Nyheder marts 2010

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Den danske filminstruktør Lars von Trier er blevet droppet af Penélope Cruz til hans næste film Melancholica. Von Trier har skrevet drejebogen specifikt til Cruz, som må sige nej til von Trier på grund af indspilningerne til den fjerde Pirates of the Caribbean denne sommer på Hawaii.
Penélope Cruz er ellers stor fan af Lars von Trier, og deres samarbejde omkring Melancholica har varet et par år, så meldingen fra Cruzs agentur lyder, at det har været en svær beslutning for Cruz at sige nej til von Trier.
I slutningen af februar var von Trier at finde på filmfestivalen Berlinalen i Berlin, hvor han samlede penge ind til og forsøgte at sælge sin kommende film, som altså ikke får Penélope Cruz med i hovedrollen.

Få bustiderne på mobilen

Et pilotprojekt skal gøre det nemmere at være buspassager i Mijas og Benalmádena. Der er tale om et midlertidigt forsøg, hvor passagerer i bybusserne kan få sendt information om f.eks. busstop og –planer direkte på mobilen. Det koster fra 15 cent afhængigt af mobilselskab. Systemet hedder Nlínea, og ifølge direktøren for selskabet for bybusser i Málaga (Consorcio de Transporte Metropolitano de Málaga), Rafael Dúrban, er det kompatibelt med alle mobiltelefoner på markedet. Nlínea er udviklet i et samarbejde mellem Málaga Universitet og selskabet for planlægning og udvikling i Málaga (Sopde), og projektet vil vare mellem tre og seks måneder i Benalmádena og Mijas med henblik på en implementering af Nlínea i hele det område, som selskabet dækker.
Man sender blot en besked til 7213 og vil så modtage den ønskede information om f.eks. bustider.

Positiv stigning i det private forbrug

Den økonomiske krise har endnu ikke sluppet sit tag i Spanien. En positiv melding er dog, at spaniernes private forbrug er steget for første gang i to år. I fjerde kvartal i 2009 var forbruget steget med 0,3 % i forhold til tredje kvartal samme år, men den samme positive stigning kan dog ikke spores til bruttonationalproduktet, som er faldet med 0,1 %.
Samme billede tegner sig for bruttonationalproduktet, der faldt 3,6 % i 2009, hvilket er det største fald i fire årtier. I 2009 måtte mange spaniere ufrivilligt forlade arbejdsmarkedet, helt nøjagtigt blev 1,125 millioner fuldtidsstillinger nedlagt. I 2008 var tallet så højt som 1,271 millioner.
Stigningen i det private forbrug skyldtes primært fremgangen i salget af biler, som steg med ca. 30 % på ét kvartal. Byggesektoren var som bekendt også i 2009 påvirket af krisen, men der blev dog kun registreret et mindre fald i investeringer inden for denne sektor: 10,2 %, som var otte tiendedele mindre end faldet i det foregående kvartal.

Også politiet er klar til den nye lufthavnsterminal

Åbningen af den nye lufthavnsterminal, T-3, i Málaga Lufthavn den 15. i denne måned betyder, at betjente fra hele Málaga-provinsens politistyrke får mere at se til med at varetage opgaver i forbindelse med lufthavnens mange nye passagerer.
Indvielsesdagen falder før påskeugen, hvor der forventes flere rejsende end normalt, og derfor opruster politiet især i dagene før og efter påske, samt på selve indvielsesdagen, hvor der forventes kongeligt besøg. For at opretholde de rejsendes sikkerhed og undgå eventuel kriminalitet, bliver der også indsat flere af lufthavnens private sikkerhedsagenter.
Mange danskere vil snart komme til at stifte bekendtskab med den nye terminal 3, da det fremover vil være en ny sikkerhedskontrol i den nye terminal, rejsende inden for Schengen-landene skal igennem.

Først to, nu fem fanger fra Guantánamo
Spaniens udenrigsminister, Miguel Ángel Moratinos, har meddelt, at Spanien, for at hjælpe Barack Obama i dennes bestræbelser på at lukke Guantánamo fangelejren på Cuba, vil modtage op til fem fanger fra lejren.
I januar var antallet af fanger, Spanien ville modtage fra Guántanamo, nede på to, en palæstinenser og en yemenit, men Moratinos meddeler nu, at der er mulighed for, at tallet kan komme op på fem. Dette opfylder dermed Obamas ønske om, at Spanien skulle modtage mindst fire fanger.
Ud over Spanien har Italien, Slovakiet, Ungarn, Portugal og Frankrig også besluttet at hjælpe Obama og modtage fanger fra Guantánamo, men Obamas oprindelige løfte om, at lejren skulle være lukket den 22. januar i år, må dog udskydes på grund af juridiske og tekniske hindringer.

Gangsti mellem Carvajal og Torrequebrada
På rådhuset i Benalmádena er det blevet besluttet, at der skal anlægges en gangsti for fodgængere langs klipperne mellem strandene i Carvajal og Torrequebrada. Gangstien vil blive belagt med asfalt eller sten, der vil blive sat rækværk og bænke op og plantet vegetation, alt sammen for at gøre området mere attraktivt for turister. Projektet vil koste en million euros, som regeringen, Junta de Andalucía og Benalmádena kommune betaler.

Marta-sagen fra Sevilla fortsætter
Familien og advokaten til den dengang 17-årige Marta del Castillo, som forsvandt fra sit hjem i Sevilla i januar 2009, kræver 50 års fængsel til den formodede drabsmand Miguel Carcaño. Han har tilstået at have myrdet Marta, men advokatens anklage lyder ydermere på vold og usømmelig omgang med lig, samt en erstatning til Martas familie på 480.000 euro. Carcaños bror, Francisco Javier Delgado, samt dennes kæreste María García, er også tiltalte i sagen. Derudover er to venner til Carcaño, den mindreårige Javier G., kendt som El Cuco, og Samuel Benítez også tiltalte. For Samuel Benítez og María García kræves der tre års fængsel til hver og 100.000 euro i erstatning fra dem hver til Martas familie. Francisco Javier Delgado kræves fængslet i otte år og skal også betale 100.000 euro i erstatning.
Ifølge anklageskriftet skete mordet efter, at Carcaño og El Cuco havde drukket alkohol og røget hash, hvilket resulterede i, at de blev voldelige over for Marta og for at dække over pigens skrig, kneblede de hende. Senere samme aften førte det til direkte mishandling af pigen. Efter det formodede mord fik Carcaño og El Cuco angiveligt hjælp af Samuel Benítez, Carcaños bror samt dennes kæreste, til at skaffe sig af med liget og fjerne alle beviser. Dette forsætligt, ifølge anklageskriftet. Politiet har endnu ikke fundet liget af Marta og Carcaños udtalelser omkring bortskaffelsen af Martas lig er tvetydige; i slutningen af februar sidste år, da Carcaño og El Cuco blev anholdt, fortalte de politiet, at de havde smidt Martas lig ud fra en af Sevillas mange broer og ned i floden. Carcaño har over for en dommer i marts 2009 fortalt, at hans bror og de to venner smed Martas lig i en affaldscontainer. Dette har han dog senere trukket tilbage.
En tidligere kæreste til Carcaño har forklaret politiet, at Carcaño angiveligt har fortalt hende, at liget skulle være nedgravet i nærheden af en udgravning i Sevilla-forstaden Camas og politiet har tidligere, uden held, søgt efter liget i samme område. Martas familie leder dog endnu engang i området i et desperat forsøg på at finde liget af Marta, og som Martas onkel udtrykker det, vil familien og frivillige ”finkæmme området” for at få vished om liget er begravet der eller ej.

Befolkningen giver Zapatero den kolde skulder

Zapateros (PSOE) dage som populær statsminister lader til at være talte. En stor del af den spanske befolkning kritiserer regeringens ledelse, og over 75% mener, at Zapatero handler uforberedt.
Den økonomiske tilbagegang og stigende arbejdsløshed rammer stadig flere familier hårdt, hvilket angiveligt er de to største årsager til befolkningens skepsis over for Zapatero. I starten af februar havde oppositionspartiet PP et forspring på seks procentpoint til PSOE, og en undersøgelse viste, at kun 9,3% af de adspurgte anså statens økonomiske politik for vellykket og kun 20,8% af dem, der ved sidste valg havde sat deres kryds ud for PSOE, støtter Zapateros ledelse, mens hele 67,7% kritiserer den.
Hvis der havde været valg i februar, ville PP have stået som sejrsherrer, og størstedelen af spaniere under 45 år mener da også, at der må udskrives valg snarest. Partiet PP ville i februar opnå 37,86% af stemmerne. Zapatero har dog de helt unge på sin side, men det er næppe nok til at kunne give ham en tredje periode som statsminister.

Far misbruger datter efter 38 års adskillelse
En far blev genforenet med den ene af sine to voksne døtre, som han ikke havde haft kontakt med i 38 år, gennem talkshowet ”El Diario de Patricia” (Patricias Dagbog), hvor almindelige mennesker kan få opfyldt deres drømme, som f.eks. at blive genforenet med noget familie. Faderen er nu blevet idømt syv års fængsel for angiveligt at have misbrugt datteren.
Historien begynder i Paris i 1960’erne, hvor den nu dømte far, Francisco, boede med sin kone, Fulgencia. Parret fik to døtre, men kort tid efter den yngste datters fødsel, gik parret fra hinanden. Fulgencia tog datteren med tilbage til Spanien, mens Francisco blev i Paris.
I 2003, efter 38 års adskillelse, besluttede Francisco sig for at opsøge sin yngste datter på 38 år gennem ”El Diario de Patricia”, og de fik kontakt med hinanden igen og mødtes. I 2004, hvor overgrebene angiveligt skal have fundet sted, var datteren på ferie hos sin 65-årige far i Málaga. Forholdet mellem Francisco og hans datter var godt, men på sjettedagen begyndte Francisco, ifølge datteren, flere gange at tage på hende og kysse hende på munden. Hun viste sit ubehag ved sin fars opførsel, men vidste ikke, hvordan hun ellers skulle reagere, og han fortsatte under det påskud, at det var for at finde ud af, om hun var til mænd eller kvinder, da han havde hørt, at hun var lesbisk. Overgrebene fortsatte, selvom faderen havde undskyldt for sin opførsel ved det første overgreb, og det endte angiveligt med fuldbyrdet voldtægt af datteren.
Francisco mener, at hans datter har opfundet anklagen for at hævne sig på hans fravær gennem hendes opvækst, men domstolen troede ikke på hans version.

Spansk film hyldet

Den 14. februar blev spansk films fornemste pris uddelt, nemlig Goya-prisen. Gæstelisten var stjernespækket, men det vel nok mest eftertragtede spanske filmpar, den Oscar- og Goya-nominerede Penélope Cruz og Javier Bardem løb med en stor del af pressens opmærksomhed, da det var første gang, parret optrådte sammen offentligt. Akademiets nye formand, Álex de la Iglesia, indledte prisuddelingen med at sige, at 2009 var ét af spansk films bedste år, og så kunne festlighederne ellers begynde.
Den første pris gik til komponisten Alberto Iglesias, som har lavet musikken til en lang række af instruktøren Pedro Almodóvars film, for musikken til Almodóvars nyeste filmskud Los abrazos rotos (Brudte favntag), som har Penélope Cruz i den kvindelige hovedrolle. Det var komponistens ottende Goya i de 15 år, prisen er blevet uddelt. Filmene Gordos og Celda 211 kom også på sejrsskamlen med en Goya til henholdsvis Raúl Arévelo for bedste mandlige birolle i Gordos og til Marta Etura for bedste kvindelige birolle i Celda 211.
Penélope Cruz (Los abrazos rotos), Maribel Verdú (Tetro) og Rachel Weisz (Ágora) måtte se sig besejrede af Lola Dueñas (Yo, también), der vandt prisen for bedste kvindelige hovedrolle.
Celda 211, der handler om en fængselsfunktionærs kamp for at slippe levende ud af et fængselsoprør, blev nævnt flere gange i løbet af aftenen, da filmen løb med hele otte statuer ud af 16 nomineringer og dermed blev prisuddelingens helt store vinder.
Prisen for bedste udenlandske film gik til Slumdog Millionaire og El secreto de sus ojos vandt prisen for bedste spanskamerikanske film.
Prisuddelingen blev set af 4,5 millioner seere, hvilket er et rekordhøjt antal.

El Bulli lukker



Ferran Adrià meddelte under madmessen Madrid Fusion, at restaurant El Bulli lukker. Ikke for evigt, men i hele 2012 og 2013.
Restauranten, der de seneste fire år, men i alt fem gange, er kåret til verdens bedste restaurant af Restaurant Magazine, som med 800 eksperter danner dommerpanelet i sådanne sager, holder åbent i år og i 2011, men derefter er det slut med El Bulli, som vi kender det.
”Når vi åbner igen i 2014, vil det ikke være det samme,” sagde Adrià til den samlede, måbende flok af pressefolk samlet i hovedstaden.
Rygterne havde længe svirret om radikale ændringer i madtemplet ved Roses i Catalonien, og selv sagde han i december til La Danesas udsendte, at han i Madrid ville informere om netop en stor nyhed.
Opfinderen af den molekylære gastronomi – et udtryk som han i øvrigt ikke selv kan forlige sig med – har med sager som gulerodsluft, nitrogenbehandlet rødbede, parmesanspaghetti og sfærisk ravioli sammensat til middage bestående af op til 40 retter revolutioneret den måde, vi anskuer mad.
Eller i hvert fald de 8.000 gæster, som hvert år blandt måske millioner af håbefulde lykkes at komme gennem nåleøjet, den ene dag om året, hvor reservationer modtages.
Årsagerne til pausen er, at han har behov for mere tid til familien og til at fundere over, hvad der skal blive det næste nye. Han ville på pressekonferencen ikke komme ind på, hvad det kunne blive, men understregede, at sagen netop er, at han har brug for tid til at finde ud af, hvad det skal være.
Efter Adriàs meddelelse kom det frem, at på trods af den store succes, har El Bullis økonomi det ikke så godt, og restauranten bliver fremover drevet som en fond. Der er desuden tale om at starte en kokkeskole i forbindelse med El Bulli, hvor der altså også efter 2014 skulle blive serveret én eller anden form for mad.

