Over 1500 nysgerrige gæster og seriøst interesserede købere strømmede til messen Bolig i Udlandet, der blev afholdt den 13. og 14. marts i Virum Hallerne. De mange besøgende fik, udover et indblik i mulighederne for køb af en bolig i blandt andet Spanien også et eksemplar af La Danesas marts-udgave, der indeholdt et stort boligtema, med sig hjem.
De 30 udstillere oplevede en overvældende interesse, da messen blev besøgt af flere end 1500 interesserede besøgende, som valgte at bruge årets første rigtige forårsweekend i Danmark til at lade sig inspirere til en bolig i udlandet.
De besøgende gik målrettet efter deres drømmebolig i udlandet og udviste en stor interesse for messens mange seminarer, der alle blev overværet af et sted mellem 50 og 125 tilhørere. Faktisk lagde i alt 600 messegæster vejen forbi seminarerne, og det er længe siden, at arrangør Ole Bolvig Hansen har oplevet så stor interesse for messen.
”Vi havde naturligvis håbet på, at interessen for udenlandske boliger snart ville begynde at stige igen. Men det store rykind på weekendens messe var en meget positiv overraskelse. Faktisk er det mere end tre år siden, interessen har været så høj for vores seminarer,” påpeger Ole Bolvig Hansen, som kunne notere en deltagerrekord på 125 tilhørere ved søndagens seminar om boligkøb i Spanien.
Arrangøren lægger ikke skjul på sin glæde over, at weekendens messe efterlod det klare indtryk af, at køberne for alvor er vendt tilbage til det udenlandske boligmarked.
”Og det spanske marked ligger nærmest som sædvanlig lunt i svinget, da det er et traditionelt marked for danske købere at kigge sig om efter en bolig i udlandet,” slutter Ole Bolvig Hansen.
Messen Bolig i Udlandet afholdes næste gang den 25. og 26. september i Fredericia Messecenter. Man kan læse mere på www.boligiudlandet.com.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001