Barranco Blanco – et smukt og klukkende eventyr med historiske rødder

Barranco Blanco er navnet på den slugt, som Alaminos floden løber i, inden den flyder sammen med andre floder og til sidst løber ud i havet ved Fuengirola. Slugten er et lille paradis med herligt køligt vand og meget smukke omgivelser med blomstrende nerier og fuglesang. Man kan gå langs med floden ca. 500 m. men det er ikke en tur for sofahængere og svagpissere.
Der skal klatres, kravles og balanceres, så folk med svage ankler bør holde sig væk. Til gengæld kan man få sig en herlig dukkert i en lille naturlig pøl, hvor et vandfald plasker ned. Og på vejen ned til kløften kommer man forbi en smuk dal, hvor nazister efter sigende boede, da de var flygtet ud af Tyskland efter 2. verdenskrig.

Man kan dele Málaga provinsen op i vestenden og østenden, og Barranco Blanco er vestendens svar på østendens perle: Chillar floden ved Nerja. I begge disse perler kan man vandre i floden og bade og de er begge meget smukke. Barranco Blanco er dog meget kortere end Chillar, men fælles for dem begge er, at man en sommerweekend kan risikere at løbe ind i masser af mennesker, der vil nyde floden. Det er derfor bedst at tage af sted midt på ugen, så man har herlighederne mere eller mindre for sig selv.
 
Barranco Blanco ligger kun ca. 35 km. fra Málaga og man finder frem til den ved at køre ad vej MA 3303 mellem Coín og rundkørslen ved Puerto de Pescadores lidt vest for Mijas. Hvis man kommer fra rundkørslen og kører ad MA 3303, skal man dreje ned til venstre lige før 4 km. skiltet. Der står to skilte med Cortijo Rosa Blanca og La Fuente B&B. Fra 1.6. til den 16.10 må man ikke køre længere ned ad vejen, med mindre man er resident, så vi parkerer nok så lydigt kort efter vi er drejet ind. Vi vandrer nu hen ad vejen, som snart begynder at gå svagt nedad. Efter 1,2 km. møder vi det første vejkryds, og her skal vi blot gå lige ud.
 
 
barranco blanco
 
 
På et tidspunkt kommer vi forbi et lille hus på venstre hånd, som ligner et vagthus. Der sidder rester af en metallåge på siden, så hvad er nu det? Vi ser nu også en smuk dal på venstre hånd med en masse fine huse og en lille sø. Sikke et dejligt sted at bo, tænker vi. Og sagen er den, at denne herlige dal var tilflugtssted for adskillige nazister, som var undsluppet Tyskland efter 2. verdenskrig og dermed havde undgået retsforfølgelse. Det er jo en kendt sag, at Franco og Hitler var venner, og da Hitler havde tabt krigen, var Franco ikke sen til at yde asyl til de flygtende. De helt store Nazi-fisk flygtede som bekendt til Sydamerika, men de mindre fisk kunne føle sig sikre her i Francos Spanien. Og det var i denne smukke og fjerntliggende gryde tæt ved Alaminos floden, at en del af dem slog sig ned og levede resten af deres liv i fred og ro under sydens sol. De havde deres egen tyske restaurant og livet her var utvivlsomt en del mere behageligt end bag tremmer i Tyskland. Det lille vagthus står der stadig som et mindesmærke over dette mørke afsnit af historien.
 
barranco blanco3
 
Fra dalen er der nok kun en km. ned til Barranco Blanco, og i alle de efterfølgende kryds skal vi tage vejen til højre. På et tidspunkt ser vi et stort skilt, der viser flora og fauna i floden, og så er vi der næsten. Vi møder det samme skilt et par hundrede meter længere nede, og så er vi ved ´indgangen´ til Barranco Blanco, som hedder sådan fordi der er masser af hvidt marmor langs med siderne.
 
En sti fører ind i slugten, men den er ret kort og straks efter starten skal vi op og kravle på en betonkant og rundt om en lille dam. Vi krydser floden på nogle flade sten og fortsætter på den anden side. Vandet klukker, nerierne blomstrer og det er uendeligt smuk. Men stien vil ikke opføre sig ordentligt. Den er skæv og fyldt med store klipper, som man skal forcere. Erik med de svage ankler er for længst vendt om, men vi andre fortsætter, godt hjulpet af stave. Til sidste må jeg selv fortsætte alene og det er ikke let, men inden længe kan jeg ikke komme længere uden at smide fodtøjet. Stien ender i en aflang pøl med små vandfald og et reb, som man kan svinge sig i. Jeg har læst, at et vandfald plasker ned i pølen længere fremme, men jeg kan ikke komme derhen. Men det er fint, så jeg beundrer bare det hele her fra klipperne og kigger op på den kæmpeklippe, der tårner sig op på venstre hånd.
 
Det er varmt her i juni, men jeg har glemt badetøj, så jeg må nøjes med at kølne håndleddene i det forfriskende vand. Men ellers ville en frisk dukkert her være sagen, så husk badetøj og håndklæde.
 
Efter klatreturen tilbage til grusvejen genforenes vi med Erik, og så finder vi et skyggefuldt sted, hvor vi kan nyde vores madpakker. Og så vandrer vi tilbage til bilen oppe ved asfaltvejen og har nu vandret små 7 km.
 
Men dagen er ikke slut endnu og vi, der bor i Granadaprovinsen, kommer jo ikke på disse kanter så tit, så vi benytter lejligheden til at se byen Coín, som vi ikke kender. Vi finder efter en del roden rundt et sted at sætte bilen, og nu leder vi efter centrum. Vi spørger et par gange om vej og således hjulpet finder vi frem til kirkepladsen kaldet Plaza Bermudez de la Rubia. Det er en hyggelig plads ved Iglesia San Juan Bautista (den hellige Johannes Døbers kirke), som er bygget ovenpå resterne af en maurisk borg.
 
Og her på pladsen finder vi til vores store glæde et vældigt issted: Helados del Monaguillo (alterdrengens is). Her laver de selv isen og den er himmelgod, så et besøg her bør ikke forsømmes. Og hvad er herligere end at sidde her under sydens sol og nyde en is efter en smuk vandretur med historisk islæt?
 
Man kan se og downloade vores rute ned til Barranco Blanco fra elsebyskov.com under Hikes, Maps and Routes, La Danesa: Barranco blanco. Der ligger både et kort og et GPS-spor. God fornøjelse.
 
Læs også artiklen om Chillar floden. Río Chillar – verdens smukkeste flod.
 
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com