Pilgrimslivet: Den portugisiske kystvej til Santiago

Sanne camino artikelDe fleste kender nok caminoen i Nordspanien, som starter på den franske side af Pyrenæerne. Men der findes et utal af caminoer i Spanien, som alle ender i Santiago de Compostela, nogle fletter sammen og krydser hinanden. Men Portugal har også sine pilgrimsruter, der starter helt i syd i Faro, Lagos eller Tavira og ender i Santiago. Vi (Svend og jeg) valgte at starte i Porto, og her er der tre muligheder: Camino da Costa, Camino Central, Camino Interior/Braga. Vi valgte kystruten. Som pilgrimsvej er kystruten næsten ikke eksisterende. Dvs., at denne camino ikke er ”trådt”. Derfor er det også sparsomt med de gule pile på nogle af strækningerne.
Da denne del af Portugal ikke udgør et europæisk rejsemål, vil man finde lange, brede og tomme strande uden hoteller. Hvis man værdsætter stilheden og det at gå fredfyldt gennem et overdådigt landskab, ja så må denne vej stå øverst på listen.

Et eventyr på ca. 275 km venter os.

1. dag skal vi gå fra Porto/Matosinhos til Vila do Conde, ca. 22 km.
Vi går på promenader og stisystemer af træ langs vandet med Atlanterhavets brusen i baggrunden. Det er helt stille vejr og solen skinner fra en skyfri himmel. Duften af havet fylder vores næsebor. Hvis man ikke vidste bedre, kunne vi ligeså godt være ved Vesterhavet med det hvide sand, klitterne og strand, så langt øjet rækker. Her er masser af flora. Vi kommer også gennem små fiskerlandsbyer.
I Vila do Condo bor vi på Santana Hotel og Spa, som har en fantastisk udsigt over byen, floden Rio Ave og det flotte kloster Santa Clara, der ligger på en top, når man lige kommer over broen. Klosteret er fra det tidlige 14. århundrede. Bag klosteret finder man den næst største aquadukt i Portugal med sine 4 km og 999 buer. Den er bygget i starten af 1700-tallet. Byen kan dateres tilbage til år 953, og er en af de ældste byer i det nordlige Portugal.

shutterstock 4547540232. dag går vi fra Vila do Condo til Esposende ca. 23 km.
Endnu en solskinsdag. Det første lille stykke er fint at gå, men de næste 5 km er lidt trælse, da vi går langs strandvejen i byen med masser af trafik og grimme højhuse, der tager morgensolen. Næste gang tager vi bussen eller en taxa ud til strandområdet og starter her. Men endelig kommer vi frem til stierne på stranden.
Langs ruten er der masser af informationstavler, der fortæller om skibsforliser, biodiversitet i flora og fauna, gamle mindesmærker osv.
Der er ikke mange strandbarer, som er åbne. Vi er jo også udenfor sommersæsonen. Vi drejer fra stranden og kommer længere ind i landet. De skønne stier bliver afløst af brosten. I Portugal er der mange brostensbelagte veje og gader, og de er ganske enkelt ”feetkillers”. Vi går gennem et område, hvor der kun er gartneri og der er travlhed her. Senere kommer vi i skoven og er glade for at slippe for brostenene. Inden vi når til Esposende, skal vi lige over Rio Cávado.
I Esposende bor vi på Suave Mar Hotel i udkanten af byen lige ud til vandet. Skønt sted med swimmingpool i indergården. Stedet har en god restaurant, hvor vi spiser vores aftensmad.

