Det danske magasin i Spanien
Nyheder oktober 2011



Kommunen i Mijas vil efter den store skovbrand, der startede den 19. september på grund af et bål i en kløft ved Enterríos, indføre en række præventive restriktioner.
Der kan blive tale om et forbud mod udendørs rygning og mod at grille og lave bål i de specielt udsatte områder i Sierra de Mijas. Forbuddene forventes at blive indført i løbet af de næste seks måneder og at gælde hele året rundt.
Derudover planlægger man at indføre strengere kontrol med tomme byggegrunde og jordstykker, ligesom man vil sørge for, at alle lande- og markveje bliver inkluderet i GPS-systemet, så brandvæsen og hjælpearbejdere nemmere kan finde frem til et givent område.
De regionale myndigheder, repræsenteret af Infoca, har konkluderet, at branden, som blev slukket allerede dagen efter, ødelagde næsten 700 hektar skov og krat samt nedbrændte fem huse i hhv. Mijas, Marbella og Ojén. Ilden bredte sig meget hurtigt pga. 30 graders varme, en luftfugtighed på bare 25 procent og vinde på op til 40 km i timen, der desuden fik ilden til at brede sig i to retninger.
Fra provinsledelsens miljøafdeling genopfriskes opfordringen til at nyde naturen, men samtidig udvise respekt og forsigtighed, ikke efterlade glas eller flasker og helt lade undlade at ryge eller tænde bål eller grille. Mennesker har de seneste 25 år været skyld i 59,22 procent af de 3.556 skovbrande i Málaga-provinsen. Man har dog ikke kunnet opklare 1.114 af dem.

To helikopterulykker på lige så mange dage
Den 19. september styrtede en helikopter ned i El Puerto de Santa María i Cádiz efter en mislykket sikkerhedslanding, hvor rotoren tilsyneladende kom i kontakt med et stakit. Alle fire ombordværende, heriblandt de tre passagerer fra et østrigsk filmhold, overlevede.
Det gjorde de tre ikke, som var ombord på en helikopter, der dagen efter gik ned i et område kendt som Fuente de la Gitana, som ligger mellem Tocón de Quéntar og La Peza i Granada-provinsen. Fartøjet gik straks efter styrtet i brand, hvilket formodes at være den endelige dødsårsag.
Helikopteren, en Bell 412, blev brugt til brandslukning. Den var dog ikke involveret i at slukke skovbrande, da den styrtede ned, men på vej fra Córdoba til Infocas base i Alhama de Almería.
To brandslukningsfartøjer fløj kort efter ulykken over området for at forhindre, at ilden fra den forulykkede helikopter skulle sprede sig.

Taxametre på vej til Marbella
Det er snart slut med at køre taxa uden en fastsat takst i Marbella. Kommunen har nemlig vedtaget, at samtlige byens taxaer skal have taxameter, og også at disse skal anvendes på samtlige ture. I andre byer skal chaufførerne kun bruge taxametret inden for bygrænsen, og ikke på ture til eller fra en anden by eller til f.eks. lufthavnen, men det skal taxaerne fra Marbella altså.
Kommunalrådet og taxavognmændene forhandler i øjeblikket om, hvor meget hver kilometer skal koste. Parterne ser bl.a. til Málaga by, hvor en kilometer koster 0,87 euro, men muligvis sætter man den 0,90 euro.
Alle taxaerne skal have taxametre installeret inden udgangen af året.
Samtidig skal det også blive muligt at betale for taxaturen med kreditkort, ligesom taxaer med licens til at køre med kørestolsbrugere skal blive mere tilgængelige.
For at forbedre byens image vil chaufførerne ikke længere have lov til at køre i shorts (kvinder dog gerne i nederdel), ærmeløse t-shirts eller med strandsandaler.

Brugte miljøministeriets penge på hanekampe
Dyreværnsforeningen SEPRONA har anmeldt byrådet i Santa Cruz de La Palma. Anledningen er, at man mistænker byrådet, inklusiv borgmesteren, Sergio Ramos (PSOE), for at have brugt 166.000 euro på at bygge en ring til hanekampe og at pengene skulle være kommet fra miljøministeriet og være øremærket øens naturpark, der er erklæret World Biosphere Reserve af UNESCO.
Ramos har foreløbig forklaret, at ringen til hanekamp blev påbegyndt af hans forgænger på borgmesterposten.
Faktisk er ringen til hanekampe ikke ulovlig, så det, som domstolen nu undersøger, er kun, hvor pengene er kommet fra. Hanekamp er lovligt på de Kanariske Øer, og derudover er Andalusien den eneste region, hvor denne form for dyremishandling også tolereres.
Der er dog en klausul, indført i 1991 i den kanariske lokalregerings lovgivning, som forbyder en offentlig administration at organisere hanekampe, ligesom det beskrives som ”uønsket at tillade nogen at tjene penge på underholdning, der er baseret på mishandling af dyr, disses lidelser og død.”

Ny tennisklub i Fuengirola
I midten af oktober åbner en ny offentlig tennisklub i Los Pacos, Fuengirola.
Klubben får fem baner, der alle er kunstofbaner. Der skal være en tennisskole med undervisning for både børn og voksne.
Byrådet forklarer, at den nuværende offentlige tennisklub med kun to baner er blevet alt for lille, og at man har valgt at anlægge Los Pacos Club de Tenis for at imødese en voksende efterspørgsel blandt byens indbyggere. Den har kostet kommunen 1,1 millioner euro.

58.378 indbyggere i Málaga-provinsen uden nogen indtægt overhovedet
Regeringens støtteprogram kaldet Programa Temporal de Protección por Desempleo e Inserción (Prodi), som gav 426 euro om måneden til dem, der ikke havde andre indtægtskilder, er ophørt.
Det betyder, at 58.378 personer i Málaga-provinsen nu lever uden nogen form for indtægt eller støtte, skriver Diario Sur. Det svarer til omkring en tredjedel af alle provinsens arbejdsløse. Blandt dem er omkring 23.000 personer, som aldrig har haft et arbejde.
Formanden for fagforeningen CCOO i Málaga, Antonio Herrera, kalder det for ”absolut umoralsk”, at regeringen er passiv og ikke hjælper de langtidsledige, og det, mener han, kan resultere i seriøse sociale uroligheder.
Arrabal-AID, en NGO, der rådgiver arbejdsløse, advarer dog mod aktioner, der kræver en tilbagevenden til flere støtteprogrammer. Organisationens formand, José Antonio Naveros, siger: ”Vi skal væk fra velgørenhed og i stedet kræve programmer, der hjælper folk i arbejde.”
PSOE’s statsministerkandidat, Alfredo Pérez Rubalcaba, mener, at formueskatten, der blev genindført i september, vil genere omkring 1,1 milliarder euro, og at disse penge skal bruges til at skabe 300.000 jobs til unge mennesker.
Kortvarige ansættelseskontrakter igen politisk og lovmæssigt korrekte
Kongressen har netop vedtaget en reform, som støtter kortvarige ansættelseskontrakter.
I 2006 besluttede regeringen ellers at begrænse denne form for ansættelser, og arbejdsgiveren var efter fire korte kontrakter tvunget til at lade medarbejderen gå eller ansætte vedkommende på ubestemt tid.
Nu anser man, at kortvarig beskæftigelse er bedre end ingen beskæftigelse, og det er fremover tilladt at ansætte medarbejdere på et ubegrænset antal kortvarige kontrakter. I hvert fald inden for de næste to år, hvorefter man igen vil vurdere situationen.

