Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
De er overalt, og vi kan ikke undgå dem. Så hvorfor lader vi os ikke fascinere af dem? Det varme klima giver dyrelivet et stabilt og godt grundlag, og det gælder også insektarterne, som Andalusien er så rig på. Sommeren er insekternes højtid, og i denne artikel ser vi nærmere på nogle af Solkystens spektakulære insekter, som man både kan se i sin egen have og ude i naturen. Vi har tidligere skrevet om edderkopper og skorpioner her i magasinet, så derfor vi har valgt at undlade dem denne gang. Ser man helt firkantet på det, er de jo heller ikke insekter men spindlere.

 

Humlebier, bier og hvepse

Spanien er blandt Europas største producenter af honning. Det gælder ikke mindst langs Costa del Sol, hvor bikuber ude i naturen er nok så udbredt. Det spanske navn for bi er abeja, og færdes man i naturen, bør man være opmærksom på eventuelle advarselsskilte (som ofte kun er på spansk), og undgå at komme for tæt på bikuberne. Ud over de tamme bier findes der en række vilde arter inden for både humlebier, almindelige bier og hvepse. Og her vil vi se nærmere på én art, som mange har set og måske er blevet lidt bange for på grund af størrelsen: Xylocopa violacea, den store blåsorte bi. Den har ikke noget dansk navn, men på engelsk kaldes den for Carpenter bee, oversat fra det spanske navn Abeja carpintera. På dansk hedder den Tømrerbi. Disse bier borer huller og tunneller i møre eller gamle træer, og deraf kommer navnet. Til trods for størrelsen og det faktum, at disse gigantiske bier af og til sværmer rundt ganske tæt på mennesker, kan vi berolige alle med, at denne art ikke er det mindste aggressiv og er helt ufarlig. Kun hunnerne har brod og kan potentielt stikke, men det gør de kun, hvis man provokerer dem kraftigt, f.eks. hvis man fanger dem med hænderne og klemmer på dem. Så du kan slappe helt af, hvis du ser de fredelige giganter i haven eller på terrassen, for de udgør ingen fare.
 

Knælere

Et af de mest fascinerende insekter er et, vi regelmæssigt træffer både i vores haver og ude i naturen. Arten som vi ser i Andalucien er Mantis religiosa, Knæler. Den kan findes i naturen så langt nordpå som i Sydtyskland, men den ses væsentligt oftere på sydligere breddegrader. Selvom de ikke er store, er knælerne glubske rovdyr, som lever af at fange og spise andre insekter. De er kendt for seksuel kannibalisme, eftersom hunnen dræber og spiser hannen under eller lige efter parring. Dette er dog ikke den hele sandhed, da det anslås, at hannen undslipper i ca. 60-65 % af tilfældene, og det dermed kun ca. en tredjedel af han-knælerne, der må bøde med livet for en kort hyrdetime. Knæleren er ikke farlig, men håndterer man den uden omtanke, kan den bide hårdt nok at komme igennem huden, så man bløder en dråbe eller to. Knæleren er stor, og hunnerne, som er de største, kan blive op til 10 cm. Hannerne bliver som regel ikke større end 6-7 cm, og de er mere bevægelige og aktive end de tungere hunner. Man finder ofte knælerne siddende i nærheden af gadebelysning om aftenen, hvor knælerne fanger andre insekter, der tiltrækkes af lyset. Knæleren er et flot og interessant insekt, og ofte er det populært at holde som ”kæledyr”, blandt andet også i Danmark, hvor de kan koste op til kr. 500,- pr. stk.!
 
 

Cikader

Alle har hørt dem, få har set dem. Verdens mest støjende og plagsomme kryb kan man til tider høre overalt, hvor man er på Costa del Sol. Cikaderne er store og godt kamuflerede insekter, som man normalt finder stående og ”spillende” lodret på træstammer. Der findes flere arter inden for Sangcikader i Spanien, og disse støjende og ofte store arter på op til 12-14 cm har en helt særlig livsstil. De lever nemlig som larver under jorden 13-17 år, før de viser sig som voksne insekter, når de er klar til at formere sig og bringe næste generation til verden. Man hører cikaderne mest juni-august, når der er varmest. Cikader findes også i Danmark, men der er arterne små og siger ingenting. På spansk kaldes cikader for chicharra, og der er ingen cikader, heller ikke blandt Spaniens store arter, der kan stikke eller bide. De er altså helt ufarlige.
 

Græsshopper og fårekyllinger

Den måske bedst kendte lyd, som mange danske turister forbinder med ”syden”, er lyden af fårekyllinger, som man ofte allerede hører, når man træder ud af flyet på landingsbanen. De støjer ligesom cikaderne, og personligt kan jeg godt lide at høre fårekyllinger både om dagen og aftenen, for det bidrager til den helt rigtige ”tropiske” stemning. Der er flere forskellige arter, som regel brune eller sorte, og lige som cikaderne stopper de med at lave deres lyd, når man nærmer sig dem, så eventuelle fjender får sværere ved at finde dem. Man kan også finde et utal af arter inden for markgræshopperne og løvgræshopperne langs Costa del Sol. Sidstnævnte kan blive meget stor og bide – et bid der, selv om de er helt ufarlige, kan gå gennem huden. Ofte er græsshopperne vældig farverige, og de op til 10-11 cm lange løvgræshopper har som regel en frisk grøn farve.
 

Oliebiller

Disse mark- og jordlevende biller ser man ofte langs stier, og den mest almindelige er arten Berberomeloe majalis, Den Rødstribede Oliebille. Den kan blive optil 5 cm lang og kan for mange se lidt ækel ud, da den ligner en stor larve. Navnet Oliebille har den fået pga. det olielignende sekret, den udsender, hvis den bliver fanget eller forstyrret. Men trods det er oliebillen, som de fleste andre insekter på Costa del Sol, harmløs.

Man kan også finde guldsmedearter, sommerfugle og møl langs vores kyst, inklusiv den frygtede processionslarve, som vi flere ganger tidligere har skrevet om i La Danesa. Vi kunne have skrevet en hel bog om insekter, som vi lever iblandt her på Costa del Sol, men i denne omgang har vi blot valgt at præsentere nogle få arter, som de fleste enten allerede har set eller hørt, og som mange kommer til at opdage før eller siden.

 
Af Tom Halvorsen, tom@norrbom.com

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa