Det danske magasin i Spanien
Dagens spanske nyheder maj 2012

Dagens spanske nyheder maj 2012


Isabel Pantoja og Julián Muñoz, da han var borgmester, og parret regerede i Marbella.

Pantoja erklærer sig skyldig i korruption og undgår fængsel
Isabel Pantoja, sanger og kæreste med Julián Muñoz, da han var borgmester i Marbella og formand for partiet GIL, har indgået en aftale med statsanklageren og forventes at erklære sig skyldig i korruption. Og dermed vil hun undgå fængselsstraf.
Sagen er en del af Malaya, den gigantiske korruptionsskandale, der blandt andet tømte Marbellas kommunekasse.
Hun forventes at tilstå, at hun har været impliceret i hvidvaskning af 1,84 millioner euro, hvilket hun formodes at have arrangeret i samarbejde med Muñoz.
Anklageren har krævet tre års fængsel og en bøde på 3,68 millioner euro. I stedet får hun sandsynligvis en bøde på 1,5 millioner euro og en fængselsstraf på to år, som hun per automatik ikke skal afsone, eftersom hun ikke tidligere har været straffet, og fordi straffen ikke er mere end to år.
Pantoja, én af Spaniens ypperste divaer, har tidligere insisteret på at være uskyldig.
Malaya-sagen startede i september 2010 ved domstolen i Málaga, hvor yderligere 95 personer er tiltalte. Heriblandt selvfølgelig Julián Muñoz og hans hustru, Mayte Zaldívar, hvis situation bliver væsentlig forringet efter Pantojas erklæring.
Denne del af sagen kommer for retten den 28. juni.

 


Chefen for Euro-gruppen, Jean-Claude Juncker, tager kvælertag på Spaniens finansminister, Luis de Guindos, der skal finde 23 milliarder euro til Bankia.

Banksektorens skrøbelige korthus ramler
Den spanske stat overtog i begyndelsen af maj kontrollen over Bankia i forbindelse med et tilskud på 4,46 milliarder euro fra statens redningsfond, FROB. Alligevel har banken nu bedt om en livline på yderligere 19 milliarder euro for at undgå konkurs, hvilket er over dobbelt så meget som finansminister Luis de Guindos (PP) ellers havde anslået.
Faktisk havde finansministeren regnet med, at 15 milliarder euro ville være nok til at redde alle banker i bekneb og berolige markedet, og heraf var omkring halvdelen øremærket Bankia.
Konverteres Bankias anmodning til udbetalinger af 19 milliarder, hvilket det efter regeringens møder den forgangne weekend tyder på, bliver det den hidtil største redningspakke nogensinde til en bank i Spanien.
Banken har omkring 30 milliarder euro i uindfriede boliglån, som blev givet, før krisen begyndte og boblen bristede i 2008, og det er derfor, at hele banksektorens skrøbelige korthus nu er ved at ramle sammen. Kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor’s har nedgraderet flere af dem, heriblandt Bankia, der er gået fra BB+ til BBB-, men også Banco Popular og Bankinter har fået dumpekarakterer. Sidstnævntes aktier blev fredag suspenderet, men kan igen mandag handles på den spanske børs.
Regeringen overvejer nu en samlet redningspakke til sektoren og på sigt at skabe en statsejet bankvirksomhed med de banker, den har overtaget, hvilket udover Bankia er Caixa Catalunya, Novogalicia og Banco de Valencia.
I mellemtiden har finansministeren et forklaringsproblem, da han tidligere havde udtalt, at der ikke kunne blive tale om lån til bankerne, heller ikke Bankia. Og mens vicestatsminister Soraya Sáenz de Santamaría har kaldt det netop det – et lån – har Bankias nye bestyrelsesformand, José Ignacio Goirigolzarri, kaldt det en investering – med hans ord får staten og dermed skatteyderne altså ikke pengene igen.
Oppositionspartiet PSOE, der i øjeblikket ellers støtter regeringen i mange af dets tiltag, insisterer i denne sag på, at nogen bør stå til ansvar.
”Vi vil ikke støtte brugen af det offentliges penge uden først at vide, hvad der er sket, hvem der er ansvarlig, og hvordan man bedst løser problemet,” citerer El País PSOE’s formand, Alfredo Péres Rubalcaba, der vil undgå, at ”tab bliver det offentliges ansvar, mens profitter forbliver private.”


Der bliver fortsat kø ved arbejdsformidlingen de kommende år, forudser OECD.

OECD forudser økonomisk fald i Spanien yderligere to år
Lysere tider for spansk økonomi ligger ikke lige om hjørnet. I hvert fald ikke hvis man skal tro seneste rapport fra OECD. Organisationen forventer nemlig at se Spanien fortsætte yderligere to år med arbejdsløshed på en fjerdedel af den samlede arbejdsstyrke. Samtidig spår prognosen, efterhånden traditionen tro, at Spaniens regering igen har overvurderet effekten af sine økonomiske tiltag og i stedet må forvente et underskud i BNP på 5,4 procent i år og 3,3 procent næste år – ikke henholdsvis 5,3 procent og 3,0 procent, som Rajoy håber.
Samtidig spår OECD fra sit hovedsæde i Paris, at arbejdsløsheden hos naboen mod syd vil stige fra 24,5 procent i år til 25,3 procent i 2013. Til gengæld er der ros til regeringen for eftersynet af reglerne omkring hyring og fyring af ansatte, der nu gør det nemmere og billigere for arbejdsgiveren at fyre en medarbejder. OECD mener, at det vil have en positiv effekt på arbejdsløsheden på lidt længere sigt. I mellemtiden forudser organisationen dog et fald i det private forbrug på 2,9 procent i år og 0,8 procent næste år.


De spanske regioner har svært ved at betale regningerne.