Formueskatten er genindført
Ministerrådet vedtog i slutningen af september at genindføre formueskatten. Det skete tre år efter, at regeringen selv havde sat den i bero. Den er dog også blevet indført midlertidigt, altså kun for skatteårene 2011 og 2012. Derudover er grænsen for skatten sat ved 700.000 euro, hvilket forventes at ville berøre omkring 160.000 skatteydere.
Økonomiminister Elena Salgado har forklaret, at det er nødvendigt at genindføre skatten for at lappe hullet i statens kasse, mens lederen af oppositionspartiet PP, Mariano Rajoy, mener, at skatten er uretfærdig og at de ventede 1,08 milliarder euro om året alligevel ikke vil gøre den store forskel.
Skatten skal inkluderes på regionernes del af selvangivelsen, og en række PP-ledede regioner har nægtet at indføre den. Hertil har Elena Salgado sagt, at regionerne i stedet vil modtage pengene fra staten, hvilket PSOE’s spidskandidat til valget den 20. november, Alfredo Pérez Rubalcaba, har modsagt på åbent TV.
Samme Rubalcaba havde allerede meddelt, at han planlagde at genoplive beskatningen sammen med en forøget selskabsskat for bankerne, hvis han da ellers vinder. Men nu kom den nuværende statsminister ham altså i forkøbet.

PP og Mariano Rajoy har jordskredssejr i vente
Partido Popular med Mariano Rajoy i spidsen har ret til at glæde sig, også selvom parlamentsvalget først afholdes den 20. november.
En meningsmåling udført af Metroscopia for El País viser nemlig, at PSOE’s kandidat, Alfredo Pérez Rubalcaba, ikke har formået at mindske afstanden til sin modstander. Mariano Rajoys forspring ligger fortsat på 14,1 procentpoint, og partiet ville, hvis valget blev holdt nu, vinde 185 mandater, hvilket er 10 flere, end der er brug for, for at opnå majoritet.
Undersøgelsen viser også, at 81 procent af socialisterne selv forventer, at partiet lider et stort nederlag den 20. november.

Spanien møder Argentina i Davis Cup-finale
Det spanske tennislandshold for herrer sejrede i septembers semifinaledyst i Davis Cup over Frankrig med 4-1 i tyrefægterarenaen i Córdoba.
Dermed er holdet videre til finalen, som denne gang gælder Argentina, der slog Serbien.
Rafael Nadal sikrede Spaniens finaleplads ved at slå Tsonga i sin gode gamle stil 6-0, 6-2, 6-4, hvilket skete et par timer før, Serbien tabte hjemme til Argentina. Sejren gav desuden Nadal en smule oprejsning efter sidste uges sviende nederlag i US Open til Novak Djokovic, der måtte udgå mod Del Potro på grund af rygsmerter.
Finalen skal spilles den 2. – 4. december i Spanien. Det er endnu ikke besluttet præcist hvor i landet, men flere byer, heriblandt Málaga, gør sig forhåbninger.

Jordansk udsending risikerer fængselsstraf for graffiti i Alhambra
Den jordanske militære udsending, som i midten af august skrev sit navn på en væg i Alhambra, risikerer nu at komme i fængsel for sin ubetænksomhed.
Han var en del af en jordansk delegation, der var i Spanien i forbindelse med forhandlinger om køb af militærfly. Under deres ophold aflagde de det gamle mauriske palads et besøg, og da lod den jordanske Kilroy det bedre løbe af med sig og skrev sit efternavn på én af paladsets vægge. Andre besøgende så ham gøre det, og de tilkaldte sikkerhedsvagterne, som pågreb ham, stadig i gerningsøjeblikket.
Jordaneren er nu blevet anklaget for hærværk mod verdensarven, og kan derfor forvente op til tre års fængsel.

Bus til tiden
Kommunen i Marbella mener, at brugere af bybusserne har ret til at vide, hvornår de kan forvente den næste bus. Derfor har man opsat seks paneler med ure, som viser, hvornår den næste bybus kommer. Planen er, at der med tiden skal sættes én op ved samtlige stoppesteder.
Man har nu installeret GPS i busserne, der er programmeret til at sende beskeder til en central hos Portillo, der igen informerer panelerne ved stoppestederne.
Marbella er den første by i Andalusien (udover provinshovedstæder) med et sådant system. Det har krævet en investering på 300.000 euro.

Svensker druknet i Salobreña
En svensk statsborger druknede den 6. september i Salobreña. Det skete omkring kl. 14.15 ved Playa del Peñón, hvor den 71-årige mand svømmede ved stranden.
Ifølge vidner begyndte han at få problemer, og redningsfolk fra både Guardia Civil, Policia Local og Røde Kors blev tilkaldt, men da de ankom til stedet, var det ikke muligt at genoplive ham.

Roca vandt stort i lotteriet
Juan Antonio Roca, den hovedmistænkte i Malaya-korruptionsskandalen, der siden den 27. september sidste år har været under optrævling ved domstolen i Ciudad de Justicia Málaga, vandt i lotteriet rigtig mange gange i 2005.
Det forhenværende byrådsmedlem og ansvarlig for den lukrative byplanlægning i kommunen har netop forklaret, hvordan heldet forfulgte ham og hans familie. Først vandt hans hustru, Rosa Jimeno, 384.000 euro i Lotería Nacional, og den selv samme dag vandt parrets datter, María, hele to gange 35.000 euro i ONCE. De efterfølgende måneder blev det ved at regne til en samlet sum af 646.000 euro.
Med så stort et held tog det ikke lang til for politiets antikorruptionsafdeling at ane, at der var tale om et fupnummer med det formål at vaske penge hvide og uskyldige.
Det indrømmede Roca så for første gang i september. Han forklarede, hvordan nummeret var sat sammen: Han havde en aftale med sin lokale lotterimand, af hvem han købte ellers usolgte lodder, der var udtrukket. Med andre ord kunne han gå i banken med lodsedlen, sætte gevinsten ind på sin konto og dermed var de penge hvide. Han forklarede videre, at han normalt betalte det samme for kuponerne som gevinstens pålydende, men at metoden også gjorde pengene skattefri.
Myndighederne forsøger også at sætte værdi på Rocas store samling af kunst, blandt hvilke flere genstande blev købt af andre af de 95 tiltalte i Malaya-sagen. Roca har forklaret, at han selv overvurderede kunstværkerne, i nogle tilfælde til det dobbelte af den egentlige værdi. hvilket skyldtes, at forsikringsselskabet kun betaler 50 procent af værdien, skulle kunstværkerne blive stjålet. Kunstsamlingens samlede værdi anslås nu til at være på omkring 10 millioner euro.

Første tilfælde af eutanasi en realitet
Ramona Estévez, en 91-årig kvinde som siden juli have ligget i koma og var erklæret hjernedød, og hvis børn havde efterstræbt at opfylde hendes ønske om ikke at blive holdt kunstigt i live, døde i september på hospitalet Blanca Paloma i Huelva.
Eutanasi understøttes i Andalusien af en lov omkring værdig død, som blev indført i 2010, og som bl.a. giver patienter ret til at afvise at blive holdt kunstigt i live. Dilemmaet er dog, at dødshjælp stadig er ulovligt i Spanien. Retten i Huelva havde afvist en appel fra modstandere af eutanasi, der havde anket en beslutning fra de andalusiske sundhedsmyndigheder, som havde givet Ramona Estévez’ børn ret til at slukke for respiratoren og lade hende dø.
Dermed blev Ramona Estévez den første i Spanien, som officielt døde en såkaldt værdig død i henhold til egne ønsker.

