Den afgående formand for EU-kommissionen, José Manuel Barroso, langer ud efter Spanien.
Europa Kommissionen: Krisen er Spaniens egen fejl Den afgående formand for Europa Kommissionen, José Manuel Barroso, langer hårdt ud efter Spanien og den tidligere PSOE-regering. “Krisen er Spaniens egen fejl. Det er hverken EU’s, Euroens eller Merkels skyld,” sagde han på en nyligt overstået konference og uddybede: “I årene forud for krisen spurgte vi flere gange til de spanske bankers og sparekassers ve og vel, men regeringens klare svar var, at alt gik godt. Den spanske regering så deres centralbank som værende Europas bedste, men i dag kan vi jo se, at der slet ikke har været styr på tingene.” Barroso var også efter Irland, Portugal og Italien. Sammen med Spanien er de de hårdest ramte lande i EU, og det skyldes, ifølge José Manuel Barroso, at disse lande slet ikke kunne håndtere væksten i byggeriet i starten af 00’erne samt for dårlige nationalbanker.
Den nuværende gennemsnitlige kvadratmeterpris i Málaga-provinsen er 38 procent lavere end de historisk høje priser i begyndelsen af 2008.
Huspriserne i Málaga stiger for første gang i tre år Der er efterhånden flere og flere ting, som peger i retning af, at Spanien så småt er på vej ud af krisen. En af dem er en opgørelse over huspriserne i Málaga-provinsen fra Ministeriet for Offentligt Arbejde. Den viser, at priserne i første kvartal af 2014 er steget for første gang i tre år – og det med hele 1,3 procent i forhold til det foregående kvartal. Dermed er kvadratmeterprisen på en bolig i den sydspanske provins i gennemsnit 1.466 euro, hvilket er det højeste i hele Andalusien. Det er desuden den første kvartalvise stigning siden sidste kvartal af 2010. Dog er år-til-år-priserne faldet med 5,2 procent, og der vil derfor gå et godt stykke tid, før det står klart, om dette opsving er udtryk for en vedvarende tendens eller blot en engangsforestilling.
BBVA tror på stigende vækst i Spanien.
Positive toner fra BBVA Spanien kan øge sin vækst med 2,5 procent og skabe 400.000 nye arbejdspladser i løbet af 2014 og 2015. Den positive udmelding kommer fra præsidenten for landets næststørste bank, BBVA, Francisco González. Han mener, at regeringen er alt for konservativ, når den snakker om vækstrater på omkring en procent, og tilsvarende mener BBVA-manden, at den øgede vækst, langt hurtigere end regeringen antager, vil skabe nye jobs. Francisco Gonzáles tilføjer dog, at det er vigtigt, at den spanske regering fortsætter med de mange reformer og gør alt for at komme korruptionen til livs.
Efter Partido Populars skuffende resultat ved EU-parlamentsvalget skal politikerne nu vinde stemmerne tilbage ved at fokusere mere på nærmiljøet.
Kommunalvalg 2015: PP-borgmestrene skal fokusere på deres byer 72-årige Francisco de la Torre genopstiller som borgmesterkandidat i Málaga, og samtidig forlader han sin post i senatet i Madrid. Udmeldingen er et klart signal om Partido Populars nye strategi forud for kommunalvalget i forsommeren næste år. De ønsker de ledende lokale politikere tilbage i lokalmiljøet for at fokusere 100 procent på deres respektive byer. Partido Polular fik et skidt EU-valg i sidste måned, og der er ikke råd til endnu et nederlag. Flere af PPs politikere har kombineret deres job i byrådet med en plads i senatet for at sikre deres pågældende kommuner indflydelse i de større, overordnede beslutninger. Men PP vil altså nu have sine politikere tilbage i nærmiljøet.
PSOE i Catalonien har svært ved at finde en ny formand.
Kun én person vil lede PSOE i Catalonien Hvem der skal stå i spidsen for PSOE på landsplan, stemmer partiets medlemmer om på en ekstraordinær kongres i næste måned. Der forventes en hård og intens valgkamp – bare ikke i Catalonien, hvor partiet er splittet og i store problemer. Kun én kandidat, Miguel Iceta, har meldt sig til formandsposten efter den tidligere leder, Pepe Navarro, forlod partiet efter et skuffende EU-valg. PSOE var i 1980’erne og ’90’erne det største parti i Catalonien, men er nu mindsket til at være det tredjestørste efter de to nationalistpartier CIU og ERC.
