Det danske magasin i Spanien
Nyheder februar 2011

Luftvåbnet parat til at klare flyveledernes job i 2012

Øverstkommanderende i det spanske luftvåben, José Jiménez Ruíz, tror ikke, at en situation som den flyvelederne skabte, da størstedelen af dem meldte sig syge umiddelbart før den lange weekend i begyndelsen af december, vil gentage sig.
Men, citeres han i avisen El País, skulle det ske, så vil luftvåbnet være i stand til at handle situationen. Lige nu kan de militære flyveledere kun klare opgaven i en begrænset periode, men sådan vil det ikke være meget længere. Jiménez mener, at allerede i 2012 vil man være i stand til at forhindre det kaos, som i december gik ud over 650.000 passagerer.
I dag har luftevåbnet 280 flyveledere, mens landets kontroltårne er bemandet af 2.500 ansatte. Men ved at uddanne nye i våbnets regi, regner han med, at man indenfor en periode på 12 til 18 måneder vil være i stand til at dække behovet.
Der foregår i øjeblikket forhandlinger mellem lufthavnsselskabet AENA og flyveledernes fagforening. Den 28. februar er sat som frist for en ny overenskomst.

ETA’s tvetydige våbenhvileerklæring
Den baskiske, nationalistiske venstrefløj, kaldet Abertzale, der anføres af Batasuna, partiet som blev bandlyst i 2002, havde opfordret terrororganisationen ETA til at erklære en permanent våbenhvile. Årsagen, til at opfordringen fra det formodede politiske talerør kom nu, var, at partiet, som regeringen nægter at legalisere før en egentlig fredserklæring, ønsker at stille op til lokalvalget i maj, hvortil fristen for tilmelding udløb den 28. januar.
Ikke kun Batasuna har arbejdet for fredsforhandlinger, det har også den internationale forhandler, sydafrikanske Brian Currin, og fire vindere af Nobels Fredspris, inklusiv Nelson Mandela.

ETA havde ganske vist erklæret våbenhvile i september 2010, men undlod at sige, at det skulle være ment som en permanent våbenhvile.
En erklæring om “permanent, generel og verificerbar” våbenhvile kom så i januar. Jublen lader dog vente på sig, da erklæringen ikke er betingelsesløs.
Det, som terrororganisationen forpligter sig til, er en “proces hen imod en afslutning af den væbnede kamp”.
Denne erklæring kan nærmere tolkes som en meddelelse om, hvor meget det vil koste regeringen og resten af landet at opnå en endelig og endegyldig våbenhvile, hvilket ifølge den baskiske terrororganisation er baskernes ret til en selvstændig stat og at denne stat skal inkludere Navarra.
Batsuna har da heller ikke fået lov til at stille op til valget, ligesom et nyt parti, som de samme mennesker overvejer at oprette, forventes at blive afvist.
Skulle det blive accepteret, ville det betyde, at ETA igen ville kunne gøre sin indflydelse gældende i baskisk politik, og at regeringen stadig forhandler med gruppen. Og det, mener tidligere medlem af det europæiske parlament og forhenværende indenrigsminister, baskeren Jaime Mayor Oreja (PP), er lige netop, hvad der sker, skriver El País. Han er overbevist om, at ETA og regeringen var enige om den seneste meddelelse.
Hans holdning stemmer ikke overens med partiets.
Den sidste våbenhvile endte i 2006 – efter regeringen i et par år havde forsøgt sig med fredsforhandlinger – med bomben i Madrids lufthavn Barajas, hvor to blev dræbt.
Retssagen mod den tidligere leder af Batasuna, Arnaldo Otegi, hvori han netop sammen med syv andre er sigtet for at have reaktiveret partiet under et nyt navn, er endnu ikke afsluttet. Han afsoner i forvejen en dom for sine forbindelser til den baskiske terrororganisation.
Samtidig er tre medlemmer af ETA blevet idømt sammenlagt 1.038 års fængsel for attentatet i maj 2010 i Álava. En politimand fra

Málaga blev dræbt og 27 blev skadet, da en bilbombe sprængtes. Fire betjente fra Guardia Civil er derimod blevet idømt mellem seks måneder og fire års fængsel for at have tortureret, fornærmet og truet to ETA-medlemmer, som stod bag førnævnte attentat på lufthaven i Madrid, efter de blev anholdt i 2008.
Og allerede få dage efter den såkaldte “våbenhvileerklæring” anholdt Guardia Civil igen en gruppe formodede terrorister, denne gang i Navarra, så stort set er vi tilbage, til hvor miseren startede for over 40 år og 829 menneskeliv siden.