Kritik mod forslag om at hæve pensionsalderen
Det spanske fagforbund (CCOO) er gået i kamp mod Zapateros forsøg på at vende den økonomiske nedtur med et forslag om at hæve pensionsalderen fra de nuværende 65 år. Generalsekretæren i den andalusiske afdeling af CCOO, Francisco Carbonero, har meddelt, at forbundet vil kæmpe for at holde pensionsalderen nede, så den arbejdende del af befolkningen kan få lov at nyde årene som pensionist. Carbonero mener ikke, at det kan være rigtigt, at spanierne først kan få lov at gå på pension i en højere alder, end det i dag fastsatte.
CCOO har iværksat aktiviteter for at gøre opmærksom på deres utilfredshed over regeringens forslag, og Carbonero vil kæmpe med ”næb og kløer”, hvis det skulle blive aktuelt, at regeringen hæver pensionsalderen til 67 år samt de år, der skal betales kontingent, som er nødvendige for at kunne få pension. Carbonero mener desuden, at i stedet for Zapateros forslag, burde man kunne få del i de finansielle institutioners kæmpe gevinster, som han mener, er det, der har forårsaget den økonomiske krise, og at man, især i krisetider, bør våge ekstra meget over arbejdernes rettigheder. Så ifølge ham er en generalstrejke ikke urealistisk.

Handelsdrivende i Mijas udvider åbningstiderne
De handelsdrivende i Mijas har fået tilladelse til selv at bestemme åbningstider på grund af byens store turisttilstrømning. Det betyder, at butikkerne nu må holde åbent på helligdage, som f.eks. i påskeugen og i sommerperioden fra den 1. juli til den 15. september.
En lignende situation udspiller sig i feriebyerne langs kysten, Fuengirola, Benalmádena, Torremolinos og Marbella, hvor butikkerne også har fået tilladelse af Rådet for turisme, handel og sport til at se bort fra den nuværende lukkelov på betingelse af, at befolkningsgennemsnittet, i de nævnte byer, i visse perioder overstiger indbyggertallet, som f.eks. i påskeugen og sommerperioden.

Afsløring af storsvindel i Málaga
Et netværk, der formodes at have begået bedrageri, er blevet afsløret af agenter fra skatteforvaltningens statsagentur (AEAT). Operationen blev sat i værk af en undersøgelsesdomstol i henholdsvis Málaga og Madrid.
Det optrevlede netværk skulle angiveligt have drevet falske firmaer og gennem dem have svindlet med skatteafgifter. Málaga dannede rammen om netværkets base, hvor politiet i februar arresterede 10 personer tilsammen i Vélez-Málaga og Benalmádena, udover seks anholdte i Granada og to i henholdsvis Madrid og Melilla.
Forundersøgelserne for operationen, der afslørede svindel for millioner af euros, har stået på gennem et års tid, og afsløringen af det store pengebeløb gør undersøgelserne til nogle af de vigtigste i Spanien inden for de seneste år.

Tyrefægterfamilie anholdt i sag om menneskehandel
En nat i slutningen af februar iværksatte politiet den såkaldte ”Operación Toscana” og på én nat blev tyrefægteren Juan Pedro Galán (39), hans søster (35), far (70) og faderens kone (62) anholdt for at drive fem bordeller i Cádiz-provinsen og ét i Málaga-provinsen. De to sidstnævnte personer har angiveligt levet i vild luksus med mindreårige tjenestefolk af formodet filippinsk og østeuropæisk oprindelse. Ved anholdelsen fandt politiet 15.000 euro i kontanter gemt i husets pengeskab sammen med dokumenter over familiens lyssky forretninger. Situationen var en helt anden for de udenlandske kvinder, der, på sultegrænsen og under kummerlige forhold, blev tvunget til at arbejde på familiens bordeller.
Politiets efterforskning af familien begyndte sidste år i april, og den endelige operation endte med 15 anholdte, beslaglæggelse af en halv million euro i kontanter og fastfrysning af familiens formue på 50 millioner euro. Anklagerne lyder på seksuel udnyttelse, hvidvaskning af penge, dokumentfalsk samt menneskehandel.