Fremtidens indtægtsmuligheder skal findes uden for grønsværen.
Ny mand skal finde pengene i Málaga C.F. Et kendt ansigt er tilbage i Málaga Club de Fútbol. Han kan ikke præstere det helt store med en bold, men det kan han til gengæld på kontorgangene og i mødelokalerne. José Maria Arrabal er ekspert i at udvikle og finde nye indtægtskilder for sportsklubber. Og det bliver hans opgave i Málaga, hvor pengene bestemt ikke hænger på træerne. Arrabal har en fortid i blandt andet den amerikanske basketballliga, NBA, og hos det spanske fodboldforbund, RFEF. Han var også i Málaga C.F. i en kort periode for cirka seks år siden, da klubben netop var på vej ud af sin betalingsstandsning.
Nogen forbinder måske også Cabo de Gata med det meget omtalte byggeri af hotellet El Algarrobico, der blev indstillet tilbage i 2006, men som nu er blevet legaliseret.
Cabo de Gata udnævnt som et af Spaniens syv naturlige vidundere Allianz Global Assistance har for nylig afholdt en afstemning med det formål at rangere de syv mest besøgsværdige natursteder i Spanien. Desværre lykkedes det ikke El Torcal de Antequera at få tilkæmpet sig en placering i Top 7, men det gjorde det derimod for Parque Natural Cabo de Gata-Níjar i Almería – som det eneste sted i Andalusien. Konkurrencen har i alt tiltrukket mere end 80.000 stemmer og 5.000 tweets. På førstepladsen landede øen Gaztelugatxe i Baskerlandet efterfulgt af naturparken Somiedo i Asturias med de karakteristiske små hytter. Ind på tredjepladsen kom såmænd det maritime Cabo de Gata. Herefter følger det gamle guldmineområde Las Médulas i León, den vandrige naturpark Las Lagunas de Ruidera i Castilla-La Mancha, bjergområdet Fuente Dé i Cantabria samt klippeformationerne A Praia das Catedrais i Galicien. Cabo de Gata-Níjar blev etableret i 1997, og det 460 km² store fredede kystområde er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Naturparken rummer både hvide sandstrande og vulkanske klippeformationer, hvor der tidligere blev udvundet store mængder af ædelstenen agate, og derfor blev området tilbage i middelalderen døbt Cape Agate. Parken har ikke færre end 1.000 forskellige plantersorter og mere end 100 forskellige slags fugle – heriblandt flamingoer. Desuden er der rig mulighed for dykning ud for de 63 kilometer kyststrækning, og i det klare vand kan både ses blæksprutter, søpindsvin og farverige fisk foruden Middelhavets bedst bevarede poseidonia-enge. Udover dykning er der også mulighed for vandreture, fuglekiggeri, huleforskning, windsurfing, vandski, bjergbestigning, paragliding, hanggliding, cykling og kanosejlads i området. Så det er bare med at komme af sted.
Júzcar igen ramt af Smølfefeber.
Flere smølfer på vej til Júzcar Det skulle kun have varet i nogle uger, men på tredje år er den lille landsby Júzcar nær Ronda hele verdens smølfeby. Siden den første smølfefilm blev indspillet for tre år siden, har 400.000 turister besøgt “Den Blå Landsby”, og interessen er fortsat intakt. For tre år siden blev alle landsbyhusene, som indtil da var hvide som i alle andre landsbyer, malet blå, for at Sony kunne indspille en smølfefilm der. Anden film i rækken kom året efter, og til næste år skal den tredje film indspilles i Júzcar. Landsbyen har kun 260 indbyggere, så det var været en stor udfordring for kommunen at tage imod så mange turister. “Vi har blandt andet måtte bygge en masse ny p-pladser og forbedre tilkørselsvejene, men det har været hele besværet værd, for i dag lever Júzcar godt af de mange turister. Mange nye tapasbarer og børneaktiviteter fungerer rigtig fint her,” fortæller landsbyens borgmester, David Fernández, som på egnen går under navnet Smølfefar.
Susana Díaz vil dedikere sin tid til Andalusien.
Susana Díaz bliver i Andalusien Formanden for Junta de Andalucía, Susana Díaz, stiller ikke op som kandidat til formandsposten på PSOE’s ekstraordinære kongres senere på sommeren. Hun var ellers spået gode chancer for at blive partiets nye spidskandidat på landsplan, men den populære politiker ønsker at blive i Andalusien, fortæller hun. “Da jeg tiltrådte, lovede jeg at blive valgperioden ud, og det står jeg ved. Vi er kun lige kommet i gang med arbejdet, og der ligger unægtelig masser af udfordringer forude.” Susana Díaz har på rekordtid formået at vende de dårlige tal i meningsmålingerne og været stærkt medvirkende til et godt EU-valg for PSOE i Andalusien. Flere at sværvægterne i partiet har derfor opfordret den unge, ambitiøse politiker til at stille op til valget om formandsposten, når partiets nuværende formand, Alfredo Rubalcaba, træder af.
Endnu en tidligere GIL-politikker for retten.
Sæbeoperaen i Marbella fortsætter Det tidligere byrådsmedlem for partiet GIL Francisco Javier Lendínez Bernal er blevet anholdt i lufthavnen i Madrid og stillet for byretten i Marbella. Lendínez har været på flugt siden 2008, da han blev anklaget i den omfattende Malaya-sag i Marbella. Det tidligere byrådsmedlem har ikke forklaret hvorfor, han flygtede, eller hvor han har opholdt sig de sidste fem et halvt år. Han erklærer sig uskyldig med samme forklaring som de øvrige byrådsmedlemmer fra GIL-tiden i Marbella: “Vi var blot små brikker i et større spil.” Tilsvarende nægter han at have modtaget sorte penge af manden bag hele sagen, José Antonio Roca, på trods af, at politiet i Rocas interne regnskaber har fundet udbetalinger til personen L.B., som svarer til sigtedes initialer. At Francisco Javier Lendínez Bernal valgte at returnere til Spanien nu kan skyldes, at der er gået mere end fem år, siden sagen startede, og at han dermed ikke kan sagsøges kollektivt med sine tidligere kollegaer fra byrådet, og at der dermed mindre en mildere straf. Af samme årsag ventes det, at Carlos Fernández melder sig selv senere på året. Han flygtede også i 2008 og menes at opholde sig i Argentina. Carlos Fernández fik en ledende rolle i byrådet efter, at Julian Muñoz blev væltet i 2003.
Den baskiske selvstændighedsbevægelse er i dag i forhandlinger med regeringen om at lade sig desarmere og stoppe alle terroraktioner.
Eftersøgt ETA-terrorist anholdt i Madrids lufthavn Tidligere ETA-medlem og eftersøgt terrorist María Jesús Elorza Zubizarreta alias ‘Karakate’, blev i midten af juni måned anholdt i Madrids lufthavn, Adolfo Suárez Madrid-Barajas. Hun har stået på den internationale terrorliste siden 2006 anklaget for medvirken til flere mord på militær- og sikkerhedsfolk i ’80’erne. Dengang arbejdede hun tæt sammen med ETA’s leder, kommandant ‘Donosti’ (Mikel Kastresana Razkin), som døde i 1988. María Jesús Elorza Zubizarreta blev født i 1948 i den nordspanske by Elgóibar, Guipúzcoa og flygtede i en alder af 36 år til Frankrig, efter at terrorgruppen i hendes aktionsområde i Guipúzcoa blev infiltreret af politiet i 1984. Her opholdt hun sig i halvfemserne, hvor hun hjalp med at fremstille springstof for ETA. I slutningen af samme årti formåede hun at flygte til Venezuela, hvor hun opholdt sig, indtil hun vendte tilbage til Spanien i 2014.
Godt nyt. Fra sommeren 2015 bliver det efter alt at dømme muligt at have både et dansk og et spansk pas.
Folketinget indgår aftale om dobbelt statsborgerskab Endelig. Det var nok reaktionen fra de fleste spaniensdanskere, da et bredt flertal i Folketinget bestående af alle partier på nær de Konservative og Dansk Folkeparti onsdag den 4. juni indgik en aftale, der skal gøre dobbelt statsborgerskab muligt. Både for danskere, der er flyttet til udlandet, og for udlændinge, der bosætter sig i Danmark. Ligeledes bliver der lavet en overgangsordning for tidligere danske statsborgere, som har mistet deres danske statsborgerskab i forbindelse med erhvervelsen af et fremmed. “Lovgivningen om dobbelt statsborgerskab er af stor betydning for mange mennesker, fordi den i høj grad vedrører national identitet og tilhørsforhold. I en globaliseret verden betyder disse ting meget. Mange vælger i dag at bosætte sig i fremmede lande, men bevarer stadig en stærk tilknytning til oprindelseslandet. Vi skal ikke tvinge folk til at vælge mellem tilhørsforhold,” sagde justitsminister Karen Hækkerup (S) i forbindelse med aftalen. Næste skridt i processen er, at regeringen, på baggrund af den brede aftale, til efteråret fremsætter et lovforslag om ændring af reglerne for dobbelt statsborgerskab. Ændringerne forventes at træde i kraft om et års tid.
I Danmark bliver en lignende app Giv et praj brugt i ti kommuner, og den er hentet mere end 7000 gange.
Anmeld vejhuller, ulykker og manglende skiltning med din smartphone I begyndelsen af juni lancerede Diputación de Málaga en ny app til smartphones og andre mobile enheder, der giver borgerne mulighed for nemt og hurtigt at rapportere uheld, huller, manglende sikkerhedsforanstaltninger, forkert skiltning eller andre former for problemer på provinsens veje. Borgeren tager et billede af problemet, hvorefter telefonens GPS registrerer de præcise koordinater. På den måde er det nemt for kommunen at finde det pågældende hul eller vejskilt. Desuden kan anmelderen via app’en også følge med i, hvorvidt deres indberettede skader bliver udbedret. Gestión Carreteras Seguras, som applikationen hedder, er gratis og er udviklet af den Málagabaserede teknologivirksomhed Gecor.
National Geographic Magazine har tidligere beskrevet Bioparc Fuengirola som den mest moderne zoologiske have i Spanien og en af de bedste i Europa.
Bioparc Fuengirola fortsætter tæt samarbejde med byrådet I juni mødtes Fuengirolas byrådsmedlem for turisme, Ignacio Souviron, med Bioparc Fuengirolas direktør, Francisco Asisi Garcia, for at forny den aftale, der siden 2011 har forpligtet byrådet til at fremme kendskabet til dyreparken og dens attraktioner samt at udbrede vigtig viden om miljøet. Helt konkret bliver der ved juletid opsat telte på nogle af byens mest centrale pladser med information og reklame, der vil blive afholdt kampagner på de lokale skoler, og Bioparcen er med, når der til januar er optog i forbindelse med Helligtrekonger. Desuden vil Bioparc Fuengirola ifølge Souviron afholde aktiviteter på byens strande nu i juli og i august for at gøre folk mere bevidste om nødvendigheden af at passe på miljøet og strandene. Dyreparken er en af de mest besøgte attraktioner i Andalusien med omkring 300.000 gæster hvert år.
Nu kan også hundene nyde strandlivet i Málaga.
Hundestrand i Málaga Ønsker man at tage sin hund med på stranden, behøver det ikke længere at koste en bøde. I Málaga kan man nu frit tage sin firbenede ven med på stranden “La Araña”, som ligger lige over for den gamle cementfabrik mellem El Palo (Málaga) og Rincon de la Victoria. Eneste krav er at hundeejerne opsamler hundens ekskrementer, præcist som når man lufter sin hund på gaden. Málaga Kommune går dermed i Fuengirola, Mijas og Casares’ fodspor, der også har åbnet deciderede hundestrande efter stort pres fra hundeejerne.
José Tomás bliver Feria’ens hovedattraktion.
Den berømte tyrefægter José Tomás kommer til Málaga Spaniens mest berømte tyrefægter, José Tomás, kommer til Málaga den 23. august. Han bliver hovedattraktionen og det store trækplaster i Málagas tyrefægterarena under den årlige Feria i august. For tyrefægterelskere er det en stor nyhed, idet José Tomás kun kæmper tre-fire gange om året på spansk jord og sjældent vælger en tyrefægterarena i kategori B som La Malagueta i Málaga. Tyrefægtningen har ellers svære kår i Málaga. Der er ikke længere tyrefægtning i hele påskeugen eller i weekenderne. Det er kun under den årlige byfest, der er tilstrækkelig stor interesse for den spanske tradition.
Det er endnu uvist, hvorvidt tørken vil medføre så ekstrem vandmangel, at der indføres restriktioner i brugen af vand.
Spanien rammes af den værste tørke i 150 år Lige nu trues det østlige og sydlige Spanien af den værste tørke i 150 år. For selvom kraftige storme og regnskyl har hærget Atlanterhavskysten den forgangne tid, er store områder inde i landet kun blevet tørrere de seneste otte måneder, hvilket har ødelagt høsten og gjort mange landmænd arbejdsløse. Valencia og Alicante er blandt de hårdest ramte områder, og her har det ifølge Spaniens meteorologiske institut, AEMET, kun regnet 25 procent af, hvad det plejer. Instituttets talskvinde, Ana Casals, fortæller desuden, at nedbørsmængden ikke har været så lav, i de 150 år man har ført protokol med vejret. En undersøgelse foretaget af det nationale forskningscenter CSIC sidste år viser desuden, at landets tørker bliver stadigt mere intense og hyppige. Og bekymringen bliver delt at TV-meteorologen José Antonio Maldonado: “Vi har aldrig før set en lige så lang og intens tørke. Selv i løbet af den anden værste tørkeperiode, fik vi dobbelt så meget regn som nu.” Normalt er de andalusiske vandreservoirer i gennemsnit fyldt 75-90 procent op, men lige nu er depoterne i eksempelvis Júzcar i Málaga-provinsen kun fyldt halvt op. Andre byer som Murcia, Albacete, Cuenca, Teruel, Jaén, Almería, Cádiz og Málaga er også hårdt ramt.
I 1995 lavede INFOCA sine første anbefalinger med det formål at reducere antallet af skovbrande, og de er siden blevet udvidet i 2011.
Stor risiko for brande i Andalusien Den ekstremt tørre vinter har fået Junta de Andalucía til at advare mod forhøjet risiko for brande. INFOCA, der er regionens særlige afdeling for forebyggelse og bekæmpelse af skovbrande, er allerede i fuld gang med at forberede sig på nogle travle sommermåneder. De har blandt andet iværksat kampagner henvendt til mennesker, som bor i skovområder eller i urbanisationer, hvor der er stor risiko for brand. Selvom der forventes en smule mere regn i løbet af sommeren, tegner det til at blive en meget varm periode, og derfor beder INFOCA folk om at undlade brugen af åbne grill og bål. Sidste år blev kun 100 hektarer land ødelagt af brande i regionen, hvilket er det næstbedste resultat i et årti.
Faldet i antallet af arbejdsløse er større end regeringens forudsigelser.
Mere optimisme: arbejdsløsheden falder på ny De nyeste tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at 111.916 personer er kommet i beskæftigelse i løbet af maj. Det er det største fald i arbejdsløsheden for en maj måned siden 1998. I Málaga-provinsen er arbejdsløsheden tilsvarende faldet med 5.062 personer. Tallene er bedre end regeringens forudsigelser, og politikerne er naturligvis glade for, at de mange reformer nu begynder at give resultater. Inden sommer vil man igangsætte flere initiativer for at få flere i arbejde, og for næste år har man bebudet skattelettelser. Arbejdsløsheden på landsplan ligger i dag på 4.572.000 personer.
Den tidligere borgmester i Marbella Julián Muñoz og advokat José Maria del Nido skal nu for retten igen i ny korruptionssag.
Korrupte Marbella-politikere får ikke fred Strømmen af anklager og retssager mod de forhenværende politikere i Marbella vil ingen ende tage. To af de mest omtalte personer, tidligere borgmester Julián Muñoz og advokat José Maria del Nido, skal nu atter for retten i den nyeste korruptionssag ‘Fergocón’. Fergocón er navnet på et tilsyneladende fiktivt eller ikke-aktivt byggefirma, som blev stiftet i 2001 af José Maria del Nido og hans to brødre. Firmaet har modtaget betaling på 1,6 mio. fra Marbella Kommune, men der er aldrig blevet udført noget arbejde. Denne form for tømning af kommunekassen har netop sendt Del Nido syv år bag tremmer i en anden korruptionssag. Del Nido var aldrig politiker, men nær ven og advokat til Julián Muñoz og nu afdøde Jesus Gil.
Centro Oceanográfico har siden ’80’erne holdt til på havnen i Fuengirola, og i april i år kunne de fejre 100 års fødselsdag.
Brand i det havbiologiske center i Fuengirola Branden i det biologiske laboratorie i Centro Oceanográfico på havnen i Fuengirola brød ud klokken 6.30 om morgenen. Ingen personer kom til skade, men mange års forskning og prøver gik tabt. Også udstyr til mange tusinder euro blev ødelagt i flammerne, heriblandt et mikroskop til 30.000 euro. Ifølge brandteknikerne, der gik i gang med undersøgelserne dagen efter, var årsagen til branden angiveligt en gnist i en ovn, der i laboratoriet bruges til at tørre materialer. På trods af de ødelæggelser, branden forårsagede, kunne det have gået meget værre, fortalte José Carlos Báez, talsmand for fagforeningen UGT. “Der er kun overvågning i weekenderne og om natten frem til kl. 07.00 om morgenen. Så hvis branden var begyndt en halv time senere, så havde vi ikke opdaget den så tidligt, som vi gjorde. Og så var stedet nok brændt ned til grunden.” Laboratoriet indeholdt primært analyser af fiskemiljøet på den sydspanske kyst, hvor man blandt andet holdt opsyn med fiskenes alder, bestand, fauna og planktonet i området.
Siden 2007 har CaixaBank udstedt 225.056 mikrolån til familier og mindre virksomheder. (Kilde: 20minutos)
Mikrolån skaber jobs i Spanien Virksomheder finansieret med mikrolån har siden 2007 skabt 101.199 nye arbejdspladser i Spanien. Sådan lyder en af konklusionerne i rapporten Informe sobre el Impacto de los Microcréditos fra ESADE, Instituto de Innovación Social i Barcelona. Siden krisens indtog har adgangen til kreditlån for mindre bemidlede borgere været begrænset. Noget, der har haft en betydelig effekt på opstarten af små og mellemstore virksomheder. Men de mindre forretninger er et vigtigt element, hvis de økonomiske hjul skal i gang igen i Spanien. Derfor har den spanske bank La Caixa som den første i Europa oprettet en enhed for mikrolån kaldet MicroBank. Det er den eneste af sin slags i Spanien, og initiativet blev grundlagt for syv år siden, da man for alvor begyndte at mærke finanskrisen. Tanken bag er at skabe en social orienteret bank for dem, der har svært ved at få adgang til det traditionelle kreditsystem på grund af manglende pengegarantier og kautioner. De typiske kunder i MicroBank er således små entreprenører, der søger lån til at starte en forretning, eller familier, som står med et akut pengebehov. Og det ser ud til, at mikrolånene er en god forretning for både banker og kunder. Hele 48 procent af de nyopstartede virksomheder har nemlig skabt beskæftigelse til andre end ejeren selv. Og 65 procent af de personer, som har fået et mikrolån, svarer i rapporten, at de ikke kunne have startet op uden lånet. Også udlandet har fået øjnene op for MicroBank, og i september 2013 blev CaixaBanks direktør, Joan Maria Nin, inviteret til at tale til en konference organiseret af den franske nationalbank, hvor førende franske finanseksperter deltog.
Den spanske chefdirigent Rafael Frühbeck de Burgos blev 80 år.
