Det danske magasin i Spanien
Korte nyheder januar 2011

Korte nyheder januar 2011

Spaniens biskopper: Det vil altid være umoralsk at bruge prævention

I Peter Seewalds nye interviewbog med pave Benedikt XVI ”Licht der Welt”, der udkom i slutningen af det forgangne år, indrømmede paven, at prævention kan accepteres i tilfælde, hvor smittefaren er særlig høj, eksempelvis blandt prostituerede. ”Det er klart, at jeg ikke opfatter det som den rigtige og moralske løsning. Ikke desto mindre, i forhold til at formindske risikoen for smitte, kan det være det første skridt på vejen til en mere ansvarlig seksuel omgang.” Sådan lyder svaret fra paven, da journalist Peter Seewald spørger, om den Katolske Kirke principielt set er imod brug af prævention eller ej.
Trods denne uventede indstilling fra paven holder de spanske biskopper fast i den traditionelle katolske doktrin, der modsætter sig enhver brug af prævention, som altid vil udgøre en umoralsk handling. Og af samme årsag vil de aldrig tilråde brug af kondom.
Talsmand for de spanske biskopper Juan Antonio Martínez Camino slår fast, at paven på ingen måde tillader brug af kondomer eller prostitution for den sags skyld. Han forsikrer, at der ikke er sket en holdningsændring i den kirkelige diskurs, hvad angår holdningen til brug af prævention. Han beskylder i stedet medierne for at komme med dårlige og upræcise overskrifter.
Formanden for ministerrådet og ansvarlig for statens kirkelige relationer, Ramón Jaúregui forsvarer de spanske biskoppers stillingtagen i et forsøg på at forklare den aktuelle forvirring. ”Det er enormt svært for den katolske kirke at gøre indrømmelser på området, for dette ville indebære en accept af seksualiteten, som en naturlig del af det at være menneske, og ikke udelukkende et middel til reproduktion,” siger han til ultimahora.es.
Ifølge teolog og lektor ved Det teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet, Peter Lodberg, har de mange sexskandaler i den katolske kirke tvunget pave Benedikt XVI til at ændre sit syn på brugen af kondomer. Hans udtalelse er et udtryk for en positiv drejning, der kan få stor betydning for bekæmpelsen af hiv og aids i Afrika, Asien og Latinamerika, hvor der hersker en stærk loyalitet over for kirken.

Havnen La Bajadilla i Marbella renoveres for 77 millioner euro
Rundt regnet 270 fortøjninger til fiskerbåde og krydstogtskibe, et samlet areal på 12.670 m2 til restauranter og forretninger og 250 parkeringspladser. Samlet udgør de målsætningen for de næste års byggearbejde på havneområdet La Bajadilla i Marbella. Andalusiens Regionsråd vurderer, at renoveringsprojektet vil skabe 536 nye jobs. Der er planer om senere at lægge yderligere 400 nye kajpladser til sportsaktiviteter til de 270.
De andalusiske havnemyndigheder (APPA) har lagt et startbudget på 77 millioner euro til den omfattende renovering og udvidelse af havnen. Ud af de 12.670 m2, der er dedikeret til diverse handelsaktiviteter, udlejes 5.126 m2 lokaler til en vejledende pris af 120 euro/m2/år, mens 7.544 m2 afstås for en pris af 1.850 euro/m2. Derudover vil man kunne leje terrassepladsen, der har et samlet areal på 5.797 m2, for cirka 72 euro/m2. De 250 parkeringspladser vil komme til at koste cirka en euro i timen.
Det er endnu uvist, hvilke foretagender der kommer til at pryde den nye havnefront. Indtil den 11. marts 2011 har interesserede mulighed for at præsentere deres forretningsforslag for Junta de Andalucía. Og det er også selvom, det forlyder, at det meste af havnefronten allerede er i lommen på ejeren af Málaga CF, sheiken Abdullah Ben Nasser Al-Thani, den nationale fiskeindustri og en række foretagender indenfor bankverdenen.