Gode narkofangster
Januar var en god måned for politiets jagt på narkotikasmuglere.
I Madrid snuppede man to piloter fra et argentinsk ambulancefly, der forsøgte at få et ton kokain ind i landet. Kokainen var transporteret fra Buenos Aires med Madrid som den endelige destination.
I Algeciras fandt man ligeledes kokain. Her drejede det sig om 162 kilo af det hvide pulver, der var gemt i plastikbananer, som lå i en sending af rigtige bananer fra Ecuador.
I Palma snuppede politiet en nigeriansk kvinde, der var ankommet på et fly fra Madrid. Hun var gravid, i 34. uge, og fødselen var i gang, da flyet landede. På hospitalet fandt lægerne 53 dadler proppet med kokain i hendes mave, ligesom hun gemte andre i endetarmen og i skeden. Der var i alt et kilo kokain fordelt i hendes krop.
I Granada blev to unge mænd anholdt for at dyrke marihuana. Anholdelserne skete, efter de selv havde ringet til politiet for at anmelde et indbrud. Politiet fandt 30 planter i et værelserne i lejligheden.

Nyt parti i Marbella
Et nyt parti kaldet Iniciativa Marbella, er blevet grundlagt i Marbella. Det er to tidligere medlemmer af PSOE, Javier de Luis og Antonio Martín, der i slutningen af det forgange år forlod det socialistiske parti, og som nu planlægger at stille op til lokalvalget i maj med deres eget parti.

Tunnelen i San Pedro klar i slutningen af året
Tunnelen under landevejen A7 på strækningen gennem San Pedro bliver ifølge dagbladet La Opinión de Málaga ikke færdig før i slutningen af året.
Planen var ellers, at tunnelen skulle være færdigbygget i årets første kvartal, men det bliver nu i det sidste.
Samtidig er udgifterne mere end tredoblet, og i stedet for 24,8 millioner euro, kommer tunnellen til at koste omkring 85 millioner.
Marbellas borgmester, Ángeles Muñoz (PP), har beklaget situationen og den manglende kommunikation med ministeriet for offentlige arbejder (Fomento), ligesom hun har proklameret, at hvis ministeriet ikke færdiggør arbejdet, så gør kommunen det.

Nedbørsrekord i 2010
Hvis man synes, det regnede meget sidste år, specielt i løbet foråret og i december, tager man ikke fejl. I løbet af året faldt 1.207 liter vand per kvadratmeter i Málaga-provinsen og aldrig før har det regnet så meget, i hvert fald ikke siden man har registreret de meteorologiske forhold. Det startede man med i 1942. Siden da har det kun fire år regnet mere end 1.000 liter per kvadratmeter.
Sidste års vådeste dag var den 19. december, hvor det regnede 133 liter per kvadratmeter.

Den antikke romerske by Torreparedones genåbnet

Det er igen muligt at besøge den gamle romerske by Torreparedones, der ligger 20 km fra Baena i Córdoba-provinsen.
Udgravningerne af den antikke by startede i 1988, og i dag ses et velbevaret marked og et imponerende forum, der blev brugt til både politiske samlinger og religiøse ceremonier, og hvor der er en inskription, som henviser til Marcus og Augustus. Alene i det sidste års tid er der fundet mange kunstskatte og skulpturer, blandt andet et som forestiller hovedet af kejser Claudius og en figur af en mand, der bærer en rustning, og som arkæologer regner med også forestiller en kejser.
Udover romerske genstande har arkæologerne udgravet fund fra iberernes tid samt fra middelalderen.
Torreparedones er byens spanske navn, ingen ved, hvad romerne kaldte den, da al dokumentation er forsvundet i løbet af de forgange 2000 år.

446 færre selvstændige i Marbella

9349 indbyggere i Marbella er nu registreret som selvstændige erhvervsdrivende, og det betyder, at 446 personer indenfor det sidste år har lukket deres forretning. Tallet kommer fra arbejdsministeriet og Seguridad Social, som har set et fald på 4,55 procent af bidragsydere i denne kategori i Marbella.
At selvstændige har det sværere end før, skyldes ifølge kritikere de højere skatter og afgifter, faldende forbrug og mangel på finansieringsmuligheder, skriver dagbladet Diario Sur.
Procentvist er det det største fald på Kysten, selv større end i Málaga-by, hvor 2,6 procent nedlagde forretningen i 2010. I Málaga-provinsen er 2.550 personer nu forhenværende selvstændige.

