Det danske magasin i Spanien
Ny energireform bremser udviklingen af vedvarende energi i Spanien

Ny energireform bremser udviklingen af vedvarende energi i Spanien

shutterstock 62149168
I Spanien skinner solen mange steder mere end 300 dage om året. Et oplagt sted at benytte sig af solenergi, skulle man mene. I mange år har landet også været forgangsland, når det handler om at udnytte de værdifulde stråler fra solen. Men en ny reform begrænser den almindelige spaniers mulighed for at investere i sin egen vedvarende energi, og det hæmmer derved fremtidige investeringer.

 

På mange spanske hustage kan man se de sorte, spejlblanke solpaneler, der forsyner beboerne med vedvarende energi. I øjeblikket bliver mange af solpanelerne dog fjernet fra tagene igen. Årsganen skal findes i en ny energireform, præsenteret af den spanske regering. Ministeriet for Industri, Energi og Turisme, der står for håndteringen af reformen, vil nemlig indføre en højere afgift på solenergi, som betyder, at spaniere, der er selvforsynende ved hjælp af solen, risikerer bøder på op til 30 millioner euro, hvis de ikke registrerer sig og betaler afgiften, lyder det i en artikel i den spanske avis El Mundo. Det gør, at det ikke længere kan betale sig at investere i solenergi, hvis man sammenligner med de traditionelle energiformer. Med de nye afgifter vil der for en almindelig spanier gå op til 35 år, før investeringen i solenergi er hjemme igen. En stor forskel i forhold til de 12 år, det gennemsnitligt tager i dag.

 
Reformen rammer de almindelige solcelleejere hårdest
På mange områder ser det ud til, at ændringerne vil medføre dårligere forhold for både forbrugere og miljøet, så spørgsmålet er, hvem der vinder på dette?
Flere spanske medier peger på, at det er de store energiselskaber, der får mest ud af den nye reform. Det har nemlig vist sig, at der er stor gevinst ved at skifte til solenergi, hvilket har betydet et stort tab for selskaberne, da mange spaniere ikke længere betaler for el og varme. Desuden mangler regeringen penge til at dække et underskud inden for energisektoren, og for at komme problemet til livs, har man nu lagt en “sikkerhedsafgift” på solenergien, der betyder, at man som solenergiejer skal betale for at have muligheden for at få gas og el fra traditionelle kilder, hvis det skulle blive nødvendigt. Ekspert i energi Jorge Morales de Labra forklarer til avisen Canarias Ahora:
“Det kan sammenlignes med, at du har din egen køkkenhave og er selvforsynende med frugt og grønt, og regeringen så pålægger dig en afgift, som du skal betale, fordi der ligger en grønthandler på din vej, som du en dag bliver nødt til at købe tomater hos.”
Spanierne skal med andre ord betale for energi, de måske aldrig får brug for.
 
EU frygter, at andre lande vil følge Spaniens eksempel
Den nye afgift er en effektiv måde at få penge i statskassen og flere eksperter og politikere, som EU’s klimakommissær, Connie Hedegaard, frygter, at lande som Italien, Tjekkiet og Grækenland vil gå i Spaniens fodspor.
Den nye reform er nemlig et eksempel på, at selvom solenergi gavner miljøet, så gavner det ikke nødvendigvis statskassen, da investeringer i vedvarende energi gør folk selvforsynende, hvilket betyder, at staten og de store energiselskaber mister penge. Og så er det befolkningen, der betaler prisen. Med den nye afgift bliver det nemlig så dyrt for nogle familier, at de enten skal undvære solpanelerne på taget eller tag over hovedet.
Af Christine Petersen, christine@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.