Skidt, værre og værst i Catalonien
I Catalonien, historisk set en af landets økonomisk stærkeste regioner, har lederen af den lokale regering, Artur Mas (CiU), bedt centralregeringen om hjælp, da regionen har svært ved at optage lån – og når man endelig kan, så er renten alt for høj. Catalonien leder nu efter 13,4 milliarder euro for at kunne betale sine udeståender.
Flere regioner har opfordret staten til at understøtte regionernes kreditværdighed, så man kan optage lån med de samme betingelser som staten. Valencia har netop lånt 500 millioner euro til syv procent, hvilket er mere end selv Grækenland og Portugal.


Det femstjernede Byblos i Mijas har været lukket i snart tre år.

Aifos forhindrer genåbning af det femstjernede Byblos
Det er snart tre år siden, den engelske multimillionær Alan Michael Sugar, Lord Sugar, på tvangsauktion købte de tre grundarealer, som udgør det femstjernede luksushotel Byblos ved Mijas Golf. Men Lord Sugar har ikke kunne genåbne hotellet, der i de nuværende dårlige økonomiske tider ellers kunne skabe mange arbejdspladser og tiltrække flere turister til området.
Hotellet blev af domstolen i Fuengirola sat på tvangsauktion, da ejeren, byggeentreprenøren Aifos, i 2005 gik konkurs. Lord Sugar købte hotellet, spaet og tennisbanerne til en meget fordelagtig pris af 1,5 millioner euro. Men Aifos modsætter sig salget, da de mener, at hotellet har en værdi af 42 millioner euro. Aifos har derfor anket domstolens beslutning om at sælge hotellet på tvangsauktion til den lave pris. Ti gange har Aifos indtil videre anket sagen, og så længe der ikke er faldet en endelig afgørelse i sagen, forbliver Hotel Byblos lukket. Aifos, der har mange kreditorer, berettiger sine handlinger med, at man ønsker at beskytte kreditorerne, der selvsagt ikke vil modtage deres tilgodehavender hos Aifos, hvis hotellet sælges for 1,5 millioner.
Lord Sugar har derfor via et interview i Diario Sur appelleret til Aifos for at få en løsning på sagen. Hotellet oplever ofte indbrud, samtidigt med at det langsomt forfalder. Det betyder høje vedligeholdelsesomkostninger for Lord Sugar, når han endelig får lov til at genåbne Byblos samt tre års eventuelt tabt fortjeneste.


Guardiola og Messi afsluttede på optimal vis deres succesfulde partnerskab, da duoen med resten af FC Barcelona-organisationen kunne lade sig hylde som vindere af Copa del Rey.

FC Barcelona snuppede Copa del Rey
Det var ikke længe, FC Barcelonas verdensstjerner lod spændingen blive i dette års Copa del Rey-finale mod Athletic Bilbao. Efter bare to minutter havde catalanerne således haft tre store chancer, hvoraf den sidste blev sendt i nettet af Pedro. Allerede i det 20. minut var den gal igen, da Iniestas tværpasning ramte Messi, der knaldede 2-0-føringen i kassen. Fem minutter senere var kampen reelt lukket, da Pedro med sit andet mål sendte endnu en titel til Barcelona.
Med sejren fik Barcelona en smule oprejsning, efter det blev lige ved og næsten i både La Liga og Champions League. Men selv om de to største pokaler altså glippede, kan holdet fra Nordøstspanien alligevel se tilbage på en sæson med fire titler: FIFA verdensmester, Copa del Rey-vinder, UEFA Super Cup-vinder og spansk Super Cup-vinder. Dertil kommer et væld af rekorder til træner Guardiola og Messi, der har scoret vanvittige 73 mål denne sæson.
Nederlaget betød samtidig også et punktum for en flot sæson af Athletic Bilbao. Baskerne nåede helt til UEFA Cup-finalen, hvor man dog måtte se sig slået af Atlético Madrid.


Hver EU-borger smider hvert år 179 kilo madvarer ud.

“Freegan” tager aktion mod overforbrug
179 kilo per person om året. Det er den mængde madvarer, en EU-borger i gennemsnit smider ud. Og værst af alt, så er der ikke tale om affald, der genbruges, men simpelthen madvarer der bare smides i de almindelige affaldsspande. Derfor tager den internationale organisation Freegan kampen op for at begrænse overforbruget. I en tid hvor mange spaniere ikke har midlerne til at skaffe mad på bordet, er Freegan specielt aggressive i Spanien. Det er endda deres intention af bringe sagen for Europa-Parlamentet, for at få sat en stopper for det uholdbare overforbrug.
Freegan har blandt andet kigget i affaldscontainere ved supermarkeder, indkøbscentre og restauranter, og det viser sig, at der hver dag smides store mængder madvarer ud, som sagtens kan spises. En talsmand for Freegan udtaler, at supermarkederne er nødt til at smide produkter ud, hvor holdbarhedsdatoen er udløber, fordi loven kræver det, men det betyder ikke at varerne er dårlige. Ofte kan de holde sig meget længere, end det fremgår af indpakningen.
Freegan anvender alle madvarer, tilbereder dem og holder ”åbent køkken” på pladser i Madrid, hvor borgerne kan komme og nyde den gratis mad. På den måde forsøger de at gøre opmærksom på deres sag og samtidigt mætte sultne munde.
Læs mere om Freegan her: http://freegan.info/.


Tusindvis protesterede mod nedskæringer i uddannelsessektoren.

Lærer og elever protesterede mod yderligere nedskæringer
Hundredtusindvis af elever og lærere med følgeskab af forældre og andre tilhængere deltog i massive demonstrationer over hele Spanien i sidste uge for at protestere mod nedskæringer på uddannelsesområdet. Demonstrationen var stort set fredelige, men anspændte øjeblikke blev rapporteret i løbet af dagen, bl.a. i Sevilla hvor en gruppe fascister forsøgte at sabotere en forsamling.
I Barcelona anslår politiet, at fremmødet var på omkring 25.000, mens fagforeningerne satte tallet til 150.000. Tilsvarende uoverensstemmelser blev rapporteret i Madrid, hvor folk strømmede til Cibeles-pladsen for at protestere mod Madrids borgmester Esperanza Aguirres planer om at afskedige lærere og deres assistenter.
Det var de fem største fagforeninger, der repræsenterer ansatte inden for undervisningssektoren over hele landet, der opfordrede til strejken i landets regioner – fra børnehave til universitet – for at gøre indsigelser mod statsminister Mariano Rajoys foreslåede nedskæringer til uddannelse på 21 procent.


