Vía Ferrata – klippeklatring, der rykker grænser

Sommerfugle på størrelse med flagermus suser rundt nede i maven på mig, da vi kører op mod klippen i Benalauría, mellem Ronda og Estepona. La Danesas udsendte er ikke super begejstret for højder, og dagens udflugt byder på en 80 meter stejl klippevæg.
 
Ved foden af klippen står guiderne klar til at tage imod os. Parret Vojta og Lenka driver NoLimitTour og er vores guider på dagens vía ferrata-rute. De er begge fra Tjekkiet men bor i Marbella, og tilsammen har de næsten to årtiers erfaring med klatring.
 
Vi trækker i udstyret, der består af en klatresele, som går rundt om lårene og livet, en hjelm og et par handsker med hul til fingrespidserne. Det føles ikke som noget særligt, men da jeg spørger ind til det, fortæller Vojta, at jeg bærer udstyr for godt 300 €.
 
Vojta og Lenka tager sig god tid til at forklare os, hvordan vi skal sikre os med karabinhagerne, så vi på ethvert tidspunkt er sikret med mindst én line. Linerne sidder i vores klatresele og skal kobles til de stålwire, der sidder fastboltret til klippen med to – tre meters mellemrum på hele ruten.
 
Ved foden af klippen sidder der nogle udformede jernpæle, som er bøjet ind i klippen, så de udgør en form for trin. En platte ved foden af ruten fortæller os, at denne rute er godkendt af autoriseret personel. Jeg kigger op og kan se, at de spredte metaltrin lidt længere oppe forsvinder ind Imellem de to store klippestykker.
 
Lenka hægter sig som den første fast i stålwire og kravler rutineret op ad jerntrinene. Derefter bliver de andre deltagere sendt op med passende mellemrum, og som den næstsidste kobler jeg de to karabinhager på stålwiren, tager en dyb indånding og sætter den ene fod på metaltrinnet.
 

Der er kun én vej, og det er op!


Der går ikke mange minutter, før jeg kommer ud af komfortzonen. Fem-seks meter oppe stopper trinene og fortsætter i en ny opadgående række godt en meter til venstre fra den første. Selvom jeg er sikret til klatreselen hele tiden, er det enormt grænseoverskridende at skulle koble sig på den nye stålwire og, frem for at klatre lige op, tage et stort skridt til venstre over til næste trin. Efter et par dybe indåndinger går det fint, og jeg kommer over på den næste række af trin, der fører os helt ind i klippespalten.
 
Jeg er på forhånd blevet instrueret i, at hvis jeg bliver træt i arme eller ben, kan jeg koble den tredje karabinhage i klatreselen på et af trinnene og ’sætte’ mig ned i selve selen for på den måde at tage et hvil. Det er dog alt for grænseoverskridende at skulle sætte sig ned i en stol, der ikke er der. Og jeg foretrækker at lade mine arme klamre sig til jerntrinene og klippevæggen, mens mine ben får lov at gøre al arbejdet.
 
Vi kommer op til første klippeafsats, hvor der igen er fast grund under fødderne, og kan nyde den fantastiske udsigt. Klippeafsatsen, hvor der kun lige er plads nok til tre-fire personer, ligger 1140 meter over havets overflade. Vi har stadig godt 30 højdemeter til toppen.
 
Karabinhagerne sikres på ny, og sidste opstigning påbegyndes. Denne gang går det sidelæns ind i klippespalten. Med mine 163 cm og tilsvarende korte ben synes jeg, at der er langt imellem trinene, og hjertet hopper da også et par gange, hver gang jeg skal småhoppe fra det ene trin til det andet. Det har helt sikkert kun drejet sig om et par centimeter, men sådan føles det ikke, Med 20 meter ned føles det som at skulle springe fra skyskraber til skyskraber.
Selvom det er vildt grænseoverskridende, er det også uendeligt flot. Herinde i klippespalten er der fuldkommen jomfrueligt. Der kommer ikke andre mennesker end dem, der tager vía ferrata-ruten Det er ganske enkelt ikke muligt at komme herind på anden vis. Fordi der kun kommer få solstrejf herind er her også helt frodigt og grønt, og der vokser mos på mange af overfladerne. Jeg føler mig ganske heldig at få lov at opleve dette sted, som jeg hænger her på klippevæggen.
 
