Det danske magasin i Spanien
Krisen i Catalonien: Regeringen aktiverer paragraf 155 – 87 procent kureres for brystkræft i Málaga – Benahavís er rigest

Krisen i Catalonien: Regeringen aktiverer paragraf 155 - 87 procent kureres for brystkræft i Málaga - Benahavís er rigest

Krisen i Catalonien: Regeringen aktiverer paragraf 155

Tålmodigheden med catalanernes regeringsleder, Carles Puigdemont, er udløbet. Mariano Rajoy og hans regering i Madrid aktiver nu den så omtalte paragraf 155 i grundloven, som opløser det catalanske parlament. Rent administrativt tager aktiveringen en uge, men allerede på lørdag har Rajoy ekstraordinært indkaldt sine ministre med ét punkt på dagsordenen; aktivering af paragraf 155. Det betyder givetvist, at Puigdemont vil blive anholdt og stillet for rigsretten, samtidig med at det catalanske parlament vil blive opløst. Herefter overtager Madrid den administrative styring af Catalonien frem til næste valg. Eneste udvej for Puigdemont er at udskrive valg i de kommende dage.
Mariano Rajoy har massiv opbakning fra både Ciudadanos og PSOE i det spanske parlament til at tage dette drastiske skridt. Det er første gang det sker i historien.

87 procent kureres for brystkræft i Málaga

Flere og flere kvinder rammes af brystkræft. Men flere end nogensinde bliver også kureret. Seneste tal viser, at 87 procent af kvinder, der rammes af brystkræft i Málaga-provinsen, bliver helbredt. Det er flotteste tal nogensinde. Mellem 800 og 900 kvinder i Málaga-provinsen rammes hvert år af den frygtede sygdom, men takket være hurtigere og bedre behandling end tidligere, vinder 87 procent kampen mod kræften.

Benahavís er rigest

En ny opgørelse fra skattevæsenet placerer Benahavís som Málaga-provinsens rigeste kommune. I følge opgørelsen har hver borger i snit en årsindkomst på 28.428 euro. På de efterfølgende pladser følger Rincon de la Victoria, Málaga, Marbella og Alhaurín de la Torre. På sidstepladsen kommer igen i år Almáchar, hvor hver borger i snit kun tjener 12.363 euro om året. Opgørelsen viser tydeligt det store skel, der er i indkomsterne i Spanien. Således ligger Benahavís kun nummer 172 på den landsdækkende liste over højeste indkomstniveau. Økonomisk har borgerne det bedst i Madrid-forstaden Pozuelo de Alarcón. Her tjener man i snit 69.136 euro om året.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.