Nyheder november 2010

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Udenrigsministeriet stopper ny konvoj med nødhjælp
Den catalanske organisation Catalunya Transport Solidari havde planlagt at køre en konvoj af lastvogne fyldte med nødhjælp fra Girona til Marokko, og derfra gennem Vestsahara og Mauretanien til Dakar i Senegal. Det var samme rute, som Albert Vilalta, Roque Pascual og Alicia Gámez fra Acció Solidària kørte, da de sidste år blev kidnappet, for derefter at blive de gidsler, som har overlevet længst – godt ni måneder – hos Al-Qaeda-cellen i Nordafrika.
Frigivelsen af de to (Gámez var tidligere blevet frigivet af terroristerne) formodes at have kostet Spanien mellem fem og otte millioner euro. Regeringen har ikke bekræftet, at man udbetalte løsepengene, men man har heller ikke benægtet det. Derudover kostede det Spanien prestige, da mange, inklusive Frankrigs præsident Zarkozy, højlydt fordømte, at man gav efter og betalte for frigivelsen. Det frygtes nu, at spaniere herefter vil være oplagte gidsler, da landets regering tilsyneladende er parat til at udbetale løsepenge.

Af disse årsager anbefalede udenrigsminister Miguel Ángel Moratinos NGO’en ikke at tage af sted som planlagt i oktober. Det var således en anbefaling og ikke en befaling, men organisationen besluttede alligevel at rette sig efter den.

"Vi havde forberedt turen de sidste tre år, så naturligvis er vi skuffede. Men vi følger advarslen," har formanden for Catalunya Transport Solidari, Antonio Gómez, udtalt. De skulle køre medicin og materialer, doneret af Hospital Clínic og private sponsorer, til Senegal. Udenrigsministeriet har foreslået, at man i stedet for landjorden transporterer varerne med skib.

Sundhedscentre tilbyder nu influenza-vaccine


Den årlige vaccinationskampagne er i gang og fortsætter indtil midten af november. Som noget nyt beskytter vaccinen nu både mod almindelig influenza og influenza A.

Ifølge formanden for sundhedsservicen i Junta de Andalucía, Yolanda González, er der rigeligt med vacciner til alle inden for risikogruppen, som er ældre på 65 år og op efter, patienter der lider af lunge- eller hjertesygdomme, problemer med stofskiftet samt patienter med svulster. Ældre på plejehjem, gravide og ansatte inden for sundhedssektoren er ligeledes berettiget en vaccination.

"Det anbefales, at man bliver vaccineret så hurtigt som muligt, så vaccinen har sin effekt, når influenzavira begynder at komme i omløb," forklarer González til malagahoy.com.

I Málaga-provinsen er der fordelt 229.610 vacciner blandt sundhedscentrene.

Befinder man sig inden for en af risikogrupperne, kan man bestille vaccinen ved at ringe til sundhedsvæsnets hotline Salud Responde på telefon 902 505 060, eller ved at henvende sig på det nærmeste hospital.

IMF opfordrer Spanien til økonomisk plan B


IMF’s seneste prognoser viser, at Spanien vil få en økonomisk vækst på 0,7 procent i 2011, hvilket er under halvdelen af regeringens egne forudsigelser, som ligger på 1,3 procent. Selvom IMF’s tal viser en svag økonomisk stigning hos landene inden for Eurozonen, halter Spanien stadig bagefter. Verdensorganisationen opfordrer derfor den spanske regering til at tage nye metoder i brug. IMF’s direktør, José Viñals, har udtalt til elmundo.es, at det er fundamentalt, at der bliver taget andre remedier i brug, fordi markederne har nul tolerance overfor de gældende politikker om nedsættelsen af det offentlige underskud. Indfries målsætningerne ikke, vil disse økonomier blive hårdt ramt, mener han.

