Man behøver ikke tømme kontoen, som her på Cypern, forsikrer det spanske finansministerium.
Ingen cypriotisk redning i Spanien
Spanien har stadig ikke takket ja til den lånepakke, som formanden for den europæiske centralbank (ECB), Mario Draghi, i september 2012 stillede som et krav for at opkøbe spanske obligationer. Men det vil formentlig ske på et tidspunkt, med mindre vinden for alvor vender, og der kommer varigt gang i beskæftigelsen.
Fra Spanien bliver der nu set mod Cypern, som EU og Den Internationale Valutafond har bevilliget et lån på 10 milliarder euro. Lånet er forbundet med en afgift på cyprioternes indlån, som går ud på, at indehavere af konti med over 100.000 euro skal betale 9,9 procent, mens dem med mindre beløb skal af med 6,7 procent. Håbet er, at det skal give statskassen yderligere 10 milliarder euro. Ved redaktionens slutning var der endnu ikke fundet en løsning for Cypern. Kilder i det spanske finansministerium har udtalt til bl.a. dagbladet El País, at en lignende løsning ikke kan blive relevant for Spanien, da man anser Cypern-situationen som ’unik’. Det unikke er f.eks. en befolkning på kun godt 830.000.
Cypern er det fjerde land i eurogruppen, der får euro-lån. Før dem var det sjælefrænderne i Grækenland samt Irland og Portugal, mens Spanien håber at kunne betale regningerne uden at skulle låne yderligere fra eurokassen. Bortset fra naturligvis hjælpepakken til de betrængte pengeinstitutioner. Foreløbig tror spanierne da heller ikke, at den cypriotiske model vil blive indført her – i hvert fald har de ifølge den spanske nationalbank ikke stået i kø for at tømme deres konti.
Salget af boliger i Marbella er steget med næsten 14 procent på et år.
Stigende efterspørgsel på det spanske boligmarked
Efter en længere periode med stagnation på det spanske boligmarked ser det nu endelig ud til, at der er ved at komme gang i boligsalget igen. Det er specielt Marbella, som det sidste år har oplevet en markant stigning i salget af boliger. Efterspørgslen viser sig størst blandt skandinaver, englændere, tyskere og russere.
Marbella, der i flere år har været mærket af korruptionssagens Malaya, og spørgsmålet om mange boligers manglende legalisering har holdt mange købere væk, men situationen er nu betydeligt forbedret, samtidig med at priserne ligger på et lavt niveau, der tiltrækker mange ny købere til området.
Tallene er offentliggjort af ACP, Sammenslutningen for byggefirmaer og ejendomsmæglere i Málaga, hvis præsident, José Prado, forklarer, at der sidste år blev solgt 3.625 boliger til ikke-residenter i Marbella. Det svarer til en stigning på næsten 14 procent i forhold til 2011.
En anden rapport offentliggjort af Sammenslutningen af notarer i Andalusien viser desuden, at der i 2012 blev solgt 8.800 boliger til ikke-residenter. Et tal som langt overgår tallene fra 2011, men som dog stadig ligger 23 procent under tallene for 2007.
Statsoverhoveder overværede hans indsættelsesprædiken.
Kronprinsen og Rajoy til Frans’ fest
Alverdens ledere, mest men ikke kun de katolske af slagsen, valfartede til Rom og Vatikanet for at deltage i den nye paves officielle indsættelsesceremoni og -prædiken i Skt. Peterskirken. Blandt de fremmødte var Spaniens kronprinsepar, Felipe og Letizia, samt statsminister Mariano Rajoy (PP). Den nye pave, Jorge Mario Bergoglio, har studeret på Colegio San Ignacio de Loyola de Alcalá de Henares i Madrid, og statsminister Mariano Rajoy har udtalt, at spanierne kan være godt tilfredse med valget af ny pave, eller med Papa Francisco, som han jo kaldes.
”Han kender vores land, og vi kan alle være meget glade og tilfredse,” udtaler statsministeren.
Trods en femteplads på verdensrangslisten er Nadal nu igen i topform.
Nadal tilbage i tennistoppen
Den spanske tennisstjerne Rafael Nadal er i gang med et imponerende comeback, efter han sidste år var tvunget fra banen i syv måneder på grund af en knæskade. Den tidligere verdensetter vandt den store amerikanske tennisturnering Indian Wells, da han slog argentinske Juan Martin del Potro i finalen med sætcifrene 4-6, 6-3, 6-4. Sejren var 26-årige Rafael Nadals turneringssejr nummer 53, og efter den lange skadespause viser Nadal nu, at han igen er tilbage i toppen af herretennis. Sejren betyder meget for ham.
”Det er meget følelsesladet. Der er sket meget i de seneste syv måneder. At være tilbage her og have det her trofæ hos mig er fantastisk, ikke?” sagde Nadal efter finalen.