Lokaltog hvert 20. minut
Lokaltoget mellem Fuengirola og Málaga kører nu hvert 20. minut.
Indtil den 11. september skulle man vente 30 minutter på næste afgang, men nu er intervallerne altså kun 20 minutter, hvilket naturligvis også gælder diverse stop undervejs, som f.eks. i Torremolinos og Arroyo de la Miel.
Det var blevet muligt at øge antallet af afgange efter færdiggørelsen af det dobbelte spor mellem lufthavnen og Málaga.
Fra Fuengirola køres der kl. 00, 20 og 40 minutter over, og fra Málaga (Alameda) 10, 30 og 50 minutter over. Første tog afgår fra Málaga kl. 05.30, fra Fuengirola kl. 06.20, mens de sidste afgange er hhv. kl. 22.30 og 23.20.
Fra januar til juli i år benyttede godt 5,3 millioner passagerer banen, hvilket er en stigning på 9,5 procent i forhold til samme periode sidste år.

Sæbeopera om reparation af færge i Cádiz
Et drama, som er en sæbeopera værdig, udspiller sig i Cádiz-provinsen, hvor politikere fra hele spektret forsøger at søsætte færgen Vaporcito, der ellers sank den 30. august efter at være stødt ind i en mole i Cádiz’ havn. Alle 80 ombordværende blev reddet i land, inden den gik ned. Færgen har siden begyndelsen af 1900-tallet sejlet ruten over bugten, mellem Cádiz og El Puerto de Santa María.
Flere tusinder af områdets indbyggere har, siden færgen sank, tilmeldt sig en gruppe på nettet, der kræver, at båden bliver repareret og sat i drift igen, mens én har foreslået, at alle indbyggere i Cádiz bør betale en euro for at få den populære færge tilbage. Dette krav og opbakning fra almenheden ansporede politikere til at gå ind i sagen, og bl.a. ministeriet for offentlige arbejder og miljøministeriet samt kommunen i El Puerto de Santa María har tilbudt at betale de 15.000 euro, det vil koste at reparere færgen.
Bølgen af solidaritet med færgens mange fans begyndte et par måneder før valget, og det var da også PSOE’s kandidat til statsministerposten, Alfredo Pérez Rubalcaba, der fik centralregeringen involveret i projektet om at gøre Vaporcito sejldygtig igen. Han er valgt i provinsen. Miljøminister Rosa Aguilar har, måske på den nye partiboss’ foranledning, sagt, at hendes ministerium vil støtte selskabet, Motonaves Adriano, der driver færgeruten, så Cádiz-bugten ikke skal miste et symbol.
Samtidig har de lokale myndigheder i El Puerto de Santa María, der ledes af den konservative opposition, også tilbudt at betale for reparationerne. Borgmester Enrique Moresco fra PP siger til El País, at det første skridt er at få båden op af vandet, og det arbejdes der allerede på.
Venstrefløjskoalitionen Izquierda Unida har da heller ikke villet føle sig udenfor, men eftersom partiet ikke har nogen administration i området, der kan bidrage med penge, har man officielt anmodet lokalregeringen om at hjælpe med at få Vaporcito søsat.
Og al denne hjælp bliver måske slet ikke nødvendig, da forsikringsselskabet muligvis dækker alle omkostninger ved reparationerne.

Støtte til restaureringsarbejde brugt på lønninger i Estepona
Antallet af ansatte ved kommunen i Estepona, der har 66.150 indbyggere, giver stadig anledning til stridigheder. Den nuværende borgmester, José María García Urbano (PP), hævder nu, at hans forgænger, David Valadez fra PSOE, brugte 3,3 millioner euro af en kasse med tilskud fra Junta de Andalucía på majlønningerne til kommunens offentligt ansatte.
Valadez har ifølge El País sagt, at han gik ud fra princippet om fælles kasse for at kunne betale de 1.280 ansatte, også selvom han var klar over, at det ville skabe nye problemer.
Pengene var udbetalt til kommunen som tilskud til at restaurere den gamle bydel, og nu vil Junta de Andalucía have de penge tilbage, der ikke er brugt på det egentlige formål. Faktisk er første rykkerbrev kommet.
Men García Urbano får svært ved at finde de 3,3 millioner, da kommunen har en samlet gæld på 300 millioner. Han siger, at han siden han overtog borgmesterposten for omkring tre måneder siden, har fundet ubetalte regninger for sammenlagt 35 millioner euro gemt i skufferne.
Han har nu konfiskeret kommunens 150 mobiltelefoner og et par biler. Han er også blevet enig med fagforeningerne om en årlig lønnedgang på sammenlagt syv millioner euro, men ud af de 1.300 søgsmål, der lige nu er mod kommunen, kommer de 500 fra utilfredse medarbejdere.

