Det danske magasin i Spanien

alt

Tre jakkesæt kan blive Valencia-regionens leders endeligt
Omkring 40 medlemmer af det konservative parti PP’s top, de fleste fra Valencia, har længe været i søgelyset, mistænkte for korruption.
Lederen af Valencia-regionen, Francisco Camps, og dennes ”nummer to”, blev i slutningen af maj indkaldt af regionens højesteret for at blive krydsforhørt i sagen, kendt som Caso Gürtel. De mistænkes begge for at have modtaget bl.a. flere jakkesæt af firmaet Orange Market.
”Grotesk og uacceptabel,” kaldte lederen af PP, Mariano Rajoy, tidligere på året undersøgelsen, der blev igangsat af landsretsdommer Baltasar Garzón.
”Jeg har intet, absolut intet, at skjule,” erklærer Camps.
”Ingen bekymrer sig om tre jakkesæt,” sagde samme Rajoy i april, da han igen forsvarede Francisco Camps og de andre partimedlemmer, der er mistænkte i korruptionssagen.
Dommeren mener, at have båndoptagelser af telefonsamtaler mellem formanden for la Generalitat Valenciana og Álvaro Pérez, en medarbejder i Orange Market, der afslører Camps.
Beskyldningerne om korruption gælder ikke kun tre jakkesæt, men anseelige beløb. Det kan alligevel være netop klædegenstandene, der sætter en stopper for Camps, der som Rajoy har al mulig grund for til at bekymre sig om tre jakkesæt.

Registrering af danskere på ambassaden
Danmarks ambassade i Madrid beder nu alle herboende danskere registrere sig i en elektronisk database via ambassadens hjemmeside. Listen over herboende danskere, kaldet Danskerliste, er til brug for ambassadens kriseberedskab.
”Danskerlisten, hvis indhold er tilgængeligt for Udenrigsministeriets Borgerservice og ambassaden, er et redskab i det kriseberedskab, den danske udenrigstjeneste opretholder med henblik på at kunne bistå danskere i nød i udlandet. Registreringen anvendes allerede på en lang række danske ambassader verden over og er udviklet i overensstemmelse med sikkerhedskravene i den danske lov om beskyttelse af persondataoplysninger. Det er kun muligt at registrere i den elektroniske danskerliste, hvis man har adgang til e-mail,” lyder det i et kommunike fra ambassaden.
Man kan vælge at registrere sig som fastboende i Spanien eller som besøgende, hvor man bliver slettet fra listen på den angivne udrejsedato.
Der gøres også opmærksom på, at dem der allerede har registreret sig via et af konsulaterne, bør være opmærksomme på, at disse arkiver vil blive tilintetgjort, og at man altså alligevel bør registrere sig på hjemmesiden.
Ambassaden beder alle lade ordet gå videre, så alle de danskere i Spanien, som ønsker at registrere sig, bliver bekendt med muligheden.
Adressen er: www.ambmadrid.um.dk/da/menu/Borgerservice/RegistrerDitOpholdISpanien/

Stadig tovtrækkeri om sygehus i Mijas/Fuengirola
I snart mange år har byrådene i Mijas og Fuengirola kæmpet for at overbevise Junta de Andalucía om vigtigheden af et fælles hospital i området.
I 2003 lovede daværende leder af lokalregeringen, Manuel Chaves, der nu er tredje vicestatsminister, at et hospital ville stå indflytningsklart i 2008. Det første spadestik er endnu ikke taget.
Samtidig har de to byråd hver for sig kæmpet for, at hospitalet bliver bygget i netop deres kommune.
Fuengirola-kommune har svært ved at finde en byggegrund, der er stor nok, og byens borgmester, Esperanza Oña, foreslog derfor i april, at man kunne anvende lokalerne, hvor den nu lukkede Clinica Salus lå, men til det svarede lokalregeringen ifølge borgmesteren, at man slet ikke anså, at området har behov for et hospital.
Mijas kommune har købt en grund på 103.000 m2, som i maj blev godkendt til formålet i byplanlægningen. I projektet indgår også opførelsen af et ferskvandanlæg, 2.655 boliger (VPO). Grunden ligger ved floden Rio Fuengirola, på vejen mod Cerros del Aguila.
Mijas’ borgmester, Antonio Sánchez, har kaldt godkendelsen af grunden for et historisk øjeblik for kommunen, ligesom han glæder sig over de store investeringer og de mange arbejdspladser, projekterne vil skabe.
Mijas er et skridt foran Fuengirola i kampen om et hospital. Hospitalsprojektet er dog stadig ikke godkendt af Junta de Andalucía.