Endnu en Michelin-stjerne tilfalder Dani García på Calima i Marbella
Dani García er blevet tildelt sin anden Michelin-stjerne for sit innovative gourmet-køkken på restaurant Calima på Hotel Gran Meliá Don Pepe i Marbella. ”Dette er en god nyhed for Marbella, Málaga og hele regionen,” pointerede Dani García med henvisning til sin anden restaurant La Moraga i Málaga by og i lufthavnen. Han har yderligere planer om at åbne i Madrid og New York.
I 2007 modtog García sin første stjerne for sine kreative retter, hvor der er kælet for den mindste detalje. Den 34-årige mesterkok formår at tænke nyt og innovere sin kokkekunst med respekt for sine rødder i den traditionelle andalusiske gastronomi. Denne indgangsvinkel har lagt grunden for hans helt personlige, kontrastrige stil, hvilket uden tvivl har banet vejen for hans anden stjerne i Michelin-guiden.
Calima er dog ikke den eneste restaurant i Andalusien eller Málaga provinsen, som er blevet tildelt Michelin-stjerner. Her en oversigt over andalusiske restauranter, der er blevet præmieret med henholdsvis én eller to stjerner:
Én Michelin-stjerne:
El Café de París i Málaga, El Lago og Skina i Marbella, Abantal og Santo i Sevilla, Aponiente i El Puerto de Santa María (Cádiz), La Costa en El Ejido og Alejandro i Roquetas, som begge er beliggende i Almería.
To Michelin-stjerner:
La Alquería del Bulli på Hotel i la Hacienda Benazuza i Sanlúcar la Mayor (Sevilla) og Calima i Marbella.
I 2011-udgaven af Michelin-guiden for Spanien og Portugal har 17 spisesteder fået deres første stjerne, mens 15 spanske og 1 portugisisk restaurant har mistet deres eneste stjerne.
I hele Spanien er der 7 restauranter med tre Michelin-stjerner, 12 med to stjerner og 120 med én stjerne.

Flere krydstogtsgæster besøgte Málaga i 2010

Allerede inden udgangen af året var tallene gjort op, og Málaga fik i 2010 besøg af godt 650.000 krydstogtsgæster, hvilket er 35 procent flere året forinden.
Stigningen skyldes blandt andet udvidelsen af havnen, hvor den første fase af den nye del blev taget i brug i 2008, mens den næste skal være færdig i maj.
Myndighederne forventer en fortsat stigning i antallet i år, hvor man håber at se mellem 730.000 og 750.000 gæster komme til byen ad søvejen.

Nyt stort stadion i Málaga

”Qatar stadion”, skal den hedde, den kommende storarena for fodbold i Málaga og dermed hjemmebanen for Málaga Club de Fútbol i stedet for det agtværdige La Rosaleda stadion. Det er klubbens arabiske ejer, Abdullad Bin Naser Al-Thani, der står bag projektet, som bliver en stor del af den nye sportsby, Ciudad Deportiva, som skal opføres i den nordlige del af Málaga Kommune.
Området Puerto de la Torre er udset.
Stadion-projektet bliver på 120.000 m2 . Al Thani vil selv investere 100 mio euro i det. Resten af pengene findes hos investorer.
Tilskuerkapaciteten kommer op på 65.000 mod de nuværende 29.000 på La Rosaleda. Hermed bliver ”Qatar stadion” det tredjestørste i Spanien kun overgået af Camp Nou i Barcelona med en kapacitet på 98.772 tilskuere og Bernabeu i Madrid til 80.530.
Om navnet på stadion, siger Al-Thani:
”Vi kalder det Qatar stadion, fordi vi håber, det vil være med til at promovere vores land”.
Den lille oliestat gjorde sig også bemærket på det internationale sportsplan ved i november 2010 at få tildelt slutrunden om verdensmesterskabet i fodbold i 2022.
Der er endvidere blevet sprøjtet oliepenge i den spanske mesterklub, FC Barcelona, der trods store sportspræstationer døjer med en gæld på 77 mio. euro. For 12 mio. euro har Qatar Foundation spyttet et sponsorat i klubben. Unicef-logoet vil dog stadig figurere på spillerdragten.

Stigende alkoholforbrug

18,4 procent af spanierne, 21 procent af mændene, 8,6 af kvinderne, blev sidste år fulde mindst 10 gange, viser en undersøgelse foretaget af sundhedsministeriet. I 2007 var denne procentsats kun 14 procent.
Samme undersøgelse peger på, at omkring to millioner menneskers helse er i fare på grund af alkohol, og at 90.000 er deciderede alkoholikere.

Verdensmester insisterer på at være uskyldig

Verdensmesteren i 3000 m hækkeløb, Marta Domínguez, som i december blev sigtet for doping, insisterer på, at hun er uskyldig.
Hun blev kort efter anholdelsen frigivet, mens sagen undersøges.
Ikke kun mistænkes hun for selv at have taget ulovlige stoffer, men også at have solgt dopingpræparater.
Den 35-årige Marta Domínguez, hvis blodprøve ikke viste tegn på, at hun selv havde taget stoffer, afviser ifølge dagbladet El País, at politiet skulle have fundet ulovlige præparater i hendes hjem i Palencia, men hun bekræftede ikke, at hun aldrig selv har taget ulovlige præparater.
Hun har dog trukket sig fra sin post som viceformand i det spanske atletikforbund.
14 andre er også mistænkte for at have deltaget i salget af stofferne, hvoraf nogle er sat i forbindelse med dopingskandalen kaldet Operation Puerto, som for et par år siden hærgede blandt cyklister.