Strengere besøgsregler på Carlos Haya.

Málagas hospitaler indfører strengere besøgsregler
Det typiske billede med en stor familieskare og venner omkring en hospitalsseng ser ud til at blive en saga blot på de tre hospitaler, der udgør Málagas hospital Carlos Haya: Carlos Haya, Hospital Civil og Sygehuset Materno-Infantil. Ledelsen har udarbejdet et nyt sæt regler, der fokusere på at beskytte privatlivets fred for patienten, samt garantere den fred og ro deres rehabilitering kræver.
Ifølge hospitalets egne beregninger går der hver dag i alt 12.000 mennesker gennem sygehusenes døre, inklusiv personale, patienter og besøgende. Undersøgelser udført blandt patienter har afsløret, at de fleste klager over det store antal af besøgende, der invaderer afdelingerne. Fra nu af vil offentligheden kun have adgang til afdelingerne mellem 04:00 og 20:00, og kun to besøgende er tilladt per patient ad gangen.

 

Nyhederne d. 21. maj:


Statsminister Mariano Rajoy ankommer til Chicago.

Mariano Rajoy maner til ro
Man kan være ganske rolig med hensyn til den spanske stats underskud. Det sagde i hvert fald Spaniens statsminister, Mariano Rajoy (PP) til journalister, da han søndag ankom til Chicago i USA for at deltage i et NATO-topmøde.
Regeringen har ellers netop meddelt, at statens underskud i 2011 alligevel ikke var 8,5 men 8,9 procent af bruttonationalproduktet. Fejlberegningen skyldes specielt, at regionerne Andalusien, Madrid, Valencia og Castilien Leon nu har fremlagt regnskaber for det forgangne år, der er værre end hidtil antaget. Det skyldes, at et utal af fakturaer skulle have ligget i diverse skuffer, gemt og glemt, men takket være regeringens krav om gennemsigtighed er de nu kommet frem. Og takket være det, bliver de berørte leverandører nu også betalt.
Værst var det i Madrid-regionen, hvis regnskab manglede to milliarder euro.
Statsminister Rajoy er heller ikke bekymret over EU’s beslutning om at sende revisorer fra Eurostat til Spanien for at kontrollere ændringen af statens nye beregning af underskud.
”Det er normalt, det er sket i alle EU-lande,” bemærkede han.
Planen om at redde regionerne ud af miseren er ifølge Rajoy regeringsperiodens vigtigste milepæl, og han mener, at gennemsigtighed er det fundamentale. Det endelige kendskab til regionernes faktiske situation er måske en milepæl, men selvfølgelig langt fra den eneste forhindring i løbet.
I sidste uge nedgraderede det internationale kreditvurderingsinstitut Moody’s 16 spanske bankers kreditværdighed. Ni af dem med hele tre karakterer. Samtidig har Moody’s meddelt, at man forventer yderligere nedgradering af 10 af bankerne. Det har medført øget usikkerhed blandt kunderne og på finansmarkedet. Og det har fået Frankrigs nye præsident, François Hollande, til at sige, at Spanien burde anmode om hjælp fra EU for at redde bankerne. Hollandes udtalelser er ikke faldet i god jord.
”Señor Hollande ved ikke noget om de spanske banker,” sagde Rajoy, der åbenbart ikke kan forstå, hvorfor Hollande har opfordret Spanien til at bede om hjælp.
”Han må vide noget, som vi andre ikke ved.”
Statsministeren har samtidig forklaret, at regeringen ikke lytter til vurderinger fra kreditvurderingsinstitutter som Moody’s, men kun den spanske nationalbanks indstillinger.
Rajoy og Hollande mødes nu for første gang under NATO-topmødet, som fortsætter i dag. Allerede onsdag skal de mødes igen, når Rajoy besøger Paris, inden han fortsætter til Bruxelles og EU-topmødet, der er planlagt til onsdag eftermiddag. Her skal Rajoy også møde den tyske kansler, Angela Merkel, som, insisterer han, han ikke har planlagt at bede om en økonomisk håndsrækning.

 


Tidligere borgmester Juan Sánchez (IU) anholdt for korruption.

Tidligere borgmester anholdt i korruptionssag
Tidligere borgmester for Izquierda Unida i Casares og byrådmand for Relaciones Institucional y Vivienda, Juan Sánchez, blev i sidste uge anholdt mistænkt for hvidvaskning af penge og svindel i forbindelse med opførelsen af urbanisationen Majestic.
Guardia Civil har i en længere periode undersøgt den tidligere borgmesters aktiviteter i samarbejde med Policía Local, antikorruptionsanklageren og skattevæsnet. Det var et resultat af disse undersøgelser, der førte til anholdelsen. Udover Juan Sánchez er tre andre også blevet anholdt i sagen. Kilder bekræfter dog, at der i alt er tale om otte anholdelser heriblandt Juan Sánches’ hustru, samt Anne C. fra Majestic Group, der menes, at have relationer til den Østeuropæiske mafia og en advokat fra Estepona.
Domstolen i Estepona, der siden 2010 har mistænkt den tidligere borgmester for ikke at have rent mel i posen, beordrede samme dag som anholdelsen en undersøgelse af Rådhuset i Casares samt på Majestic Groups’ hovedsæde og den tidligere borgmesters hjem, i alt blev 11 ejendomme undersøgt. Derudover blev 165 bankkonti blokeret, og 236 personlige ejendele og 19 biler blev beslaglagt.
De sidste seks år er hele 10 borgmestre i Málaga-provinsen blev tiltalt for korruption. For små otte måneder siden blev Antonio María Marín Lara fra PSOE, tidligere borgmester i Ronda, anholdt for korruption. Men det hele startede i 2005, hvor deb daværende borgmester i Manilva, Pedro Tirado fra partiet PDEm, blev anholdt for at have modtaget bestikkelse. Herefter fulgte den mest omfattende korruptionsskandale, Malaya-sagen, i 2006, hvor 95 personer i Marbella er tiltalt for korruption, herunder den daværende borgmestre Julián Muñóz fra partiet GIL og hans efterfølger borgmester Marisol Yagüe fra Grupo Mixto. I januar 2007 stod borgmesteren i Alhaurín El Grande, Juan Martín Serón fra PP, for tur, og i juni 2008 blev borgmesteren i Estepona, Antonio Barrientos fra PSOE, anholdt.
I februar 2009 kom turen til landsbyen Alcaucín, hvor borgmester José Manuel Martín Alba fra PSOE blev arresteret. I denne sag fandt politiet blandt andet 160.000 euro gemt under borgmesterens madras. I oktober 2009 faldt borgmester Cristóbal Torreblanca fra PSOE i Almogía i nettet, og sidst men ikke mindst borgmesteren i Villanueva de la Concepción, Ernesto Silva fra Foro Andaluz, blev anholdt for korruption i juli 2010.