Ulve i Madrids bjerge
Indbyggere i landdistrikterne i det nordlige Spanien har i vinter set ulvene komme tættere og tættere på.
Det drejer sig især om bjergene Guadarrama i Madrid-provinsen, lige nord for hovedstaden. Her er den iberiske ulv set mange gange af jægere og skovfogeder, som hævder, at det store dyr flere gange har angrebet husdyr, hvorfor ejerne nu kræver erstatning. De er gået til myndighederne, som foreløbig har sagt, at det er en forsikringssag, som det er det i naboregionen Castilien La Mancha. Miljøorganisationer er dog stemte for, at det offentlige må træde ind, da man frygter, at resultatet ellers vil være yderligere rovdrift på den udryddelsestruede ulv.
Der er også set ulve omkring bebyggede områder ved Ávila og Segovia.
Den iberiske ulv (canis lupus signatus) er unik. Den er en smule mindre end sine europæiske slægtninge. I 2002 beregnede man, at der fandtes færre end 2000 i Spanien, og mellem 300 og 400 i Portugal, og ulvene har siden været fredet.
Alligevel frygtes det, at de sidste ulve i Andalusien, nærmere betegnet Sierra Morena, nu er forsvundet.

Internettet kommer til Rincón de la Victoria

Kommunen i Rincón de la Victoria har langt om længe valgt at satse på den nye teknologi og vil nu udbrede budskabet om byens kulturelle tilbud via internettet samt ved udsendelse af nyhedsbreve.
Se med på http://culturalrincon.blogspot.com.
Byen har også fået en profil på Facebook!

Ni procent færre dræbt i trafikken

Antallet af trafikofre faldt igen i 2010, hvor ni procent færre blev dræbt i forhold til 2009.
Det var indenrigsminister Alfredo Pérez Rubalcaba, der i januar præsenterede statistikkerne, som opsumerer antallet af ulykker, skadede og omkomne på landets veje. I alt 1.730 personer døde i 2010 på landevejene, hvilket er 9,1 procent færre end i 2009, hvor 1.897 personer mistede livet. De omkom i 1.548 ulykker. Omkring 8.000 personer kom alvorligt til skade, og også her ses en nedgang, da dette antal i 2009 var på cirka 9.000 personer.
“Det har været et opmuntrende år, selvom der stadig er 1.730 grunde til at fortsætte med at arbejde på sikkerheden på landevejene,” sagde indenrigsministeren, som ved seneste ministerrokade også fik titlen af vicestatsminister. Han sagde desuden, at myndighederne fremover vil fokusere på de “bløde” i trafikken; børn og ældre, cyklister og motorcyklister.
De seneste 10 år er antallet af omkomne faldet med 57,7 procent og dermed har man overgået EU’s krav om at halvere antallet.

Færre immigranter – og større modstand
Antallet af ikke-europæiske udlændinge med fast ophold i Spanien, faldt sidste år med 6,5 procent til under 2,4 millioner.
I Madrid faldt antallet med 13,5 procent og i Valencia med ni procent. I Barcelona udgør udlændinge fra ikke-europæiske lande dog stadig 20 procent af befolkningen. Marokkanerne udgør med 700.000 herboende den største gruppe.
Omkring en tredjedel af alle udlændinge er arbejdsløse, cirka 10 procent mere end landsgennemsnittet, og netop mangel på arbejde i Spanien menes at være årsagen til, at mange er vendt tilbage til hjemlandet.

I Andalusien er der nu større og større modstand mod immigration. En undersøgelse foretaget for nyligt peger på, at 60 procent af regionens indbyggere anser immigration for at være negativt.

Døende skildpadde fundet sydvest for Estepona


Sidst i januar blev en døende skildpadde funder sydvest for Estepona.
Skildpadden blev opdaget af en pensionist, der gik en morgentur. Han kontaktede hotellet, Costa Natura, hvor han var på ferie, som straks kontaktede myndighederne. De markerede skildpadden, og kom og hentede den kort efter.
Skildpaddens skjold var cirka en meter langt og en halv meter bredt.

Ingen ved, hvorfor skildpadden krøb op på land, men det er sjældent havskildpadder af den størrelse viser sig på Costa del Sol. Senest blev en Loggerhead-skildpadde fundet på stranden ved Marbella 15 november sidste år. Den blev identificeret ved hjælp af en chip, den havde fået implanteret. Chippen viste, at den var født i 2003 i et laboratorium i Florida. Loggerhead-skildpadden blev sat fri i 2005, og havnede så på stranden ved Marbella 5 år efter.

