Cambodja - Kontraster og farverige selvmodsigelser

På trods af at Cambodja er et af verdens fattigste lande, er det et land umådeligt rigt på menneskelig varme, venlighed og kontraster. På den ene og barske side står en nutidig, grusom historie. Det er specielt årene under de Røde Khmerer, som førte til massehenrettelser, hungersnød og efterfølgende borgerkrig. I lyset af det står en guddommelig natur, en eksotisk kultur og en dejlig og ualmindelig imødekommende befolkning, som i ens bevidsthed kan give et langvarigt aftryk.

Også et hjem til ånderne

95 procent af cambodjanerne er buddhister. En del traditioner fra andre religioner, specielt hinduisme, er dog en del af deres kultur, og det samme gælder folke- eller overtro. Blandt det er, at man mener, at alle boliger og tomter har en ånd, som har lige så meget ret til at være der som menneskene. Det respekterer man ved at give dem et sted at bo, et åndehus.
Der er prestige i åndehuse. Jo større et åndehus, man har på sin grund, jo vigtigere er man. På billedet ses en mindre model ved et spisested, hvor man også tilbyder gæster et hvil i en hængekøje.

Bambustog ved Battambang

Det går med 15 km i timen, hvilket føles som en forfærdelig fart på de ramponerede skinner over vakkelvorne broer gennem junglen. Toglinjen stammer fra kolonitiden under franskmændene, men da de Røde Khmerer kom til magten, blev den som så meget andet efterladt til sin egen skæbne.
Virksomme sjæle har dog fundet på at forbinde to akser med en træramme, lægge bambusmåtter på, sætte fart på med en plæneklippermotor og af sted det går med 10-15 personer på hver.
Toget starter fra O Dambong ved Battambang, der er Cambodjas tredjestørste by. Turen er på 3,7 km, hvorefter der standss ved O Sra Lav, en stillestående landsby, inden turen går samme vej tilbage. En god rejseforsikring anbefales.

Kranier i stupa

Denne stupa ser ved første øjekast ud som så mange andre. Men bemærk kranierne bag glasset.
Den står på bjerget Phnom Sampeaus, og i det bjerg er der en række grotter. De blev af de Røde Khemerer anvendt som en henrettelsesplads, hvor man simpelthen smed folk ned i de dybe grotter, de såkaldte Killing Caves.
De anslås mellem 1975 og 1979 at have slået mellem 1,7 og 3 mio. mennesker ihjel – af en befolkning på 8 mio. 1,3 mio. blev henrettet, og derudover kommer så alle dem, der sultede ihjel, fordi afgrøder blev brugt som betalingsmiddel for våben.
Rædselsregimet og dets leder, Pol Pot, mente, at alle intellektuelle, læger og lærere m.fl., inklusive folk, der bar briller, var modstandere af deres ideologiske forestilling om en maoistisk bondestat, og derfor skulle skaffes af vejen.

Dybstegte fugleedderkopper

Ved en støvet landevej ligger byen Skuon. Under Pol Pots regime var hungersnøden så udbredt, at folk her i byen tyede til pænt store edderkopper som proteinkilde.
Man fanger dem på marker og i huler, dypper dem i soyasauce og dybsteger dem til knasende sprøde.
Det samme sker med skorpioner, larver og biller.
Det er nu alt sammen blevet delikatesser. På billedet ser man, at der er gang i salget, og at næste fad er parat til kunderne på dette meget populære gadekøkken.

Angkor Wat – verdens største tempelområde

Dette tempel med de karakteristiske tårne, der går igen på Cambodjas flag, har givet navn til et område på 20 x 50 km.
Det var hovedstaden under khmerernes storhedstid mellem ca. 800 og 1100. Man anslår, at der i den periode boede op til to mio. mennesker i byen. Det er dog svært at konkludere, selv med moderne lidar-teknologi, fordi de fleste af datidens huse var bygget af træ og dermed er forsvundet.
Angkor Wat betyder egentlig byens tempel, og dette tempel blev bygget i kong Suryavarman II’s tid, da khmerriget inkluderede store dele af nabolandene Laos, Thailand og Vietnam.
Angkor Wat er omgivet af en slags voldgrav, og for at komme over, krydser man regnbuebroen, hvor figurer af løver og slanger holder alt ondt ude, mens gadesælgere holder den besøgendes sult og tørst på afstand.
Vil man besøge Angkor Wat, bør man bo i Siem Reap, Cambodjas næststørste by, hvorfra man nemt kan tage en tuk-tuk.

Jungletempel Ta Prohm

Mytisk og mystik fremstår dette tempel, et af de mange i Angkor Wat, som mere præcist hører under Angkor Thom-området, der har haft op til 1.000 templer.
Angkor Thom var den sidste hovedstad i khmerriget, efter at kong Jayavarman VII i 1100-tallet genrejste hovedstaden efter plyndringen af Angkor Wat af Cham-folket fra Vietnam.
Hele det gamle khmerrige gik i øvrigt under i 1431 efter en invasion af thailændere. Jordskælv, de Røde Khmerer og naturen har siden hver gjort sit til, at templet på billedet, Ta Prohm, i dag er en fascinerende labyrint med nedfaldne brokker og de gigantiske, op til 600 år og 25 meter høje spung-træer, kan slange sig ind og omkring de gamle sten.
Angelina Jolie har med filmen Tomb Raider bidraget til mystikken om netop dette tempel.