På baggrund af de nye tal har direktøren for Banco de España, Miguel Àngel Fernández Ordoñez, foreslået regeringen at indføre en økonomisk plan B. Spaniens økonomiminister Elena Salgado er imidlertid overbevist om, at man ikke behøver alternative løsninger for at kunne reducere det nationale underskud. Desuden mener hun, at indførelsen af en plan B ville sende et signal om, at regeringen ikke stoler på egne prognoser. Hvilket de, ifølge IMF heller ikke burde, eftersom man vurderer, at Spanien ikke når at stabilisere underskuddet inden 2015.

Hvad bekæmpelse af arbejdsløsheden angår, er der snart behov for et helt alfabet af planer. Regeringen regner med en fortsat stigning i antallet af arbejdssøgende, og det på trods af den nye arbejdsmarkedsreform. Finansminister Elena Salgado har udtalt, at hun forventer, at der i 2011 kan være flere end de 19,3 af den spanske arbejdsstyrke, som lige nu er uden arbejde.

Málaga ikke blandt finalisterne til Kulturhovedstad 2016

Der var skuffede miner over hele fronten, da det blev offentliggjort, at det ikke lykkedes for Málaga at gå videre til finalen i konkurrencen om at blive Europæisk Kulturhovedstad 2016.

Den europæiske dommerkomite, ledet af Manfred Gaulhofer, meddelte under en ceremoni afholdt på museet Reina Sofia i Madrid, at finalisterne i stedet bliver Burgos, Córdoba, Las Palmas, San Sebastián og Zaragoza.

Der er ikke givet nogen forklaring på, hvorfor Málaga blev ekskluderet.

Byens borgmester, Francisco de la Torre, har dog taget nederlaget med sportsånd og forsikret, at de mange tiltag sat i gang i anledningen af kandidaturet vil blive færdiggjort.

Anklagede for diskrimination skal bevise uskyld
Lovgivningen omkring diskrimination er uklar, mener regeringen. Det er kommet frem efter en ansat i 2002 brugte diskriminerende udtryk i en stillingsannonce. Firmaet kunne dog ikke sagsøges, eftersom den ansatte var afskediget, da sagen kom frem i dagens lys.

Bliver et nyt lovforslag vedtaget, vil loven muliggøre retsforfølgelse af både firmaer og enkelte personer, ligesom den for første gang i spansk lovgivning vil lægge bevisbyrden hos den anklagede.

I dag kan man naturligvis anlægge sag mod en enkeltperson eller et firma, men proceduren er langsommelig og ofte dyr, hvorfor den diskriminerede har yderligere ulemper. Nu skal det så være den stærkere part, som skal forsvare sig. Er det for eksempel en bank, der ikke har villet give en udlænding et lån, selvom denne opfylder de normale krav som bevis på fast indkomst o.l., skal banken kunne forsvare sig med andet end at man bare af principielle årsager ikke giver lån til udlændinge.

GPS sender mand i druknedøden
En 37-årig senegaleser omkom, efter at hans GPS havde ledt hans bil på vildspor i Badajoz i Extremadura. GPS’en havde sendt bilen ned ad en gammel vej, og i nattens mørke blev de pludseligt overraskede af vandreservoiret La Serena. Manden, som var gadesælger, kørte med en anden sælger af spansk nationalitet, som overlevede ulykken. De nåede begge at slippe ud af hans Peugeot 306, inden den ramte vandet, men det lykkedes kun spanieren at svømme ind til land.

Spansk ønske om flamenco som immateriel kulturarv


Spanien forsøger nu for anden gang at få flamenco anerkendt som immateriel kulturarv af UNESCO. Den første anmodningen blev afvist i 2005. Konventionen til beskyttelse af den immaterielle kulturarv blev vedtaget i 2003, og dens hovedsigte er at opretholde og udvikle den kulturelle mangfoldighed og individuelle kreativitet, som er grundlæggende for folks identitetsfølelse.

