La Ruta del Cares – så bliver det ikke vildere

La Ruta del Cares ligger i Picos de Europa i Nordspanien, og hvis man ikke har aflagt disse vilde bjerge et besøg, så har man her en enestående mulighed for at se og vandre i det mest spektakulære bjerglandskab. Floden Cares har gravet sig ned gennem det forrevne bjergmassiv, så en voldsom slugt er opstået med et drop på 1,5 km. fra bjergtoppene til flodens bund. Man kan sige sig selv, at det er vildt, men dertil kommer at man, i lighed med El Caminito del Rey, har etableret en sti hele vejen langs med slugten på grund af indvinding af elektricitet. La Ruta de Cares er altså en service sti for arbejderne ved elværket, helt ligesom El Caminito del Rey, forskellen er blot den, at Cares ruten er længere og mere vild. Man har hugget tunneller, bygget broer, gravet ud under klipper og dermed skabt en sti, der er helt enestående. Faktisk har vi aldrig set noget lignende, så denne rute bør man sætte på sin ´bucket list´ uden tøven.
 
Der er ca. 900 km. fra Málaga til Picos de Europa, men så er man også kommet til en helt anden verden. Picos de Europa er Spaniens første og største nationalpark, og det kan ikke undre, at området blev fredet, for det er virkeligt speciel. Bjergene er vilde, spidse og forrevne – ja det højeste bjerg er 2.650 m. højt og hedder Torre de Cerredo. Man kan vandre i dette vilde landskab på guidede ture, men på La Ruta de Cares skal man ikke have guide. På trods af sin beliggenhed midt i bjergmassivet er det en nem rute, næsten uden højdemeter.
 
Vi havde valgt at bo i landsbyen Posada de Valdeón midt i Picos, og det er en lille bitte by, som ligger inde i selve nationalparken. Landsbyen ligger 9 km. fra rutens start i den endnu mindre landsby Cain. Man kan læse om ruten og se en video på både spansk og engelsk på: http://www.rutadelcares.org Vores hotel hed Hotel Rural Picos de Europa og det er et dejligt, uprætentiøst hotel med fine værelser og rimelige priser. Vi ankom aftenen før vores vandring og spiste henne i ´byen´ hos Begoña, da vores hotel ikke har restaurant.
 
La Ruta del Cares bliver kaldt La Garganta Divina (´den guddommelige slugt´) og den går mellem landsbyerne Cain og Poncebos. Der er små 12 km. mellem de to byer, men det sidste stykke ned mod Poncebos indebærer dels en opstigning og dels en lang nedstigning. Så vi gjorde det, at vi gik fra Cain og hen til det sted, hvor den sidste opstigning begynder. Dermed var det overkommeligt at gå både frem og tilbage på den samme dag, og vi endte med at gå 23,5 km. Men selv om man ikke kan vandre helt så langt, så skal man ikke lade sig afskrække, for man kan bare vende om, når man vil. Vi oplevede ruten som ret flad, og det ER den, der er blot lidt mindre stigninger her og der. Den kan derfor bevandres af alle, der har et normalt fungerende bentøj. Man skal huske masser af vand, madpakke, solcreme, hat og evt. regntøj. Vi havde stave med, og de er nu rare at have på de mest hårrejsende stykker sti.
 
La Ruta del Cares bevandres af ca. 300.000 mennesker hvert år og er dermed nok Spaniens mest kendte og benyttede vandresti. Vi mødte folk fra mange forskellige nationer, både japanere, kinesere og diverse europæere. Vi gik midt i juni, inden den egentlige sæson var startet, og stien var ikke alt for overbefolket, men i august kan der være en vis trængsel, sagde de flinke folk på vores hotel.
 