DR Symfoniorkesterets spanske chefdirigent er død Den 11. juni døde chefdirigenten for DRs Symfoniorkester, Rafael Frühbeck de Burgos, i den nordspanske by Pamplona. Han blev 80 år gammel. Tilbage i marts kollapsede chefdirigenten under en koncert i Washington, og siden blev han ramt af en lungebetændelse og en infektion. Efter råd fra sin læge valgte han derfor at indstille karrieren øjeblikkeligt den 4. juni, selvom hans kontrakt med DR oprindeligt løb frem til år 2015. I forbindelse med Frühbeck de Burgos’ fratrædelse udtalte Kim Bohr, der er orkester- og ensemblechef: “Både orkestret og jeg er meget kede af det og dybt berørte. Frühbecks enorme viden om og indsigt i at udvikle et symfoniorkester har løftet DR Symfoniorkestret klangligt og musikalsk, og orkestret er på vej ind i ligaen af Nordeuropas bedste.” Rafael Frühbeck de Burgos blev født i Burgos i Nordspanien den 15. september 1933. Han studerede både violin, klaver og komposition ved konservatorierne i Bilbao og Madrid og vandt blandt andet den prestigefyldte Richard Strauss-pris. Som chefdirigent har han stået i spidsen for Orquesta Nacional de España, Rundfunk-Sinfonieorchester Berlin, Deutsche Oper Berlin, Orquesta Sinfónica de Bilbao, Wiener Symphoniker, Yomiuri Nippon Symfoniorkesret i Tokyo, italienske Orchestra Sinfonica Nazionale della RAI samt Dresdner Philharmonie i Tyskland. Desuden var han førstedirigent for utallige andre orkestre.
Det er første gang, at la Luna Mora-festivalen bliver afholdt i Mijas by.
Mijas Pueblo afholder sin første Festival de la Luna Mora Mere end 5.000 lys vil i dagene fra den 18. juli til den 20. juli lyse Mijas Pueblo op. Området kaldet La Muralla omdannes nemlig til en levende lysfestival, hvor kunstnere og designere viser deres kreationer frem i stearinlysenes skær. Festival de la Luna Mora er blandt andet kendt fra byen Villa de Guaro tæt ved Monda, hvor over 20.000 lys tændes i de små gader. Selvom omfanget af Mijas Pueblos Festival de la Luna Mora er noget mindre end i Guaro, er ambitionen klar: “Vi ønsker at styrke byens kulturelle liv i juli måned og udnytte det smukke område omkring La Muralla og det udendørs auditorium,” fortæller Elisa Carrero, som er en af personerne bag projektet, til avisen Ivecinos.es. Ud over at nyde de smukke omgivelser lyst op af stearinlysenes flammer, vil der også være mulighed for at købe keramik, smykker og andre unikke artefakter på et arabisk marked, lytte til andalusisk musik og se forskellige danse. Idéen er at skabe en unik event, hvor både historie, kultur og modernitet mødes. For en kort stund i juli kan man således tage på en tidsrejse i Mijas Pueblo, der går helt tilbage til al-Andalus-tiden og frem til i dag.
Igen god indsamling til æslerne i El Refugio del Burrito
Lørdag den 7. juni kl. 20.00 blev der afholdt velgørenhedsmiddag på Casa Pepe i Benalmádena til fordel for æslerne i El Refugio del Burrito. Det var en meget hyggelig aften med velfornøjede gæster, meget god mad og fin stemning. I alt blev der indsamlet 401 euro, som ubeskåret går til æslerne i El Refugio del Burrito.
Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com. Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.
We use cookies on our website to give you the most relevant experience by remembering your preferences and repeat visits. By clicking “Accept All”, you consent to the use of ALL the cookies. However, you may visit "Cookie Settings" to provide a controlled consent.
This website uses cookies to improve your experience while you navigate through the website. Out of these, the cookies that are categorized as necessary are stored on your browser as they are essential for the working of basic functionalities of the website. We also use third-party cookies that help us analyze and understand how you use this website. These cookies will be stored in your browser only with your consent. You also have the option to opt-out of these cookies. But opting out of some of these cookies may affect your browsing experience.
Necessary cookies are absolutely essential for the website to function properly. This category only includes cookies that ensures basic functionalities and security features of the website. These cookies do not store any personal information.
Any cookies that may not be particularly necessary for the website to function and is used specifically to collect user personal data via analytics, ads, other embedded contents are termed as non-necessary cookies. It is mandatory to procure user consent prior to running these cookies on your website.