Den argentinske tango blev godkendt i 2009, men det kniber med at få flamencoen med på UNESCOs liste. Nu har kulturministeren, Ángeles González-Sinde, og Andalusiens regionale leder, Jose Antonio Griñán, slået pjalterne sammen i håbet om, at deres lobbyarbejde bringer flamenco-traditionen den efterspurgte status.

"Har man først sagt flamenco, må man også sige Andalusien," siger Griñán til El País. Spanien figurerer dog i forvejen på UNESCOs liste med blandt andet fløjtesproget på La Gomera og mystiker-teaterstykket i Elche i Alicante.

En dansk immateriel kulturarv er endnu ikke at finde på UNESCOs liste.

Vejskat til Gibraltar frivillig
Der bliver ikke tale om en obligatorisk vejskat for at gøre gennem La Línea de la Concepción og ind til Gibraltar.
Byens borgmester, Alejandro Sánchez (PP) forelagde for nogle måneder siden en plan, der gik ud på, at man skulle betale for at køre gennem byen. De tusinder af billister, der hver dag kører gennem byen, spenderer ingenting der, men de slider på vejene, forurener og koster i det hele taget La Línea en hel masse penge og besvær. Byen er desuden hårdt ramt af arbejdsløshed blandt indbyggerne, og borgmesteren mente, bilisterne nu skulle til at betale.

Myndighederne på Gibraltar protesterede i sagens natur mod forslaget, og det samme gjorde det spanske indenrigsministerium. Borgmesteren har derfor måttet skrinlægge den obligatoriske afgift, men har dog kunnet indføre et system, hvormed man ved at betale en frivillig "miljøafgift" får ret til at benytte en hurtiggående vejbane ind til klippehalvøen. Det vil fortsat være muligt at køre dertil uden at betale.

Ny abortlovgivning fortolkes forskelligt i Spaniens regioner
En ny vedtagelse om sundhedspersonalets indsigelsesret ved aborter bliver implementeret forskelligt inden for landets regioner. Således har Castilla-La Mancha givet tilladelse til, at praktiserende læger kan nægte aborter alene på et moralsk grundlag. Det til trods for at den nye lovs indsigelsesregler udelukkende gælder for det sundhedspersonale, som er direkte involveret i udførelsen af aborten, såsom gynækologer, sygeplejere, jordemødre og narkoselæger. Regionerne Navarra og Madrid har ligeledes bekendtgjort, at de vil tildele de praktiserende læger indsigelsesret ved aborter.

Asturias og Andalusien har til gengæld argumenteret for, at lovgivningen ikke kan omfatte de praktiserende læger, da de ikke er direkte involverede i foretagelsen af aborten. De vestreorienterede partier ERC, ICV samt venstrefløjskoalitionen IU efterspørger nu fornyet lovgivning på området.
Den nye abortlov tillader aborter indtil den 14. uge af graviditeten. Og op til 22. uge hvis graviditeten vurderes til at kunne gøre fysisk eller psykisk skade på den gravide, eller hvis der er noget galt med fosteret. Den tidligere lov fra 1985 tillod ingen frie aborter. Dem, der hørte under førnævnte risikogruppe, skulle først certificeres til at få aborten med en lægerapport. Men da der ikke var sat nogen bestemt tidsfrist for lægerapporten, indebar dette, at aborten ligeledes kunne udføres på et hvilket som et helst tidspunkt af graviditeten. Aborter blev dog foretaget på privatklinikker, mens myndighederne så mellem fingre med det.

Gigantisk "lufthavnsby" skal bygges ved Alhaurín de la Torre
– 3.783.276 kvadratmetre
– 240 millioner investeres i opførelsen
– 25.000 arbejdspladser, 80.000 indirekte
– 4 procent af Andalusiens bruttonationalprodukt

Dette er nogle af de tal, der beskriver den "lufthavnsby", som regeringen nu har givet grønt lys til opførelsen af i Alhaurín de la Torre.

Projektet, kaldet Ciudad aeroportuaria del ocio y la investigación, kan nærmest beskrives som et gigantisk kontor- og industrilandskab for firmaer med relation til luftfartsindustrien.