3. dag går vi fra Esposende til Viana do Castelo, ca. 31 km.
Igen sol men kølig vind, så frem med vanter og tørklæde den første time. Vi følges et stykke med et australsk par, som også havde boet på hotellet – Steven og Libby. I dag går vi ca. 2 km inde i landet gennem små byer og på toppede brosten. En vabel på højre og venstre lilletå melder sig. Så er det opad gennem skoven og vi bliver belønnet med en smuk udsigt fra en kirke tilegnet Sankt Jakob. Jeg går ind og sætter mig og prøver at forbinde mig med stedet. Der er straks kontakt og jeg får en besked. Der er en meget feminin energi på stedet. Senere kommer vi forbi en anden kirke dedikeret til Sankt Jacob i byen Vila Nova Anha. Denne har en mere maskulin energi og jeg får da også øje på et billede af en ridder lige over døren.
Turen føles lang. Vi havde fået at vide, der kun var 23 km, men senere fortæller Steven og hans GPS udstyr, at der er 31 km. Det giver mening. Inden vi når til den lange bro, som krydser floden Lima, står der en letlevende dame (ikke til at tage fejl af) - hun forsøger meget tydeligt at kapre kunder.
Endelig er vi fremme i byen, som ligger smukt omkranset af frodige, grønne bjerge og floden Limas udmunding. Byen har en stolt søfartshistorie og mange ekspeditioner i det 15. århundrede udgik herfra. Byen er også kendt for sin arkitektur.
Vi skynder os at finde et spisested, for i Portugal spiser man tidligt og det er svært at få frokost efter kl. 15. Mætte og tilfredse finder vi vores hotel Casa Melo Alvim oppe ved siden af banegården, et skønt lille hotel i gammeldags stil med en værtinde, der giver os en modtagelse, som var vi kongelige. Vi ville gerne have nået en tur med bjergbanen op til toppen af byen og nyde udsigten fra Santa Luzia kirken, men desværre lukker bjergbanen kl. 18 om lørdagen, så det har vi til gode til næste gang. Vi spiser aftensmad på en fin gammel restaurant, som lige er åbnet: Cozinha das Malheiras. Det bliver drevet af et søskendepar. Jeg spørger, hvorfor så mange taler fransk i denne del af Portugal - vi var blevet mødt med ”Bon Jour” mange gange. De fortæller, at mange i 60’erne, 70’erne og 80’erne tog til Frankrig og arbejdede, bl.a. deres egne forældre.
Da vi går fra restauranten, støder vi ind i en musikfestival med flere grupper, der bl.a. spiller sækkepibe og er klædt i folkedragter. Utroligt festligt og flot. Får ligefrem gåsehud.

4. dag går vi fra Viana do Castelo til Camiña, ca. 34 km.
Solskin igen, tak vejrguder. Vi vælger at tage det lokale bumletog ca. 4 km ud af byen til første stoppested. Dagen byder på en fin sti langs havet, så lidt skov op og ned med 10% stigninger og fald. Kommer ned til stranden igen med den skønne træpromenade. Så igen ind gennem skov ad markveje, hvor der ingen pile er, så vi må flere steder improvisere, og går da også forgæves et par gange, men det hører jo med. Tilbage på strandstien føler vi os trygge igen. Nogle steder er den helt sandet til og vi må op at kravle. Et sted må vi helt ned på stranden, og krydse en flodmunding, men der er så lavvandet, at vi godt tør gøre det. Svend går igennem med støvler på, jeg vælger at tage støvler og strømper af. Dejligt at få fødderne kølet af. Det sidste stykke til Camiña vælger vi at afvige fra pilene og går gennem en skøn pinjeskov og ned til floden og vupti, så er Spanien i sigte på den anden side. Vi finder vores overnatningssted, som er ovenpå en restaurant, så nøglen skal hentes i baren. Fint sted med udsigt til floden Miño og Spanien. Nyder en velfortjent Super Bock i gårdhaven, mens vi venter på vores australske venner. Så er det tid til at finde ud af, hvornår færgen sejler i morgen mandag. Pga. stor forskel mellem høj- og lavvande, sejler færgen kun, når der er vand nok. Vi bor tæt ved færgelejet og når lige hen til billetkontoret to min. før lukketid. Får at vide, at færgen ikke sejler om mandagen i lavsæsonen (indtil 1. juli). Øv, altså. Fortæller det til vore australske venner, men i Porto har de heldigvis fået et nummer til en lokal fisker, Mario, der sejler over. Det bliver vores redning. Vi får tjeneren i baren til at ringe til Mario og derefter til at bestille en taxa til at hente os alle fire, da Mario selvfølgelig sejler over på det korteste stykke, altså ca. 4 km tilbage på ruten. Så vi er spændte på i morgen tidlig og går i seng i godt humør.
Det traditionelle portugisiske køkken bliver aldrig mig: ”Arroz de sarrabulho” (ris stuvet med svinekød og blod) eller ”Bacalhau à Giul Eanes” (torsk med mælk og kartofler), men Vinho Verde kan jeg sagtens tilslutte mig og deres øl Super Bock. Vinho Verde dyrkes kun i regionen Minho.
Priserne i Portugal er som i Sydspanien, dog er benzinen lidt dyrere.