Indbyggere i Nerja protesterer mod manglende rensningsanlæg
Nerja har som den eneste by langs Costa del Sol ikke noget vandrensningsanlæg, et anlæg som skulle have været installeret for 40 år siden. Det fik i midten af januar omkring 500 indbyggere til afholde en demonstration, hvori man under sloganet Depuradora ya, basta de mierda (rensningsanlæg nu, det er nok med møg) krævede, at anlægget bliver opført så spildevandet kan blive renset, før det ledes ud i havet
Det er den største demonstration i nyere tid i Nerja. To tredjedele af demonstranterne menes at have været udlændinge.
Anlægget installeres muligvis i år, men først skal en miljøundersøgelse færdiggøres, hvorefter der udskrives licitation, til en samlet pris på 40,7 millioner euro.

Dolorez Vázquez har endnu ikke fået oprejsning
Dolorez Vázquez, der i 2000 blev dømt skyldig i mordet på Rocio Wanninkhof fra La Cala de Mijas, som året før var blevet fundet myrdet, har endnu ikke fået oprejsning.
Vázquez blev idømt 15 års fængsel, men halvandet år efter dommen påtog briten Tony Alexander King sig ansvaret, og Vázquez, som hele tiden havde erklæret sig uskyldig, blev løsladt. Hun skulle for sin tid i fængslet i Alhaurín de la Torre, hvor hun nåede at sidde i alt 17 måneder, få en erstatning på 120.000 euro, mens hun selv krævede fire millioner euro.
Nu har justits- og indenrigsministeriet imidlertid helt nægtet at udbetale en erstatning, da man mener, at der ikke skete nogen fejl i retssagen.
Dolores Vázquez har derfor sagsøgt staten, og sagen skal nu for højesteret.

Manuel Chaves afviser boringer efter olie

Spanien har længe haft håb om at kunne finde olie ud for sine kyster. I januar forlød det, at regeringen skulle have givet grønt lys for starten af prøveboringer efter gas og olie ud for kysten ved Fuengirola og Mijas samt i havet ud for kysterne i Granada- og Almaría-provinserne.
CNWL Oil España, et datterselskab til det canadisk ejede Sherrit International Corporation, skulle have vundet udliciteringen.
Det fik specielt miljøorganisationer og turistsektoren til at beklage sig, og vicestatsminister, tidligere formand for den andalusiske lokalregering, Manuel Chaves, har nu sagt, at der ikke vil blive boret efter olie og gas. Ifølge ham er turistsektoren en vigtig industri, ikke bare for Costa del Sol, men for hele Spanien, og derfor vil han ikke tillade boringer ud for kysterne.
I øjeblikket kommer 99 procent af olie og gas fra udlandet. En rapport fra Red Eléctrica de España (REE), det offentlige selskab der overser strømforsyningerne, oplyser dog, at de grønne energier i 2010 stod for 35 procent af landets energibehov.

Spaniens senat officielt femsproget

I januar blev det spanske senat officielt femsproget. Udover castiliansk tales der nu også catalansk, baskisk, galicisk og valenciansk. For at alle senatets medlemmer skal kunne forstå, hvad der bliver sagt, har man ansat 25 tolke.
Kun medlemmer af det konservative parti PP fortsatte med kun at tale castiliansk. Partiets leder, Mariano Rajoy, har kritiseret ordningen og mener, at når det drejer sig om landets affærer, bør man tale landets fælles sprog.
Oversættelserne anslås at koste 12.000 euro om dagen.
I kongressen tales der stadig kun castiliansk.

PAD-nytårssvømning for oversvømmet

Dyreværnsforeningen PAD’s årlige nytårssvømning fik i år en ny og mere seriøs dimension.
Svømningen blev nemlig afholdt få dage efter et enormt regnskyl. Den 19. december var regnen så voldsom, at Fuengirola-floden gik over sine bredder, hvilket resulterede i, at PAD’s center i Mijas blev oversømmet. Det skete meget hurtigt og klokken fem om morgenen, og ni hunde og 11 katte druknede som følge af vandet, der fossede ind.
Derfor var der naturligvis ekstra emotionelt, da de modige vinterbadere mødte op til årets nytårssvømning ved stranden i Fuengirola. Blandt svømmerne for PAD var den 17-årige dansker, Sophia Dahl. I en årrække tilbragte hun hver søndag sammen med dyrene hos PAD som frivillig hjælper.
“Jeg elsker dyr,” siger Sophia. “Og det ligger mig meget på sinde at hjælpe herreløse hunde og katte. Pga. langt mere skolearbejde, nu hvor jeg går i det, der svarer til 3. G i Danmark, har jeg ikke længere så megen tid til at være på PAD, men er der brug for mig, så stiller jeg op”.
Således tog Sophia straks af sted, da hun hørte, at Fuengirola-floden var gået over sine bredder, og at de mange hunde og katte var druknet i deres bure. “Det var helt forfærdeligt og meget trist, men ryddes op skulle der jo, så vi gik rundt i vand til livet. Også den materielle skade har været stor for PAD. Fx er deres vaskemaskine og tørretumbler ødelagte, og de har mistet masser af dyrebar medicin.”
Det med nytårssvømningen i det kolde hav havde Sophia dog allerede sagt ja til, inden oversvømmelserne gjorde behovet for hjælp endnu større.
“Det var afsindig koldt at stå på stranden i bikini d. 1. januar, men heldigvis var der mødt en masse mennesker op for at heppe på os 15 svømmere, så der var ikke andet at gøre end at svømme. 10 minutter blev det til. Og 2.500 euros til PAD”, slutter Sophia Dahl.

