Fra sandstrand til gletsjer – en rundrejse på Grønland

Slædehunde star bundet udenfor deres røde hundehuse i udkanten af alle byer pa Grønland
Elisabeth Waagensen, 33 år og uddannet læge og sundhedscoach, planlægger altid sine rejser ned til mindste detalje. I sommer tog hun fra sin bopæl på Costa del Sol til Grønland på en spontan rejse.

Hvorfor blev det til en spontan tur?

Elisabeth og hundene tager et hvil pa slædeturen
Min gode veninde Susanne, der også er læge, spurgte mig, om ikke jeg ville komme opleve, hvordan det er at praktisere et helt andet sted, end vi er vant til. Selvom jeg de seneste år ikke har arbejdet som praktiserende læge, må jeg blankt erkende, at det var muligheden for at rejse til Grønland, der trak lige så meget som chancen for at se ”lægelivet” an igen. Men det var en god og afslappet måde at blive eksponeret for jobbet igen, uden at jeg stod til ansvar for nogen, hverken patienter, arbejdsgiver eller mig selv. Jeg observerede bare. Jeg var hos Susanne i Nuuk i næsten 11 dage, før jeg tog videre til Qegertarsuaq, der, selvom det er den største by på Diskoøen, er et relativt fjernt sted. Der er veje i byen og biler, men man fornemmer, hvor øde og afskåret det er om sommeren, når alle hundeslæderne bare står på græsset foran husene og venter på det første snefald. I udkanten af alle de byer jeg besøgte, var der nogle kæmpe områder, hvor hundene boede. De har deres små hundehuse og kæder der rasler, og af og til starter der en symfoni af hvinen og gøen. Det er lidt alarmerende første gang, man hører det, men de fleste hunde ser sunde og fornøjede ud.
I Qegertarsuaq bestilte jeg en hundeslædetur. Det er det eneste sted, det tilbydes om sommeren, og man skal selv vandre op til toppen af bjerget bag byen og op til gletsjeren. Selve vandreturen var omkring 900 højdemeter. Det var en hård vandring men absolut det hele værd at opleve disse imponerende dyr i deres rette element, og udsigten var helt ubeskrivelig.
Fra Qeqertarsuaq sejlede jeg til Aasiaat, en relativt stor by med et lille hospital og en kæmpe fiskeindustri. Her havde jeg kun ca. tre timer at udforske i, så jeg hoppede i en taxi og bad chaufføren om at køre mig rundt for ca. 200 kr. og fortælle alt, hvad han vidste om byen. Det var et lykketræf, dels fordi han talte utroligt godt dansk, men også fordi han syntes, det var sjovt, og han var stolt over at kunne vise sin by frem, tror jeg.
Det er det bedste ved at rejse; at have tid til at fordybe sig i et sted og dets kultur. Læs avis, tal med så mange som muligt, gå rundt i gaderne etc., så mærker man folket på en hel anden måde.

På turen tog du dig en imponerende dukkert - hvad fik dig til at hoppe i det arktiske hav?

Elisabeth tager en kold dukkert i Det Arktiske Hav
Da jeg besøgte den lille Paradisbugt, lå der et isbjerg og boppede rundt – det var jo et smukt syn. På min vandretur derud mødte jeg en mand, der netop havde været ude at løbe den rute, jeg gik. Han fortalte, at han havde været en tur i vandet, når nu vejret var så skønt. Det, tænkte jeg umiddelbart, lød helt skørt, men da jeg selv nåede frem til den lille beskyttede bugt med det krystalklare vand, besluttede jeg mig for at prøve. Nede ved stranden mødte jeg en anden mand, som jeg kendte fra sejladsen nogle få dage forinden, og vi blev enige om at springe i begge to. Det var trods alt sikrere, hvis nu en af os skulle få kramper eller lignende. Jeg har altid været eventyrlysten og måske også lidt ”vild”, men altid sikker. Det var en fantastisk sjov oplevelse, selvom vandet var meget koldt! Jeg har besluttet mig for, at jeg skal sige ”ja” til så meget som overhovedet muligt!

Gjorde du dig nogen tanker om klimaforandringer på din Grønlandstur?

Jeg tænkte, og tænker rigtig meget over klimaforandringer. Der går mange diskussioner omkring turisme og hvilken effekt, det har på miljøet. Dels er det jo positivt ud fra et økonomisk synspunkt, at Grønland har så mange besøgende hvert år, for det betyder, at der bliver taget billeder, lavet reportager og gjort opmærksom på klimaet næsten dagligt. Bagsiden af medaljen er så den forurening, der sker pga. den store trafik.
Mht. klima, så var det meget slående i næsten alle indtryk, jeg fik i Grønland. Lidt for varmt med regnvejr i Nuuk, for hurtigt smeltende is i Ilulissat, og så er der store plakater i lufthavnen, der viser luftfotos af isbræens tilbagetrækning igennem de sidste 50 år.
Jeg kan huske, at jeg så Al Gore’s ”An Inconvenient Truth” for mange år siden, og jeg græd og græd – jeg har endnu ikke turdet se Leonardo DiCaprio’s miljøfilm af frygt for, at jeg bliver så forbandet sur og skuffet over den måde, vi alle bidrager til at skade vores planet. Og jeg er jo ikke et hak bedre end alle andre.

Du oplevede mange ting på din tur, blev du bange på noget tidspunkt?

Elisabeth 6
Jeg var aldrig bange på mine ture eller vandringer, men den første aften jeg boede på hotel Arctic i Ilulissat, oplevede jeg noget lidt ”spændende”. Der er hundeslædehunde i små røde hundehuse ude bag hotellet, ned mod vandet. De står altid bundet, og der er store skilte alle vegne om, at man IKKE må nærme sig hundene. Da jeg skulle op til restauranten om aftenen, stod jeg pludselig ansigt til ansigt med en kæmpestor slædehund. Han var meget interesseret i mig, og gik flere gange lidt varsomt hen imod mig. Jeg måtte ”mande” mig op og sagde bestemt til den, at jeg ikke ville have besøg. Da jeg kom ind igennem døren til receptionen, trak jeg vejret lidt dybere, og spurgte så, om det var med vilje, at der var en hund løs? Jeg forestillede mig, at det måske ”bare” var en sød kælehund, som fik lov til at vandre frit, fordi den havde et særligt forhold til kokken eller lignende. Der gik ikke meget mere end 10 sekunder, før der var en mandlig ansat, der fløj ud igennem døren, slæbte hunden ned til et hundehus og satte kæden på igen. Success!! Endnu en dag overlevet, uden at jeg blev til hundemad..

Har du et budskab til læseren?

Jeg har altid været glad for natur og udendørslivet – men som det også sker for så mange andre, blev min hverdag på et tidspunkt fyldt med de praktiske og nødvendige gøremål, som vi alle kæmper med. Efter jeg flyttede til Spanien, genopdagede jeg min enorme glæde ved at vandre, at være ude i naturen og ikke mindst at sætte pris på den skønne natur, vi alle har adgang til. Jeg er jo sundhedscoach, og derfor bliver jeg nødt til her til sidst at komme med en opfordring: Det handler ikke om at kunne løbe et maraton, det handler bare om at komme ud og få noget lys og luft. Mennesker, der vandrer, lever længere og sundere liv.
CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com