Barhopping a la madrileña

Her i Spanien kan en “bar” betyde alt fra stedet, hvor man drikker sin morgenkaffe, til et tapassted og en tagterrasse med cocktails – og alt derimellem. Derfor kan man faktisk gå på barhopping døgnet rundt. På et nyligt besøg i Madrid med spanske venner gjorde vi netop det. Så tag med på barhopping a la madrileña, hvor vi spiser og drikker os gennem hovedstadens centrum – fra morgen til langt ud på natten.

Spis og drik som de lokale

“When in Rome”, siger man, og selvfølgelig er det langt sjovere at opleve en by sammen med de lokale end som almindelig pakketurist. Derfor spurgte vi Madrid-fødte Tony, om han ville tage os med til de autentiske steder og ægte lokale barer, hvor los madrileños kommer – og som de store turistmængder måske endnu ikke har opdaget.

Ordet castizo henviser til de autentiske, rene og traditionelle aspekter af byens kultur, især fra den historiske arbejderklasse. Det kan beskrive Madrids kvarterer (som La Latina og Lavapiés), mennesker og livsstil, der bevarer byens oprindelige ånd. Det gælder naturligvis også maden. Comida castiza er derfor traditionelle retter, som lokalbefolkningen rent faktisk spiser – ægte madrilensk husmandskost.

Da Madrid er en af Europas største byer (med over 3,3 millioner indbyggere i selve byen), er det svært for mange, der arbejder i centrum, at tage hjem til frokost eller før en aften ude. Derfor indtages mange måltider på restauranter – eller som i vores tilfælde: barer.

Målet med vores barhopping er at prøve så mange steder som muligt. Derfor er det en god idé at begrænse indtaget på hvert sted – der venter jo mere på næste stop. Det betyder dog ikke, at alle steder nødvendigvis involverer alkohol.

Søde øjeblikke

Enhver heldags barrunde i Madrid bør begynde med en solid morgenmad bestående af churros con chocolate – en kombination, der har været populær i hovedstaden siden slutningen af 1800-tallet. I forstaden Alcorcón er køerne til Churrería Ondarreta i dag så lange, at dobbelparkering er blevet til tredobbelt!

I centrum er der dog kun ét sted, man bør gå hen – Chocolatería San Ginés, hvor de har serveret churros med deres særlige varme chokolade siden 1894. Stedet minder om caféerne fra slutningen af 1800-tallet – hvide marmorborde, flisebelagt disk og den konstante klirren af kopper. Her dypper man churros i byens bedste chokolade, mens andre vælger deres hjemmelavede is eller et stykke kage. Næsten alle kendisser, der har besøgt byen, har været forbi – hvilket ses på billederne på væggene. Derfor kan køen om eftermiddagen være lang.

Fra torsdag til lørdag holder San Ginés åbent langt ud på morgenen, hvilket gør stedet til en vigtig del af en af Madrids mest elskede traditioner – at afslutte en nat i byen med morgenmad her.

Et lille fransk hjørne

Når vi nu forkæler os selv med noget sødt, tager vi også et stop ved Pastelería Motteau, som ligger på et hjørne i det charmerende kvarter Las Letras. Dette lille konditori er grundlagt af Juan Manuel D’Alessandro, som opkaldte stedet efter sin franske oldemor, der arbejdede i et konditori med samme navn i Normandiet.

Fra åbning kl. 09.30 til lukketid kl. 14 er der rift om de få borde, selvom mange i nabolaget tager kagerne med hjem. Udvalget frister med blandt andet Motteaus berømte citrontærte, mango-cheesecake, red velvet – og til min store glæde – mindst tre varianter lavet med mandelmel.

La hora del vermut

Madrileños tager ofte en vermouth midt på dagen – typisk mellem kl. 12 og 14. Det sociale ritual, kendt som la hora del vermut, handler om mere end selve drikken. Det er en pause i arbejdsdagen eller en måde at markere starten på weekenden (ingen arbejder fredag eftermiddag…). Her mødes man, snakker og stimulerer appetitten før frokost.

Vermouth er stærk nok til at føles som en lille bitter, men med lavere alkoholindhold end spiritus – og derfor acceptabel før frokost, især i weekenden.

Vi fik vores første vermouth på Club Pickwick, en britisk-inspireret pub, hvor de yngre starter aftenen, før de fortsætter videre mod nattelivet omkring Puerta del Sol og Huertas.

