Mentor bag møbelbutikkerne Loft & Roomers i Marbella og Mijas samt indehaver af det danske møbelfirma Actona Company, Orla Dahl Jepsen.
Verden er blevet en møbelkonge fattigere
Mange kender de to møbelbutikker Loft & Roomers, der åbnede den første møbelbutik på Den Gyldne Mil i Marbella i efteråret 2012 og et år senere i Mijas. Begge butikker, hvis koncept er en god blanding af moderne og klassisk design, har haft stor succes siden åbningen og har i dag en stor skandinavisk kundekreds. Begge butikker er styret af danske Kenth Boutrup, der har mange års erfaring inden for møbelbranchen. Hvad mange ikke ved, er, at mentoren bag Loft & Roomers var danske Orla Dahl Jepsen, Kenth Boutrups stedfar, og indehaver af en af Danmarks største møbelkoncerner Actona Company med over 1.200 ansatte fordelt over Danmark, Kina og Ukraine. En mand med ben i næsen, gåpåmod, og viljen til at tage chancer. Samtidig var Orla Dahl Jespsen en livsnyder, der tilbragte en stor del af sin tid i Sydspanien, hvor han blandt andet holdt meget af at spille golf. Men trods en vilje af stål sov Orla Dahl Jepsen den 7. december 2014 stille ind efter et års hård kamp mod kræften. Orla Dahl Jepsen havde allerede fra etableringen af Loft & Roomers en direkte indflydelse på møbelbutikkerne i Marbella og Mijas, og han var altid at finde bag scenetæppet, hvor han gav Kenth Boutrup og resten af møbelteamet gode råd med på vejen. Orla Dahl Jepsen vil blive savnet både her i Sydspanien og i Danmark. Men trods tabet af møbelkongen forsætter Loft & Roomers uændret og ekspanderer i Spanien med åbningen af en tredje butik i Torrevieja nu i foråret. Æret være hans minde.
Det er første gang et medlem af kongehuset er blevet inddraget i en korruptionssag.
Den spanske prinsesse betaler bøde på små 600.000 euro Anklageskriftet i den meget omtalte korruptionssag “Caso Nóos” ligger nu klart. De to hovedmistænkte er den spanske prinsesses mand, Iñaki Urdangarín, og dennes tidligere partner, Diego Torres. De bliver begge tiltalt for grov skattesvig, manipulering af regnskaber og for at overfakturere myndighederne, primært på de baleariske øer, for i alt 5,9 millioner euro. Statsanklageren kræver millionbøder og små 17 års fængsel til begge hovedmistænkte. Den spanske prinsesse Cristina bliver ikke anklaget i sagen, hvis hun accepterer at betale en bøde på 587.413 euro. Hun får bøden for at have haft, eller burde have haft, kendskab til uregelmæssighederne i hendes mands selskaber, hvori hun figurerer som medejer. Hendes advokat, Miquel Roca, står fast på sin klients uskyld, men bekræfter samtidig, at prinsessen vil betale bøden meget hurtigt for at få sagen afsluttet.
Landene i Eurozonen har en klar aftale om at overholde statsbudgetterne og få de offentlige underskud reduceret.
Eurogruppen stiller høje krav til Spanien Skal Spanien opfylde sit mål for 2015, som går på at reducere sit underskud på de offentlige budgetter til 4,2 procent, kan det blive nødvendigt med nye reformer. Sådan formulerede Eurogruppens formand, Jeroen Dijsselbloem, sig på et pressemøde. Han stiller spørgsmål ved, om den spanske regerings reformer og spareplaner vil give det ønskede resultat. Omvendt forsikrer den spanske økonomiminister, Luis de Guindos, at regeringen har skåret, hvad der skæres kan i budgetterne, og at resultaterne er på vej. Luis de Guindos påpeger, at for at få statens underskud ned er det også vigtigt med vækst. Han frygter, at nye nedskæringer vil bremse den vækst, Spanien har haft i 2014 og forventes at få igen i år.
Rodrigo Rato – den tidligere Bankia direktør på børsen i juni 2011.
