Det danske magasin i Spanien
Nordea fejrer 30-års jubilæum i Spanien

Nordea fejrer 30-års jubilæum i Spanien


Stig Jogsten og Jesper Hertz.

Som den første skandinaviske bank fik Privatbanken A/S d. 23. september 1981 underskrevet åbningstilladelsen af Banco de España, så repræsentationskontoret i Fuengirola kunne begynde at betjene det stigende antal spaniensdanskere.

“‘Que Dios va con Usted muchos años’, skrev nationalbankdirektøren på tilladelsen”, fortæller Jesper Hertz, der har været bankens danske ansigt i Spanien i 21 af de 30 år. “Det kan da godt være, at de højere magter har været med os i alle disse år, men jeg vælger nu at tro, at også vi medarbejdere har haft indflydelse på repræsentationskontorets succes.”

I slutningen af 1970’erne begyndte danskerne for alvor at flytte til Spanien, og Privatbanken oprettede en afdeling, som blev kaldt hjemlandsservice. Herfra rejste man til Spanien for at holde kundemøder på forskellige hoteller. Investeringsrådgivning var noget relativt nyt, men efterspørgslen steg hurtigt, hvorfor banken besluttede at etablere sig fast på Costa del Sol.
Fuengirola-kontoret rapporterede oprindeligt til banken i København, men ansvaret blev snart overgivet til Luxembourg, og siden da har det været en vigtig del af private banking-aktiviteterne i Nordea Bank S.A. i Luxembourg, hvor Jhon Mortensen er chef for ikke mindre end 400 medarbejdere.
“Jeg startede i Sparekassen SDS, som senere blev en del af Unibank og igen senere en del af Nordea, og inden jeg kom til Luxembourg i 1990, var jeg tre år i henholdsvis London og Singapore for SDS”, fortæller Jhon Mortensen om sin baggrund. “Min kontakt til Costa del Sol går tilbage til 1986, hvor jeg var med til mit første investeringsseminar. Det var med udgangspunkt i London Interstate Bank, som senere blev til SDS bank. En del af mine aktiviteter dengang var at etablere en lille private banking operation i London for SDS.
Jeg har altid været meget interesseret i investeringsområdet og det, sammenholdt med de meget spændende mennesker, man møder i denne branche, gjorde, at jeg relativt tidligt besluttede, at det var det felt, jeg ville fokusere på.
Da jeg så fik tilbudt først stillingen som souschef og senere, i 1991, chef for Nordens største internationale private banking operation, efter at have bygget Singapore-afdelingen op, var det et let valg.”

Til at betjene Nordeas kunder i Spanien har Jhon Mortensen to garvede bankfolk; Jesper Hertz, som kunne fejre 20 års jubilæum i Spanien i 2010 og Stig Jogsten, der har været her i fem år, men som har hele 37 års erfaring i Nordea. De er alle tre ret enige om årsagen til, at Nordea fortsat har fast repræsentation her på kysten:
“Jeg skal undlade en salgstale, men et afgørende forhold er respekt for kunderne. Det lyder banalt og burde være det, men det er det ikke altid.
Vi ønsker, at vore kunder skal være kunder også om 10 år eller 20 år – og at deres børn gerne skulle følge efter. Det opnår man kun, hvis man grundlæggende leverer værdi til kunderne. Det kræver, at man har respekt for dem og lytter. Det lykkes ikke altid for os, men vi har viljen og holdningen til at gøre et godt stykke arbejde.
Og herudover tror jeg, at kunderne sætter pris på tryghed, stabilitet og kontinuitet, og det forsøger vi at levere”, forklarer Jhon Mortensen og Jesper Hertz supplerer:
“Det har helt klart meget med stabilitet at gøre. Kunderne kan regne med, at vi bliver her og yder den gode service, som det i sig selv er, at vi har fast repræsentation på kysten.”

I dag har man samlet aktiviteterne på bankens kontor i Nueva Andalucía uden for Marbella, og Jesper Hertz forklarer, hvordan kundegruppen har ændret karakter i løbet af årene:
“Kunderne er generelt yngre, når de kommer til Spanien i dag. Mange er selfmade og stadig erhvervsaktive.”
“Kundeprofilen ændrer sig markant i disse år. Folk har i dag en anden holdning til det at have en bank. Tidligere havde man kun én bank, mens man nu hele tiden søger efter noget bedre. Det er en stor, men også sund udfordring for os”, siger Stig Jogsten. “De nye kunder er ikke så traditionelle, salgsprocesserne er længere og kundekontakten mere intens.
“Tidligere havde banken ret stor magt på informationsfronten. I dag ved alle, der er interesserede i de finansielle markeder, noget om investeringer – og det kræver mere af os”, slutter Jesper Hertz, der sammen med Stig Jogsten og Jhon Mortensen ser frem til at møde kunder, venner og forretningsforbindelser til 30 års jubilæumsreception på repræsentationskontoret i Nueva Andalucía fredag d. 23. september kl. 15-18.

Af Helle Espensen

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.