På traditionelle barer serveres vermouth ofte fra fad, over is og med en skive appelsin. Og selvom det ikke regnes som et måltid, serveres den næsten altid med salte snacks – encurtidos – som oliven, chips, muslinger eller ansjoser, der komplementerer den bittersøde smag.

Frokost med flere stop

Frokost er normalt dagens hovedmåltid for spanierne, men det stopper ikke vores barrunde – vi tager den blot i flere etaper.

Efter at have åbnet appetitten med vermouth fortsætter vi til en klassisk Madrid-institution. Casa Toni, tæt på Puerta del Sol, er en ægte tapasbar fyldt med lokale, hvor man oftere står end sidder.

Stedet, som næppe er blevet moderniseret siden 1960’erne, er langt fra fancy. Det er ikke stedet for en romantisk middag, men perfekt til en livlig vennegruppe. Portionerne er generøse, maden er hjemmelavet (casera), drikkevarerne flyder, og servicen er lynhurtig. Og priserne? Dem kan man bestemt ikke klage over!

Da jeg er den eneste ikke-spanier i gruppen, inkluderer bestillingen blodpølse, callos madrileños (gryderet med kallun), stegte griseører og sprødstegt flæsk (torreznos). Glem alt om specialdiæter og vegetarretter – måske får du lidt pimientos padrón som det eneste grønne! Casa Toni er også kendt for zarajos (marinerede lammetarme), men dér trak jeg grænsen.

Alt serveres naturligvis midt på bordet til fælles glæde, og hvis man ikke fortsætter med vermouth, er der også vin, fadøl og alkoholfrie alternativer.

Anno 1906

Man skulle tro, vi var mætte nu – men nej! Næste stop er La Casa del Abuelo. Denne over 120 år gamle taverna på Calle Victoria er et vartegn i centrum, og populariteten har ført til, at de nu har tre lokaler på samme gadehjørne.

Man ved, man er i gode hænder, når bartenderne og tjenerne er ældre mænd i hvide skjorter og lange sorte forklæder – som et ekko fra gamle dage.

Stedet er især kendt for sine grillede rejer og sin egen søde vin, hvor etiketten stadig viser den gamle menu fra peseta-tiden.

I modsætning til Casa Toni er stedet også opdaget af turister, men ved nabobordet sad en skægget herre, som vores venner genkendte fra spansk tv – og som vi hurtigt faldt i snak med.

For ikke at gå glip af andre castiza-klassikere besøger vi også det ikoniske Las Bravas, kendt for sin berømte salsa brava til patatas bravas. Restauranten åbnede i 1933.

For mig var det dog en skuffelse – køen af turister var lang, servicen kort for hovedet, og maden virkede masseproduceret. Et offer for sin egen succes. Næste gang går vi hellere over på La Ría, en muslingebar, der efter sigende er uforglemmelig.

Vi stopper også ved Casa Labra – endnu en Madrid-institution fra 1860’erne. Her er specialiteten friskstegt torsk og kroketter, som helst spises med hænderne stående på gaden. Også her må man forvente kø.

Eftermiddagssnack – Merienda

Som en lille sidebemærkning bør la merienda nævnes – et let mellemmåltid mellem frokost og aftensmad. Det er ofte noget sødt, som kaffe med kage eller churros med chokolade.

La previa

La previa (det der sker før) er et socialt ritual med drinks og småretter før aftenens egentlige program – lidt som et vorspiel. Det foregår typisk på et uformelt og prisvenligt sted før middag, fest eller koncert.

Fra aften til de små timer

Vi sprang middagen over og tog i stedet en drink på en af Madrids mange hoteller med tagterrasse. Her kan man nyde solnedgangen over byen med en (dyr) Cuba Libre eller Sex on the Beach – eller en mocktail. Og så ingen går sultne, serveres der vingummi til drinken.

Rundturen fortsætter med flere stop, men ét sted er uundgåeligt: ingen nat i Madrid er komplet uden en bocadillo de calamares.

Den bedste fås foran Atocha station på El Brillante. Alfredo kom til Madrid med en trækuffert og 45 pesetas i lommen og åbnede stedet i 1952.

Man kan undre sig over, hvordan en by 300 km fra havet kan have så frisk seafood – men sådan er det bare. El Brillante sælger omkring 2000 af disse sandwiches dagligt.

Måske er det Madrids svar på den klassiske natmad – ligesom pølsevognen var det for mig som ung.

Her siger vi farvel til vores selskab og tager hjem med fyldte maver, gode minder og lyst til snart at gøre Madrid a la madrileña igen.