Podemos: "Vi kan" Men... kan de nu også det?

 

Syv måneder efter Podemos blev stiftet, lå de til at få 15,3 procent af stemmerne i Spanien, sidenhen nåede de op på overraskende 23,9 procent i maj i år, hvilket gjorde partiet til den anden største politiske magt i Spanien. Fornøjelsen varede dog kort, da flere kriser internt i partiet brød ud i løbet af sommeren. Det har skabt nedgang i vælgertilslutningen, så Podemos i dag ser ud til at få 15,7 procent af stemmerne ved parlamentsvalget til efteråret. Det seneste år har budt på op- og nedture, og alle kommer de til at afgøre, om Podemos ender i toppen eller bunden af spansk politik. Her får du et overblik over Podemos’ kriser og halvandet år som parti samt et kort oprids af nogle af deres politiske mærkesager.

 

 

Korruption og Latinamerika
Podemos har ofte udmeldt, at de på ingen måde accepterer korruption. Det måtte de forsøge at bevise, da det kom frem, at medstifter af partiet, Juan Carlos Monedero, tidligere havde modtaget en stor sum penge for at have hjulpet Bolivia med udviklingen af en fælles møntfod for ALBA-landene (Alianza Bolivariana para América), der er Latinamerikas svar på EU. Han modtog 425.000 euro for sin “idé”, og pengene blev overført til hans enkeltmandsfirma i Spanien, la Caja de Resistencia Motiva 2. De blev senere brugt på at finansiere talkshowet La Tuerka på Público TV, som også Pablo Iglesias er involveret i og blandt andet har optrådt på. Den nære forbindelse mellem de latinamerikanske, populistiske regeringer og tv-programmet har skab stor kritik i samfundet, hvilket forstærkes af, at han stadig nægter at vise fakturaer for det udførte arbejde. I begyndelsen af maj måtte han fratræde sin post i partiet for ikke at skade Podemos yderligere. Også Pablo Iglesias har nære forbindelser til Latinamerika – nærmere bestemt Venezuela. Her skulle han angiveligt have fungeret som analytisk rådgiver under Hugo Chávez’ regeringstid, mens han arbejde for organisationen CEPS (Center for Politiske og Sociale Studier), i Valencia. Den tætte forbindelse til Latinamerika og de store pengebeløb har fået flere politikere og medier til at sætte spørgsmålstegn ved, hvem der i virkeligheden styrer Podemos? Derfor måtte ledelsen så offentliggøre partiets og egne regnskaber, så der ikke var tvivl om motiverne bag stiftelsen. I dag fylder Latinamerika-spørgsmålet stadig meget i medierne, og det er blevet en sten i skoen for Podemos, som de ikke så let kan slippe af med.

 

Interne ledelsesproblemer
“Topstyring”. Et ord, der nærmest virker ulogisk sat i sammenhæng med det ellers så demokratiforkæmpende og frihedsorienterede parti. Alligevel er det her, roden til den interne polemik skal findes. I slutningen af juni proklamerede Pablo Iglesias og ledelsen i Podemos, at medlemmerne i juli måned skulle stemme om de 350 kandidater til parlamentsvalget til efteråret. Valgsystemet i Podemos er bygget op således, at alle partiets godt 375.000 medlemmer kan stemme enten på enkeltpersoner eller sætte et kryds ved såkaldte åbne lister (listas planchas) bestående af de opstillede kandidater, og på den måde giver man en stemme til alle på listen. Det er her kritikken begynder. Flere fremtrædende ledelsesmedlemmer har nemlig udtalt, at listerne favoriserer de mediekendte, altså Pablo Iglesias og hans “venner”, som derfor uden tvivl vil få flest stemmer. På Iglesias’ liste var der 65 personer indskrevet, alle udvalgt af ham, og groft sagt kan man således sige, at hvis man er inde i varmen hos Iglesias (dvs. med på listen) er sandsynligheden stor, for at man bliver valgt til parlamentet. Kritikken nåede ud i hele landet, og blot 59.724 af godt 375.000 medlemmer afgav en stemme i juli – men ikke overraskende, gik sejren alligevel til Iglesias’ hold. Podemos kommer naturligvis ikke til at udfylde alle 350 pladser i det spanske parlament, men nærmere 100-120 pladser, og her er det de personer med flest stemmer i ryggen, Pablo Iglesias og de 65 kandidater, der først og fremmest rykker ind på de eftertragtede parlamentsgange.
Derudover findes der to undtagelser inden for valgsystemet, som går på køn og region. Skulle der eksempelvis være en overvægt af kandidater fra én region eller være mangel på kvinder, kan ledelsen, el Consejo Ciudadano, nemlig udskifte nogle af kandidaterne. Set i det lys, er det således ikke svært for Iglesias at sætte sit eget partihold. En af de førende kritikere er Teresa Rodríguez, leder for Podemos i Junta de Andalucía, som har forsøgt at indsamle nok stemmer til, at spørgsmålet om valgsystemet kunne tages op i el Consejo Ciudadano i Podemos. Men her opstår et andet problem. Før en sag, eller et muligt forslag til partiprogrammet, kan tages op i Rådet, skal personen, som fremstiller det, kunne skaffe mindst 10 procent af alle Podemos’ medlemmers stemmer – altså godt 37.500 ja-stemmer – hvilket er et højt antal, når det ikke vides, hvor mange af medlemmerne, som rent faktisk er “aktive”. Alle kan melde sig ind i partiet via en onlineformular uden økonomisk binding, og derfor fik Podemos en forrygende vælgertilslutning, da partiet først meldte sig på banen, men konsekvensen af det frie medlemssystem er, at det i dag ikke vides, hvor mange af medlemmerne, der stadig findes eller er engagerede politisk. Teresa Rodríguez formåede således “kun” at samle godt 8.000 stemmer, der dog vakte stor opsigt, da cirka 1000 af disse kom fra partiets ledende kræfter. Der eksisterer således en tydelig utilfredshed med systemet, men desværre for Rodriquez, og resten af medlemmerne, er der meget langt op til de fornødne 37.500 stemme, der skal til for at ændre det.