Sorte skyer over børslanceringen af Bankia Han beklagede overfor de mange investorer i maj 2012. Og igen for nylig har den spanske økonomiminister måtte undskylde og indrømme, at børslanceringen af Bankia i sommeren 2011 ikke gik rigtigt til. Alt tyder på, at bankens regnskaber var stærkt sminkede forud for lanceringen på børsen. Det var en børslancering, som fik stærk opbakning fra den forhenværende PSOE-regering og dennes økonomiminister, Elena Salgado. Den nuværende økonomiminister, Luis de Guindos, kalder Bankias introduktion for en “fejl”, men glæder sig ved, at Bankia i dag er solvent. “Bankia var i 2011 et af de største problemer i spansk økonomi,” sagde han på et pressemøde. Ved Bankias børslancering tabte ca. en million spanske investorer stort set hele deres indskud. Den fulde historie kan læses i december-udgaven af La Danesa.
Dinosaurer i fuld størrelse bliver hovedattraktionen i den nye park.
Jurassic Park i Estepona Til påske får Estepona en dinosaur-temapark i området Los Pedregales. Parken kommer også til at give plads til andre fritidsaktiviteter og en eventyrpark, skriver dagbladet Diario Sur. “Idéen er at samle tre parker i et stort område,” siger direktør Miguel Ángel Carrillo fra selskabet, som står bag projektet. Selskabet regner med at investere 400.000 euro i parkerne. Hovedattraktionen i parken bliver dinosaurer i fuld størrelse. Dinosaurparken i Estepona bliver den første i Andalusien. Der findes allerede to lignende projekter i Teruel i Aragón samt i Benidorm.
Aase Lundgren og Anette Skou i dag.
Genforenet via La Danesa “To lyshårede piger i lårkorte kjoler drøner på deres knallerter ned af Paseo’en. De vækker opsigt – en enorm opsigt – for det var et helt uvant syn i det lille fiskerleje Fuengirola i 1971.” Sådan begynder artiklen Den Skæve Vinkel med Anette Skou i november-udgaven af La Danesa. Den ene af de lyshårede piger var, naturligvis, Anette Skou. Den anden hedder Aase Lundgren. Sidstnævnte rejste for mange år siden retur til Danmark, men hun læser artiklen og tager efterfølgende kontakt til Anette Skou. De to piger blev genforenet tidligere kort efter i selv samme by, hvor de for 43 år siden drønede af sted ned af paseo’en. Forunderlige verden!
Der er 148 nye hiv-smittede, men det anslås, at der dertil skal lægges 20 procent, som ikke ved, de er smittede.
Hiv smitten spredes på ny i Málaga Fra januar 2013 og frem til i dag er der blevet registreret 148 nye tilfælde af patienter med hiv-smitte i Málaga-provinsen. Det er første gang i næsten ti år, at tallet stiger. De nye hiv-smittede er primært mænd i midten af 30’erne. Ifølge den sundhedsansvarlige i Junta de Andalucía, María José Sánchez Rubio, skyldes det, at befolkning ikke længere frygter den livstruende virus, efter man siden 1990’erne har været i stand til at mindske antallet af smittede med 90 procent.” Alle ved, hvordan man får virussen, og hvordan den undgås. Det er vigtigt befolkningen lever op til deres ansvar, så det ikke igen bliver et stort og omfattende problem,” pointerer María José Sánchez Rubio. En ny og anderledes mulighed for at undgå at blive hiv-smittet er en ny pille, som skal indtages inden 36 timer, fra det øjeblik man er blevet smittet. Er man blevet smittet seksuelt, kan den nye pille nedbryde virussen på så tidligt et stadie, at den aldrig når ud i blodet. Pillen skal ordineres hos lægen og tages i fire uger. Man kender dog fortsat ikke bivirkningerne ved denne nye pille. I Málaga-provinsen modtager ca. 4.000 hiv-smittede i dag behandling og medicin, for at smitten forbliver en kronisk virus og ikke udvikler sig til den livstruende sygdom AIDS.
Plan PIVE gør det billigere at købe bil nu end for ti år siden.
Bilsalget stiger markant Både lokalt og nationalt var 2014 et godt år for bilforhandlerne. De tre store brancheorganisationer melder om en stigning i bilsalget i hele Spanien – ikke mindst i Málaga-provinsen, hvor salget i november sidste år steg med 15 procent i forhold til 2013. I alt blev der i Málaga-provinsen solgt 20.300 nye biler i 2014. Salgstallet for Andalusien hedder 83.000, og for hele landet kom der cirka 782.000 nye biler på vejene. Som forklaring på det øgede salg peger brancheorganisationerne på den stigende forbrugertillid og regeringens forlængelse af tilskudsordningen “Plan PIVE”. Denne tilskudsordning giver forbrugeren et tilskud til køb af ny bil, hvis han samtidig skrotter sit gamle køretøj. “Plan PIVE” giver også bilforhandleren et økonomisk tilskud per solgte bil for at kunne holde forbrugerprisen nede.
