Det danske magasin i Spanien
Dansk julekøkken i spanske omgivelser

Dansk julekøkken i spanske omgivelser

Dansk julekøkken i spanske omgivelser

Selvom Thomas og Åse Donsø fra Restaurant Patría i Vejer de la Frontera, holder jule-fri i hele december måned, har de alligevel taget sig tid til at kreere et par herlige juleopskrifter til La Danesa’s læsere.

Jul er andet og mere end flæskesteg og and, så på med forklædet og kast dig ud i julelækkerier som kastanjekroketter med andelever, flødekogte sødkartofler og en kendt dessert i ny forklædning.

Restaurant Patría åbner igen i januar – hver lørdag og søndag. Se mere på www.restaurantepatria.com

 

Opskrifterne er til fire personer

Kastanjekroketter med andelever

250 gram friske kastanjer

4 andelevere

1 fed hvidløg

½ løg (hakket)

80 gram smør

250 gram mel

2 spsk. olivenolie

½ l sødmælk

½ l piskefløde

½ appelsin (skallen)

2 nelliker

2 æg

100 gram rasp (helst hjemmelavet, og gerne meget groft)

 

Kastanjerne gives et krydssnit i toppen med en skarp kniv. Sættes i et fad med groft salt og bages ved 150, indtil de åbner sig (ca. 45 min.). De afkøles, pilles og koges møre i vand. Vandet hældes fra og når de er dampet lidt af, blendes de groft med stavblender. En kniv kan også bruges. Vil man gøre det hele lidt lettere, er et glimrende alternativ tørrede kastanjer. De smager også godt og findes året rundt på diverse markeder og hos gode grønthandlere. De er allerede pillede, så man skal altså bruge lidt mindre – ca. 175 gram. De skal lægges i blød natten over og koges i vand. Ligesom bønner og kikærter.

Andeleverne skæres i små stykker og sauteres i en gryde i olie ved middel varme sammen med det hakkede løg og hvidløg. Løgene må ikke tage farve! Smørret tilsættes og når det er bruset af, tilsættes mel, og det bages godt af i et par minutter (husk at røre hele tiden). Når det dufter let af nødder, er det færdigt. Fløde, mælk, reven appelsinskal og revne nelliker tilsættes. Koges op under omrøring/piskning og det koges i nogle minutter under konstant piskning, indtil man har en blød, homogen masse. Smages til med salt og peber og tilsættes de let mosede kastanjer.

Når massen er kold, formes den til kroketter, som rulles i sammenpisket æg og trilles i rasp. Kroketterne frituresteges, indtil de er gyldne.

 

Flødekogte sødkartofler med timian, Manchego ost og Pedro Ximenez glace

2 dl Pedro Ximenez sherry

1 spsk. Pedro Ximenez eddike

3 Sødkartofler

2 dl fløde

3 kviste frisk timian

50 gram moden Manchego ost

 

Vinen og eddiken blandes og koges ned til en sirupagtig konsistens.

Sødkartoflerne skrælles og skæres i tern. Kommes i en gryde med timian og fløde, salt og peber. Koges op og simrer, indtil det begynder og tykne. Tilsættes den revne ost, kommes i fad og sættes i 150 gr. varm ovn i 10 min. Tages ud. PX-siruppen tegnes i tynde streger ovenpå gratinen.

 

Ris a la mande med sherry (Min mors opskrift, som vi ofte har lavet i restauranten, og på alle tider af året. Spanierne og englænderen er vilde med den!)

1 stang vanilje

1 liter sødmælk

100 gram sukker

65 gram grødris

75 gram smuttede mandler

1/2 l piskefløde

2/3 dl god sherry. Fx Morenita fra Emilio Hidalgo

100 gram kirsebær

2 cm kanelstang

150 sukker

½ citron

½ dl Ribena saft

2 dl vand

Lidt maizena

 

Mælk, sukker og den flækkede vaniljestang koges forsigtigt op. Risen tilsættes og koges mør under jævnlig omrøring. Det tager ca. 20 min. Og der skal røres næsten konstant de sidste 5 min.

Køles ned og piskes igennem. Tilsættes mandlerne, som er hakket forinden, den piskede fløde og smages til sidst til med sherryen. Kommes i skåle (husk at gemme en mandel i én af dem). Serveres med kirsebærsaucen, som vi ALTID serverer kold!

Kirsebærrene udstenes og koges i 5 min. med resten af ingredienserne (citron skåret i skiver). Jævnes let med maizena og afkøles.

 

Glædelig jul!

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.