Om morgenen kørte vi de 9 km. ned til Cain. Vi parkerede tæt på rutens start, hvor vejen ender, og fattede stavene og rygsækken. Vi havde købt proviant i et supermarked inden vi kørte ind i Picos, for i de små landsbyer er der ingen indkøbsmuligheder overhovedet. Der kommer en bil med forudbestilte fødevarer et par gange om ugen, som hoteller og restauranter benytter, og det er det. Jo, man er virkeligt kommet langt væk fra alfarvej herinde i bjergmassivet.
 
Ruten starter med, at man krydser floden Cares på en gangbro og derefter passerer de rivende vandmasser et el-anlæg. Herefter fortsætter ruten gennem mørke og dryppende tunneller (tag hat eller hætte på), hvor man skal passe på ikke at ramle hovedet ind i klippen. Det gjorde vi begge to, uden dog at tage synderlig skade. Efter tunnellerne zigzagger stien hen over floden nogle gange. Floden ligger langt nede, og fine gangbroer fører os over vandmasserne. Man skal af og til have stærke nerver for ikke at panikke, men så må man tage sig sammen og kigge op mod himlen.
 
Landskabet er så betagende og spektakulært, at man synes tiden forsvinder. Inden vi havde set os om, havde vi gået 10 km. uden at det havde syntes af noget som helst. Man er så optaget af at beundre landskabet, at man slet ikke sanser andet. Til tider ser man, at ruten er hugget ind under klipperne, så der er ståhøjde, og til tider er stien bred og går på kanten af slugten. Stien er hele vejen ret bred, så det er ikke sådan, at man står på en 20 cm. bred afsats med lodrette drops ned mod bunden. Stien føltes hele vejen sikker at gå på.
 
Et sted ca. halvvejs kunne vi se, at der var bygget en slags bro langs med den ene side af slugten. Et stort skilt kunne berette, at dette stykke sti hedder Pasarela de los Martínez. Der skete nemlig det i 2013, at en megastor klippeblok rev sig løs og tog en stor del af stien med sig. Denne klippeblok fik navnet La Madama de la Huertona, og hun var en ordentlig madam på mere end 1000 tons. Stien var dermed totalt spærret for passage, for der er ingen alternativ vej mulig. Da La Ruta de Cares er lidt af en turistmagnet, og dermed indtægtsgrundlag for en masse små virksomheder, indså man hurtigt, at stien hastigt måtte genopbygges. Til den ende indforskrev man brødrene Martínez, som er nogle seje og hærdede bjergboere, hvis familie har beboet disse vilde bjerge i generationer. De er derfor ikke bange for lodrette drops eller stejle bjergsider og med disse garvede knarke fik man på blot 2 ½ måned genopbygget stien. Nationalparkens ledelse var klar over, at det skulle gå hurtigt, så alle sejl blev sat til, for at få arbejdet gjort på rekordtid. Da det var tilendebragt, blev det kun ca. 30 m. lange stykke opkaldt efter de to brødre for at hædre deres indsats. Og det er da rørende. Nu er der tilligemed indbygget en glasplade på et lille udhak på pasarelaen, hvor man kan stå og forestille sig, at man svæver eller hvad man nu gør. Jeg prøvede, men var nu ikke vild med det, da det kildrede i bagen og på alle måder var sindsoprivende. Et lodret drop på ca. 100 meter har man under side fødder, og Cares pisker afsted dernede igennem en ret smal rende, så jo, det er ret specielt.
 
Efter endt vandring på små 6 timer med diverse pauser var vi enige om, at denne rute skal have 7 ud af 5 mulige stjerner. Det bliver ikke flottere noget andet sted på planeten, vil jeg uden tøven påstå. Vi er vildt begejstrede og vil anbefale alle at tage Picos de Europa med ind i deres ferieplanlægning. Og så skal det lige til sidst siges, at bjergene fik navnet Picos de Europa, fordi de var den første landkending man fik af Europa, når man kom sejlende fra Amerika. Los Picos omfatter et område på 646 km2, altså større end Bornholm, og det fortjener at blive besøgt af alle fra nær og fjern.
 
CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com