Det danske magasin i Spanien
Krisen i Catalonien: nu tøver Cataloniens leder – Málagas største trafikproblem løses – Banco Sabadell forlader Catalonien

Krisen i Catalonien: nu tøver Cataloniens leder - Málagas største trafikproblem løses - Banco Sabadell forlader Catalonien

Krisen i Catalonien: nu tøver Cataloniens leder

Der går ikke én dag, uden der kommer nyt fra Catalonien. Men efter en yderst hektisk uge er den ellers så højtråbende catalanske leder, Carles Puigdemont, blevet noget mere moderat i tonen. Onsdag og torsdag gentog han flere gange, at han har brug for betænkningstid, inden han tager næste træk i kampen for et uafhængigt Catalonien. Puigdemont og hans regering havde ellers lovet befolkningen, at man senest 48 timer efter valget ville erklære Catalonien for ny selvstændig nation. Men nu tøver han. Sagen er, at hvis han officielt erklærer Cataloniens selvstændighed, vil centralregeringen med stor sandsynlighed tage den nok så omtalte paragraf 155 i grundloven i brug. Det betyder, at Puigdemont vil blive anholdt og stillet for den spanske rigsret. Hans Generalitat vil blive opløst og centralregeringen vil overtage kontrollen indtil næste valg. Carles Puigdemont har indkaldt sin regionalregering og støttepartier til at drøfte situationen på mandag.

Málagas største trafikproblem løses

Projektet kommer til at koste 10 millioner euro og vil tage mindst 18 måneder at udføre. Til gengæld vil et af Málaga-provinsens største trafikproblemer blive løst. I flere år har bilkøerne ved afkørsel 222 på motorvejen mod Benalmádena / Arroyo de la Miel hobet sig op til i dag at være 3-400 meter lange i morgentimerne. Tilsvarende er der store trafikpropper, når man skal fra Arroyo de la Miel og ud på motorvejen. Det er centralregeringen i Madrid, som finansierer og er ansvarlig for den nye udvidelse og forbedring af infrastrukturen. Byggeriet vil inkludere en stor rundkørsel, som bygges over den nuværende motorvej, nye til- og frakørselsveje samt en udvidelse af de nuværende vejbaner fra ét til to spor. Byggeriet begynder inden jul og vil, som sagt, stå på i mindst halvandet år.

Banco Sabadell forlader Catalonien

Flere store virksomheder tager nu konsekvensen af den store usikkerhed, der er i og omkring Cataloniens fremtid. Få – men store virksomheder – indenfor telekommunikation, logistik og medicinalbranchen flyttede deres hovedsæder allerede inden det uofficielle uafhængighedsvalg den 1. oktober. Men nu har Banco Sabadell også besluttet at forlade Catalonien. Og Caixabank overvejer at gøre det samme. Det er to af Spaniens største banker, som begge har dybe rødder i Catalonien. Begge banker har lidt store tab på børsen i ugens løb som følge af den usikkerhed, situationen i Catalonien skaber. Begge banker frygter en massiv flugt af spanske kunder, hvis konflikten fortsætter. Det ventes, at Banco Sabadell vil flytte til Alicante, hvor CAM-banken i forvejen holder til. Sabadell overtog CAM for en håndfuld år siden. Hvad Caixabank gør, står fortsat uvist.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.