Et landområde mellem byen og selve lufthavnen er udpeget, og nu afventes grønt lys for det første spadestik.

Ingen grænser for smagløsheden
Yderligere en sag om korruption ryster den lokale regering (PP) i Valencia, hvis leder, Francisco Camps, i forvejen lider under anklagerne korruptionssagen døbt Gürtel.

Den nye sag drejer sagen sig om mistanker om, at medlemmer af den lokale regering skulle have købt private boliger for penge, der var afsat til udviklingsstøtte til Nicaragua. Året var 2008, hvor 1,8 millioner euro var afsat til en nødhjælpsorganisation kaldet Cyes, som skulle bygge et vandrensningsanlæg i det sydamerikanske land. I stedet indkøbtes to boliger i Valencia, og ud af det 1,8 millioner nåede kun 70.000 euro frem.
Det er PSOE’s afdeling i den valencianske region, der har sagsøgt PP-medlemmerne.

Det seneste i den omfattende Gürtel-sag, der foregår ved højesteret i Madrid, er en anklage mod et lokalt filmproduktionsselskab, der skulle have betalt under bordet for at få eneretten til at filme under pavens besøg i 2006.

Vellykket udflugt for ældre
Igen i år lykkedes det Bodil og Børge Lok at indsamle penge nok til at kunne arrangere en udflugt for til de ældre på plejehjemmene i Guaro og Torrequebrada.

"I år havde vi 98 deltagere, og det er vi meget stolte af, gennemsnitsalderen er jo høj. Vores ældste gæst var 98 et halvt – det halve skal med, for som hun sagde, så ved hun ikke, om hun lever til den 20. april, hvor hun har fødselsdag," fortæller Bodil Lok, og fortsætter: "Vejret var perfekt, lidt sol, uden for meget varme. Vi var igen i år i Coín, på restaurant Moreno. Der er blevet vældigt fint, nyrestaureret terrasse med et flot anlæg foran med blomster og rislende vand, så det var fint for de af deltagerne, der kunne gå en lille tur."

Parret forklarer, at de har forsøgt at finde et nyt spisested, men at det er meget sværere, end de troede, da det dels er vigtigt med tilkørsel, så der kan bruges lift på bussen, ligesom toiletforholdene skal være i orden, og der helst ikke må være trapper. "Da vi endelig fandt et par muligheder, var indehaverne ikke interesserede i ældre mennesker," beklager Bodil.

Turen var dog vellykket igen i år. Restauranten serverede oliven og brød, friturestegte fisk, ovnstegt kød med grøntsager og pommes frites, og til slut en dessertkage. "Det er en middag, som de ældre ikke får i det daglige, og kun én gang har jeg ændret på det – det gør jeg ikke mere."

Igen i år havde begge plejehjem blomster med til Bodil og Børge, det ene yderligere en lille gave lavet af en af beboerne, en meget sød tanke, fortæller parret, der også er glade for det store arbejde, personalet gør for at få alle i deres fine tøj mv., men alle plejere påstår, at det er det hele værd.

"Rigtig mange tak til jer, der kom og hjalp med at køre de ældre ind og ud af restauranten, vi havde i år flere kørestole og rollatorer med end nogen sinde.

Min hjerteligste tak til alle de sponsorer, der gjorde det muligt at arrangere denne tur. Og nu varer det ikke længe, før vi kommer og beder om penge til julefester," afslutter Bodil og Børge Lok.

Præmieret dyrevelfærd hos CYD Santa María
Dyreværnsorganisationen CYD Santa María er blevet præmieret med Det Forgyldte V, som er den mest prestigefyldte pris, Málagas veterinærskole uddeler.

