Det Vilde Vesten: Mini Hollywood i Almería

Nogen løber med tunge støvler på etagen over os. Vi hører et skud, derefter et skrig, før yderligere et skud bliver affyret. En død kvinde kommer ramlende ned ad trappen bag os...

Skud-dramaet finder sted i en saloon i Mini-Holywood, som ligger i Tabernas cirka 35 km nord for Almería. Det er ikke første gang, der trækkes revolvere fra bæltet i dette område. Allerede i 60’erne blev europas eneste ørkenlandskab brugt som bagtæppe for diverse westernfilm, som senere er blevet omtalt som Spagetti Westerns. Mest kendt er nok Dollar-trilogien, instrueret af italieneren Sergio Leone med Clint Eastwood i hovedrollen; A Fistful of Dollars (1964), For a Few Dollars more (1965) og The Good, the Bad and the Ugly (1966). I alt blev der produceret over 600 såkaldte spaghettiwesterns mellem 1960 og 1978, en stor del af disse er indspillet i Tabernas.
 

Europas svar på Midtvesten

Dette området er også kendt under navnet Yucca City og blev bygget, da den amerikanske filmindustri ledte efter et sted i Europa, som kunne minde om Midtvesten. Området bliver stadig brugt til filmindspilninger. Tabernas blev blandt andet valgt, da der skulle laves en skydeepisode i BBS’ science fiction-serie Doctor Who, som havde premiere i 2013.
 
Filmindspilning var der også, da vi for nylig besøgte stedet. En ung cowboy-dreng skulle komme ridende ud af en støvsky i fuld galop, hoppe af hesten næsten før den standsede, og løbe, med et skrækslagent blik, ind i en dør. Optagelsen blev lavet igen og igen mens ivrige medarbejdere med vindmaskiner løb rundt og fik sandet til at hvirvle i luften, men instruktøren blev aldrig helt tilfreds. Vi takkede vores skaber for, at drømmen om at blive skuespiller aldrig blev realiseret...
 
Mange kendte skuespillere har sat sine fodaftryk her i løbet af sin karriere. I tillæg til Clint Eastwood har både Brigitte Bardot, Anthony Quinn, Claudia Cardinale, Alain Delon, Sean Connery, Raquel Welch, Orson Wells tjent gode penge på den spanske ’prærie’.
 

En populær turistattraktion

Efter indspilningen af The Good, the Bad and the Ugly blev Mini Holywood åbnet for publikum, og det blev hurtigt en meget populær turistattraktion. I dag er området delt op i tre forskellige tema-parker, Oasys, Fort Bravo og Western Leone.
 
Oasys er det oprindelige Mini Hollywood, hvor diverse film blev optagede. Her er der bygget en autentisk landsby, som den så ud i det Vilde Vesten. Det er shows flere ganger i løbet af en dag; og man kan risikere at havne midt i en slåskamp eller et skuddrama.
 
I Fort Bravo finder vi både en Texas-landsby og en mexicansk landsby. Her drikkes der øl og danses cancan, og banditter bliver fængslet, skudt eller hængt. Vil du have et billede af dig selv som cowboy eller saloon-pige, så kan det også fikses. I løbet af de senere år er der lavet en swimmingpool, som bliver flittigt brugt på varme sommerdage. Det er også muligt at leje dele af området, hvis du ønsker at gifte dig eller fejre fødselsdag i disse eksotiske omgivelser.
 
Western Leone blev oprindeligt bygget for at filme Once Upon a Time in the West (1968) med Henry Fonda og Charles Bronson. Denne del dækker et område med blandt andet en ’ægte’ indianerlejr med wigwams.
 
Mange filmoptagelser foregår også i ørkenlandskabet ved foden af Sierra Alhamilla i udkanten af Tabernas. Den særegne natur kan opleves enten fra en off-roader eller fra hesteryg. Vi valgte hesteryg, en fantastisk oplevelse! Da vi luntede i langsomt tempo mod solnedgangen, var vi næsten sikre på, at vi kunne høre Johnny Cash synge ’Riders in The Sky’ i det fjerne...
 

Fakta:

Mini Hollywood ligger udenfor Tabernas, ca. 30 minutters kørsel nord for Almería by. Oprindeligt en ’stylet’ western-landsby som blev bygget som location for diverse cowboy-film. Stedet blev senere åbnet for publikum, og i dag er området delt op i tre temaparker og bruges stadigvæk til filmoptagelser.
 
 
CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com