Det danske magasin i Spanien
På den anden side… Skal vi byde industrien velkommen?

På den anden side... Skal vi byde industrien velkommen?

Uanset årstiden, går der knap en uge, uden de lokale medier på Costa del Sol bringer en glad topnyhed om turismen, der sprudler og om boligmarkedet, der boomer. Alle klapper – men jeg spørger mig selv, om det ikke snart er tid til at klappe i. Vel går det bedre på Solkysten, men det går langtfra godt.

Med en arbejdsløshed på 18 procent har vi ikke bare en af Spaniens men en af EU’s højeste arbejdsløsheder. Det er decideret pinligt. Det klæder ikke Costa del Sol med 142.000 arbejdsløse, 51.000 som ad nød søger til de sociale spisesteder for mad samt tusindvis af hjemløse.

Det klæder heller ikke pressen konstant at bringe de samme forvrængede solstrålehistorier. Slet ikke i denne måned, hvor både månedens – måske årets – største solstråle kommer fra Antequera, lidt nord for Málaga, hvor man nu er klar til indvielsen af Puerto Seco. Det kan meget vel blive Sydeuropas største industri-, transport- og logistikcenter, som kan skabe 8.000 direkte, og 16.000 indirekte, nye arbejdspladser. Det er ikke bare et fantastisk projekt. Det er fremtidens projekt, hvis Málaga-provinsen for alvor vil sin tårnhøje ledighed til livs.

Sagen er, at vi i årtier utrætteligt har smurt de to gamle hjul i den lokale økonomi – turismen og byggeriet. Lad os endelig smøre videre, så de ikke ruster. Der skal blot gemmes nogle dråber til det nye hjul, for det er indlysende, at de to gamle hjul aldrig kommer op i højere fart – og aldrig bringer os i nærheden af fuld beskæftigelse.

Sagen er også, at interessen for at få ny industri er større end nogensinde. I Málagas teknologipark (MalagaTech) melder man alt udsolgt, og når Amazon etablerer sit nyeste logistikcenter lidt uden for byen, så spiller det. Costa del Sol har nemlig grundstykkerne, infrastrukturen og den ledige arbejdskraft. Det er præcis denne type virksomheder, der skal gøres plads til. Det er nemlig dem, der kan skabe nye arbejdspladser og nye skatteindtægter til ”fælleskassen”.

Det tredje hjul i vores lokale økonomi ruller så småt. Nu skal der hældes olie på det – ikke stikkes kæppe i det. Junta de Andalucía har gjort sit forarbejde ved den nye jord- og byggelov (LISTA), som giver kommunerne meget frie hænder til at udstede nye jordstykker til industri og erhvervscentre. Sagen er så, om kommunerne på Costa del Sol kan omstille sig og tænke industri – og ikke kun byggeri. Det forstod man for et par årtier siden i Zaragoza i Aragón-regionen. Det er en stor region, der havde et stort problem. Man ligger nemlig midt imellem industriens to mastodonter: Madrid og Catalonien. Uden mindreværdskomplekser begyndte man at udstykke nye grundarealer, forbedre infrastrukturen og indføre lempelige skatteaftaler for industrien. Kombineret med at godt stykke ”salgsarbejde” har man fået så godt gang i industrien, at man i dag har en af landets laveste ledigheder på cirka fem procent – året rundt. Det er både imponerende og inspirerende. Det samme er tilfældet i Guadalajara, som også ligger lidt ”uheldigt” 100 km nordøst for Madrid. Her lagde man for ti år siden skabelonen til at gøre kunststykket efter. I dag har man landets laveste ungdomsarbejdsløshed. Herfra skal der lyde et stort Olé.

Vi kan, hvis vi vil. Både Andalusien og Costa del Sol har et stort uudnyttet potentiale og nogle enorme jordarealer lidt inde i landet. Tidens industri med lager- og logistikfunktioner skaber jobs til alle på tværs af faglig og social baggrund. Det er præcis det, vi i de kommende år vil se i Puerto Seco i Antequera – og forhåbentligt også snart i hele provinsen. Industrien bør bydes varmt velkommen.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.