Benalmádena har fået ny borgmester
Det konservative parti i Benalmádena indkaldte den 18. maj til en mistillidsafstemning mod den socialistiske borgmester Javier Carnero.
Det konservative parti har blot fire mandater i kommunalbestyrelsen, men sammen med fire mandater fra eksborgmester Enrique Bolins liberale parti og to små lokalpartier kunne PP mønstre 13 mandater, mod Carnero og PSOE’s 12 pladser.
Ny borgmester er den formanden for det konservative parti i Benalmádena, 45-årige Enrique Moya.
Javiere Carnero har advaret indbyggerne mod den nye koalition, som han mener, vil betyde en tilbagevenden til de gamle, korrupte tider under Enrique Bolin.
Ledelsen af de konservative i Málaga-provinsen mente dog, at ”kuppet” var nødvendigt for at løse kommunens mange problemer.

Det er blevet billigere at handle ind
Efter flere års prisstigninger er dagligvarer inden for det seneste år blevet næsten to procent billigere. Prisfaldene gælder de fleste fødevarer, kaffe og andre drikkevarer, rengøringsmidler, brændstof og transport.
Det er sket, som Spanien for første gang siden statistisk institut begyndte sine målinger i 1961, er gået ind i en periode med deflation, men prisfaldende skyldes også de faldende oliepriser.

Statsstøtte på 2000 euro ved køb af ny bil
Centralregeringen forsøger med en støtteordning, der giver 1500 euro i rabat ved køb af en ny bil, at puste liv i den trængte bilindustri. Samtidig lægger de fleste regionale regeringer, heriblandt Junta de Andalucía, 500 euro oveni, så man samlet får 2000 euro i tilskud.
Salget af nye biler faldt i årets første kvartal med 15 procent i forhold til samme periode sidste år.
For at få tilskuddet, skal man dog indlevere en bil, der er mindst 10 år gammel. Den nye bil må højst koste 30.000 euro.

Málagas nye lufthavnsbygning snart klar
Arbejdet på Málagas nye lufthavnsbygning skrider godt frem. Ca. 85 procent af byggeriet er afsluttet, og man regner med, at terminalen som planlagt vil være klar til indvielse i slutningen af året.
Den nye landingsbane skal dog ikke være klar før om to år. Når alt er færdigt, vil lufthavnen kunne klare dobbelt så mange passagerer, som i dag.

Gader omkring Plaza de la Merced bliver gågader
Málaga-kommune har besluttet at konvertere gaderne omkring Plaza de la Merced til gågader.
Målet er at gøre den populære plads mere venlig for de mange besøgende, der søger hertil pga. bydelens charme og Picasso-museet.
I følge planen vil bilister fremover kun få adgang fra den sydlige del af pladsen, mellem Calle Álamos og Calle Victoria, og på den vestlige side, mellem Álamos og markedshallen.

Vindmølleparker langs Costa del Sol
Miljø- og industriministeriet har offentliggjort en rapport, der viser, at størstedelen af den sydspanske kyst egner sig til offshore vindmøllefarme. Ifølge Endesa kan den første farm være på plads i Málaga-bugten inden for de næste 10 år.

Indbrud med kopi af nøgler
To indbrudstyve blev anholdt af politiet midt i maj i Marbella efter at de havde begået en lang række indbrud ved brug af nøgler, som den ene af de to sigtede havde “lånt” og lavet kopi af, mens han udførte håndværksmæssigt arbejde hos de menensker, som han senere brød ind hos og frarøvede smykker, kontanter og elektronik. I flg. Comisaría Provincial i Málaga er det langt fra et ukendt mønster, noget som i mange tilfælde kan undgås med blot lidt sund fornuft.
Hvem har ikke haft sine nøgler udleveret til rengøringskonen, gartneren eller håndværkeren? Selvfølgelig skal man kunne stole på de mennesker, som udfører jobs i ens hus eller virksomhed, men ikke nære blind tillid. For selvom rengøringskonen eller gartneren er verdens sødeste mennesker, så har deres “nabos fætters søn” måske ikke den bedste karakter. Han låner nøglen, laver en kopi, og praler over for kammersjukkerne, der får kopinøglen til at lave et indbrud. Sådan sker det rigtig, rigtig tit. Man bør skifte sine låse med jævne mellemrum, og i særdeleshed få skiftet koderne til alarmsystemet, når disse har været oplyst til trejdemand – og selvfølgelig sikre, at de personer, der har adgang til ejendommen med nøgler og alarmkode, har hver sin kode – for på den måde kan man altid identificere det svage led i “sikkerhedskæden”.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.