 


Restauranter og barer beordres til at fjerne stole og borde fra offentlige veje og pladser.

Stole og borde væk fra fortove og pladser
Málaga kommune tillader nu ikke længere, at barer og restauranter stiller borde og stole på fortove, gader og pladser uden at have tilladelse hertil. I første omgang håndhæves reglen over for 16 restauranter og cafeer, men i nærmeste fremtid vil yderligere 80 blive påbudt at fjerne sig fra fortove, stræder og pladser. Hvis restauranterne og barerne ikke retter sig efter påbuddet, vil kommunen sørge for at borde og stole bliver fjernet, samt fratage restauranterne og barerne den tilladelse mange af dem har til at benytte en del af fortovet eller gaden.
Politiet er allerede mødt op hos 16 restauranter og barer i centrum, El Palo og Teatinos med ordre om at fjerne borde og stole fra de offentlige områder med det samme. Hvis restauranterne og barerne ignorer påbuddet, vil en lastbil komme og hente restauranternes ejendele, hvorefter regningen sendes til den pågældende synder. Desuden vil der blive udstedt bøder på helt op til 3.000 euro. Seks restauranter har allerede fjernet borde og stole, men brokker sig samtidigt over, at den nye regel kommer til at gå ud over deres indtjening. I sommerperioden udgør kunderne, der sidder udenfor, nemlig en meget stor andel af indtægterne.
Ifølge Ignacio López fra Promoción Empresarial y Empleo er der tale om ganske få restauranter og barer, der ikke overholder de gældende regler. Han mener, at tallet er så lille som fem procent, men at disse så til gengæld overtræder reglerne groft. Grunden til det nye tiltag fra kommunen er de mange klager fra andre erhvervsdrivende og beboere i området, der ofte ikke kan komme ind i deres butikker og boliger. I et tilfælde kunne en ambulance ikke komme frem, da gaden den skulle igennem var fyldt med borde og stole.

 


Stort fremmøde til BFA./Hispack i Barcelona.

Dansk deltagelse på messe i Barcelona
I perioden fra den 15. – 18. maj deltog fem danske virksomheder på Sydeuropas største og en af de førende fødevareteknologimesser i verden. De danske virksomheder Cabinplant, Vikan, DSI, Nilfisk-Advance og Airvention var fem ud af 750 internationale virksomheder, der deltog på messen, der blev besøgt af omkring 50.000 gæster. Fordelt over 45.000 kvadratmeter blev de sidste nye teknologiske løsninger og maskineri fremvist.
Det var første gang, at Danmark var repræsenteret på messen, som blev afholdt for fjerde år i træk. De tre dage bød på demonstrationer af alt fra emballagemaskiner, genbrugsmaskiner til dåser, udskæringsmaskiner til kød, ingredienser der tilføjer duft til kød uden at påvirke smag og farve, samt meget mere.

 


13 danske virksomheder på energimessen GENERA.

Også dansk deltagelse på energimesse
I dagene fra den 23. – 25. maj vil danske virksomheder igen være at finde på en messe i Spanien. Det drejer sig om GENERA i Madrid, den største energimesse i Spanien. Det er 15. gang at messen afholdes, og Danmark er også i den forbindelse repræsenteret. Messen omhandler vedvarende energi, energieffektivitet og intelligent energi.
Ambassaden i Spanien og Export Promotion Denmark står bag en dansk fællesstand på messen, hvor i alt 13 danske virksomheder vil være repræsenterede. De danske deltagere er: Aalborg Engineering, Danfoss Heating Systems, Danish Xergy Technology, Danstoker, Dexawave, EC Power, Justsen Energiteknik, Mark & Wedell, LIN-KA, Nordjysk Bioenergi, SPX Flow Technology Iberia, Weiss og Zeteco Energy.
Mere information om GENERA kan fås ved at besøge messens hjemmeside http://www.ifema.es/ferias/genera/default_i.html eller ved at kontakte Lasse Bagge Hansen på Den Danske Ambassade i Madrid: Tlf. +34 91 431 8445 eller madamb@um.dk.

 


Jorge Lorenzo vandt overbevisende i Le Mans.

