Visse dage i året fejres med et bestemt tema. Den mest fejrede i vores del af verden, foruden vores fødselsdag, tør man nok sige er juleaften og derefter valentinsdag. Derefter kommer en temadag her i marts, nærmere bestemt d. 19., som tilegnes alle fædre, i hvert fald i Spanien. I Danmark fejres fædrene den 5. Juni.
Men hvorfor fejres Día del Padre d. 19. marts i Spanien? Jo, svaret findes i den katolske kalender, og dagen hører sammen med Día de San José. Og hvem var så denne San José? Jo, han var Jesus far.
Fars Dag er blevet fejret i Spanien siden 1948 og blev indført af en lærerinde, som hed Manuela Vicente Ferrero og arbejdede i Madrid. Hun skulle have taget i mod en efterspørgsel fra sine elevers fader om at indføre en dag tilegnet dem, eftersom børnene allerede hvert år fejrede deres mødre på Mors dag. Så Manuela traf en beslutning om at tilegne en af årets dage til fædrene. Hendes religiøse tro fik hende til at vælge Día de San José, som passende dag, eftersom den dag altså allerede var tilegnet Jesus far, hvorfor den ifølge hende passede udmærket til at fejre skolebørnenes fædre. For at give opmærksomhed til fædrene lavede eleverne små gaver og havde en lille børnefest med poesi, dans og teater.
Et år senere blev ideen også opdaget af pressen og nyheden spredtes. I 1953 gik man også i gang med en kampagne i radioen og aviserne, som opfordrede flere til at markere fejringen af alle fædre.
I Danmark har man fejret fars dag siden 1935 efter inspiration fra USA samt Sverige, som havde taget dagen til sig nogle år forinden. Dagen blev ’slået sammen’ med Grundlovsdag d. 5. juni, dog med lidt forvirring i 1949, da man havde besluttet at flytte fars dag til anden søndag i november, så den lå præcis et halvt år efter mors dag. Det var et ønske fra en komité af nordiske handelsfolk, der mente, fejringen ville være mere praktisk for omsætningen i denne stille måned før julehandlen. Dog slog ændringen ikke rigtig igennem, en af årsagerne går på, at man havde glemt at informere pressen. I hvert fald blev fejringen hurtigt rykket tilbage til d. 5. juni, hvor den har ligget siden.
Først i USA
USA var altså først med fejringen af Fars dag. Det var en kvinde ved navn Sonora Smart Dodd, som boede i Spokane, Washington, som i 1910 ville gøre noget for at hylde sin far. Han havde nemlig taget hånd om hende og hendes fem søskende helt selv, efter at hendes mor døde i barneseng, da hendes yngste søskende blev født. Som dag for fejringen valgte Sonora d. 19. juni, da dette var hendes fars fødselsdag. Fejringen blev kendt og spredtes, og 14 år senere erklærede præsident Coolidge officielt d. 19. juni for Fars dag. Senere flyttede præsident Johnsson dog fejringen af dagen til tredje søndag i juni.
Af Sara Laine, sara@norrbom.com
Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com
UDGIVES AF:
D.L. MA-126-2001