Over 600 tons mad blev indsamlet. Det er ca. 100 tons mere end sidste år.
Flere hjemløse – men også flere fødevarer til de sultne Den katolske hjælpeorganisation Cáritas melder om en betydelig stigning i antallet af hjemløse i Andalusien. Hjælpeorganisationen hjælper i dag 4.500 hjemløse, som primært er mænd, men Cáritas melder nu om, at stadig flere kvinder i 40-års alderen søger om hjælp. I forbindelse med den afholdte dag for hjemløse “Día de las Personas sin Hogar” opfordrede Cáritas til nye tiltag og større opbakning til at hjælpe de hjemløse. Opbakning var der da også masser af den sidste weekend i november, da tusindvis af frivillige stod for indsamling af fødevarer til Málagas nødlidende. I adskillige supermarkeder i hele provinsen kunne handlende donere fødevarer, som takket være de frivillige blev sorteret i kasser og bragt til et lager. Herfra blev fødevarerne fordelt til de såkaldte “comedores sociales” (offentlige spisesteder), hvor det antages, at ca. 100.000 borgere i provinsen får deres daglige måltider.
Alfonso Alonso.
Ny sundhedsminister Den 47-årige Alfonso Alonso er blevet indsat som ny spansk sundhedsminister, efter at hans forgænger, Ana Mato, valgte at trække sig fra sin ministerpost. Det sker, efter det kom frem, at hun af den offentlige anklager vil blive inddraget i korruptionssagen “Caso Gürtel”, fordi hun sandsynligvis har lukreret på sin eksmand, Jesús Sepúlveda, som er en af sagens hovedmistænkte. Alfonso Alonso har siden efteråret 2011 været Partido Populars talsmand i kongressen og er en af Mariano Rajoys trofaste væbnere. Alfonso Alonso var igennem mange år en af frontfigurerne i PP i Baskerlandet, og i to valgperioder var han borgmester i byen Vitoria. Det er regeringens tredje ministerrokade siden valget i 2011. Tidligere på året var der også omrokeringer på landbrugsminister- og justitsministerposten.
Den højreradikale supportklub for La Liga-holdet Atlético Madrid, Frente Atlético, har ikke længere adgang til stadionet under klubbens hjemmekampe.
Ultrafanatiske supporters smides ud efter fodbolddrab Fodboldklubben Atlético Madrid smider supportgruppen Frente Atlético ud fra sine hjemmetribuner efter søndagens La Liga-optøjer, som endte med drabet på en supporter fra Galicia-klubben Deportivo de La Coruña under hjemmekampen i Madrid på Vicente Calderon-stadionet. Det er klubledelsen i Atlético Madrid, der har bestemt, at den højreradikale supportklub ikke længere må være til stede under holdets kampe på hjemmebane. Det er fortsat uklart, hvorvidt enkeltpersoner fra supportgruppen vil få adgang stadionet. Klubledelsens beslutning kommer efter en politirapport, hvori de implicerede i slagsmålet er blevet identificeret, og hvor det dokumenteres, at Frente Atlético deltog i de voldsomme optøjer mod Riazor Blues, der støtter Deportivio. Én Deportivo-supporter blev dræbt og flere såret under optøjerne. Også Galicia-klubben stryger flere af sine supportere på listen over velkomne fans i de næste to kampe.
For kort tid siden fik El Corte Inglés ny administrerende direktør. Og han har store ambitioner.
El Corte Inglés bygger verdens største varehus Ambitionerne i det landsdækkende varehus El Corte Inglés fejler bestemt ikke noget. For 136 millioner euro har det kendte varehus købt nabogrunden til deres varehus på hovedgaden La Castellana i Madrid. “Den nye grund skal gøres til 10.176 m2 varehus, som sammen med det eksisterende varehus bliver til verdens største varehus,” skriver dagbladet SUR. El Corte Inglés har i forvejen 13 varehuse alene i Madrid og 86 varehuse på landsplan. El Corte Inglés’ nye grund var tidligere hovedsæde for Adif, som står for forvaltningen af de spanske toge. Adif skal skære ned, og organisationen gøres mindre og mere fleksibel.
Costa del sol retter blikket skarpt mod nord.