Under prisoverrækkelsen udtrykte formanden for CYD Santa María, Concordia Márquez, stor taknemmelighed for dyrlægernes arbejde, som er fundamentalt for en forbedring af livskvaliteten hos mishandlede heste. Hun fremhævede blandt andet dyrlægen ved organisationens eget center, Aída Huertas, for hendes arbejde med frikøb af heste, og Seprona-patruljerne for deres indsats for at beskytte miljøet og dyrenes habitat. Hun afsluttede takketalen med en bøn til de nyuddannede dyrlæger om aldrig at glemme deres ed som dyrlæge.

CYD Santa María har først og fremmest fokus på forladte og mishandlede heste, ponyer, æsler og muldyr.

Nemmere at få udbetalt dagpenge i udlandet


Danske jobsøgende i Spanien får ikke længere udbetat deres dagpenge af de lokale spanske myndigheder. Tidligere skulle man gå på den lokale arbejdsformidling i Spanien for at få udbetalt sine dagpenge. De

tte er ikke længere nødvendigt, da pengene nu bliver overført direkte fra a-kassen i Danmark til ens konto.

La Danesa har talt med juridisk konsulent i Ingeniørernes a-kasse (IAK) Jes Flatau om samarbejdet mellem myndigheder og a-kasser på tværs af landene.

"Danmark er det eneste land i EU, der opererer med helt frivillige a-kasser. Det betyder, at a-kasser kan udbetale dagpenge direkte til medlemmet. Hvis den jobsøgende befinder sig i Spanien, går udbetalingen i dette tilfælde uden om den spanske arbejdsformidling. Den lokale arbejdsformidling skal dog underrette a-kassen, hvis der sker forhold, der påvirker medlemmets dagpengeret. Som for eksempel hvis medlemmet kommer i arbejde," siger Jes Flatau.

Spanien er én af de mest populære destinationer blandt IAKs medlemmer, når det kommer til jobsøgning i udlandet.
"Af vores 3.000 ledige medlemmer er der gennemsnitligt 20-30 medlemmer årligt, der tager dagpengene med under arbejdssøgning i et andet EØS-land. Af disse vælger de fleste at rejse til enten Spanien eller England," siger han.

Jes Flatau trækker på sine tidligere erfaringer som ansat i Beskæftigelsesministeriet, da han svarer på vort spørgsmål om, hvordan det går med danskernes jobsøgning i Spanien.

"Jeg kan oplyse dig om, at der ikke fra den danske stats side undersøges, om danske dagpengemodtagere under arbejdssøgning i EØS, herunder Spanien, rent faktisk er kommet i arbejde, " fortæller han og tilføjer:

"Desuden er det er ikke kun danskere, der kan søge om danske dagpenge i for eksempel Spanien. I IAK har vi haft flere spaniere, som har opnået ret til danske dagpenge – eksempelvis efter afsluttet uddannelse i Danmark – og herefter har ønsket at vende tilbage til Spanien. De har efter reglerne ret til at tage tre måneders dagpenge med hjem til Spanien," forklarer Jes Flatau.

Der er et udbredt ønske om at effektivisere den tværnationale administration, for at sikre arbejdstagerens rettigheder, hvor end han eller hun befinder sig i Europa. Jes Flautau fortæller:

"På sigt – og her taler jeg om i hvert fald tre til fire år – er det hensigten, at al kommunikation og informationsudveksling landene imellem på dette område skal ske elektronisk. Dette omfatter ikke kun arbejdsløshedsforsikring, men også anden social lovgivning som for eksempel pension og sygedagpenge."

For at kunne få danske dagpenge udbetalt i udlandet, skal man først ansøge om en attest E 303, som er det dokument, der giver tilladelse til udbetalingen. Senest syv dage efter ankomsten til det nye land, går man så på arbejdsformidlingen, får et stempel og udfylder sit EØS-dagpengekort. Papirerne skal man så sende hjem til sin a-kasse i Danmark, som overfører pengene til ens nem-konto.