5. dag fra Camiña til Oia, ca. 21 km.
Man bliver glad, når solen skinner! Vi vælger alligevel at klæde os varmt på til sejlturen, selvom den er kort. Taxaen kommer til tiden og vi er spændte på, om Mario er der. Vi får øje på ham nede ved vandet, og går ned og stiger ombord i hans lille fiskerpram. Han siger ikke noget, mens vi sejler over og vi nyder bare den smukke morgen og lyden af den lille motor. Vi lægger til på stranden og betaler, og er glade for at være kommet over til Galicien. Vi følges ad alle fire hele dagen. Der er ingen barer, inden vi når til Oia, så vi er godt sultne og tørstige, da vi når frem. En enkel lokal bar er åben (ikke lige det mest indbydende sted). Her kan vi studere de lokale, som er samlet ude på gaden. Vi finder et plastikbord og fire stole, og sætter os ude ved vejen med en øl. Efter endnu en omgang er det af sted til vores hotel. Da vi kommer udenfor spisetid, spørger vi værtsparret, om vi kan få mad. De går straks i gang. Vi får en super betjening af familien, og hygger os i solen hele eftermiddagen og får en masse lokal vin (ikke den bedste af slagsen). Vores australske venner skal videre og hotelfatter kører dem, da der ingen taxa er i byen (han vil nok også gerne tjene den skilling). Vi aftaler at mødes mandag aften i Santiago.
 
6. dag fra Oia til Baiona, ca. 22 km.
Vi begynder sent i dag. Vejret er igen super og en del varmere end i går, så det er skønt at tage shorts på fra 'morgenstunden'. Vi går langs havet hele dagen. På denne strækning er det klipperne, der har overtaget og vi bliver fascinerede af at se bølgerne slå op omkring dem og lave kæmpe skumsprøjt, selvom det er stille vejr. Vi vælger at gå langs kysten pga. varmen, selvom man kan gå over bjerget det sidste stykke ind til Baiona. Vi ser flere gule pile undervejs, der viser op i terrænet, men de ender altid nede på kystvejen igen, så det var godt, vi blev der. Vi kommer ind i bugten og det er altså bare smukt at se kystlinjen med bjergene og alle de små klippeøer, især i solskin. Endelig fremme i Baiona får vi det bedste måltid mad på hele turen samt et glas skøn hvidvin lavet på Albariño druen. Rías Baixas er kendt for hvidvin lavet på denne drue, og bliver af fagfolk omtalt som noget af verdens bedste. Byen Baiona er en fed by med masser af barer og restauranter, lystbådehavn, smuk natur, tre skønne badestrande. Perfekt ferieby.
 
