Tarifa: Hvaler og verdenshave

Hvorfor ikke opleve Tarifa i år? I al slags vejr mødes Atlanterhavet og Middelhavet ud for Tarifas kyst, hvor du med 14 km til Afrika har rigtig god udsigt. I Tarifa, langt fra pools og alt inklusiv-ferier, møder du surfere, backpackere og naturelskere. I den lille spanske by går du rundt i smalle hvidkalkede gader med et værd af hoteller og hostels, og hele byen emmer af en afslappet og hyggelig stemning. Vores formål med at tage til Tarifa var dog et andet: I Gibraltarstrædet, hvor Atlanterhavet og Middelhavet mødes, kan man nemlig opleve nogle af de hvaler og delfiner, der lever i strædet.
 

Respekt for dyrene

Vi fandt hurtigt frem til firmaet ”firmm”, der markedsfører sig med ordene: ”Respectful whale watching.” Firmaet er grundlagt af Schweiziske Katharina Heyer for 19 år siden, og derfor får man både informationen på tysk, engelsk og spansk. Firmm registrerer hvor og hvornår, de møder de forskellige delfin- og hvalarter i strædet, og det øger chancerne for at møde dyrene igen. Her lærte vi, at hvalernes finner er lige så forskellige som menneskers fingeraftryk, og alligevel er Katharina i stand til at genkende enkelte hvaler. Hvalobservation er en passion for hende, og derfor er det også hende, man på næsten alle ture kan finde på bådens øverste dæk, hvorfra hun spotter dyrene og fortæller bådens gæster, i hvilken retning de skal kigge.
 
 
 
 

Finhvaler, kaskelotter, grindehvaler, spækhuggere og tre slags delfiner

På vores sejlads i foråret så vi grindehvaler – eller pilot whales, som de hedder på engelsk. Over højtaleren sagde Katharina pludselig: ”Pilot whales at 10 o’clock,” med en reference til, at vi nu kunne se grindehvaler lidt til venstre for bådens front. Hos firmm kommunikerer de nemlig retninger, som var båden et ur, og derfor kaldes bådens front kl. 12, agterud kl. 6, til højre kl. 3 og til venstre kl. 9. Verdens andenstørste levende væsen er finhvalen, og den kan du opleve her. Med sine op til 22 meter er denne hval længere end de to 16 og 17 meter lange både. Det skal siges, at de store hvaler ikke viser sig på alle bådture, men hvis du er heldig, kan du få et glimt af dem. Hver sæson krydser 90 finhvaler Gibraltarstrædet, og udover denne art, er der mulighed for at se tre hvalarter og tre delfinarter. Hvad man ser, er forskelligt. Men uanset hvad, er der gode chancer for at lære noget nyt.

En aktivitet for alle

Gibraltarstrædets to største hvaler er kaskelothvalen, der kan blive op til 18 meter lang og finhvalen, der kan blive op til 22 meter lang. Kaskelothvalen er en tandhval, som især lever af store blæksprutter, der i Gibraltarstræder kan have op til 10 meter lange arme. Finhvaler derimod får deres føde ved at åbne munden, mens de svømmer, hvorefter den lukker vandet ud og filtrerer småfisk og anden føde fra. Men desværre indtager finhvalen også en del af den plastik, der svømmer rundt i verdenshavene. Denne fortælling mindede mig om, hvor vigtigt det er, at vi passer på vores natur og de dyr, der lever i den. På vores tur var der folk på alle andre. Der var solorejsende, par, folk med store kameraer, skolebørn og sågar et spædbarn i sin mors bæresele. Firmaet sejler ud i to både: Firmm Vision med aflange undervandsvinduer, altså glasbund, og en båd på cirka samme størrelse uden glasbund. I begge både er der siddepladser indendørs og udendørs.
 

Vindsport og bountystrande

Du skal tage til Tarifa, fordi byen og dens aktiviteter skiller sig ud fra det, man ellers kan opleve. Stemningen er god og uhøjtidelig, og cafeerne og fortidsbygningerne er unikke. Tarifa er et mekka for vindsurfere og de almindelige af slagsen, og disse sportsgrene kan du også selv prøve kræfter med. Foretrækker du at kigge på, kan de imponerende hvide sandstrande anbefales. Det er bountystrande, der på atlanterhavssiden strækker sig så langt øjet rækker. Stranden nærmest Spaniens sydspids, Playa de los Lances, er udmærket, men har du bil, kan du køre lidt længere nordpå og opleve den bedre kendte bountystrand Playa Bolonia. Tarifas nærmeste lufthavne er Málaga, Gibraltar, Sevilla og Jerez de la Fronterra. Hvis du befinder dig i Málagaområdet er det letteste at leje en bil, og så kan du nå til Tarifa på 2-3 timer. Alternativt kan du tage en bus eller køre med en privat, se mere i fakta-boksen.
 

Et besøg værd

Selvom Tarifa ikke er nogen stor by, er det et rart sted at være. Samtalerne bærer præg af en helt unik afslappethed, og her kan man opleve noget helt andet end på Costa del Sol. Tarifas centrum finder du få hundrede meter fra det sydligste punkt, halvøen Isla Palomas, hvor du kan opleve den tidligere militærbase med ét verdenshav på hver side. Alene dette syn er noget helt særligt. Tarifa er fascinerende og bestemt et besøg værd.
 
CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com