Siden 1971 har EU-lovgivningen på området givet tilladelse til, at europæiske borgere kan tage sine dagpenge med til at andet land inden for Unionen samt en række øvrige lande. Dagpengeperioden i udlandet er dog begrænset til maksimalt tre måneder, og man skal overholde de lokale regler for arbejdssøgning, ligesom man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet i det pågældende land. Meningen med EU-ordningen er at udvide mulighederne for at finde arbejde i et andet land end ens hjemland.

Joan Laporta skal forklare sig i retten


Dundrende underskud i FC Barcelona kommer nu for retten

Et dundrende underskud på omkring 80 mio. euro i 2009 får nu konsekvenser for fodboldgiganten FC Barcelonas forhenværende præsident, Joan Laporta, og hele den tidligere ledelse, der nu bliver tvunget til at forklare de røde tal i retten.

Laporta og Co. skal bl.a. udrede en betaling til den svenske landsholdsspiller Zlatan Ibrahimovics agent på otte mio. euro i forbindelse med købet af den lange forward i italienske Inter forud for sidste sæson.

FC Barcelonas nuværende præsident, Sandro Rosell, kalder købet af Ibrahimovic for det værste i klubbens historie og glæder sig samtidig over, at det er lykkes at afhænde svenskeren til en anden italiensk klub, AC Milan.

Udover betalingen til Ibrahimovics agent sættes der også spørgsmålstegn ved en række andre udgifter – bl.a. en regning på 50.000 euro, som Laportas bodyguard har brugt på et kreditkort.

Retssagen er blevet en realitet som følge af en afstemning på FC Barcelonas generalforsamling. 486 stemte for at indlede en sådan, mens 439 var imod. 113 valgte ikke at deltage i afstemningen.

CIA-fly mellemlandede på De Kanariske Øer
Nye undersøgelser udført af menneskerettighedsorganisationen Reprieve i London viser, at CIA i april 2004 gjorde holdt på De Kanariske Øer under transporterne af Guantánamo-fanger til hemmelige fængsler i Marokko og Rumænien. Mindst fire indsatte blev fløjet til Rabat og den rumænske havneby Constanta.

Flyvningerne blev foretaget få uger inden, USA’s højesteret vedtog en kendelse, der afviser USA’s regerings tilbageholdelse af fanger på ubestemt tid. Reprieve har identificeret fangerne, der blev flyttet, som bl.a. tæller Osama Bin Ladens nære samarbejdspartner, Abu Zubaydah, som ifølge CIA stod for rekrutteringen af Al Qaeda-medlemmer, og hjernen bag angrebet på den amerikanske torpedobåd USS Cole i 2000, Mustafa al Hawsawi. Ifølge Reprieves rapport afslører dette et komplekst og systematisk spansk-amerikansk samarbejde om CIAs hemmelige flyvninger. Hvis disse fanger var ombord på CIAs fly (af typen Golfstream N85VM) under flyvningen til Marokko og Rumænien, udgør det desuden et alvorligt brud på Genève-konventionen om menneskerettigheder, fastslår Reprieve.

Vandregningen stiger – Torremolinos protesterer


Andalusiens vandforbrugere skal betale for nye rensningsanlæg og forbedringer af vandforsyningen i regionen. Det er én af følgerne af indførelsen af en ny vandforsyningslov, der blev vedtaget i sommer, som udelukkende mødte opbakning fra PSOEs medlemmer.

Fra den 1. januar 2011 stiger vandregningen således med op til 60 cent per kubikmeter afhængig af forbruget. Man har derfor indført nye regler for vandafgift i regionen, som skal finansiere omtalte forbedringer af vandforsyningen.

Torremolinos borgmester Pedro Fernández Montes agiterer imidlertid for en anden lovgivning på området. "Den lokale regering opkræver pengene fra forbrugerne, fordi de ikke ved, hvordan de ellers skal finansiere de nye tiltag," siger han til diariosur.es. Han betvivler desuden den legale basis for, at kommunerne fungerer som økonomisk garant for regionen.

De nye vandpriser har et fast mindstebeløb på en euro om måneden. Herefter følger tre variable priser afhængig af forbruget.