Manuel Fraga trækker sig tilbage efter 60 år i politik
Manuel Fraga Ibarene (PP), der er senator, men bedre kendt for sine 15 år som leder af den galiciske lokalregering, la Xunta, og sin rolle under statskuppet den 23. februar 1981, trækker sig tilbage i forbindelse med det kommende valg.
Han har de seneste måneder slet ikke været at finde på sit kontor i senatet, hvor han førte ”en meget personlig dagsorden”, specielt efter at han i april gennemgik en hofteoperation. Faktisk var den 89-åriges sidste officielle akt i forbindelse med 30-års jubilæet for statskuppet den 23. februar. Han spillede selv en rolle ved statskuppet, der selvfølgelig blev afværget, før det var kommet rigtigt i gang, da han konfronterede general Tejero i kongressen. Men under festlighederne i år var han allerede afhængig af sin kørestol, og det eneste, han skulle have sagt, var til en tjener, som spurgte til hans ønske om vin, hvortil han tilsyneladende sagde dagens eneste ord: ”Albariño”.
Fraga, selvfølgelig også kendt som Don Manuel, genopstiller ikke til valget i november, og aktiviteterne i hans kalender er allerede nu annulleret.

Udslip fra atomkraftværket Garoña skal undersøges
Myndighederne skal nu undersøge, hvorvidt udslip fra atomkraftværket i Santa María de Garoña opvarmer vandet i floden Ebro mere end tilladt.
Miljøorganisationen Greenpeace har længe hævdet, at udslippet af det varme vand fra kraftværket opvarmer floden mere end det tilladte, mens det dog var en offentlig instans, Confederación Hidrográfica del Ebro, som først advarede mod opvarmning af flodens vand på grund af en fejl i atomkraftværkets kølesystem.
Foreløbige målinger har vist, at flodens vand ved udslip er steget fra 18,1 grader til 30,9 grader, selvom den maksimalt tilladte stigning er tre grader.
Opvarmningen af floden går naturligvis ud over både dyr og planter.
Garoña blev indviet i 1971 og er Spaniens ældste atomkraftværk. Det skal efter planen lukke i juli 2013.

Vi tror, vi lever i Ali Babas hule
”Vi spaniere tror, vi lever i Ali Babas hule,” har Baltasar Garzón, den spanske dommer ved Den Internationale Domstol i Haag, netop sagt under en konference omkring økonomi og samfund på universitetet i Sevilla.
Den kontroversielle, tidligere højesteretsdommer mener, at spaniernes opfattelse af virkeligheden er forskruet og moralen sænket på grund af den megen korruption blandt politikere og embedsfolk. Han forklarede sit synspunkt: ”Korruptionen udgør en risiko for de eksisterende demokratiske værdier, og er ved at blive et socialt accepteret fænomen.”
Garzón bakker sin holdning op med en undersøgelse foretaget af CIS, der siger, at over 80 procent af spanierne mener, at der er korruption i både konstruktionsbranchen, i forbindelse med udlicitering af offentlige arbejder, blandt politikere og hos politiet.

Nyt arbejde til Airbus i Cádiz
Airbus’ militærdivision, Airbus Military, har netop bekræftet, at fabrikken i El Puerto de Santa María i Cádiz skal fremstille dele til nye fly. Det drejer sig om dele til A-320 Neo (New Engine Option) og en stabilisator til A-400 M.
De nye opgaver forsikrer arbejde i et par år til fabrikkens godt 300 ansatte, men der forventes også at blive behov for at udvide staben.
Flyindustrien beskæftiger i øjeblikket 10.278 personer i Andalusien.

ETA-pro parti forsøger igen at stille op
Det ETA-venlige og ekstremt nationalistiske parti Sortu, som forfatningsdomstolen med syv stemmer for og to imod forbød at stille op til lokalvalget i maj, forsøger nu at blive godkendt til parlamentsvalget den 20. november.
Justitsministeriet har skriftligt anmodet forfatningsdomstolen om ikke at lovliggøre Sortu, fordi den baskiske venstrefløj ’abertzale’ stadig er støttet af Batasuna, der igen er den baskiske terrororganisations politiske fløj, skriver El País. Men den baskiske abertzale er fast besluttet på at vinde endnu mere magt i november i både Baskerlandet og Navarra, end det har gjort med partiet Bildu. Magten skal først og fremmest fravistes det i abertzalens øjne alt for tolerante PNV.
Den tidligere leder af Batasuna, Arnaldo Otegi, blev i slutningen af september idømt 10 års fængsel for at have tilhørt en væbnet gruppe og for at have forsøgt at genopbygge et forbudt politisk parti. Alligevel insisterer andre medlemmer af Sortu, som havde forventet Otegis dom.
Sortu har foreløbig appelleret til forfatningsdomstolen med den begrundelse, at dommerne tidligere på året ignorerede, at partiets vedtægter tager afstand fra ETA’s voldelige metoder.

ETA-medlemmer mistænkt for tyveri af 200 nummerplader
De spanske og franske myndigheder mistænker, at ETA-medlemmer i september var ansvarlige for tyveriet af næsten 200 nummerplader i den sydfranske by Pau. Nummerpladerne var ganske enkelt fjernet fra biler i byen.
Er det ETA, som står bag tyverierne, betyder det et brud på den såkaldt permanente våbenhvile, som den baskiske terrororganisation selv proklamerede den 10. januar i år. Det vil dog ikke være det første tilfælde, da ETA-medlemmet Iñaki Domínguez Atxalandabaso blev anholdt i juni, da han var på vej ind i Frankrig fra Italien med elektroniske anordninger til fremstilling af bomber i sin bil.

Spanske reaktioner på det danske valg
Der lugtede af stegt flæsk i Danmark, skrev man forundret over danskerne vaner med at spise valgflæsk, ”cerdo frito de elecciones”, den 15. september i dagbladet ABC.
Det konservative dagblad kommenterer med videre undren, at Danmark nu havde fået en socialdemokratisk ledet regering – selvom både Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti mistede stemmer – takket være en stor fremgang hos de allierede, Radikale Venstre og Enhedslisten. Sidstnævnte kaldtes ”rojiverde”. Man mente, at der venter Thorning-Schmidt en specielt svær opgave, eftersom hun netop med en koalitionsregering skal løfte Danmark ud af dens økonomiske krise. Det, skrev avisen altså, vil hun gøre ved at øge de offentlige investeringer, hvortil pengene skal komme fra øgede skatter på pensioner og de højeste indtægtsgrupper samt en forlængelse af arbejdsdagen med 12 minutter.
ABC påpegede også, at det var det første folketingsvalg i Skandinavien siden Anders Beiviks massemord i Oslo, hvor 86 personer omkom, hvilket, mente avisen altså, kan være årsagen Dansk Folkepartis tilbagegang.
I den mere venstreorienterede avis El País fremhævede man også, at det var det første valg siden den tragiske dag i Oslo, og også at det kan være årsagen til DF’s tilbagegang, der trods alt kun er på tre mandater til 22. Heri spekulerede man desuden, at tilbagegangen også kan skyldes, at valgdebatten denne gang var mere fokuseret på økonomien end udlændingepolitikken, selv mere end polemikken omkring grænsekontrollen. Sidstnævnte emne er Spanien specielt interesseret i, men avisen forventede dog, at Danmarks nye regering vil annullere den nu tidligere regerings planer om en permanent grænsekontrol.
El País påmindede også sine læsere om, at Danmark er medlem af EU, men har bibeholdt kronen, og at Socialdemokratiet tidligere har været fortalere for indførelsen af euroen, men at Helle Thorning-Schmidt på grund af omstændighederne nu har afvist mulighederne.