Undervejs i turneringen beviste spanieren, at han er tilbage i fulde omdrejninger ved at slå tre af verdens 10 bedste spillere. Han slog nummer to, Roger Federer, nummer seks, Thomas Berdych, og nummer syv, Juan Martín del Potro.
”At slå tre top-10-spillere, tre meget vigtige spillere og vinde en titel på denne måde er helt utroligt for mig,” sagde Nadal, der selv er faldet ned som nummer fem på verdensranglisten.
Nadal begyndte sit comeback i februar i Latinamerika i mindre turneringer, og her vandt han to turneringssejre og tabte en finale. Finalsejren var i øvrigt Rafael Nadals sejr nummer 600 som professionel tennisspiller.
Alhambra, her set fra bydelen Albaicín, ligger højt over Granada.
Tog skal fremover føre besøgende op til Alhambra
For år tilbage kunne man tage et tog fra Granada op til det mauriske fæstningsanlæg, Alhambra. Det blev dog stoppet på grund af støj og forurening. Men nu vil kommunen i samarbejde med den andalusiske lokalregering, Junta de Andalucía, igen indsætte et tog – denne gang støjfrit -, der skal føre de besøgene fra Granadas centrum op ad de stejle bakker til Alhambra, skriver dagbladet El Mundo. Der er nu udskrevet licitation. Dermed skrottets planen om en elevator, som UNESCO havde modsat sig, da en sådan ville afhænge netop af et gravearbejde ved det fredede monument. Alhambra besøges hvert år af omkring to millioner mennesker.
Under terrorangrebet den 11. marts 2004 på togene i Madrid blev 191 personer dræbt.
11 M – ni år siden
11 M kaldes den 11. marts 2004, hvor terrorangrebet på tre lokaltog på vej ind til Atocha-stationen i Madrid blev angrebet. Ca. kl. 07.40 sprængtes 10 bomber på de fyldte tog. 191 personer blev dræbt, mens 1.841 mennesker blev kvæstet. Angrebene skete to og et halvt år efter 9/11, terrorattentaterne i USA. Den daværende statsminister, José María Aznar (PP), meddelte samme dag, at det var den baskiske organisation ETA, der havde stået bag attentaterne. Mange tvivlede på statsministerens udsagn, da man mente, at han ville skjule sandheden for ikke at blive presset til at stoppe Spaniens engagement i Irak, hvilket få dage senere (d. 14. marts) måske kostede ham valget. I hvert fald gik magten til PSOE, og statsministerposten til José Luis Zapatero.
Politiet rettede mistanken imod en islamistisk gruppe, og syv formodede medlemmer blev tre uger efter attentatet forsøgt anholdt i en lejlighed i en forstad til Madrid. Det mislykkedes, da de mistænkte sprængte sig selv i luften. Senere blev i alt 28 personer anholdt, de fleste unge islamister fra Nordafrika. Ved retssagen i 2007 blev 21 af dem kendt skyldige, fire af dem fik livstid.
Hele dagen den 11. marts blev der afholdt forskellige arrangementer i hovedstaden for at mindes ofrene ved 11 M, der var Europas værste terrorattentat.
Hvad hvisker Spaniens kong Juan Carlos og Corinna zu Sayn-Wittgenstein mon om? Clinton og Lewinsky?
Balladen om den spanske konges dansk-tyske veninde spidser til
Offentligheden fik først kendskab til kong Juan Carlos’ forhold til Corinna zu Sayn-Wittgenstein, da hun sidste år var med monarken på den famøse elefantjagt i Botswana, hvor han faldt og brækkede hoften. Den tyske avis Bild var det første medie til at gøre opmærksom på, at den spanske konge nok har et forhold til Corinna zu Sayn-Wittgenstein. Hun er 47 år, født i Frankfurt, hendes mor er tysk, hendes far danske Finn Bønning Larsen, og hun blev døbt Corinna Larsen. Hun giftede sig først med en englæder, men ægteskabet holdt ikke, og i 2000 giftede hun sig så med Casimir Zu Sayn-Wittgenstei. Heller ikke det ægteskab har varet, men hun har beholdt efternavnet og kan åbenbart kalde sig ’prinsesse’. Hun har bl.a. beskæftiget sig med at arrangere safarier i Afrika, en interesse hun altså deler med den spanske konge.