FCK i træningsturnering i Marbella inden champions-slaget mod Chelsea
Det suveræne danske mesterhold i fodbold, FC København, forbereder sig til den vanskelige ottendelsfinale i Champions League mod engelske Chelsea i Marbella. Klubben har tilmeldt sig Copa del Sol, som den også deltog i sidste år, fra den 27. januar til 7. februar.
Opgørene mod Chelsea, som FCK-spilleren Jesper Grønkjær i øvrigt tidligere har spillet for, finder sted i København 15./16. eller 22./23. februar og i London den 8./9. eller 15/16. marts.
Champions League-lodtrækningen gav ellers følgende resultat:
AC Milan (Italien) –Tottenham (England), Valencia (Spanien) – Schalke 04 (Tyskland), Inter (Italien) – Bayern Munchen (Tyskland), Lyon, Frankrig) – Real Madrid (Spanien), Arsenal (England) – FC Barcelona (Spanien) og Olympique Marseilles (Frankrig) – Manchester United (England).
Et andet dansk hold kommer i øvrigt i træningslejr i Sydspanien, nemlig bundproppen i Superligaen, AaB, der fra den 12.til 22. februar vil befinde sig i Antequera.

Utilfreds medarbejder skyder sin arbejdsgiver samt tre andre
En meget utilfreds medarbejder i et konstruktionsfirma i Olot ved Girona tog i december sin sag i egen hånd.
Først gik han ind på en bar i udkanten af byen, hvor han skød sin tidligere arbejdsgiver og dennes søn, mens de var ved at spise morgenmad. ”Han sagde ikke noget. Han kom bare ind med en riffel, skød og løb igen,” fortalte barens ejers bagefter til TV3.
Derefter kørte han til sin bank, Caja de Ahoros del Mediterráneo, i Olot, og her skød han to af bankens medarbejdere og sårede en tredje.
Manden, hvis navn er offentliggjort Pere Puig Puntí, havde ikke fået sin løn udbetalt siden maj, ligesom han forventede snart at blive afskediget. Og da han modtog en check, ville banken ikke indløse den på grund af manglende dækning på arbejdsgiverens konto, hvilket åbenbart blev manden for meget.
Han blev anholdt kort efter den sidste skudepisode.
”Jeg er måske nok landsbytossen, men ingen skal grine af mig. Jeg gjorde det, jeg måtte gøre,” sagde han.

Miljøvenlig forlystelsespark skal bygges i Elviria
Marbella kommune har planer om at bygge en miljøvenlig forlystelsespark i Elviria. Parken skal ligge ved Avenida de España, blive på 22.000 kvadratmeter og have 96 forskellige attraktioner. Kommunen forsikrer, at opførelsen af parken ikke vil gå ud over de mange træer, og at nogle af de omkringstående pinjetræer skal integreres i broer og andre konstruktioner.
Lignende parker eksisterer allerede i Madrid, Barcelona og Santander.

Ansatte nervøse for at sygemelde sig

Antallet af sygemeldinger i Spanien er de sidste to år faldet med ca. 25 procent.
Ifølge sundhedsministeriet havde medarbejdere på de spanske arbejdspladser gennemsnitligt 20 sygedage om året, og, også ifølge samme ministerium, faldt disse ofte før eller efter helligdage.
Tallet er dog faldet, hvilket, man mener, skyldes, at mange ikke længere tør at være fraværende uden gyldig grund.
Fagforeningerne ser dog anderledes på sagen. Fra UGT, én af landets største fagforeninger, lyder det, at antallet af sygemeldinger rigtigt nok skyldes, at folk er bange for at sygemelde sig, men at de i stedet går på arbejde, selvom de er syge.

Mand dør efter at blive stanget af tyr på vej til slagteri
Da en tyr i december skulle fragtes til slagteriet, blev den så rasende, at den stangede sin ejer ihjel.
Den 61-årige mand ville transportere denne og en anden tyr fra sin gård i Tejina, som ligger i La Laguna på Tenerife, til slagteriet. Da han forsøgte at få dem op ad en rampe til lastvognen, gik den ene amok og stangede ham i maven med det ene horn. Han døde på stedet.
Tyren var vokset op på gården og ansås ellers for at være et fredeligt og godmodigt dyr.