Esteponas brandstation åbner med tre års forsinkelse


Bygningsarbejdet på brandstationen i Estepona blev lovet færdigt i 2007, men kommunens byggegæld på mere end 12 millioner euro udsatte åbningen af stationen. Formand for Estepona Boligudvalg, Carmen Ocaña har udtalt til malagahoy.es, at man i løbet af et par måneder kan tage parken i brug, efter at der lægges en sidste hånd på bygningsarbejdet.

Brandmændene må indtil da væbne sig med tålmodighed og fortsætte deres arbejde i den gamle stationsbygning, som bogstaveligt talt er ved at falde fra hinanden. "Taget falder ned om ørerne på os, og toiletterne er i forfærdelig stand ligesom resten af installationerne," siger brandmændenes fagforeningsformand fra CSI-CSIF, José María López til laopiniondemalaga.es. "Den eneste løsning er at udligne gælden til byggefirmaet, men alle ved, at kommunen ikke har penge til det. Så der findes ingen kortsigtede løsninger," tilføjer formanden. Brandmandsstaben efterspørger en renovering af uniformer og redskaber, men eftersom kommunekassen er tom, har Estepona Kommune søgt penge hos den spanske forening af assurandører Unespa.

Spaniens første malariatilfælde i 50 år
En 44-årig kvinde fra Huesca er blevet smittet med malaria, selvom hun ikke har rejst uden for Spanien. Lederen af Sundheds- og forbrugerstyrelsen i Aragón, Luisa Noeno, bekræfter, at kvinden er stukket af en malariamyg, da det er den eneste måde, man kan blive smittet på.

Det sidst forkomne malariatilfælde på spansk jord var i 1961, og tre år senere blev sygdommen erklæret for udryddet i hele Spanien. Der er ikke tale om et alvorligt tilfælde, og der findes behandling for sygdommen. Kvinden blev smittet med en svag type malaria (Plasmodium vivax), som normalt findes i Mellemamerika og enkelte områder i Indien. I Spanien identificerer man op mod en halv million malariatilfælde hvert år, men de har alle, indtil nu, været importerede fra andre lande.

I Danmark har malaria været så godt som udryddet siden 1913, nu spores der cirka 100 tilfælde om året.

Truet tunfisk viser tegn på fremgang


Efter flere årtier med en truet bestand af den blåfinnede tun, er der nu omsider svag stigning. Det viser en rapport udført af den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT), som El País har haft adgang til. Kommissionen understreger dog, at de nuværende fangsttal endnu ikke er nok til at angive en præcis optælling af tunfiskebestanden. En måling af bestanden med 100 procents nøjagtighed kræver flere år med begrænset fangst. Derfor anbefaler ICCAT, at man beholder det aktuelle fangstniveau på 13.500 tons om året indtil år 2013.
På nuværende tidspunkt er en eventuel fredning af den blåfinnede tun atter til debat i Kommissionen. I foråret blev forslaget afvist, hvilket var af stor betydning for Spanien, som er det EU-land med den største fiskekvote. Spanien, Grækenland og Cypern har tidligere afvist al snak om totalforbud. Den blåfinnede tunfisk lever i Atlanterhavet og Middelhavet.

EU-støtte udløser "kul-krig" i Nordspanien
Efter vedtagelsen af et nyt EU-dekret ser det sort ud for kulindustrien i Galicien. Dekretet favoriserer nemlig nationalt produceret kul, og de galiciske kulkraftværker As Pontes og Meirama bruger udelukkende importeret kul. Så disse kraftværker ser sig nu mere eller mindre ekskluderet fra energimarkedet.

Reaktionen: demonstrationer, strejker og underskriftindsamlinger.

