Det danske magasin i Spanien
Voldsomt uvejr i Málaga – Kystens byer tager forbehold mod terrorangreb – Turismen sætter rekord, men spanierne rejser mindre – Triple A San Pedro har brug for din hjælp

Voldsomt uvejr i Málaga - Kystens byer tager forbehold mod terrorangreb - Turismen sætter rekord, men spanierne rejser mindre - Triple A San Pedro har brug for din hjælp

Voldsomt uvejr i Málaga

Meteorologisk institut havde varslet voldsom regn mandag formiddag, men uvejret blev meget værre end først antaget. Mellem klokken ti og elleve om formiddagen faldt der flere steder 40 liter vand i timen, hvilket naturligvis førte til store oversvømmelser. Specielt hårdt gik det for sig i Antequera, hvor hele den gamle bydel stod under vand. Også i Málaga lufthavn forårsagede regnen og blæsten så store problemer, at 10 fly ikke kunne lande og i stedet blev henvist til lufthavnene i Granada og Sevilla, indtil uvejret havde stilnet af.
Omvendt var den store mængde regn godt for provinsens vandreservoirer, som længe har ligget på under 30 procent af sin kapacitet. Efter mandagens regn er alle reservoirer nu mindst halvt fyldte.

Kystens byer tager forbehold mod terrorangreb

Næsten alle byer langs Costa del Sol tager i disse uger nye forbehold mod frygten for et terrorangreb lig det angreb, som hændte i Barcelona i forrige uge, hvor to varevogne i høj fart kørte mod folkemængden.
Kystens byer er således ved at få opstillet store plantekasser i beton på de centrale gågader, da denne form for vejspærring er noget kønnere end almindelige betonblokke. I f.eks. Estepona er man netop nu ved at ”afspærre” Paseo Marítimo med de nye plantekasser i beton. Det samme er tilfældet på Balcón de Europa i Nerja og de centrale gågader i Torremolinos. I flere byer er man allerede klar med de nye sikkerhedsforanstaltninger som f.eks. i Málaga. Det er det spanske indenrigsministerium, som har anbefalet alle turistbyer at tage dette forbehold.
 

{loadposition realestate}

Turismen sætter rekord – men spanierne rejser mindre

Alle steder snakkes der om nyt rekordår for Costa del Sol. Turismen boomer fortsat og i både lufthavnen, på hotellerne og blandt de næringsdrivende taler man om en fremgang på fem til ti procent i forhold til sidste år. Men de gode tal har også en skyggeside, for tilsyneladende har spanierne ikke råd til at rejse. Således er den indenlandske turisme på Costa del Sol fortsat svagt faldende og nu helt nede på niveauet fra 2002. Samme tendens ses andre steder i landet, så meget tyder på, at den økonomiske vækst i Spanien fortsat ikke har en markant virkning på de spanske pengepunge.

Triple A San Pedro har brug for din hjælp

Triple A, hunde- og kattekennelen i San Pedro, er lukningstruet og har desperat brug for hjælp. Det koster over 30.000€ at drive kennelen hver måned. Af Junta’en får Triple A kun 30.000€ om året. Resten af midlerne skal de selv skaffe via donationer og fundraising. Triple A frygter, at de hunde og katte, der er på kennelen, ender på de såkaldte ”killing stations”, hvis de ikke er i stand til at betale regningerne.
Den bedste måde, du kan hjælpe på, er ved at blive medlem. Som medlem tegner du dig for minimum 5€ om måneden. Du kan også virtuelt adoptere en af de ældre hunde eller katte i kennelen for 15€ om måneden – så modtager du et certifikat og et billede af dit ”adopterede” dyr.
Eller du kan indbetale direkte til Triple A’s bankkonto: Banco Popular 0075 3448 91 0600219119

 
Bliv medlem her
Se video fra Triple A her

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.