauerland, samt stunder til også at besøge Jeanette og deres tvillinger samt gode venner på Kysten, mens den 71-årige Kurt Thyboe har fået helt styr på sit program, der her først i 2011 lyder:
– Den 12. februar og 2. april Fight-Nights for TV2 med de nye unge talenter i professionel boksning.
– Den 7. maj galla-showet med Brian Nielsen og Evander Holyfield i Casa Danesa.
– Den 14. og 21. maj semifinaler i den berømte turnering Super-Six for TV2, hvor blandt andre ”Son of God” Ward møder ”King” Arthur Abraham og Carl ”The Cobra” Froch bokser Glenn John Johnson – og hvor så danske Mikkel Kessler, ifølge alle planer og løfter (!) skal op mod vinderen af hele Super-Six affæren. Og endelig finale i august.
”Men meget er jo et åbent spørgsmål i dette professionelle boksegame,” konstaterer Kurt overfor La Danesa.
”Intet er sikkert, før fighterne står i ringen … og, hvis Holyfield nu 7. maj kommer med nylig skramme, syet med seks-otte sting, og den hurtigt er flået op igen versus Brian, bliver jo også alle, der skal betale så meget for at være der i koncertsalen (op til 10.000 kr., red) pisse-tossede… og man kan også argumentere, at to måneders træning mere til Brian i hvert fald ikke skader bamsen… so, all, in all… intet er så dårligt, det ikke er godt for noget.”

Galla-menu og knockout-drinks i Casa Danesa

Kl. 19.00: Velkomstdrink
Kl. 19.30: Optakt ved Kurt Thyboe: ”Why Brian now?”
Kl. 20.00: Galla-menu: Indbagt oksemørbrad med friske grøntsager og stegte kartofler med bordelaise- og bearnaisesauce.
Kl. 21.00: Kurt Thyboe: Fortæller historier fra sit ”cracky og whacky life”, læser digte og giver prøver på ”How I sing.”
Kl. 21.45: Dessert: Brownies med vaniljeparfait. Vin ad libitium under spisningen.
Kl. 22.15: Kurt Thyboe: Boxing-performance Brian Nielsen – Evander Holyfield.
Kl. 23.00: The Fight.

Totalpris for hele arrangementet med storskræme og Kurt Thyboe: 40 euro.

Bordbestilling og betaling i restaurant Casa Danesa, Urb. Haza del Algarrobo, Crta. de Mijas km. 2.2, Mijas Costa (Mijas-vejen). Tlf. 952 47 51 51 – mail: restaurant@casadanesa.dk

Efter showet er der stort udvalg af knock out-drinks i baren.
Sweepstakes og lotteri med fine præmier.
Kurt Thyboe signerer bøger.

Af Morten Møller

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.