Æsel i Mijas vil være ven med Den Lille Havfrue
Kommunen i Mijas, nærmere betegnet turistrådet, vil gøre statuen af æslet i Mijas til en slags venskabsstatue med Den Lille Havfrue i København.
Formålet er at promovere byen i Danmark og de andre nordiske lande. Havfruen er én af verdens mest genkendelige symboler, og det håber man, vil smitte af på Mijas, hvis det lykkes at føre initiativet i mål.
”Hvis vi opnår dette venskabsforhold, bliver æseltaxaen ikke kun ikonet for turismen i kommunen, men en aktiv del af markedsføringen af Mijas i de nordiske lande,” siger rådmand med ansvar for turismen, Santiago Martín.
Æslet, skabt i bronze af den lokale kunstner Lázaro Cruz, blev i februar i år stillet op på Plaza Virgen de la Peña i Mijas Pueblo til ære for de mange æsler, der slæber æseltaxaerne op og ned ad byens bakker.

En kunstner kommer på besøg
Mød multikunstneren og livsnyderen ”Samoel” til hans fernisering på Hotel Tamisa Golf, Mijas Costa d. 2. – 9. oktober kl. 17 – 18.
Han er kunstmaler (71 år gammel og har malet hele livet), komponist (har skrevet sange til en række kendte kunstnere), musiker (guitar) og forfatter til en del bøger.
Han har udstillet rundt om i verden bl.a. på Sri Lanka, i Marokko, Danmark og permanent i Indien, hvor han har bygget et ”farvetempel” på 500 kvadratmeter, der huser en stor del af hans billeder.
Hans inspiration er solen, farverne, mennesker og frem for alt kærlighed til livet. Det hvide hjerte er som en rød snor i næsten alle hans billeder.
Du kan se mere om hans store produktion af billeder på hjemmesiden: www.samoel.com
Ønsker du yderligere oplysninger, kan du ringe på: 678976738 – Jytte B. Pedersen.

Dans dig ind i kampen mod brystkræft
Den latinamerikansk inspirerede dans zumba er på ganske kort tid blevet populær over hele kloden, og nu trækkes den særprægede form for fitness så ind i kampen mod brystkræft. Organisationen Susan G. Komen for the Cure og dens nonprofit partnere lancerer en global Party in Pink-kampagne, som har til formål at udbrede kendskab om og indsamle penge til brystkræftsforskning og -bekæmpelse via zumba. Frivillige opfordres i den forbindelse til at arrangere et såkaldt Party in Pink Zumbathon, og den handske har man grebet hos Passion Studio i Fuengirola. Sportscenteret afholder således Kystens helt eget Zumbathon, når hovedpladsen på Hipodromo Racecourse i Mijas omdannes til dansegulv for omkring 600 dansere.
Du kan deltage i arrangementet som danser eller sponsor, og alle donationer vil gå til brystkræftsforskning. Arrangøren lover to timer med god musik, positiv atmosfære og dans på et niveau, hvor alle kan være med.
Party in Pink Zumbathon finder sted lørdag den 22. oktober mellem 14.30 og 16.30på Hipodromo Racecourse i Mijas. Alle er velkomne til at kontakte Annette Agerkop på 600 550 506 for mere information.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.