147.181 køretøjer i Málaga uden forsikring

Ifølge trafikdepartementet DGT er der 1.044.361 indregistrerede biler, motorcykler og lastvogne i Málaga-provinsen. Samtidig har det andalusiske statistiske institut AEA regnet ud, at ud af disse har kun 897.180 biler en gyldig forsikring. Altså har 147.181 køretøjer ingen forsikring.
Myndighederne oplyser, at man antager, at omkring to millioner køretøjer er uden forsikring i Spanien.
AEA siger dog, at af disse kører måske omkring halvdelen ikke på vejene, men står til ophugning eller er efterladt et eller andet sted. Ejerne har bare ikke meddelt myndighederne herom.
I Málaga betyder det, at der stadig er knapt 74.000 biler på vejene uden forsikring.
Bliver man taget af politiet og forsikringen ikke er i orden, kan man forvente en bøde mellem 600 og 3.000 euro, ligesom bilen bliver beslaglagt, indtil man kan forvise en gyldig police.

Underskriftindsamling for indførelse af fængsel på livstid

Forældrene til Marta del Castillo Casanueva, som blev myrdet i Sevilla sidste år, har via forældresammenslutningen Todos somos Marta indsamlet 1,6 millioner underskrifter til det spanske parlament.
De kræver en genindførelse af livsvarig fængselsstraf i forbindelse med særdeles alvorlige forbrydelser.
Deres 17-årige datter forsvandt i januar sidste år og er formodet myrdet af ekskæresten Miguel Carcaño, der har indrømmet drabet. Men man har dog aldrig fundet liget af pigen, og politiet har indstillet eftersøgningen. Miguel Carcaño er blevet idømt 52 års fængsel. Men de fire øvrige mistænkte i drabet, Javier Delgado, Samuel Benítez, María García og en mindreårig med øgenavnet El Cuco er nu atter på fri fod. Dommer Francisco de Asís Molina har valgt at løslade dem mod en samlet kaution på 240.000 euro, selvom anklagen mod disse ikke er frafaldet.
Miguel Carcaño har givet skiftende forklaringer på omstændighederne for drabet, og han har flere gange ændret sin vidneforklaring med hensyn til, hvor liget blev skaffet af vejen. Til at starte med sagde han, at liget blev dumpet i floden Guadalquivir, og senere at de smed liget i den nærmeste affaldscontainer. Og hans seneste forklaring går på, at han begravede liget i en lille skov. Eftersom politiet har indstillet eftersøgningen, er denne nu overladt til familien, og dem der tilbyder deres hjælp. En mangemillionær fra Córdoba har i den forbindelse udlovet en stor dusør til den, som finder liget af Marta.
Fem tusind mennesker har demonstreret i Madrids gader for at vise deres støtte til familien. Og Zapatero har mødtes med forældrene for at kondolere for deres tab, men med påmindelsen om at livsvarig fængselsstraf blev afskaffet i 1978 i forbindelse med vedtagelsen af den spanske grundlov.
Todos somos Marta har vedlagt et dokument til underskrifterne, som er et opråb til de statslige institutioner om at vedtage effektive repressalier i forbindelse med særligt alvorlig kriminalitet. Med fremhævelse af forbrydelser som manddrab, voldtægt og kidnapning begået overfor mindreårige og andre sårbare personer.

Vej mellem Nerja og Almuñécar den farligste i Spanien
Den gamle landevej N-340 mellem Nerja og Almuñécar har fået en trist titel; den farligste i Spanien.
De sidste tre år har der været seks ulykker med dødeligt udfald og 25 ulykker, hvor mennesker er kommet alvorligt til skade.
Specielt gælder det kilometer 296 og 312, hvor halvdelen af ulykkerne har fundet sted.

Nyhederne i tal:

30 millioner euro
Er prisen på en russisk ejet villa i Málaga, som nu bliver revet ned, da den er bygget illegalt.

Indenfor 24 timer
Svømmede det spanske hold sig til tre guld-, en sølv- og en bronzemedalje ved verdensmesterskaberne i december i Dubai.

10 euro
Til benzin fik bilisterne i form af en kupon fra politiet i Vélez-Málaga ugen op til jul, hvis de blev stoppet og ikke havde drukket alkohol.

22 procent
Af Málaga-provinsens økonomi er baseret på sort arbejder, og 28.000 personer arbejder som selvstændige, uden at betale skat, har skattemyndighederne regnet ud.

3 millioner euro
Har kommunen i Nerja besluttet at låne for at bygge en ny parkeringskælder. Denne, byens fjerde, skal bygges på vejen mod stranden Burriana.

316 boliger
Af de omkring et tusinde, som skal legaliseres i Marbella, har foreløbig opnået legal status.

200 ejendomme
Skal eksproprieres mellem Antequera og Granada for at føre AVE’n til sidstnævnte by.

200.000 euro
Fandt en ansat proppet i airconditionanlægget på et værelse på et hotel i Málaga. Desværre var sedlerne falske.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.