Costa del Sol satser på Nordens rejseglade folk Rejseselskaber fra Danmark, Sverige og Norge har vist stor interesse for det seneste rejsetilbud fra rådet for Turisme Málaga-Costa del Sol, “citybreak”. Kultur- og familierejser er populære i Norden, og det er her citybreak-konceptet, som Málaga tilbyder, kommer i spil. Det er familie- og byrejser med et gastronomisk, kulturelt og historisk fokus, hvor alt arrangeres af citybreak-folkene. Rejserne vil primært gå til Málaga, Ronda og Antequera, og nogle af de rejseselskaber, som har taget tilbuddet til sig er: Seniortravel, Travel agent FIT, Vega Reiser AS, FDM travel, Dione AB og Rese-Konsulterna AB. Det øgede fokus på Costa del Sols muligheder afspejles også i antallet af flypassagerer, der i år er landet i Málaga fra de førnævnte lande. Fra januar og frem til oktober rejste 189.502 danskere og 171.072 svenskere til Sydkysten, hvilket svarer til en stigning på 6,94 procent af danskere og hele 14,89 procent af svenskere. Det er specielt muligheden for at få et indgående kendskab til det traditionelle spanske køkken, Málagas, Rondas og Antequeras historie og byernes kulturelle muligheder, som vækker interesse hos de nordiske rejsegæster.
Det går fremad – men meget langsomt.
OECD: beskeden vækst og fald i ledigheden Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling, OECD, estimerer i sin seneste rapport om Spanien en beskeden vækst i økonomien og et tilsvarende beskedent fald i arbejdsløsheden. OECD regner med en vækst på 1,3 procent for 2014 og en vækst på 1,5 procent i år og 1,9 procent i 2016. OECD peger i sin rapport på den høje arbejdsløshed som den største hindring for at skabe endnu større vækst i Spanien. Blandt OECD’s 34 medlemslande er Spanien, efter Grækenland, det land, der har den højeste arbejdsløshed. Den spanske arbejdsløshed toppede i 2013 med hele 26 procent. OECD estimerer, at ledigheden ved slutningen af 2014 vil ligge på 23,9 og efterfølgende vil falde til 22,6 procent i 2015 og 21,6 procent ved udgangen af 2016.
Overgrebet er blot ét i rækken af sager, som den katolske kirke har været involveret i de seneste par år.
Ærkebiskop knælede foran menighed for at bede om tilgivelse Til søndagsmessen lagde ærkebiskop Francisco Javier Martínez i Granada og andre højtstående religiøse medlemmer sig på maven i flere minutter foran alteret i katedralen for at undskylde for de præster i sognet, som er involveret i en skandale om seksuelt misbrug af en nu 24-årig mand. Overgrebene begyndte, da ofret var 13-14 år, og fortsatte i de fleste af hans teenageår. Han anmeldte misbruget til højesteretten i Andalusien i oktober sidste år, efter at han i august modtog et opkald fra paven selv, der personligt undskyldte i kirkens navn for præsternes overgreb. Ærkebiskoppen i Granada fulgte pave Franciscos eksempel ved offentligt at undskylde for kirkemedlemmernes synder. “De skyldige er mennesker, og mennesker synder og laver fejl. De repræsenterer ikke kirken eller gud,” undskyldte Martínez under søndagens messe. Hele ti præster er under mistanke for at have deltaget i det omfattende misbrug, hvoraf fire indtil videre er blevet anholdt i sagen, der for alvor kom frem i lyset, efter det 24-årige offer trak ærkebiskoppen til side for at fortælle om overgrebene. I alt er 12 personer inden for kirken mistænkt i sagen.
Elias Bendodo fra Málagas amtsråd og Ciudad de Panamás borgmester, José Blandón.
Málaga og Panamá går hånd i hånd Málagas amtsråd og Panamás hovedstad, Ciudad de Panamá, har indgået et nyt og opsigtsvækkende samarbejde, hvor Málaga skal hjælpe latinamerikanerne med at promovere deres turisme, og omvendt vil panamanerne hjælpe Málaga med at tiltrække nye investorer. “Málaga kan meget vel være porten til Europa for mange af vores eksportvirksomheder,” sagde Ciudad de Panamás borgmester, José Blandón, på en pressekonference tidligere på ugen. Formanden for Málagas amtsråd, Elias Bendodo, ser Málaga-provinsen som et oplagt område for nye investeringer og håber, at Panamás erhvervsliv til udnytte den store vækst på hjemmemarkedet til at søge nye eksportmarkeder. Panamá har en årlig vækst på otte procent. Samarbejdet er det første øjensynlige resultat af det arbejde som det nye kontor til fremme nye investeringer (Oficina Provincial de Apoyo a las Inversiones) har lagt for dagen. Med dette kontor garanterer Elias Bendodo en lettere og hurtige administration for nye investorer i Málaga-provinsen.