Lorenzo på vej mod mesterskabet efter sejr i Le Mans
På en regnvåd Le Mans-bane var Jorge Lorenzo i en klasse for sig, da spanieren i overlegen stil cruisede sig til en suveræn sejr. Lorenzo bragte allerede i første omgang sin Yamaha i førerposition og havde hele to sekunders forspring efter en intensiv og aggressivt kørt indledende runde. Herefter formåede han at holde koncentrationen på det glatte føre og var aldrig rigtig truet af konkurrenterne. Kampen om andenpladsen var anderledes spændende, da australske Casey Stoner (Honda) og italienske Valentino Rossi (Ducati) helt indtil sidste omgang udkæmpede en drabelig mand mod mand-dyst, der endeligt faldt ud til Rossis fordel. Resultatet betyder, at Jorge Lorenzo overtager førstepladsen fra Casey Stoner i det samlede regnskab, mens spanske Dani Pedrosa, der startede i pole position og sluttede på fjerdepladsen, er nummer tre.
I Moto2-klassen var der omvendt dårlige spanske nyheder, da Marc Márquez tabte sin samlede føring efter et styrt på 10. omgang, der sendte ham ud af løbet. Thomas Lüthi fra Schweiz sluttede i stedet på førstepladsen i Le Mans.

 


Vordende fædre.

Madrids bøsse-pingviner bliver forældre
To bøsse-pingviner i Madrids zoologiske have, Faunia, skal nu være forældre.
De to pingviner, Inca og Rayas, forelskede sig for seks måneder siden. I den tid har de ikke veget fra hinandens side, og ifølge dyrepasserne i haven ønsker de blot at blive forældre.
Derfor har man nu ladet pingvinerne adoptere et æg, som de skiftes til at ruge, og som om nogle uger gerne skulle resultere i en pingvinunge, der får to fædre.

De kommende forældre siges at være meget lykkelige.
Se et videoklip med pingvinerne og et interview med én af dyrepasserne i den zoologiske have her.

 


Fest og farver i juni.

Kryds i kalenderen: International Festival i Mijas
Den 8., 9. og 10. juni afholder Mijas Pueblo igen International Festival. Over 20 lande deltager, og der vil være stande med mad, drikkevarer, musik og andre specialiteter fra alle verdenshjørner. Arrangementet kommer til at foregå i forskellige dele af byen opdelt i zoner (blå, rød og grøn). Man kan komme fra et sted til et andet med bl.a. et minitog, der kører både lørdag og søndag.
På byens tre scener vil der alle dage være folklore, underholdning og musik. Desuden kan man i byens gader opleve colombiansk karneval, flamenco-show samt optog fra Bolivia, Senegal, Venezuela og Mexico.

Programmet for fredag står bl.a. på show fra Senegal og keltisk musik.
Lørdag byder på Riverdance med ”Lord of the Dance”, latinamerikansk show med brasilianske dansere, akrobater og cubansk salsa.
Søndag byder på musik af Rat Pack samt indisk Bollywood-show.
For mere information se www.mijas.es.

 

Nyhederne d. 14. maj:


Vicestatsminister Soraya Sáenz de Santamaría og økonomiminister Luis de Guindos informerer om det nye dekret.

Oprydningen i banksektoren fortsætter
For anden gang inden for bare tre måneder har den spanske regering vedtaget en plan, der skal bidrage til oprydning i banksektoren.
Det første dekret, der blev vedtaget i februar, drejede sig om det mest problematiske område, nemlig de mange boliger og byggegrunde, som bankerne brænder inde med efter at have beslaglagt dem, skriver El País.
Pengeinstitutternes udestående i form af ubetalte boliglån anslås at være på omkring 184 milliarder euro. Man ved det dog ikke med sikkerhed, eftersom flere pengeinstitutter mistænkes for at have udstyret låntagere med nye lån, som de måske aldrig bliver i stand til at betale, men på denne måde figurerer de ikke som restance, og det er blandt andet dette fænomen, som regeringen vil til livs.
Værst står det til i Bankia, der anslås at have usikre lån på godt 31 milliarder euro, og som derfor blev nationaliseret i den forgangne uge. Banken opstod i juni 2010 som resultatet af en fusion mellem Bancaja og Caja Madrid.
Nu er bankerne så blevet beordret til at fjerne disse kun teoretisk sunde lån fra deres regnskaber, hvor de altså er med til at forvrænge billedet, og at overføre konfiskerede ejendomme til mæglere, der i løbet af året vil blive kreeret til netop dette formål.
Procentdelen af lån, der anses som ’sunde’, er samtidig hævet fra syv til 30 procent, hvilket økonomiminister Luis de Guindos anslår, vil koste banksektoren mellem 28 og 30 milliarder euro.
Pengeinstitutterne har en måned til at rydde op i regnskaberne og fremlægge deres planer for, hvordan de fremover vil imødekomme de nye spilleregler.
”Uden vished om bankernes solvens vil den økonomiske genrejsning blive langt sværere,” forklarede De Guindos, der sammen med vicestatsminister Soraya Sáenz de Santamaría fremlagde den nye reform. De forklarede desuden, at der skal foretages uafhængige vurderinger af lån og aktiver i bankerne, noget som EU har bedt om.
Tvivlen omkring pengeinstitutternes solvens er én af de største årsager til frygten for, at også Spanien vil få brug for en hjælpepakke fra EU.

 


Gibraltar vækker stadig vrede i Spanien.

Britisk prins ikke velkommen
Spaniens udenrigsministerium har sendt en klage til den britiske regering for at give udtryk for ’utilfredshed og ubehag’ over den britiske prins Edwards og hans hustru, Sophie Rhys-Jones, forestående besøg.
Parret forventes at komme til den britiske enklave fra den 11. til den 13. juni som en del i dronning Elizabeth II’s 60 års jubilæum.
Men Spanien lægger stadig krav på Gibraltar. Også den nuværende regering har krævet, at den britiske regering indgår forhandlinger om klippehalvøens fremtid, hvilket den britiske modpart dog som forventet har nægtet.

 


Kunstfestival i jun.

Kryds i kalenderen: Kunstfestival, IV Festival Internacional de Arte, i Marbella
Kunstfestivalen Festival Internacional de Arte er blevet et fast indslag på Marbellas kulturelle kalender.
Omkring 80 forskellige artister fra 25 forskellige lande konverterer i fire dage Marbella til et farverigt skue. Der vil være telte med udstillinger af malerier, fotografier og skulpturer, ligesom der vil være koncerter og gadeteater samt mulighed for at smage kunstnerisk gastronomi i The Gourmet Corner.
Festivalen afholdes i år fra den 21. – 24. juni.
Læs mere på www.artemarbella.com.

