Fra Málaga til Santiago med musling og vandrestave

En træt og våd kvinde bevæger sig henover glatte brosten. Støvregnen har sat sig som perler i hendes hår og små krystaller på hendes brillestel. Beslutsomt traver hun de sidste skridt ind i pilgrimmenes Santiago de Compostela i Nordspanien. Da hun får øje på sin far, fyldes øjnene af tårer. Efter 62 dage på de spanske landeveje, er Elisabeth Waagensen nået i mål.

 
Hvor de fleste pilgrimme vælger at gå den vanlige rute på 800 km fra Sydfrankrig og henover Nordspanien, har Elisabeth taget ruten fra sit hjem i Málaga – en rute på 1300 km. Der var forskellige årsager til, at Elisabeth valgte at gå denne ekstreme distance og hun forklarer selv, at hun havde brug for at vende nogle ting omkring sit eget liv og sin fremtid – og man kan vist ikke forestille sig en mere egnet lejlighed til at være alene med sine egne tanker, end når man tilbagelægger 1300 km med en rygsæk som eneste følgesvend.

Planlagde sig vej til en succesfuld Camino

Forud for Elisabeths camino ligger en enorm mængde planlægning – ruten var sirligt delt op i velovervejede etaper med henblik på den ekstreme dagstemperatur (på starten af ruten nåede temperaturen 45 grader midt på dagen) samt overnatningsmuligheder og vandposter - og tidsplanen holdt. To gange gik Elisabeth forkert, og det, at det ikke var flere gange, er i sig selv en præstation, idet pilgrimsruten fra Málaga er meget dårligt afmærket.
”Når man går med det universelle symbol for en person, der er på pilgrimsfærd, den karakteristiske muslingeskal, bliver der generelt taget godt hånd om en, og flere gange var jeg ude for, at forbipasserende så muslingeskallen, som var fastsat på min rygsæk, og prompte sendte mig videre i den rigtige retning. Og så hjælper det nok også, at jeg som kvinde ikke er bange for at spørge om vej,” siger Elisabeth med et glimt i øjet.
Selvom hun råder folk til at tænke sig godt om, før de beslutter sig for at gå ud i højsommeren, er Elisabeths budskab at alle kan gå caminoen – også kvinder og ældre.
”Det drejer sig blot om planlægning og om at udvælge den rigtige rute – man behøver jo ikke gå 1300 km, som jeg gjorde. I stedet kan man udvælge et sted på ruten, som passer til ens niveau. Der er masser af sider på nettet, hvor man kan orientere sig om netop dette, så ens camino bliver til en succesoplevelse.”

Første skridt på turen blev taget i 40 graders varme

Elisabeth påbegyndte ruten d. 23/8 2016, hvilket var noget, der fik mange til at ryste på hovedet over hendes beslutning. Det havde den helt særlige årsag, at hendes far, som havde været syg, d. 22. august året forinden fik at vide af lægerne, at hvis han stadig var rask efter et år, var sandsynligheden for, at han skulle klare sig uden mén næsten absolut. At påbegynde rejsen på denne dag, der markerede et år og én dag efter lægernes udmelding, blev dermed en symbolsk handling for Elisabeth. Den ekstreme varme kom dog heller ikke bag på hende, Elisabeth var godt klar over, at det ville blive udfordrende. Derfor begyndte hun vandringen hver dag før solen stod op, så hun kunne nå frem til sit bestemmelsessted ved 13-tiden, inden det blev farligt at vandre med den tunge oppakning i så høje temperaturer.
Undervejs fik Elisabeth støtte fra venner og familie, der mødtes med hende forskellige steder på ruten med ”care-packages” som Elisabeth sirligt havde pakket med ting som tandpasta, ekstra sokker og varmere tøj, og pakkerne havde hun overdraget til de personer, hun havde aftalt at mødes med, på de 5 indlagte hviledage. Pakkerne, og specielt det varme tøj, da hun nåede så langt nord at temperaturen faldt, kom ikke en dag for tidligt.
 