Byer ved Sydøstasiens største sø

Ved søen Tonlé Sap bygger man pragmatisk nok sine huse på pæle, uanset om de så opføres af palmeblade eller blikplader.
Søen er Sydøstasiens største, en størrelse som varierer fra 3.600 km2 i den tørre årstid til 23.000 km2 i monsunsæsonen. Regnen giver givetvis søen vokseværk, men variationen skyldes specielt, at den er forbundet med Mekong-floden via en over 100 km menneskeskabt kanal. Via den søger vandet i regntiden op i søen, mens det i den tørre periode skifter retning og vælger at strømme ned til Mekong, gennem Vietnam og derpå ud i det Sydkinesiske Hav.
Indbyggerne i denne by lever fortrinsvis af fiskeri på søen, som i regntiden når op til plankegulvene, og derfor må man transportere sig omkring i både.

De flydende byer

Flere familier har valgt at skifte den transportmæssigt omskiftelige tilværelse i pælehuse ud med en tømmerflåde. Dermed bestemmer man selv, hvornår man vil flytte.
Først til mølle-princippet gælder.
I søen er der – indtil videre – rigeligt med fisk, inklusive søens eget sø-monster.
Flere af familierne er etniske vietnamesere. De eller deres familier fandt her et fristed i forbindelse med Vietnam-krigen, der også på andre måder bredte sig til Cambodja.
Mange historikere mener, at USA’s bombardementer af Cambodja hjalp de Røde Khmerer til magten, mens det var vietnameserne, der i 1978-79 invaderede bl.a. for at stoppe folkemordet. En borgerkrig skulle dog fortsætte frem til 1998.

Skole konverteret til torturkammer

Bag pigtrådshegnet her i Phnom Penh er fotografering med god grund forbudt. Her ligger skolen Tuol Svay Pray.
Da de Røde Khmerer invaderede hovedstaden, beordredes de ca. to mio. indbyggere til straks at forlade byen. Bønder skulle alle være, og læring var forbudt. I stedet anvendte man skolen til et fængsel, kaldet S-21. Her blev folk tortureret, indtil de ’erkendte’, at de var læger eller lærere, eller spioner for Vietnam eller USA. Af de ca. 14.000 mennesker, der kom til dette fængsel, kender man kun til syv, som overlevede.
Stedet er nu et museum, hvor man kan se 6.000 billeder af ofre, torturredskaber og andet grusomt.
Lidt uden for byen ligger Choeung Ek. Det er én af anslået 20.000 massegrave, hvor Pol Pots folk henrettede måske så mange som 1,3 mio. af deres egne landsmænd, inkl. børn, der blev svunget imod en træstamme på dette sted.

Gadebørn gives en chance

I én af Phnom Penhs flotte bygninger fra kolonitiden er nu indrettet en kokke- og tjenerskole. Primært er det gadebørn og unge fra udsatte familier, som gives en chance for at lære et fag. Det lønner sig, og mange tidligere elever er ansat på stedet, der hedder Romdeng.
Et besøg er givende. Stedet er charmerende, og maden er glimrende og autentisk. Det ligner thailandsk mad, men er normalt ikke så stærk.
På billedet serveres en suppe med fisk fra Tonlé Sap og grønne bananer samt skovmyrer, som giver en syrlig smag.

Rundt i myldret

Cambodja er også transportmæssigt et farverigt land.
I større byer som Battambang, Siem Reap og Phnom Penh er det nemmest at komme omkring med enten en tuk-tuk, der egentlig er en lille vogn sat bag på en knallert, eller med en cykeltaxa, hvor man i bedste klapvogn-stil sidder foran føreren.
Som set på billedet er det med livet i hænderne, men man lærer hurtigt at have tillid til, at det jo nok skal gå godt.
Prut om prisen. Cambodjas møntfod er uregerlig, pengesedlerne svære at læse, men det meste klares alligevel med dollars, som khmererne foretrækker.

Hovedstad, og kongepalads og Mekong

I dag er Cambodja et monarki og et demokrati, selvom der kan stilles spørgsmål ved sidstnævnte. Der er nu kun to partier i spil, og den nuværende statsminister, Hun Sen, er et tidligere medlem af de Røde Khmerer. Det er der dog mange, som er, men Hun Sen har siddet fast på magten siden 1985.
Han bor i øvrigt i et palads beliggende mellem ambassaderne for Nordkorea og for USA.
Den nuværende konge hedder Norodom Sihamoni. Han tog i 2004 plads på tronen, efter at være blevet udpeget af sin far, fordi han modsat sine ældre brødre ikke var politisk aktiv. Under krigen tilbragte han sit liv i hhv. Prag og Paris.
Paladsområdet blev opført i 1860. Det er inspireret af paladset i Bangkok, men netop ved sammenligning symboliserer det, hvor fattigt landet stadig er. Paladset ligger dog med udsigt over bymyldret, den centrale, pulserende markedshal, og til stedet hvor Tonlé Sap-kanalen møder Mekong-floden, som fører til nabolandet mod øst, Vietnam.
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com