De skulle dog have mødt hinanden i 2006 i Barcelona. Men siden sidste års tur til Botswana er skeletdelene langsomt raslet ud af skabet. I februar dukkede hendes navn op i forbindelse med sagen imod Iñaki Urdangarin, prinsesse Cristinas korruptionsanklagede mand, som hun tilsyneladende havde forsøgt at hjælpe med at finde et ’værdigt’ job. Det faldt ikke i god jord, specielt ikke blandt de fem millioner arbejdsløse spaniere, ligesom det har vagt harme, at hun tilsyneladende har kostet staten penge, da hun fået politiskorte under sine besøg i Spanien, hvor hun har boet på en ejendom ejet af kongefamilien i nærheden af kongepaladset Palacio de la Zarzuela.
Derefter gav hun et interview til magasinet iHola! og til avisen El Mundo. Hun var naturligvis på forsiden af begge publikationer. Heri forklarede hun også, at hun har været på diplomatiske opgaver for Spanien. Nogle af opgaverne skulle have været ’hemmelige’. Det har regeringen, anført af vicestatsminister Soraya Sáenz de Santamaría (PP), afvist.
Dronning Sofia har endnu ikke udtalt sig i sagen.
Her ses hundeparken Guau-Guau i Fuengirola.
Hundepark skal anlægges i Marbella
Kommunen i Marbella har besluttet, at man ligesom Fuengirola vil have en hundepark, hvor hundeejere kan lufte deres hunde. Borgmester Ángeles Muñoz har forklaret, at hundeparken kommer til at ligge i Nagüeles, og at den bliver på 11.950 m2. Dermed bliver det den største hundepark i Andalusien, skriver avisen La Opinión de Málaga. Kommunen meddeler desuden, at udgifterne til parken er inkluderet i årets budget, der lige nu er under behandling. Hundeparken vil bl.a. få gangstier, et træningsområde og et specielt område for små hunde.
Karim Benzema er snuppet med 216 km i timen.
Real Madrid-spiller risikerer fængselsstraf
Flere spillere på Real Madrids Liga-hold er blevet snuppet for at overtræde hastighedsbegrænsninger og en række andre forseelser. Marcelo Vieira, den brasilianske forsvarsspiller, er blevet taget bag rettet, selvom han har opbrugt alle sine klip i kørekortet, da han tidligere er blevet snuppet for at køre for hurtigt, tale i mobilen bag rattet, køre uden sele og have en for høj alkoholpromille, og som sådan ikke har lov til at køre bil. Den samme spiller har tidligere modtaget en bøde på 6.000 euro for at have kørt for hurtigt ved en anden lejlighed.
Michael Essien har for at køre med 150 km i timen, 50 procent hurtigere end det tilladte på strækningen, fået en bøde på 400 euro. Han valgte at betale den med det samme og slap med kun at slippe 200 euro. Karim Benzema er i den værste knibe. Franskmanden er blevet taget med 216 km i timen, hvor den tilladte fart var 100 km i timen. Den 26. marts skal hans sag for retten, og han risikerer fængsel, bøde og fratagelse af kørekortet. Benzema spiller desuden på det franske landshold og samme dag som hans retssag finder sted, møder Frankrig netop Spanien i en kvalifikationskamp til verdensmesterskabet 2014.
En ukendt Real Madrid-spiller har desuden kørt med næsten 260 km i timen, også hvor grænsen var 100 km i timen. Men på grund af den høje hastighed er politiets billede uklart, og man ved kun, at chaufføren er europæer og at bilen skulle tilhøre hovedstadsklubben. Real Madrid-spillerne er ikke de eneste bøller på vejene. Blandt de andre er Pedro Botelho fra Rayo Vallecano, der kørte ind i en af politiets kamuflerede vogne, mens han havde mere end den tilladte promille – og så har han aldrig nogensinde haft et kørekort.
Velkommen. Sid ned. Her på Plaza del Obispo i Málaga.
Spanierne er nogle af verdens mest gæstfrie mennesker
Spanierne kan stadigvæk det der med gæstfrihed. Det mener i hvert fald 1.189 danskere, som hotelreservationssitet hotels.com har adspurgt. De vurderer ganske vist, at USA er klodens mest gæstfrie nation, og Thailand ligger på andenpladsen, mens Spanien kommer ind på tredjepladsen. Efter Spanien kommer Tyrkiet, Tyskland, Danmark (jo, vi stemmer på os selv), dernæst Italien, Cuba, England og Sverige.
Arbejdsløsheden stiger fortsat.
Antallet af arbejdsløse når nye højder
Krisetiden vil tilsyneladende ingen ende tage, og det går ud over de stakkels spaniere. Stadig flere og flere bliver arbejdsløse. I februar steg antallet af arbejdsløse med 1,19 procent eller med 59.444 personer i forhold til antallet af arbejdsløse i januar, og for første gang nogensinde er der nu over fem millioner arbejdsløse i Spanien, viser de nyeste tal fra et spanske Beskæftigelsesministerium (Ministerio de Empleo y Seguridad Social). Det nøjagtige tal er 5.040.222.