Til Elisabeths store overraskelse fandt hun faktisk en form for ’frelse’ i gentagelsen af den samme rytme hver dag:
”Noget af det, jeg frygtede, før jeg begyndte min rejse, var, at jeg skulle køre træt i at gøre det samme hver dag – gå en strækning, finde et herberg, vaske mit tøj, få et måltid mad, sove og gentage det samme næste dag. Men jeg vænnede mig faktisk hurtigt til, at dette var min daglige trummerum og faktisk viste det sig at have en nærmest terapeutisk effekt. Det var også enormt befriende at vide, at alt hvad jeg ejede, alt det, jeg skulle bruge i hvert fald, var med mig i rygsækken. Jeg oplevede en befrielse ved ikke at skulle tænke på materielle ting og mit ejerskab over dem.”
 
Inden Elisabeth tog på pilgrimsfærd tværs igennem Spanien – var hun også en tur forbi Grønland - en rejse, du kunne læse om i La Danesa december 2016, og genlæse på www.ladanesa.com
”Det var min veninde, som er praktiserende læge på Grønland, der inviterede mig til at komme og se, hvordan det er, at være læge i et samfund, der er så anderledes fra det, jeg kender til at praktisere i.” Veninden understregede, at der var meget bedre tid til patienterne og hun håbede, at dette kunne tænde Elisabeths lyst til lægegerningen igen. ”Det var en rigtig speciel oplevelse, og jeg følte mig enormt privilegeret at kunne få lov at følge med i min venindes arbejde helt tæt på uden nogen forpligtelser. Men det gik desværre ikke som min veninde håbede. Tværtimod gik det op for mig, at hvis jeg ikke kunne se mig selv være læge her, så ville det aldrig komme til at ske. Dette blev en kendsgerning, jeg brugte lang tid på at tænke over, på mine 1300 km til fods henover det spanske landskab.”
Men turen til Grønland blev også en betydningsfuld rejse for Elisabeth af en anden årsag. ”Grønland var uimodståelig flot og det havde hele min morfars liv været hans drøm, at besøge landet. Han nåede det ikke, så mit fokus var også på, at nyde det Grønland, min morfar kun drømte om at se.”
 
Du har ikke gået caminoen af religiøse årsager, men blev det alligevel dybt?
”Jeg fik tænkt nogle ting igennem omkring mit liv og min fremtid og jeg nåede også nogle konklusioner. Lægegerningen har aldrig passet til mig og undervejs på min tur kom jeg frem til, at jeg vil uddanne mig til det, der hedder ’Master of Disaster’. Det indebærer også, at jeg flytter til Danmark igen, for det er der, uddannelsen tilbydes. Det er en alsidig uddannelse, hvor man lærer at sætte ind, der hvor katastroferne rammer – i større eller mindre skala. Jeg tror, at det er en perfekt kombination for mig, der jo er uddannet læge, og samtidig har en forrygende organisatorisk sans, og med denne uddannelse får jeg brug for begge dele.”

Far og mor tog imod i Santiago

”Selvom jeg havde mødt mine forældre et par gange på mine hviledage på ruten, var det en meget følelsesmæssig stærk oplevelse at se mine forældre i Santiago. Det var slutningen på en rigtig god tur, hvor sindet har fået lov til at arbejde på en helt anden måde, end det plejer – i hvert fald komplet uforstyrret.”
Og således slutter eventyret – hjemme. For hvis der er noget, Elisabeths mange rejser har lært hende, er det, at ’hjemme’ kan være mange steder. Den 22. oktober fandt hun ’hjem’ i en regnvåd nordspansk by, 1300 km fra sin bopæl, i armene på sin far.
 

Tendens

I tidligere tider tog man på pilgrimsvandring for at få syndsforladelse. Det var også en måde, at tilrage sig ny viden. I vores travle nutid, har folk brug for at åndeligt pusterum. Pilgrimsrejserne har derfor oplevet et boom i den sidste årrække, med den nordlige rute fra Sydfrankrig til Santiago som den mest populære.
 
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com