Drypstenshulerne Las Cuevas de Nerja

Da lokale i 1959 opdagede hulerne i Nerja, var der fyldt med flagermus. I dag er der ingen. Det undrer jeg mig over, da vores guidede tur slutter efter ca. 45 minutter. Det står helt klart for mig, at folkene bag seværdigheden gør alt, hvad de kan for at beskytte dette imponerende stykke natur. For eksempel er fotografering med blitz ikke tilladt, og de besøgende lukkes ind i mindre grupper. Las Cuevas de Nerja er åbent året rundt, og i sommerhalvåret er der dagligt ca. 2000 besøgende. Trods hensynstagen går turismen ikke ubemærket hen, og over tid har menneskers færden ændret hulernes fauna. Det er det, forklarer den ansatte mig, der over tid har sendt flagermusene væk.
 

Hvorfor drypper det?

Drypstenshuler findes især i områder, hvor undergrunden består af kalksten. Når vandet drypper, bliver dets høje kalkindhold siddende på klippen, og det er dryppene, der over årtusinder har dannet de søjlelignende drypsten, man for eksempel kan opleve i Nerja.
På en skyet forårsdag som denne er det svært at forestille sig, at denne fjernt beliggende seværdighed tiltrækker så mange turister. Fra Málaga tager busturen halvanden time, og det virker næsten anti-turistet, da vi ved 12-tiden ankommer til drypstenshulerne. Men selvom mit besøg faldt på en gråvejrsdag uden for sæsonen, og jeg før har oplevet en drypstenshule, var det en stor oplevelse.
 

Et besøg værd

Siden opdagelsen i 1959 har man fundet et stort antal figurer ridset i klipperne, blandt andet det bjerggedslignede dyr, der pryder Cuevas de Nerjas logo. Store dele af hulerne er stadig uudforskede, men man har gjort fund, der vækker undren. Et sted i hulerne fandt man et stort antal skelletter - et skræmmende syn for de første besøgende og på samme tid et vidne om, at mennesker levede og døde netop her for mange, mange år siden.
 

Hulernes hemmeligheder

Efter 20 minutter, og et utal af nedadgående trapper, nærmer vi os hulernes dybeste punkt. ”Se!” udbryder min medrejsende pludselig, og jeg vender mig øjeblikkeligt. Et stykke bag os har to skikkelser forladt stien. Iført praktiske støvler bevæger de sig væk fra den oplyste sti og op ad en af hulens stejle og fugtige vægge. Først bliver jeg forbavset. Så lægger jeg mærke til deres dragter, hjelme og lysende lommelygter. Det er synet af to arkæologer, der fortsat udforsker hulernes hemmeligheder.
 
Men det vigtigste er hverken arkæologer eller flagermus. Det er den oplevelse, du får, når du træder ind i hulerne og begiver dig dybere og dybere ind. Det forunderlige ved drypstenene over dig, der er blevet til over tusindvis af år og bevidstheden om, at meget har fundet sted netop her. Nerjas drypstenshuler er langt fra færdigudforskede. Måske er det derfor, at man i klippens dybe hulrum fornemmer, at der her i Cuevas de Nerja er langt mere, end øjet kan se.
 
 
Åbningstider:
Januar-juni og september-december 9.00-16.00 (sidste gruppe 15.00)
Juli og august 9.00-18.30 (sidste gruppe 17.30)
Ny gruppe hvert 30. minut.
 
Pris:

Entre i drypstenshulerne
Voksen 10 euro
6-12 år 6 euro
Under 6 år gratis
 
Entre og en dagsbillet til turisttoget: 15 euro

Toget kører fra drypstenshulerne mellem Chanquetes Boat, Nerja Museum i bymidten og Maro Square. Rutens monumenter forklares på engelsk og spansk i en udleveret audioguide.
 
Fakta
  • Nerjas drypstenshuler ligger ca. 50 km øst for Málaga
  • Indgangen er 158 meter over havet og 800 m fra kysten
  • På hulernes stejleste sted går det 68 m lodret ned
  • Den guidede tur tager ca. 45 min.
Transport
Seværdigheden ligger små 5 km fra Nerja by, og busselskabet ALSA har en Málaga-Nerja rute med stop begge steder. På ruten fra Málaga får du set kysten og får i øvrigt et indtryk af det mindre turistede østlige Málaga.
 
Temperatur og fodtøj
Det anbefales at bære lukkede sko eller sandaler, og det eneste ikke-tilladte fodtøj i hulen er klipklappere. I hulen er luftfugtigheden høj, men hulerne har en konstant temperatur på ca. 19 oC. I sommermånederne finder mange den temperatur behagelig.
CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com