 


Málaga CF træder for første gang ind i de stores rækker.

Málaga CF skriver historie
Søndag aften bød på historisk fodbold på La Rosaleda, hvor Málaga CF med en sejr på 1-0 over Sporting de Gijón sikrede sig en fjerdeplads i La Liga, og dermed en af de eftertragtede pladser i Champions League 2012/2013. Drømmen gik i opfyldelse, da Rondón i det 49. minut scorede kampens eneste mål på et hovedstød.
Anderledes så det ud for Villareal, der mødte Europa League mestrene Atlético Madrid. Villareal, der var afhængige af resultaterne i de andre bundopgør, kom bagud på et mål af Falcao, og tabte kampen 0-1. Med uafgjort mellem Rayo Vallecano og Granada ville Villareal dog stadig være sikret en plads i La Liga i den kommende sæson, men i det 91. minut scorede Rayo Vallecano, hvormed de selv sikrede sig en fortsat plads mellem det bedste hold, mens Villareal pludseligt stod til at rykke ned i 2. division. Efter mere end 10 år i La Liga og flere deltagelser i Champions League kom nyheden som et stort chok for de mange Villareal-fans og spillere og trænere kunne ikke holde gråden tilbage.
Mestrene Real Madrid besejrede Mallorca med 4-1, og går dermed hen i historien med flest point i en sæson, nemlig hele 100 point og 121 mål, hvoraf Cristiano Ronaldo har stået for hele 46, kun overgået af Barcelonas Messi, der nåede de 50 mål.

Sæsonen 2011/2012 sluttede således:

1. Real Madrid 100 point (Champions League)

2. Barcelona 91 point (champions League)

3. Valencia 61 point (Champions League)

4. Málaga CF 58 point (Kvalifikation Champions League)

5. Atlético Madrid 56 point (Europa League)

6. Levante 55 point (Europa League)

Og nedrykkerne blev:

18. Villareal 41 point

19. Sporting de Gijón 37 point

20. Racing Santander 27 point

 


Dansk cykelkultur præsenteres i Madrid.

Ambassaden bag udstilling om københavnsk cykelkultur
Den danske ambassade i Madrid lancerede henover weekenden udstillingen ”Copenhague, Ciudad Ciclista” i Metro Retiro. Fremvisningen havde til formål at give madrilenerne et indblik i den københavnske cykelkultur og i de mange fordele, der er forbundet med cyklisme. I den danske hovedstads centrum tegner cyklerne sig for hele 30 % af den samlede trafik, og det er et imponerende højt tal sammenlignet med andre storbyer. Med udstillingen håber ambassaden, at københavnernes cykelentusiasme vil smitte af på Madrids indbyggere, der i så fald kan se frem til den større fleksibilitet, den økonomiske besparelse samt det øgede miljøhensyn, der blandt hører til cyklens fordel.
Udover udstillingen deltog ambassaden også i lørdagens fejring af Europadagen, der foregik i Retiro-parken.

Fakta om cyklisme i København:

– Der bliver hver dag cyklet 1,21 mio. km i København – svarende til 30 gange rundt om jorden.

– Forholdet mellem antal cykler og antal mennesker er 1:1.

– 84 % procent har adgang til en cykel, 68 % bruger den mindst en gang om ugen.

– 96 % af skolebørnene har en cykel, 55 % cykler ofte til skole.

 


250 personer mister hver dag sit job.

Arbejdsløshed stiger fortsat i Málaga-provinsen
Den seneste undersøgelse fra EPA (Encuesta de Población Activa) anslår, at provinsens arbejdsløshedstal i marts måned lå på omkring 275.000, det vil sige, at mere end 250 mistede deres job hver dag.
Tallet er det højeste nogensinde i Málaga-provinsens historie og giver sig til udtryk i en arbejdsløshed på 34,6 procent, en af de højeste procenter i Spanien, kun overgået af Cadiz (36,37 %) og Almería (35,28 %). Den lokale arbejdsløshedsprocent ligger 10,17 procentpoint højere end det nationale gennemsnit, og 1,44 point over gennemsnittet for Andalusien.

 


Kineserne kan være Costa Del Sols løsning.

Kinesiske investorer kan give Costa del Sols boligmarked et løft
Eksperter er enige om, at Kina er en gylden mulighed for at hjælpe med at reducere Costa del Sols lager af usolgte ejendomme
Costa del Sols ejendomsmarked har 14.000 usælgelige nye ejendomme, der forgæves søger en køber; samtidigt findes der flere tusinde kilometer væk et land, Kina, med 300 millioner mulige investorer, der kunne være en løsning på situationen. Bygherrer og ejendomseksperter ser nu Kina som en gylden mulighed for at genoplive hussalget, specielt som følge af den seneste udvikling, hvor flere virksomheder og privatpersoner er begyndt at vise interesse for at købe deres andet hjem på Costa del Sol.
Ifølge INEM er der omkring 6.000 kinesiske borgere registreret i Málaga-provinsen, det er næsten en fordobling siden 2006. Kineserne betragtes som perfekte kunder blandt andet på grund af deres høje arbejdsmoral og anses som pålidelige betalere.
Direktøren for IPE (Instituto de Práctica Empresarial), José Antonio Pérez, går endda så langt som til at antyde, at den kinesiske befolkning “kunne være en hjørnesten til genopretningen af økonomien”. I mellemtiden har præsidenten for Federación Andaluza de Urbanizadores y Turismo Residencial, Ricardo Arranz, tilføjet, at der er tale om et nyt marked, som ikke bør ignoreres. Kineserne er meget interesserede i Europa og Spanien, og de har meget stor købekraft. Der er allerede etableret kontakt med mange velhavende asiater, der overvejer at købe alt fra huse til hoteller. Kineserne er som mange andre på udkig efter en mulighed for at købe til en god pris.

 

Nyhederne d. 7. maj.


