Nyheder april 2011

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Osborne-tyrens model stjålet fra bar

En barejer i Jerez de la Frontera har anmeldt et tyveri af en udstoppet tyr fra sin bar. Den udstoppede tyr, kaldet Deseado, vejer ikke mindre end 465 kilo og var en del af barens såkaldt udsmykning. Også tyrefægterplakater og andre sager er stjålet.
Deseado skulle tidligere have tilhørt Bodegas Osborne, og i tiderne da den græssede lykkelig på de andalusiske græsmarker, skulle den have stået model til sherryfabrikantens emblematiske skilte, der de seneste årtier har stået langs de spanske landeveje.

Afgørelse i Spaniens største hvidvaskningssag

Bagmanden og hans fire håndlangere fik minimumsstraffe, da der i onsdags blev afsagt dom i Spaniens største sag om hvidvaskning. Den 62-årige chilenskfødte advokat Fernando del Valle, hovedmanden bag hvidvaskningsgruppen Ballena Blanca, blev idømt seks års fængsel og en bøde på 3,5 millioner euro. Hans nærmeste håndlanger Sophiane Hambli blev idømt tre års fængsel og en bøde på 1,5 millioner euro.
Anklageren, Antonio Morales, havde krævet 30 års fængsel til Del Valle og lignende straffe til de øvrige medvirkende. Han vil nu undersøge mulighederne for at appellere dommen til højesteret.
Del Valle er anklaget for at have stået bag hvidvaskning af 12 millioner euro gennem sin advokatvirksomhed i Marbella.

 

Spaniens stjålne børn også solgt til udlandet

Nye akter i sagen om de mange nyfødte børn, der blev stjålet fra sine mødre umiddelbart efter fødslen under og også kort efter diktaturet, fortsætter med at komme frem.
Nu viser det sig, at de mange babyer ikke kun blev solgt til spanske adoptivforældre, men også til udlandet. Nogle blev solgt til USA, andre til Mellem- og Sydamerika.
Dagbladet El País fortæller bl.a. om en mand, som i dag bor i Texas, men blev født på klinikken San Ramón i Málaga. Han blev født i 1971, og i 1998 fortalte hans far ham, at han havde købt ham for 5.000 dollar. Den nu 40-årige mand vidste ikke noget, da hans dåbsattest siger, at hans adoptivforældre er hans biologiske forældre.
Lignende historier fortælles af adoptivbørn i Mellem- og Sydamerika. Hvor mange der er tale om, vides endnu ikke. Inklusive dem i Spanien kan der være tale om 30.000 børn, andre skønner, at antallet er langt højere.
La Danesa belyser hele sagen i april-udgaven, der er på gaden nu, eller læs den på Spaniens stjålne børn.

 

Vindenergi vinder

For første gang nogensinde var vindenergi i marts måned den største leverandør af strøm til Spaniens elektricitet. Ifølge Red Eléctrica de España, der er ansvarlig for landets strømforsyning har meddelt, at vindenergien dækkede 21 procent af det samlede behov.
Vedvarende energikilder stod i alt for 42,2 procent af behovet, hvilket dog er mindre end samme måned sidste år, hvor de grønne energikilder stod for 48,5 procent. Nedgangen skyldes, at leverancen af vandkraft dengang var langt højere.
Den spanske regering har sat energibesparelser øverst på agendaen, og en analyse af landets atomkraftværker er ved at blive udarbejdet.

 

Penélope Cruz får en stjerne på Hollywoods Walk of Fame

Penélope Cruz, den 36-årige skuespiller fra Madrid, får i dag sin succes skrevet i sten, når hun under en ceremoni på teateret El Capitán i Hollywood bliver tildelt en stjerne på Hollywoods Walk of Fame.
I 2009 blev Cruz belønnet med en Oscar i kategorien ’bedste kvindelige birolle’ for sin rolle i filmen Vicky Cristina Barcelona. Hun blev dermed den første spanske skuespiller til at modtage den prestigefulde pris.
Til ære for hendes præstationer og status som international skuespiller bliver Cruz stjerne nummer 2.436 på den berømte promenade.
Udover præstationerne på filmlærredet har hun tonet frem på TV-skærmen og på reklamesøjler som L’Oreals ansigt udadtil. Hun er vegetar og aktiv modstander af tyrefægtningskulturen i Spanien. Cruz er gift med den spanske skuespiller Javier Bardem, og blev i januar mor til drengen Leo Encinas Bardem.

 

Nadal mod Federer i nat

Rafael Nadal vandt i går i Miami 6-2, 3-6, 6-3 over tjekkiske Tomas Berdych. Dermed er den mallorcanske tennisspiller klar til semifinalen i Miami Masters, som skal spilles mod Roger Federer.
Nadal er stadig nummer et på verdensranglisten, mens Djokovic har fortrængt Federer til nummer tre. Nadal og Federer har mødtes 22 gange, af hvilke Nadal har vundet de 14 kampe.
Dysten spilles kl. 01.00 spansk tid.

¿Que Pasa? – denne weekend

Frigiliana
Indtil 7. maj
Galería Krabbe udstiller værker af kunstmaleren Arne Haugen Sørensen. www.galeriakrabbe.com

Fuengirola
Indtil 5. april
West End-musicalen The Producers opføres på Salon Varietes. Kl. 20.00, søndag dog kl. 19.00. Tlf. 952 474 542. www.theatresalonvarietes.com

Málaga
Indtil 1. juni
En udstilling af 25 af Picassos keramiske kreationer (La Colección Serra) kan ses i Casa Natal Picasso, hans fødehjem, på Plaza de la Merced. Åbent alle dage undtaget helligdage. Kl. 09.30 – 20.00. www.fundacionpicasso.es

Estepona
Hver lørdag kl. 19.00-24.00
Kunstmarkedet Mercado de Arte de Estepona (MAE) med værker af lokale kunstnere afholdes i havnen.

Marbella
2. april kl. 10.00-14.00
Økologisk marked, med bl.a. frugt og grønsager, honning, olier og vine, afholdes på Paseo de la Alameda.

2. april kl. 12.00-15.30
Siente Marbella er navnet på en række udendørs koncerter.
Plaza de la Victoria. Flamenco Fusión
Plaza Puente Ronda (C/Peral): Jazz/blues
Plaza Altamirano: Jazz

2. april kl. 20.00
Dinner show med duoen Carly på Restaurant Garum. Entré, inkl. lækker middag (eks. drikke), 36 euro. For mere information se www.garummarbella.com.

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

Søg på La Danesa