Norwegian har store fremtidsplaner for Málaga lufthavn. Samme melding er tidligere kommet fra Ryanair.
Norwegian satser på ruter til USA fra Málaga I et interview til avisen Sur løfter chefen for Norwegian, Bjørn Kjos, sløret for flyselskabets fremtidsplaner. “Málaga indgår i vores planer om at starte nye ruter til USA fra 2017”. Norwegian er i dag Europas tredjestørste lavprisflyselskab og er det fjerdestørste flyselskab målt på antal passagerer i Málaga lufthavn. Sidste år fløj Norwegian 700.000 passagerer til Costa del Sol. For indeværende år har selskabet allerede transporteret mere end 820.000 passagerer til Málaga lufthavn. Norwegian satser voldsomt på den nye flymodel Boeing 737 Max 8, som vil blive lanceret indenfor et par år. Det nye fly vil gøre det langt mere økonomisk at flyve de lange ture bl.a. til USA.
Gælden falder, og investeringerne stiger for Málagas amtsråd i 2015, lover Elias Bendodo.
Málagas amtsråd øger investeringerne I år stiger investeringerne i Málaga for første gang siden 2009. Málagas amtsråd, La Diputación de Málaga, har fået tildelt 280 millioner euro fra centralregeringen til 2015, hvilket er tilstrækkeligt til at kunne øge investeringerne i Málaga-provinsen med ti procent. Det er primært turist- og landbrugssektoren, der får glæde af regeringens nye budgetfordelinger. “Turismen er nøglen til ny vækst i provinsen, det ved alle. Derfor er budgettet til denne sektor i år sat til ti millioner euro. Det er en fordobling i forhold til 2014,” har amtsrådets formand, Elias Bendodo, udtalt. Til landbruget er der afsat 1,2 millioner euro, som bl.a. skal bruges til at promovere “Sabor a Málaga”, som er det nye brand for provinsens kulinariske specialiteter. Cirka 30 procent af amtsrådets budget går til lønninger og 14 procent til afbetaling af gammel gæld.
I 2013 havde Plaza Mayor ni millioner besøgende.
Plaza Mayor udvider Det populære shopping- og kulturcenter Plaza Mayor, der ligger mellem Málaga og Torremolinos, udvider markant i år. Den portugisiske koncern, som ejer Plaza Mayor, har opkøbt flere af de tomme grundstykker omkring det nuværende center. I alt skal centret udvides med 30.000 m2 til nye forretninger, restauranter og underholdning. Udvidelsen vil ske i to faser. Byggeriet til første fase på 17.000 m2 begynder i andet kvartal i år og vil stå klar i 2017. Disse 17.000 m2 bliver til “Málaga Designer Outlet” som bliver Spaniens første designer-outlet. I alt åbner 90 butikker, som udelukkende vil indeholde kendte mærkevarer til lave priser året rundt. “Málaga-provinsen har et kæmpe potentiale, gode fremtidsperspektiver og et meget modeinteresseret klientel,” lyder det i en pressemeddelelse fra firmaet bag “Málaga Designer Outlet”. Udvidelsen af første fase af Plaza Mayor er budgetteret til 45 millioner euro og vil skabe 400 nye arbejdspladser.
Det spanske trafikministerie arbejder fortsat på at få kapaciteten udvidet på kystbanetoget mellem Málaga og Fuengirola. Det seneste løsningsforslag går…
Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com. Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.
We use cookies on our website to give you the most relevant experience by remembering your preferences and repeat visits. By clicking “Accept All”, you consent to the use of ALL the cookies. However, you may visit "Cookie Settings" to provide a controlled consent.
This website uses cookies to improve your experience while you navigate through the website. Out of these, the cookies that are categorized as necessary are stored on your browser as they are essential for the working of basic functionalities of the website. We also use third-party cookies that help us analyze and understand how you use this website. These cookies will be stored in your browser only with your consent. You also have the option to opt-out of these cookies. But opting out of some of these cookies may affect your browsing experience.
Necessary cookies are absolutely essential for the website to function properly. This category only includes cookies that ensures basic functionalities and security features of the website. These cookies do not store any personal information.
Any cookies that may not be particularly necessary for the website to function and is used specifically to collect user personal data via analytics, ads, other embedded contents are termed as non-necessary cookies. It is mandatory to procure user consent prior to running these cookies on your website.