Formand José Antonio Griñán med de øvrige medlemmer af den nye lokalregering: Susana Díaz, Diego Valderas, Emilio de Llera, Mar Moreno, Antonio Ávila, Carmen Martínez, Elena Cortés, Luis Planas, María Jesús Montero, Rafael Rodríguez Luciano Alonso og talsmand Miguel Ángel Vázquez.

Andalusien ledet af PSOE/IU-regering fra i dag
Valget til den andalusiske lokalregering, Junta de Andalucía, stod den 25. marts, men først den 3. maj blev José Antonio Griñán fra socialistiske PSOE genvalgt til formand, hvilket i teorien er for yderligere fire år.
Ved afstemningen i det lokale parlament stemte PSOE’s egne 47 og 11 af venstrefløjsgruppen IU’s 12 parlamentsmedlemmer for.
De to partier var før afstemningen blevet enige om at danne en koalitionsregering, der officielt træder til i dag, den 7. maj. Det er første gang i historien, at Andalusien får en koalitionsregering. PSOE har alene ledet den sydspanske region, siden området fik status af autonom region for 30 år siden – i 19 af disse med Griñáns forgænger, Manuel Chaves, ved roret.
Det er en ganske unik situation i dagens Spanien, som er domineret af konservative PP både i centralregeringen, i de øvrige regioner og i kommunerne, men PP i Andalusien, der ved valget i marts fik flest stemmer, nok til 50 mandater, fortsætter her i opposition og med Javier Arenas i spidsen.
IU (Izquierda Unida) har fået ansvaret for infrastruktur (inklusive bolig) og handel (inklusive turisme), ligesom partiets formand, Diego Valderas, er blevet udnævnt til viceformand for juntaen, mens PSOE-medlemmer varetager de øvrige departementer.

Her er nogle af de tungeste opgaver, som venter den nye lokalregering:
PSOE/IU-regeringens største opgave bliver at bekæmpe arbejdsløsheden. 1,3 millioner arbejdsdygtige andalusiere er uden arbejde, hvilket svarer til godt 33 procent, den højeste i hele Spanien.
PSOE er samtidig tynget er ERE-skandalen. 647 millioner euro var i det forgangne årti øremærket projektet ERE, der skulle hjælpe kriseramte virksomheder, så de kunne mindske arbejdsstyrken ved at tilbyde medarbejdere en form for førtidspension. Men det tyder på, at de ansvarlige politikere i stedet har beordret en stor del af pengene udbetalt til familiemedlemmer, partimedlemmer, venner og bekendte.
Regionen skal ifølge centralregeringens seneste plan spare 2,7 milliarder euro på årets budget, der ligger på 32 milliarder euro, hvormed det bliver en udfordring at finde penge til investeringer i bl.a. infrastruktur, som PSOE mener, er vejen ud af krisen.

 


Borgmester Ángeles Muñoz frygter, der ikke er penge til at udbetale lønninger.

Juntaen tilbagebeholder statens betalinger til Marbella
Kommunen i Marbella har to millioner euro mindre på kontoen end beregnet, skriver La Opinión de Málaga.
Junta de Andalucía har nemlig konfiskeret pengene, der er statens bidrag til kommunen; det månedlige bidrag, Participación de los Ingresos del Estado (PIE), som udbetales i henhold til antallet af indbyggere, der er skrevet i mandtal.
Marbella skylder regionen 100 millioner euro fra 2006, et lån der blev tildelt for, at kommunen kunne klare sig efter sammenbruddet i forbindelse med bl.a. Malaya-skandalen, hvori lokale politikere havde tømt kommunekassen. Ifølge en afbetalingsordning skulle kommunen tilbage 1,8 millioner euro hver tredje måned, men betalingen den 20. marts var udeblevet.
Men, mener byens borgmester, Ángeles Muñoz (PP), Junta de Andalucía skylder kommunen 9,5 millioner euro i bidrag i anden forbindelse, og hun havde derfor bedt den lokale regering om at modregne betalingen i marts. Hun fik aldrig noget svar på sin henvendelse med det resultat, at kommunekassen nu er tom, og at der ikke er penge til at betale alle de ca. 3.400 ansattes næste lønninger.
”I stedet for at svare og forhandle med os, besluttede de at beholde Marbellas penge og dermed true denne administrations muligheder for at fungere med en fuldstændig uansvarlig aktion,” beklager Muñoz.
Hun har nu bedt den nyligt genvalgte formand for lokalregeringen, José Antonio Griñán, om et møde.

 


Lille fremgang i april måned.

Arbejdsløsheden falder i Andalusien i april
Ifølge INEM var der i april måned 7.571 færre arbejdsløse i Andalusien set i forhold til måneden før. Procentvis drejer det sig kun om et faldt på 0,72 procent, og antallet af arbejdsløse i regionen ligger nu på 1.049.573, et tal der er 12,6 procent højere end april måned sidste år.
Den faldende arbejdsløshed giver dog optimisme før sommeren, specielt fordi Andalusien er den region i Spanien, der har oplevet det største fald i arbejdsløsheden. Håbet er, at sommerens turisme vil have samme positive effekt. Faldet tilskrives Påskeugen, hvor efterspørgslen på arbejdskraft steg specielt inden for servicesektoren.

 


Affaldscontainere på en gade i Mijas.

Mijas kommune sparer 160.000 euro ved genbrug af affald
I året første kvartal er mængden af affald i Mijas kommune faldet med 535 ton set i forhold til samme periode sidste år.
De mange kampagner for at få borgerne i kommunen til at genbruge i stedet for bare at smide ud, ser nu endelig ud til at vise sin effekt. Talsmand for kommunen, Mario Bravo, fortæller, at mængden af organisk affald er faldet betydeligt, og at det betyder en besparelse på 158.838 euro set i forhold til samme periode sidste år.
Besparelsen har dog også med det faktum at gøre, at kommunen siden oktober sidste år har afleveret sit affald hos Mancomunidad de Municipios de la Costa del Sol Occidental i Casares, efter man lukkede faciliteterne i Entrerríos. I Casares er behandlingen af affaldet billigere. Tidligere kostede det 52 euro per ton, men prisen i Casares er kun 39 euro per ton. Flere kampagner er på vej, denne gang rettet mod restauranter og barer, for at få dem til også at anvende genbrugscontainerne.