Massegrave fundet i Vélez-Málaga
I Vélez-Málaga har det andalusiske geofysiske institut ved Granadas universitet fundet massegrave ved hjælp af radar og tredimensionelle billeder. Undersøgelsen blev iværksat under ledelse af den lokale afdeling for ”kunst- og historiearv”, og man har fundet to masegrave på henholdsvis 32 og 18 m2 med en dybde på halvanden meter hver. En af gravene viste sig at indeholde 229 lig. Andre mindre grave indeholdt to eller tre lig.
Man har indtil videre kunnet dokumentere, at 105 af personerne stammede fra Vélez-Málaga og resten af Axarquía-regionen, og at de alle blev henrettede mellem 1937 og 1940, altså i forbindelse med den spanske borgerkrig.

Spanien er et fredeligt land
Maplecroft har offentliggjort en liste kaldet Terrorism Risk Index, som måler terrorrisikoen i 162 af verdens lande. Landene inddeles i kategorierne ”ekstrem risiko”, ”høj risiko”, ”middel risiko” og ”lav risiko”. Over lande i ”ekstrem risiko”- kategorien finder vi krigshærgede lande som f.eks. Irak (1. plads), Afghanistan (2. plads) og Pakistan (3. plads) og overraskende nok befinder mange skandinavers yndlingsrejsemål, Thailand, sig på en niendeplads på grund af et bombeangreb i landets sydlige, muslimske del i oktober 2009. Et andet yndet skandinavisk turistmål, Tyrkiet, befinder sig på en 14. plads i denne kategori.
Det interessante er, at Spanien ligger langt nede på listen, på en 34. plads, og det til trods for tilstedeværelsen af den baskiske separatistgruppe ETA og det voldsomme terrorangreb i Madrid, 11M.

Biler og cyklister kæmper om cykelsti i Málaga
Cyklisterne i Málaga klager over, at bilerne parkerer på de nye cykelstier, som er ved at være klare til brug i byen. Byrådet siger, at så snart cykelstierne er indviet, vil alle dem, der parkerer her, få bøder.
Cyklisterne er dog mere skeptiske og forventer ikke den respekt fra bilisterne. Med de nye stier vil der være totalt 40 kilometer cykelstier i byen.


Nyhederne i tal
22 etager
Bliver en ny bygning i Torremolinos. ”Skyskraberen” skal ligge ved den gamle markedshal i El Calvario.

14 millioner euro
Har Málagas universitetshospital Virgin de la Victoria brugt på modernisering og en ny afdeling med 40 sengepladser.

30 demonstranter
Fik ”fingeren” af José María Aznar, da de demonstrerede mod hans kritik af den nuværende regering under et foredrag på universitetet i Oviedo. Det blev åbenbart den tidligere statsminister for meget.

Ni millioner spaniere
Betaler nu frivilligt kirkeskat via selvangivelsen. Det er godt 700.000 flere end for to år siden.

18% mindre kriminalitet
Registreredes i 2009 i forhold til 2010 i Nerja. Det er andet år i træk, at politiet har registreret færre anmeldelser og har anholdt færre. Fra 2008 til 2009 faldt antallet med 60%.

21 år
Var den spanske soldat, der i februar blev dræbt, da talibanerne ramte den spanske militærbase i Herat i Afghanistan med tre raketter.

127.000 unge spaniere
Søgte i 2009 ind i forsvaret. Det var 66% flere end i 2007.

7 millioner euro
Lyder den foreløbige regning på til forsikringsselskaberne for vinterens kraftige regnvejr i Málaga-provinsen.

82%
Af 3000 adspurgte mænd og kvinder mellem 25 og 70 år mener, at deres sexliv ”kunne være bedre”.

1,9 millioner euros
Mistede Fuengirola Kommune i 2009 pga., at mange indbyggere ikke kunne betale afgifter og skatter.

28,4%
Faldt Unicajas udbytte i 2009 i forhold til 2008.

900 betjente
I det baskiske lokalpoliti Ertzaintza sygemelder sig hver dag. Det svarer til 12% af styrken. Til sammenligning sygemelder 5,2% af betjentene i det catalanske korps, Mossos d’Esquadra, sig hver dag.


 

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa