Korte nyheder september 2014

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email
Podemos
 
Podemos vokser og runder 100.000 medlemmer
Partiet Podemos har for alvor fået vind i sejlene. I den sidste meningsmåling får det nye parti 17 procent af stemmerne, og efter blot 20 dages kampagne har partiet rundet 100.000 medlemmer. Dermed er Podemos landets tredjestørste parti efter PP og PSOE målt på antal medlemmer. I modsætning til andre partier koster det ikke nødvendigvis noget at være medlem af partiet. Man betaler, hvad man synes er passende. Podemos blev stiftet for blot et halvt år siden forud for valget til Europaparlamentet, hvor partiet, stik mod alles forventning, fik over en million stemmer og fem mandater. Podemos arbejder nu på at stille op til folketingsvalget i efteråret 2015. Partiet er stærkt venstreorienteret og ledes af unge, nye politikere.
 
 
Malaga-Aeropuerto
 
Flere “low cost” flypassagerer til Spanien
Trafikken til og fra de spanske lufthavne er stærkt stigende – ikke mindst når det kommer til passagerer, der vælger at flyve med de såkaldte “low cost” selskaber. I årets første syv måneder har 18,3 mio. passagerer valgt at flyve med et lavprisselskab til Spanien, hvilket er en stigning på ti procent i forhold til sidste år. Tallene kommer fra Ministeriet for industri, energi og turisme. Det er primært de tre selskaber Ryanair, EasyJet og Vueling, som har flere fly og passagerer end tidligere. Barcelonas lufthavn er med 4,5 mio. “low cost” passagerer, den største målt på antallet rejsende. Derefter følger Málaga, som i år har vokset sig større på antallet af “low cost” passagerer end Alicante, Mallorca og Madrid.
 
 
Camping
 
Campingpladserne taber 15 procent af kunderne
Mens lufthavne og hoteller melder om flere gæster og bedre tider, er meldingen fra landets campingpladser den stik modsatte. I årets første syv måneder er mængden af campister faldet med 15 procent i forhold til sidste år. “Priserne på hoteller og ferielejligheder er faldet gevaldigt de sidste par år, og det mærker vi nu. Tilsvarende camperer mange gratis, men ulovligt, på kystens strande, fordi politiet ikke griber ind i samme omfang som tidligere,” forklarer María Jesús fra Nerja Camping om årsagerne til de halvdårlige tider for branchen. Formanden for sammenslutningen af campingpladser Adolfo Porras erkender den negative tendens: “De sidste fire-fem år er det langsomt gået den forkerte vej for campingpladsernes besøgstal. Det er nye tider, og hver enkelt campingplads må omstille sig og tilbyde flere og bedre aktiviteter end tidligere. De pladser, som formår det, vil have en lys fremtid,” siger han.
 
 
shutterstock 172487330.jpg-hjælp
 
Borgere i Málaga opretter online byttehandel i kølvandet på krisen
“Kompartir.es: portal for kampen mod krisen i Spanien.” Sådan står der på bytteportalen, der er oprettet af en lille gruppe borgere fra Málaga.
Initiativet blev i første omgang til, fordi de ønskede at hjælp de mennesker, som var blevet berørt af krisen. Projektet blev søsat den 11. august og har allerede et gennemsnit på mere end 1500 besøgende pr. dag. Det foregår på den måde, at man enten kan søge efter eller tilbyde noget, man ønsker at bytte eller bortgive gratis. I et opsalg fra siden bortgives eksempelvis to entrébilletter til Aquavelis i Torre del Mar til en trængende familie. Og en anden bruger, der er tandlæge i Torrox, tilbyder gratis tandfyldninger til et barn fra en fattig familie. Sådan er der flere eksempler på folk, der bruger deres ekspertise eller økonomiske overskud, til at hjælpe andre. Også byttehandler er der mange af både inden for cykler, boliger og koncerter. Et af de vigtigste tiltag i projektet er blandt andet også den side, som hedder Alarma Social, hvor personer, der har brug for umiddelbar hjælp, kan skrive opslag. Her kan andre personer således se, hvad den pågældende har brug for, og derfor komme med helt konkret hjælp. Borgerne fra Málaga, som står bag projektet, siger desuden til avisen Ivecinos.es: “Vi håber, idéen vil sprede sig, så hjemmesiden bliver udbredt nationalt.”
Ønsker du at vide mere om hjemmesiden og måske donere nogle ting, kan du se mere her: http://www.kompartir.es/.
 
 
Skovbrand
 
Skovbrand i Málaga
Et område på 250 hektarer brændte i midten af august i skovene “Los Montes de Málaga” bag Málaga by. Der skulle 75 brandfolk og fly fra luften til at slukke branden, som stod på i to dage. 17 personer fra et hotel i skovområdet måtte evakueres. Årsagen til branden er fortsat ukendt, men der er klare indicier på, at der er en sammenhæng mellem branden og en skydebane i skoven. Málagas borgmester, Francisco de la Torre, kritiserer brandslukningsarbejdet. Han mener ikke, Junta de Andalucía gør nok for at hindre skovbrandene, og at de lokale brandslukningsfly kommer hurtigt nok i luften, når først branden er brudt ud. “Hvert år har vi skovbrande, så det kan vel ikke overraske nogle. Vi er slet ikke oppe på dupperne,” siger han. Han kritiserer ligeledes, at Junta de Andalucía ikke har tilbagetrukket licenserne for skydebanerne i naturparkerne, herunder Los Montes de Málaga.
 
 
shutterstock 127772294
 
Over 100.000 nye unge selvstændige
Regeringens plan for at få unge arbejdsløse i job begynder at give resultater. For halvandet år siden introducerede man blandt andet en særlig lav afgift på Seguridad Social på 50 euro for arbejdsløse under 30 år, hvis de ønskede at blive selvstændige. Den vanlige afgift ligger på cirka 250 euro pr. måned. Og det tilbud har 107.000 unge således valgt at tage i mod. Arbejdsminister Fátima Báñez er godt tilfreds med resultatet, men håber, at i alt 225.000 unge tager imod tilbudet inden udgangen af 2015. Spanien har i dag en ungdomsarbejdsløshed på 53 procent, men for et blot år siden var den oppe på 55 procent.
 
 
Museumsdirektør i Nerja dræbt af 70 knivstik
Direktøren for museet “Museo de Nerja”, den 37-årige Ana María Márquez, blev i midten af august brutalt dræbt af sin kæreste og samlever Francisco Miguel Martínez. Mordet har chokeret hele området, for museumsdirektøren blev dræbt yderst brutalt med 70 knivstik i sit badekar. Drabsmanden blev anholdt på gerningsstedet og er blevet varetægtsfængslet på ubestemt tid. Francisco Miguel Martínez har tidligere udstået en mild straf for verbalt at have truet sin første kone.
 
 
Erhverv
 
Flere nye erhvervsdrivende i Málaga
Málagas centrum sprudler af nyt liv og nye butikker. Tendensen spreder sig nu til andre kvarterer, som har været hårdt ramt af krisen og har mange ledige erhvervslokaler. Málaga kommune har i første halvår af 2014 udstedt 1.647 åbningslicenser, hvilket er 200 flere end sidste år. Det er primært i områderne Cruz del Humilladero og Carretera de Cádiz, at nye butikker ser dagens lys. Det er også i de områder, tilfældigt eller ej, at Málagas nye metro kører igennem. “At starte for sig selv, er for mange sidste vej ud af krisen,” udtaler Enrique Gil, som er formand for Foreningen for Handelsdrivende i Málaga (Fecoma).
 
 
Landingsbane
 
Landingsbane nummer to åbner i Málaga lufthavn
Den stærkt stigende efterspørgsel fra flyselskaberne nødvendiggør, at Málaga lufthavn i resten af august tager sin start- og landingsbane nummer to i brug på alle søndage og mandage, som er de to ugedage, hvor flytrafikken er størst. Juli måned overgik alle forventninger for antallet af flypassagerer, og antallet af passagerer forventes at have oversteget 1,5 mio. i august, da mange flyselskaber valgte at indsætte flere fly ind i sidste øjeblik. Med begge start- og landingsbaner i brug, kan 72 fly i timen lande i eller lette fra Málaga lufthavn.
 
 
shutterstock 165372869
 
28.841 personer kom i arbejde i juli
De nye tal fra Beskæftigelsesministeriet er fortsat gode. Ledigheden faldt i juli med 28.841 personer, og heraf fandt 3.807 personer et job i Málaga-provinsen. Dermed er den samlede ledighed på landsplan nede på 4,4 mio. personer. Det er første gang arbejdsløsheden er lavere, end da den nuværende regeringen overtog magten ved valget i november 2011. Tallene viser, ifølge statsminister Marianno Rajoy, at Spanien atter er et land i vækst. På et pressemøde lagde han stor vægt på, at ledigheden er faldet i samtlige måneder i indeværende år, samt at cirka halvdelen af de nye arbejdspladser er skabt indenfor detail-, industri- og byggesektoren. Den anden halvdel af de nye jobs er skabt indenfor hotel- og restaurationsbranchen og andre serviceerhverv, hvoraf mange stillinger selvsagt er sæsonorienteret.
 
 
cercanias1
 
Kystbanetoget skal til Marbella og Estepona
Centralregeringen er gået i gang med de indledende undersøgelser og en budgetplanlægning for at få kystbanetoget “Cercanías” til Marbella og Estepona. Meldingen kom fra ministeren for Offentlige Anlæg og Infrastruktur, Ana Pastor, under indvigelsen af Málagas nye metro. Kystbanetoget dækker i dag kun strækningen Málaga-Fuengirola, så skal man videre mod Marbella og Estepona, må man tage bussen, som er langsommere og langt mindre effektiv, når tusindvis af mennesker skal transporteres. Junta de Andalucía har i snart ti år arbejdet med projektet, men kunne ikke komme videre på grund ad den store økonomiske byrde, men nu, hvor der er grønt lyst fra centralregeringen, kan projektet endelig sættes i gang.
 
 
shutterstock 179786120.jpggenbrug
 
Spanierne er vilde med genbrug af plastic
371.218 tons plastic blev omdannet til genbrug i 2013 i Spanien. Det betyder, at de spanske hjem placerer sig på en fin andenplads, når det gælder genanvendelse af brugsmaterialer. Det er en stigning på 3, 7 procent i forhold til det forgangne år, og Spanien ligger således lige efter EU’s forgangsland nummer et – Tyskland. I gennemsnit genbruger en EU-borger 7,1 kilo plastic om året, hvor spanierne når helt op på 7,7 kilo per indbygger. Det svarer til, at der for hver to-liters emballage ryger 1,6 liter til genbrug. 56,6 procent af den samlede plasticproduktion, som findes på det spanske marked, bliver derved genanvendt på et senere tidspunkt.
“Vi er meget stolte af, at Spanien er det andet land Europa, hvor man genbruger mest plastic, men vi må ikke stoppe her, stigningen skal fortsætte de kommende år,” siger direktøren for Cicloplast, Teresa Martínez, til avisen Lainformacion.com.
De seneste målsætninger fra Bruxelles lyder på, at EU-landene i 2025 som minimum skal genbruge 60 procent af deres plastic, og at drivhusgasserne fra lossepladserne skal reduceres til nul. Der er således et stykke vej endnu, men Spanien er i den grad på rette kurs.
Her kan du finde info om, hvordan du skal sortere dit skrald: http://www.infoecologia.com/Reciclaje/aprende_a_reciclar_cbenito2004.htm
 
 
articulos-205486
 
Det nye Hospital Costa del Sol står klart i 2016
Efter fire års pause er arbejdet med udvidelsen af Hospital Costa del Sol i Marbella atter i gang. Siden 2008 har det været planen, at hospitalet skulle udvides til næsten det dobbelte, men i 2010 gik byggeriet og projektet i stå, da myndighederne ikke kunne blive enige om, hvem der skulle finansiere de 48,5 mio. euro, som udvidelsen af hospitalet koster. Tvisten er nu løst, og det udvidede hospital står klar i foråret 2016. Hospitalet vil ikke kun få flere sengepladser, men også en helt ny afdeling for kirurgi, radiologi, genoptræning og mentalt helbred.
 
 
algarrobico
 
Stor forvirring omkring omstridt hotel i Almería
Retsinstanserne i Almería, Sevilla og Madrid kan ikke blive enige om, hvad der skal gøres ved det meget omdiskuterede hotelbyggeri i naturparken Gata-Níjar i Almería. Der er afsagt ikke færre end 22 domme i sagen, hvoraf de 20 går på, at hotellet er opført ulovligt og dermed skal nedrives. Men hotelejerne har fået medhold i, at deres byggetilladelse, udstedt af Junta de Andalucía, er legal. Rives hotellet ned, kan hotelejerne sandsynligvis kræve erstatning af Junta de Andalucía, og det er Junta’en ikke meget for. Siden byggeriet gik i gang i 2003, har Green Peace og andre miljøorganisationer protesteret voldsomt mod opførelsen af hotellet, som ligger lige ud til havet i området Carboneras i Almería.
 
 
Metro
 
Metroen kører nu i Málaga
Efter næsten ti års konstruktionsarbejde, investeringer på ca. 600 mio. euro og en måneds prøvekørsler, er Málagas metro nu officielt indviet. Metroen tager imod passagerer på første del af ruterne på linje 1 og 2, som dækker strækningerne på Carretera de Cádiz, Cruz del Humilladero, Teatinos og María Zambrano togstationen. Metroen når endnu ikke til den gamle bydel, men det forventes, at metroruterne gradvist bliver udvidet i 2016 og 2017, og at de er helt færdige i 2018. De indviede metroruter kører i dag i de områder, hvor befolkningstætheden og trafikken er størst. Kommunen forventer, at mellem fire og fem mio. passagerer vil benytte sig af metroen frem til årets udgang, og dermed mindske trafikken med 30 procent.
 
 
pedro sanchez flickr psoe 280314
 
PSOE: Sánchez skaber ny ledelse og større åbenhed
Kort tid efter PSOE’s nye formand, Pedro Sánchez, overtog lederskabet, blev der varslet nye tider. Størstedelen af hovedbestyrelsen blev skiftet ud med nye og yngre politikere – og for første gang i historien er kvinderne i overtal. Og de 20 kvinder og 18 mænd er således dem, der ifølge Sánchez skal føre PSOE tilbage til magten ved folketingsvalget i efteråret 2015. Men det er ikke kun politikerne, der er nye i PSOE, også mere åbenhed karakteriserer lederskiftet. Sánchez meddelte nemlig tidligere på ugen, at PSOE’s regnskaber fremover bliver offentliggjort hvert kvartal. Og derudover vil også partitoppens årsopgørelser blive tilgængelige for offentligheden. De nye politikere og den nye åbenhed skal gøre det af med PSOE’s blakkede ry, der i den grad blev svækket efter korruptionsskandalen kendt som ERE-sagen så dagens lys i PSOE i Andalusien.
 
 
Turismo
 
Turismen overstiger alle forventninger
Costa del Sol har genvundet sin position som en af Europas foretrukne rejsedestinationer. I juni måned modtog Málaga-provinsen lidt over 500.000 turister, og det bringer det samlede “besøgstal” op på 2,5 mio. Det er det tredje højeste antal feriegæster i historien. “Det er svært at være pessimistisk, da alt tyder på, vi når vores mål, om at passere de 10 mio. turister i 2014,” udtaler Elias Bendodo, formand for Turistrådet, til dagbladet MálagaHoy.
 
 
shutterstock 92216770
 
Felipe VI gør op med kongefamiliens skandaler
I kølvandet på Prinsesse Christinas eventuelle involvering i sin mand Iñaki Urdangarins igangværende korruptionssag, har Kong Felipe implementeret en ny lov, der forbyder, at hans nærmeste familie (forældre, hustru og børn) må arbejde i den private sektor. Desuden sender han de royale budgetter til tælling, og de vil fremover blive administreret af et hold af jurister fra Intervención General de la Administración del Estado (IGAE) (Sekretariatet, der kontrollerer de statslige budgetter). Han har dermed sendt et klart budskab til omverden og resten af den royale familie om, at der er nye tider på vej inden for det ellers så traditionsbundende monarki. Derudover har han også valgt at bibeholde sin årlige lønindtægt som prins på 146.376 euro før skat frem til 2015. Det betyder at hans far, Juan Carlos I, også bibeholder sin årlige løn på 292.752 euro før skat resten af 2014. Hvordan pengene fremover skal fordeles, vil Kong Felipe først tage stilling til i november eller december.
De nye ændringer skal sende et signal om, at han har en mere ydmyg tilgang til erhvervet som Spaniens regent end hans far, der gerne brugte mange penge selv i krisetider. Loven Ley de transparancia træder i kraft fra januar 2015.
 