 

 

Podemos og græske Syriza
I begyndelsen var de nære venner, Pablo Iglesias og Grækenlands regeringschef Alexis Tsipras, men nu afhænger venskabet af Tsipras formåen som landsleder – for fejler han med sin venstreorienterede og nationalistiske politik, og sejler landet endnu mere i sænk, kan det meget vel få konsekvenser for vælgertilslutningen til Podemos. Omvendt kan en græsk succes måske bringe Iglesias til magten i Spanien. I januar vandt Syriza, Podemos’ græske broder, valget i Grækenland, og sejren blev hurtigt proklameret som en kæmpe succes af Pablo Iglesias, og set som et eksempel på den så længe ventede politiske forandring, Europa og Spanien havde brug for.
“Podemos kan udvikle sig til et andet Syriza for Europa; til det spanske Syriza,” har Iglesias blandt andet udtalt tidligere i medierne. Men i dag er ordene ikke helt så positive, og Podemos forsøger at tage afstand til partiet: “Grækenland er ikke Spanien. Spanierne ved, hvad der også er et åbenlyst faktum, at situationen i Spanien og i Grækenland ikke kan sammenlignes,” siger Iglesias’ højre hånd, Íñigo Errejón, til dagbladet La Razón. På flere områder ligner partierne hinanden, men der er også forskelle.
Podemos har aldrig villet klassificere sig som et bestemt højre- eller venstrefløjs parti, men forsøger at promovere sig som et uafhængigt parti. Syriza er modsat meget klar i mælet og kan betegnes som et radikalt venstreorienteret parti – de er gået i kollation med Uafhængige Grækere, der er et højrefløjs-nationalistisk parti. Hvor det græske Syriza går ind for koalitioner, har Podemos meldt hårdt ud, at de ikke ønsker et samarbejde med de nuværende forældede partier. Også på internationalt niveau, holder Podemos sig for sig selv, hvorimod Syriza er en del af den europæiske kollation Europæisk Venstreparti. Men hvor Podemos kun har halvandet års erfaring, har Syriza, som forening, eksisteret i mere end 25 år – det blev dog først omdannet til et parti i 2012.
Begge partier vil omstrukturere den offentlige gæld, øge investeringerne i de offentlige institutioner, “generobre” strategiske private sektorer, sætte en stopper for stigning i skatterne og nedskæringer i det offentlige, begge har vundet stemmer på grund af vrede i samfundene, og begge ønsker de at genforhandle nedskæringer og gæld med EU.

 

Podemos’ partiprogram: “Programmet for Forandring”
“215 løsninger for landet” står der på Podemos’ partiprogram, der blev offentliggjort i maj. Heri står der blandt andet, hvilke politiske ændringer borgerne kan forvente, hvis Podemos kommer til magten; Det er blandt andet:

1. Offentlige udgifter: Mere kontrol med selvstændige organisationer, foreninger og sammenslutninger, der skal fremlægge et årligt dokument over aktiver og indtjeninger samt månedlige regnskaber over udgifter i forhold til deres funktion.
2. Korruption: En anonym “postkasse”, hvor funktionærer kan indlevere dokumenter og beviser vedrørende mulige korruptionssager. De vil desuden blive tilbudt en “arbejdssikring”, der skal beskytte dem mod repressalier. Der bliver oprettet et arkiv over tideligere korruptionsdømte firmaer og personer, så de ikke kan besidde administrative stillinger igen. Der vil også blive oprettet et antisvindel-kontor, der skal tage sig af bedragerisager.
3. Kontrol med institutionerne: Revidering af regnskaberne, så der bliver ryddet op i papirerne og der sker en effektivisering inden for det offentlige.
4. Regulering af “renta basica” til minimumsløn: Hjælpen til de, der ikke kan klare sig selv og derfor får renta basica, skal gradvist reguleres, så det når minimumslønniveauet på godt 650 euro pr. måned.
5. Tomme boliger: Der vil blive oprettet et system, hvor man kan anmelde personer eller organisationer, der har mere end ti tomme boliger. Der vil blive udstedt en bøde, og ejeren vil blive forpligtet til at udlåne boligerne i en periode til det offentlige.
6. Beskatninger på plasticposer: Engangsplasticposer vil blive beskattet, ligesom store butiksområder skal betale en “grøn skat”, desuden skal turiststederne betale en miljøskat, der skal kompensere for de sociale, kulturelle og miljøskadelige omkostninger.
7. Energi til de fattige: Udgifterne til lys og gas må ikke overstige ti procent af en families indkomst, og udbyderne må ikke lukke ned for leveringen, hvis der er tale om en primær bolig. Der vil blive oprettet en uafhængig fond, som skal løse problemet.
8. Fri abort og adgang til prævention: De forsikrer, at alle, der ønsker en frivillig abort, skal have adgang til det gennem sundhedsvæsenet, og så skal kvinder have adgang til alle former for prævention.