På ’turisttur’ ind i det autentiske Spanien – en gastrooplevelse i Alfarnatejo

Jeg er ikke turist på Costa del Sol, men alligevel lød denne ’turisttur’ så spændende og speciel, at jeg nemt blev overtalt til at tage med. ’En gastrooplevelse i det autentiske Andalusien’ – what’s not to like?
 

Alfarnatejo ligger godt 50 km fra Málaga. Der bor godt 400 mennesker i kommunen, men i selve den lille by bor der under 200.

 
 
 
 
 
Det er tidligt om morgenen, da jeg bliver samlet op af den komfortable turistbus på et aftalt pick-up point i Fuengirola. Forude venter en helt speciel dag, hvor vi skal inden for hos nogle lokale spanske familier og nyde et godt måltid. Men først skal der lige samles nogle flere personer op langs kysten. Endeligt sætter bussen retning mod indlandet og efter en god køretur og en masse højdemeter triller bussen ind på en plads i byen Colmenar. Det er forholdsvis tidligt, men Miguel har sørget for, at byens churros-biks er klar med friske churros, der steges for øjnene af de måbende turister. María, som churros-damen hedder, svinger rutineret dejen rundt i det store fad med kogende olie, så der på få sekunder er lækkerier klar til os alle sammen. Naturligvis er der flydende chokolade at dyppe sine churros i på ægte spansk manér. Et par tyske damer sammenligner dejen med klejner, men det har jeg nu svært ved at tilslutte mig. Gumlende på churros stuver vi sammen i bussen igen – vi har flere stop at gøre.
 
På vej til næste destination gør vi holdt ved en olivenfabrik, hvor vi kan smage på sagerne og købe olie direkte fra producenten, mens der informeres om processen i fabrikken. Jeg selv køber mig en liter olie på glasflaske, for smagsprøverne smagte fantastisk.
 
Endeligt kommer vi til Miguels hus i Alfarnatejo, der mest af alt ligner et museum. Indenfor er der disket op med smagsprøver på figner, mandler og likør. Alle varer er fra egnen og nogle, man i øvrigt kan købe i Miguels lille udsalg, som adskillige også gør.
 
Udenfor står fire kvinder i flamenco-prikkede forklæder og smiler. Det er dagens kokke, og de har uden tvivl stået over gryderne det meste af formiddagen. Som folk kommer ud af Miguels hus, samles de i grupper efter sprog og nationalitet og bliver sendt af sted med en af damerne, der viser vej til deres huse. Til sidst er dog blot den danske gruppe tilbage en enkelt forklædeklædt kvinde. Miguel lægger armen om Mari Trini, som kvinden hedder: ”Dette er en af mine allerbedste mad-damer. Hun skal nok tage sig godt af jer,” smiler han og sender os af sted med Mari Trini, der fører an gennem den lille by som en gåsemor med sine gæslinge.
 
Inden for i Mari Trinis hus er der dækket op ved langbordet. Men vi er tydeligvis ikke på restaurant. Rundt omkring på væggene hænger billeder af familiens yndlinge – fra et utal af rammer smiler to piger i fine kjoler og opsat hår til os. Vi befinder os i familiens spisestue, og efter at have kigget os lidt omkring, tager alle mand plads. Mari Trini disker op med lækker salat, en kyllinge- og kikærte-suppe, svindemørbrad, frugt, kage, kaffe og likør. Der er mad og drikke i rigelige mængder, og det føles som om, at der bliver ved med at komme flere fade ind på bordet. Vi, der er gæster i huset, rejser os og hjælper Mari Trini ud med tallerkener og halvtomme fade. Ude fra det store køkken smiler hun glad – det er tilsyneladende ingen sag for en rutineret kokkepige at diske op med 5-retters menu til 12 personer sådan en søndag eftermiddag. Tallerkenerne bliver vasket i en ruf – i hånden – mens næste ret står og simrer.
Sammen med kage og kaffe kommer også en hjemmelavet likør lavet på kvæde (på spansk membrillo) og anis. Den smager himmelsk.
Vi kan næsten ikke rejse os fra stolene af mæthed, da det bliver tid til at sige tak til vores vært, som følger os til bussen, hvor der bliver slået mave hele vejen tilbage til kysten.