 
Messi
 
Messi skal i retten
FC Barcelonas stjernespiller, Lionel Messi, skal sandsynligvis i retten i løbet af efteråret. Han er, sammen med sin far, anklaget for omfattende skattesvig. Det er statsanklageren i Gavá (Barcelona), der har anklaget Messi’s far og repræsentant. Og samme anklager mener, at Messi har deltaget aktiv i, eller i det mindste haft kendskab til, den massive skattesvindel. Den verdenskendte fodboldspiller har frivillig indbetalt 30 mio. euro til skattevæsenet i håb om at ligge låg på sagen, men retten i Gavá har valgt at gå videre med processen.
 
 
torres gemelas malaga
 
Kæmpe byggeprojekt begynder i Málaga
Alt tyder på, at første spadestik til det store og meget ambitiøse byggeprojekt i Málagas bydel “Martiricos” tages nu i september. Det er to store, efterladte arealer, bag fodboldstadionet La Rosaleda og avisen El Sur, der er afsat til byggeprojektet. Her har man igennem flere år arbejdet på en byfornyelsesplan med nye boliger, parker, erhverv, p-pladser og to skyskrabere på 30 etager. Første fase inkluderer opførelsen af 224 lejligheder og en række butikker, bl.a. supermarkedet Mercadona, som allerede har reserveret 1.800 m2 til nyt supermarked. I anden fase indgår de to skyskrabere, som bliver de første i Málaga. Der er dog ikke sat nogen dato for, hvornår denne fase påbegyndes.
 
 
Ryanair
 
Ryanair udvider i Málaga
Det irske flyselskab mærker stor fremgang i flytrafikken til og fra Málaga. Derfor udvider Ryanair fra oktober antallet af fly til allerede etablerede destinationer, samtidig åbnes helt nye destinationer. Antallet af ugentlige afgange til London øges fra 10 til 14 fly, og der vil tilsvarende blive indsat flere fly på ruterne til Rom og Brusseles. Helt nye destinationer bliver Milano i Italien og Nuremberg i Tyskland, hvor Ryanair i forvejen flyver til Dortmund, Düsseldorf og Bremen. Ryanair er i dag Málaga lufthavns førende flyselskab med 3 mio. passagerer årligt, hvilket svarer til hver fjerde passager.
 
 
LosMonteros 1
 
Den spanske Michelin Guide 2015 præsenteres i Marbella
Den vigtigste gastronomiske event i Spanien vil den 19. november løbe af stablen i Marbella. Byen er nemlig blevet udvalgt til præsentationen af den spanske og portugisiske Michelin Guide for 2015. En vigtig begivenhed, der både nationalt og internationalt skaber fokus på den spanske sydkyst. Byen er blevet valgt på grund af sin status som en vigtig turistby, som i øjeblikket gennemgår en fantastisk udvikling.
I avisen marbella24horas udtaler Ángel Pardo, ansvarlig for afdelingen Relaciones Externas de Michelin:
“Arrangørerne bag Michelin ønsker at støtter op om turismen og specielt turismen på Costa del Sol, da man her har formået at klare sig godt i økonomiske svære tider.”
“Og ligesom Michelinguiden står Marbella for kvalitet, service og oplevelser, der alle indeholder fundamentale værdier, som sikrer, at den rejsende får det maksimale ud af sit ophold.”
Marbella er da også den by i Andalusien med flest Michelin-stjerner og overgår derfor både Málaga og Sevilla. Indtil videre har præsentationen af guiden kun været afholdt i Madrid, Baskerlandet og Barcelona, og Marbella bliver derfor den første andalusiske by, som kan skrive sig ind i det fine selskab.
 
 
BBVA
 
BBVA køber Catalunya Banc
Med et tilbud på 1.187 mio. euro har Spaniens næststørste bank, BBVA, overtaget den konkurstruede catalanske bank, Catalunya Banc. Banco Santander og CaixaBank kom også med et tilbud, men kunne ikke hamle op med BBVA, som satser stærkt på det catalanske marked. Catalunya Banc var en fusion mellem sparekasserne Caixa Catalunya, Tarragona og Manresa, men trods flere lån og kapitalindsprøjtninger fra statens side, kunne banken ikke reddes og måtte sælges til højstbydende.
Af La Danesa, Norrbom Marketing

Del

Del på facebook
Del på twitter
Del på pinterest
Del på email

Du vil måske også kunne lide

DANESA

PLUS+

SPAR 20%

00
Dage
00
Timer
00
Minutter
00
Sekunder

Spar 20% på dit første år med DanesaPlus+

Brug koden:

plus2021

Søg på La Danesa