Især i Andalusien steg arbejdsløsheden. Hele 22.722 blev arbejdsløse i februar. Det var den region i Spanien, der havde den højeste stigning i arbejdsløsheden fra januar til februar.
Der er dog ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet. Stigningen på landsbasis er faktisk den laveste i en februar måned siden 2008, hvor ledigheden steg med 132.378, skriver elmundo.es.
Thomas Helmig kommer igen
Lørdag den 28. september optræder Thomas Helmig igen under spanske himmelstrøg. Spillestedet bliver sandsynligvis Castillo Sohail i Fuengirola, som er et af de smukkest tænkelige spillesteder her i området. Det var her Helmig & Co. gav en uforglemmelig koncert i 2007.
Koncerten i Fuengirola bliver afslutningen på en større Danmarksturné, som Thomas Helmig og band skal ud på i den forestående sommer. Det er efterhånden nogle år siden Helmig og band har turneret landet rundt, men den folkekære musiker har bestemt ikke slappet af. For to år siden drog han med den akustiske guitar ud på sin første solo-turné nogensinde og vejen førte også forbi Teatro Cervantes i Málaga by. En by som Helmig og familien holder så meget af. Men nu er den akustiske guitar midlertidigt lagt på hylden og bandet samlet på ny, klar til at møde publikum under åben himmel med al den gode musik som Helmig har produceret igennem nu 30 år – og måske noget nyt.
Billetsalget til koncerten starter 1. maj i de vanlige butikker langs Costa del Sol.
Mere info kan fås på telefon 670 63 57 86 og henrik@eventhuset.es
Dansk tidligere potitichef idømt 17 års fængsel.
17 års fængsel til dansker for tyveri af narko
Den danske tidligere politichef i narkoafdelingen i Sevilla Lars Sepúlveda Madsen blev i marts idømt 17 års fængsel af Provinsretten i Sevilla, fordi han havde stjålet 150 kilo narko fra politiets lager. Udover at han skal bag tremmer i 17 år, følger der en bøde på 6,5 mio. euro med for ulovlig narkohandel og hvidvaskning af sorte penge.
Lars Sepúlveda Madsens sag startede helt tilbage i 2006. Her kom det frem, at han frem til 2009 havde kopieret nøgler til politiets lager, så han og hans medsammensvorne erstattede et parti narko på 150 kilo med kasser, der indeholdt sukker og kakao. Salget af de 150 kilo narkotika indbragte 2,7 mio. euro.
I begyndelsen voksede mistanken til danskeren, da han pludselig havde mange penge. Hans formue voksede med 280.000 euro, og han købte blandt andet en bolig og en Mercedes for beløb, der kraftigt oversteg hans løn hos politiet.
Lars Sepúlveda Madsen blev anholdt i september 2009.
Det danske fodboldlandshold gæstede i marts Marbella.
Landsholdet på træningslejr i Marbella
På grund af det kolde og snefyldte marts-vejr i Danmark valgte Morten Olsen og resten af landsholdet at holde træningslejr i Marbella, hvor de nydelige græsplæner og de 20 graders varme gav en god mulighed for at få spillet det unge landshold sammen frem mod de vigtige VM-kvalifikationskampe mod Tjekkiet og Bulgarien. Landsholdet benyttede sig af Marbella Football Center og skulle forsøge at komme sig over træningskampen mod Makedonien i februar, som blev tabt med 0-3.
Nyt Cava-distrikt ved floderne Anoia og Foix i Katalonien.
Cava-oprør: Strengere krav til produktionen
Ni cava-producenter proklamerede i slutningen af sidste år, at de vil forlade organisation DO Cava for at starte et nyt cava-distrikt, hvor kravene til produktionen er strammere. Det nye distrikt har fået sit eget navn og kommer til at hedde Conca del Riu Anoia.
Grunden til at cava-producenterne vælger at forlade sammenslutningen, er det dårlige image, som Cava- vinen har fået i både Spanien og resten af verden. Der er især et af de førende vinhuse, Raventos I Blanc, som står bag utilfredsheden.
Udover det dårlige image var det også lempelige krav til høsten og den geografiske placering, der har fået gang i oprøret mod DO Cava.
Det nye distrikt Conca Del Riu Anoia vil efter planen blive mindre og ligger omkring floderne Anoia og Foix i Katalonien, og producenterne vil sætte større krav til høstudbytte og en minimumspris på druerne, som vil være op til fem gange større end i dag, hvis vinhusene køber druerne af lokale bønder.
Som modsvar til oprøret vil den eksisterende DO Cava arbejde på en stramning af de gældende regler.
Raventos I Blanc vil indsende en ansøgning til Consejo Regulardo i løbet af foråret på vegne af de ni producenter. Afgørelsen ventes i løbet af 2013.
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001