Det nye dekret er udstedt og godkendt af Kommissionen, efter forslag fra den tyske kommissær Günther Öttinger og den spanske kommissær Joaquín Almuni om at fortsætte EU’s støtte til kulindustrien. Joaquín Almuni fremsatte forslag om, at støtten på årlige 10 millioner euro skulle fortsætte frem til 2023. Men klimakommissær Connie Hedegaard fik vedtaget, at støtten skulle ophøre i 2014 i stedet.

Joaquín Almuni mente, at dekretet var nødvendigt for en sikring af energiforsyningen i Spanien. Desuden udgør Spaniens brug af sol- og vindenergi en ustabil energikilde, som kræver understøttelse af anden energiproduktion.

På baggrund af disse forhold imødekom Kommissionen Spaniens ansøgning, som nu forpligter sig til mindst syv procent EU-støttet national kulproduktion af landets samlede produktion. Helt konkret manifesteres støtten i en fastsættelse af en højere markedspris på nationalt produceret kul, for at undgå eventuelle konjunktursvingninger inden for sektoren.

Hensigten med dekretet var desuden at give kulindustrien i Asturien og León en saltvandsindsprøjtning efter perioder med nedgang. Direktøren for energivirksomheden Iberdrola, Ignacio Sánchez Galán, påpeger imidlertid, at kullet, som udvindes i Asturien og León er mere skadeligt og mindre effektivt end det kul, som As Pontes og Meirama importerer, hvilket tilmed er i strid med EU´s krav om mindre forurening og større udnyttelsesgrad. Blandt andet derfor har energivirksomhederne Endesa, Iberdrola og Gas Natural Fenosa, sammen med Galiciens regionsråd nu appelleret dekretet til EU-domstolen.

Dekretet møder ligeledes kritik fra nationale politikere. "Vi frygter, at dekretet fra den spanske regering udgør en risiko for kulkraftværkernes 2000 jobs. Der er nemlig ingen økonomisk kompensation eller alternative jobs forbundet med de nye tiltag," udtalerer industriminister Pedro Marín.
Inden EU-domstolen fælder dom i sagen, fortsætter protesten "la marcha negra" i Galicien.


Nyhederne i tal

– 6 symboler
fra Franco-styret pryder endnu Universitetet i Sevilla. De må først tages ned efter overensstemmelse med Andalusiens Kulturudvalg.

– 56 kvinder
er indtil 15. oktober blevet dræbt af deres ægtemænd, kærester eller eks’er. Det er allerede flere end hele 2009.

– 412 euro
er den største prisforskel på en operation for grå stær i Andalusien. På Costa del Sol koster en operation gennemsnitligt 1147 euros, mens prisen ligger på 735 euro i det sydlige Granada.

– 500 km/t
er den hastighed, man ønsker, et nyt AVE-tog skal køre med. Renfe afprøver hastigheden i Antequera. Med denne fart kommer toget til at være det hurtigste i verden.

– 18 år
deltog spanske soldater i fredsbestræbelserne i Bosnien. De sidste rejste hjem i midten af oktober.

– 1.500 kvadratkilometer
er det samlede areal på Europas største sommerfuglepark, som åbner næste år i Benalmádena.

– 60.000 personer
i Málaga har i dag ingen indtægt overhovedet.

– 80-årige
Sean Connery mødte ikke op til den aftalte høring den 15. oktober i Marbella. Han er i sagen Goldfinger mistænkt for hvidvaskning af penge. Årsagen skulle være dårligt helbred.

– 21 skoler
i Marbella har indført et system, hvormed forældre kan aflevere deres børn kl. 07.30 og afhente dem frem til kl. 20.00.

– 3 millioner mennesker
så balloner over New York en dag i oktober. Mange troede, og rygterne svirrede om, at de store, højtflyvende balloner skulle være UFO’er. De var dog en del af Madrids turistråds reklamefremstød i USA.

– 4,6 milliarder euro
regner Seguridad Social på trods af den høje arbejdsløshed med at med at få i overskud i indeværende år.

– 4,5 millioner euro
kostede det kommunen Alhaurín de la Torre at udbedre skaderne fra vinterens regnskyl.

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa