Det danske magasin i Spanien
Vaccinér dig mod influenza – Turisme: ny strategi trods rekordår – Stigende hustruvold i Málaga

Vaccinér dig mod influenza - Turisme: ny strategi trods rekordår - Stigende hustruvold i Málaga

Vaccinér dig mod influenza

Myndighederne har igangsat en kampagne, som opfordrer alle ældre og svage til at blive vaccineret mod efterårets influenza-epidemi, som forventes at blive voldsom. Kampagnen fortæller, at alle med offentlig sygesikring (også udlændinge) kan blive vaccineret gratis i Málaga-provinsens 191 lægehuse.
Tid skal bestilles gennem sin vanlige familielæge eller på telefon 955 545 060 eller via mail saludresponde@juntadeandalucia.es
 

Turisme: ny strategi trods rekordår

For første gang i historien har Andalusien passeret 25 millioner overnatninger på en sommersæson. Det er en stigning på to procent i forhold til sidste år, og stigningen skal findes i turismen udefra. De udenlandske gæster leverer nemlig en stigning i overnatningerne på syv procent, mens antallet for spanierne falder med fire procent. Til trods for de flotte tal vil Junta de Andalucía fremover ændre strategi ved i sin markedsføring at fokusere mere på kultur, gastronomi og natur. Det vil ses på den kommende messe ”World Travel Market” i London og ses allerede nu, når brandet ”Andalusian Soul”, som er et samarbejde mellem Sevilla, Granada, Córdoba og Málaga, er repræsenteret på store messer i Argentina, De Forenede Arabiske Emirater og Qatar.

Stigende hustruvold i Málaga

I årets andet kvartal har myndighederne i Málaga-provinsen modtaget i alt 2.084 anmeldelser om hustruvold. Det er en stigning på 31,6 procent i forhold til sidste år. De mange anmeldelser bekymrer naturligvis myndighederne, selvom mange tiltaler frafalder, inden de kommer for retten. Det høje tal kan også ses som et udtryk for, at flere i dag tør anmelde en forbrydelse, som mange tidligere ikke turde anmelde. ”Uanset hvordan man analyserer tallene, er mængden er anmeldelser alt for høj, og det er bekymrende, hvor mange anmeldelser der er rettet mod samme person. Behandlingen af tidligere dømte personer har slået fejl,” vurderer Flor de Torres, som står i spidsen for Junta de Andalucías ligestillingsråd.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.