Mur skaber syndflod
Det er femte gang, centret har haft oversvømmelser, dog uden at dyr før er omkommet. Ifølge centrets leder, Shantat Lancelot, skyldes det vandrensningsanlægget, der er bygget ved siden af.
“Der er bygget en mur på tre-fire meter, der virker som en dæmning, og det betyder, at vandet ikke kan flyde, og når det løber over, rammer oversvømningen os,” forklarer Shantal, der fire gange har klaget til kommunerne, hvorfra hun er blevet sendt videre til Juntaen, så nu har hun bedt et advokatfirma tage sig af sagen.
For at undgå, at en oversvømmelse i fremtiden skal gå ud over dyrene, er man nu i gang med at bygge højerestående bure, som dyrene kan ty til, hvis vandet skulle strømme ind.
Shantal fortæller også, at siden selve oversvømmelsen er yderligere 12 katte døde af følgesygdomme og stress, da netop katte har svært ved at tackle stress. Ellers har de tilbageværende 40 hunde og 150 katte det nu godt, men der er altid brug for flere kærlige plejeforældre og støtte.
Læs mere på www.padcatsanddogs.org.

Jul på plejehjem
Bodil og Børge Lok afholdt igen den forgange jul et julearrangement på to af områdets plejehjem.
“Det gik rigtigt godt, nu har vi jo prøvet det så mange gange. I år havde vi som sædvanligt Lucia og nissebørn fra den Norske Skole, og Bjørg er et uundværligt indslag. Vi havde desuden arrangeret optræden af nogle meget dygtige flamencodansere, der vakte megen glæde, og så kom julemanden selvfølgelig på besøg,” fortæller Bodil.
Parret takker alle sponsorer og de mange trofaste hjælpere.
“Uden jer var det slet ikke blevet til noget, mange tak,” siger parret.

Nyhederne i tal

Nummer 4
Rangerer Málaga på en liste over danskernes foretrukne rejsemål, som rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk har udarbejdet. Bangkok er nummer 1, Barcelona og Mallorca hhv. 6 og 15.

1,3%
Er minimumslønnen steget med. Statsminister José Luis Zapatero havde satset på en minimumsløn på 800 euro i år, men det er blevet ved 641,40 euro, én af de laveste i Europa.

3.345.311 besøgende
Fik Alhambra sidste år, hvormed anlægget beholder sin position som Spaniens største attraktion. Det er 4,85% flere end i 2009.

1,6 millioner
Bor nu i Málaga-provinsen. 20.000 nye indbyggere er kommet til indenfor de seneste 12 måneder.

5 lig
Er rapporteret stjålet fra kirkegården i Arico på Tenerife. Guadia Civil tror, at det enten er en afro-cubansk satanisk sekt, som står bag røveriet, eller at der er tale om simpel vandalisme.

45%
Af spaniere downloader illegalt musik og film fra internettet. Den højeste procentsats i verden.

166 lande
Udstillede på rejsemessen Fitur, én af verdens største, som igen i januar blev afholdt i Madrid.

40%
I tilskud til udendørs varmeapparater kan bar- og restaurantejere nu modtage i Madrid-regionen. Målet er at rygere så ikke helt dropper at gå på bar eller restaurant.

8 ud af 10
Barer har haft en nedgang i omsætningen, fra 11 til 60% siden indførelsen af den strengere rygelov.

350 euro
Kan arbejdsløse uden anden indtægt nu få i støtte. Ordningen afløser den tidligere støtte på 426 euro, og nyt er også, at man forpligter sig til videreuddannelse.

18%
Er benzinpriserne steget de sidste 12 måneder og ligger nu på det højeste niveau nogensinde.

12 millioner
Flyrejsende gik i 2010 gennem Málagas lufthavn. Det er 3,8 % flere end i 2009.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.