Mit blik søger længere op ad ruten, og nu springer mit hjerte igen et slag over. Déroppe næsten ved klippens top hænger nemlig en line, der går tværs henover klippespalten, og jeg kan se, at det er meningen, at vi skal henover denne line for at komme til klippens top. Men der er kun én vej på dette tidspunkt, og det er opad.
 

Med museskridt over kløften


Linen viser sig at være en bro af stålwirere, og den er godt syv meter lang. Der er tre stålvejere. En til at placere fødderne på og to i hovedhøjde, som hænderne kan holde fast i, og som man kobler sine tre karabinhager på.
 


Med et stift blik rettet direkte ind i klippevæggen over for mig sætter jeg tøvende venstre fod på wireren. Den er forholdsvis stram, så jeg undgår ’gyngefornemmelsen’, som jeg havde frygtet. Højre fod slutter sig til venstre, og med små bitte museskridt tripper jeg hen over linen. Da jeg har passeret midten, er mit hovmod tårnhøjt, og jeg drister mig til at bøje nakken og skimte det, der er under mine fødder – 35 meters frit fald. Det er faktisk slet ikke så galt, og med stor tilfredshed over egne evner når jeg over på den anden side. Her kobler jeg mig af linen og sikrer mig til den nye wire på klippen. På dette tidspunkt, efter godt 40 minutters klatring, har jeg fået fuld tiltro til udstyret (og er samtidig ganske udmattet i arme og ben). Jeg kobler den tredje karabinhage på et af trinene, mens jeg sætter mig behageligt tilbage i klatreselen og lader mine trætte, sitrende lårmuskler få et velfortjent hvil.
 
Da vi når toppen af klippen, er hele gruppen helt euforiske, og udsigten fra toppen udgør belønningen i sig selv. Vi er alle sammen super stolte af at have gennemført ruten og snakker på kryds og tværs, om hvordan vi hver især oplevede at skulle passere de forskellige udfordrende punkter.
 
Det er blevet aften, da vi kører tilbage ned til kysten, og passagererne i bilen er meget stille (og også lidt trætte). Jeg tænker over, at jeg er glad for, at guiderne var kompetente nok til at tilpasse oplevelsen til gruppens niveau. Ruten de havde udvalgt, var lige nøjagtig så udfordrende, at vi kom ud af komfortzonen, men ikke så svær, at det på nogen måde blev ubehageligt.
 
For mere info se: 

Facebook – NoLimitTour

Instagram - @nolimittour
Ordet Vía Ferrata kommer af italiensk ’jernsti’.

Det er en aktivitet, der ligger midt imellem hiking og bjergbestigning. Det gennemgående i en vía ferrata er en stålwire der løber hele ruten og som med jævne mellemrum er fastgjort til klippen. Klatrerne er fastspændt med line til stålkablet, hvilket gør det helt sikkert at færdes på klippevæggene.
Vía Ferrata-konceptet går tilbage til første verdenskrig, hvor man i alperne etablerede disse ruter for at gøre det lettere for tropperne at bevæge sig.
 

Praktiske oplysninger:

Tag praktisk tøj på, du kan bevæge dig i, og en varm trøje. Når du når op i højderne kan vinden godt være mange grader køligere end nede ved kysten. 
Dit fodtøj skal være lukket og sidde godt fast om foden. Du behøver ikke specielle sko til formålet – en almindelige kondisko er fint. Der er bedst komfort i sko, hvor svangen er lavet af gummi og ikke plastik, da du vil komme til at stå med midten af foden på jerntrinnene. Du kan nemt tjekke det selv ved at stille dig på kanten af et trappetrin og se, om du står nogenlunde fast.
 
Der findes over 50 forskellige vía ferratas i Andalusien. Man må under ingen omstændigheder bevæge sig ud på dem uden sikkerhedsudstyr, og det anbefales at have en guide med, der kender ruten.

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com