Formanden for amtsrådet i Málaga, Elias Bendodo, går nu for alvor til kamp for at få et nyt hospital til byen. I følge en ny analyse har Málaga de sidste otte år mistet 350 sengepladser og har brug for 800 nye pladser for at nå det nationale gennemsnit. Málaga Kommune kan ikke selv løse problemet, da opførelse og driften af et hospital hører under amtets ansvarsområde. “I otte år har Junta de Andalucía lovet os det nye hospital, vi har så voldsomt brug for. Vel har vi to, men vi har mistet mange sengepladser og har brug for et tredje for at kunne give en ordentlig behandling,” udtaler Elias Bendodo i et interview til nyhedsmediet Ivecinos.es, hvori han også forklarer motiverne bag nødvendigheden af et nyt hospital. “Udvidelsen af Hospital Costa del Sol i Marbella fik aldrig den forventede dimension, de nye hospitalsprojekter i Ronda og Axarquía er blevet udskudt på ubestemt tid, og der er absolut intet nyt på de mindre hospitaler, Junta’en ville opføre i Estepona, Mijas og Fuengirola. Det er mange mennesker, som skal behandles i Málaga.” Elias Bendodo og Partido Popular igangsætter derfor nu en massiv underskriftsindsamling i et forsøg på at presse Junta de Andalucía til at give Málaga det makrohospital, som byen blev stillet i sigte i 2007. Dengang blev det lanceret som Europas mest ambitiøse hospitalsprojekt.
Ønsker du at læse flere nyheder, så tilmeld dig vores nyhedsbrev, der sendes ud til vores læsere hver fredag formiddag. Tilmeld dig ved at klikke på banneret nedenfor.