 


Den anholdte tilbød jobs i blandt andet Danmark.

Anholdt for at tilbyde fiktive jobs
En mand, der udgav sig for at være forretningsmand, er blevet anholdt for at tilbyde fiktive jobs over internettet. Via forskellige jobdatabaser annoncerede han jobs i udlandet, blandt andet i Danmark. Efter adskillige henvendelser til Guardía Civil og Mosos d’Esquadra fra personer, der havde søgt stillingerne for senere at finde ud af, at de slet ikke eksisterede, blev bagmanden anholdt i Estepona. Ved at udnytte den store arbejdsløshed og den spanske befolknings desperate situation blev ansøgerne lovet jobs i blandt andet byggebranchen i Frankrig, Holland og Danmark. Ansøgerne skulle betale 200 euro for at få alle papirer og kontrakten i orden inden afrejse.
Den anholdte gav sig desuden ud for at være advokat og tilbød immigranter at behandle deres papirer for en net sum af 200 euro, hvorefter de ikke hørte mere fra ham.
Den anholdte er en 39-årig mand fra Barcelona, der havde tilholdssted i Estepona.

 


Málaga CF formåede ikke at sikre sig fjerdepladsen mod Atlético Madrid.

 

Málaga CF tabte i Madrid – afgørende kamp venter næste søndag
Málaga CF tabte lørdag den vigtige udekamp mod ligarivalerne fra Atlético Madrid med 2-1. Det startede ellers godt for Pellegrinis tropper, da Eliseu med et brag af et langskud bragte sit hold på 1-0 efter 38 minutter. Den slutstilling betød, at Málaga CF allerede før sidste runde af La Liga ville være sikre på den fjerdeplads, der giver adgang til det eftertragtede Champions League. Scoringer i anden halvleg af Atléticos Koke og Adrián gjorde dog det scenarie ligegyldigt. Resultatet betyder, at der nu venter andalusierne en vital hjemmekamp i sidste spillerunde, hvor Sporting Gijón, der med en sejr har mulighed for at undgå nedrykning, gæster Málaga. Der er derfor lagt op til en intens sæsonafslutning på La Rosaleda søndag den 13. maj kl. 20, hvor Málaga CF skal vinde for at være sikre på en plads i Champions League.

 


François Hollande kan strække armene i vejret som suveræn vinder af det franske præsidentvalg.

Regeringsfald i Frankrig og Grækenland
Den netop overståede weekend har stået i valgurnernes tegn. Det vigtigste valg set med spanske briller var den franske duel mellem den siddende konservative præsident Sarkozy og den socialistiske udfordrer François Hollande. Her kunne sidstnævnte trække sig sejrrigt ud, da Sarkozy, allerede 20 minutter efter valgstederne lukkede, erkendte sit nederlag. Ekspræsidenten fik 34,6 procent af stemmerne, mens den nye præsident fik 51,7 procent.
Også i Grækenland var der i går valg. Her gik regeringspartierne Nyt Demokrati og Pasok som ventet massivt tilbage som følge af den katastrofale økonomiske situation, der hersker i landet. Med 95 procent af stemmerne optalt får de to partier tilsammen 32,4 procent af stemmerne. I 2009 var tallet på hele 77,4 procent. Anderledes godt et valg synes venstrefløjspartiet Syriza at få. Socialisterne forventes at blive Grækenlands næststørste parti med en vælgertilslutning på mellem 15,5 og 18,5 procent. Syriza er som mange af Grækenlands øvrige små partier gået til valg på at genforhandle eller helt annullere den låneaftale, landet har med EU, Den Europæiske Centralbank og IMF.

 


To kvinder deltager i demonstration den 1. maj.

Tusinder marcherer på Arbejdernes dag i protester mod nedskæringer og arbejdskraftreformer
Tusindvis af mennesker demonstrerede tirsdag den 1. maj på gaderne overalt i Spanien. Den største protest fandt sted i Madrid, hvor fagforeningerne vurderede, at 100.000 demonstranter var mødt op for at protestere mod regeringens (PP) omfattende nedskæringer og arbejdskraftreformer.
”Der er så mange grunde til at protestere, hvor vil du have mig til at begynde?” sagde en studerende fra Madrid og fortsatte: ”Følelsen af vrede blandt spanierne vokser i takt med arbejdsløsheden og de stadig mere dystre sociale og økonomiske udsigter.”
I Barcelona anslog fagforeninger, at også 100.000 var mødt op, mens de lokale myndigheder satte antallet af demonstranter til 15.000. Omkring 80 demonstrationer fandt sted i omkring 60 spanske byer.

 


Nu bliver det nemmere af få dansk pas i udlandet.

Det bliver nemmere at få dansk pas i udlandet
Efter indførelsen af det biometriske pas den 1. januar 2012 er det blevet mere besværligt at få udstedt pas, hvis man er bosat i udlandet. Derfor arbejder Udenrigsministeriet på at gøre det nemmere – blandt andet ved hjælp af et mobilt paskontor.
De nye biometriske pas med fingeraftryk har gjort det sværere for udenlandsdanskere at få udstedt et dansk pas. Udenrigsministeriet er derfor i gang med at undersøge mulighederne for at lade konsulater og ambassader, der ikke har biometrisk udstyr, udstede nødpas og forlænge eksisterende pas.
I Sydspanien vil dansk ambassadepersonale regelmæssigt komme på besøg. I den forbindelse vil de medbringe særligt udstyr til at tage fingeraftryk og billeder samt modtage pasansøgninger. Nærmere informationer kan fås på konsulatet i Málaga eller på udenrigsministeriets hjemmeside www.um.dk i sektionen ”pas og visum”.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.