 

Alfarnatejo2

 

Mere end 20 år med ’gastroture’ til Alfarnatejo

”Det hele startede ved en tilfældighed,” fortæller Miguel Gutiérrez, da jeg får lejlighed til at tale med ham. Han er bysbarn af Alfarnatejo og for mere end to årtier siden var en af Miguels venner, der arbejdede som guide, havnet i en knibe, da han havde lovet at arrangere en autentisk tur for en gruppe amerikanere. Han klagede sin nød til Miguel, der fandt på at vise dem rundt i sin landsby, Alfarnatejo, og i sit eget hus, hvorefter de sluttede af med hjemmelavede bocadillos på byens torv. ”Jeg regnede det ikke for noget særligt, men da jeg mødte min ven en uge senere, var han helt vild. Det havde åbenbart været en kæmpe oplevelse for turisterne.” Her fødtes ideen om turistture, hvor man kom på besøg i de spanske hjem. Men der skulle gå to år, før ideen kunne realiseres. ”Tænk dig, jeg skulle ikke blot overtale konerne om at åbne deres hjem, jeg skulle også overtale mændene,” fortæller Miguel storgrinende. Det sidste foregik på byens bar, hvor det ligesom var lettere at få mændene med på ideen over en kold øl. ”Folk fra puebloer er jo anderledes. De er meget venlige, og de lader døren til huset og bilen stå åben, så det var en vild idé at skulle have en flok fremmede ind i huset, som ikke engang taler ens sprog,” fortæller Miguel og tilføjer, at det med sprogbarrieren tager damerne ikke så tungt. ”For at spise godt, behøver man ikke kunne forstå hinanden, siger de.”
 
I dag har Miguel 17 damer, der kokkererer hverdagsmad til de inviterede turister. ”Nogle af de oprindelige damer er gået bort, og nogle af døtrene har overtaget tjansen,” fortæller Miguel, der er meget stolt af damerne, som åbner deres hjem fuldstændigt for de besøgende. ”Man er ikke på restaurant. Du spise hjemme i familiens hus, med familiens service i de hjemlige omgivelser, der nu er.” Gæsterne får så meget mad og drikke, som de ønsker, og det meste er tilberedt med lokale råvarer. Det er nu ikke ud fra en ideologisk idé, det er bare sådan, at kvinderne for det meste køber ind på markedet i byen.
 
Alle husene ligger indenfor 10 minutters rækkevidde på gåben og er man dårligt gående, bliver man blot placeret i et af de huse, der er nærmest på bussen, så man ikke skal gå så langt.
 
Miguel arrangerer gerne ture for grupper på 20 personer eller mere, men er man færre, er det bedst at tilslutte sig en af de turoperatører, der samarbejder med Miguel. Der arrangeres ture hver søndag, og du kan booke turen, der hedder ’Gastro Experience, Alfarnatejo a taste of Andalucía’, hos de fleste turoperatører på kysten.
 

Mari Trini har kokkereret til turisterne i 13 år

 
”Det var min svigermor, som plejede at gøre det, og så overtog jeg tjansen,” fortæller Mari Trini, der kun kokkererer én gang om ugen, da hun også har et job som butiksekspedient. ”Her i byen forstår de jo udmærket, hvad det drejer sig om, men andre spaniere kan godt have svært ved at forstå, hvad det er, jeg laver,” griner Mari Trin og ranker ryggen og siger: ”Turisterne, der kommer her i mit hjem, er altid meget glade, og dem, der kan lidt spansk, fortæller mig ofte, at det måltid, de har fået her, har været det bedste måltid, de har fået i Spanien.”
 
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com