7. dag fra Baiona til Vigo, ca. 22 km.
Gåturen ud af byen er smuk langs bugten, hvor der er masser af fugleliv. Senere får jeg øje på en grøn pil på en lygtepæl (vi har aldrig set grønne pile før), men jeg foreslår, at vi følger den, og vi kommer gennem villakvarterer og ned i en anden bugt. Så skal vi opad over en bakkekam, hvorefter vi kommer ned til en skøn strand, hvor vi holder pause. Jeg tager sko og strømper af og går ud i det meget kolde vand og får fødderne kølet af. Det er varmt, varmt, varmt - over 35 gr. Herefter går vi væk fra stranden og ind i landet. I en forstad til Vigo vælger vi at gå væk fra pilene og ned til en bar for at nyde en forfriskning. En bus stopper udenfor baren og sætter de lokale koner af, der har været inde og handle. Vi begynder at gå ned mod vandet og kommer forbi busstopskiltet. Bussen kører hver halve time. Pga. varmen bliver vi enige om at tage bussen det sidste stykke ind til Vigo. Vores hotel ligger centralt og har en super udsigt fra barområdet på 7. etage, hvor vi sætter os og får et glas Albariño med lidt tapas til. En måge har fået øje på vores tapas og sætter sig i venteposition og der går ikke længe, førend den nærmer sig lidt efter lidt for til sidst at snuppe en. Jeg driller den og tager et stykke brød og der går ikke længe, førend jeg har mågen i den anden ende af brødet og vi kæmper lidt om det, inden jeg giver slip. Vi har været i Vigo før. Ikke en specielt charmerende by, men den har dog en lille gammel bydel, som er hyggelig. Her er der en gammel borgmur på toppen, hvor man kan nyde en fantastisk udsigt. Men det, der gør byen særlig, er beliggenheden ved flodmundingen, som er beskyttet af Cíes Islands, en naturpark midt i Atlanterhavet og indgang til Vigo fra det åbne hav. Havet er roligt her og der er et rigt marineliv og masser af muslingefarme. Vigos beliggenhed gør, at det er en af Europas hovedhavne og fiskehovedstad. Naturen i og omkring bugten er fantastisk.
 
8. dag Vigo – Redondela, ca. 16 km.
Fint overskyet men stille vejr. Vi kan skimte solen gennem skydækket. Turen ud af Vigo er ikke den mest spændende. Vi vælger dog at gå hele vejen, da dagens tur kun er på 16 km. Efter godt en time er vi ude af den værste trafik og når til forstæderne, hvor vi får et kig til den smukke bugt med alle muslingefarmene. Vi kommer til hovedvejen og finder et skilt til Transmañó. En lille asfaltvej fører os op i terrænet gennem skov og en fantastisk udsigt til broen og bugten. Pilene begynder at dukke op igen, først røde så et mix af både gule og røde (heller ikke set før). Vi kommer til en lille landsby og er usikre et par steder, hvor der ingen pile er. Men som altid, når man går camino, er der en frelsende engel, når man har mest brug for det. Her i form af en gammel dame, der råber fra sit vindue - og anden gang er englen en pensionist i sin bil. Men sikke en udsigt vi bliver velsignet med, selvom det er diset. Men det er en hård optur og med en optur følger en ”nedtur” og det er den hårde af slagsen. Vi kommer til Redondela og det begynder at dryppe. Vi finder vores overnatning, hvor vi har boet før.
 
9. dag Redondela – Pontevedra, ca. 20 km.
Stille vejr, overskyet men lunt 18-20 gr. Vi har gået dagens etape to gange før og ved, hvad der venter os. De kendte km-sten med muslingeskallen viser, hvor langt der er til Santiago. Vi skal opad gennem skoven og får indimellem et kig til bugten, fantastisk udsigt. Efter Arcada krydser vi den gamle romerske bro over Rio Verdugo, hvor der er en bar ”A Romana”. Her spiser vi morgenmad. Det går stejlt opad, inden vi når skoven. Stien i skoven er meget stenet og det går igen opad, opad og opad. Jeg gør Svend opmærksom på, at skyerne trækker sig sammen om os og det bliver mørkere og mørkere. De første dråber falder og vi når lige til en selvbestaltet bar bestående af et bliktag og nogle træstubbe som stole og tre træborde. Ejeren er tysker og han serverer gerne te, kaffe, øl vand m.m. til os. Kort efter åbner himlens sluser sig og i tyve minutter er det fuldstændig umuligt at tale sammen, da larmen fra bliktaget overdøver alt. Men alle er muntre og synes det er en sjov oplevelse. Det bliver opholdsvejr og vi tager regntøjet på og begiver os videre. Vi tager den alternative vej ind til Pontevedra, selvom den er længere. Pontevedra har en fin gammel bydel, som man skal opleve. Her finder man også en lille kirke Santuario de la Peregrina fra 1778, som er et besøg værd. Kirken er dedikeret Virgen Peregrina, som ifølge traditionen passer på pilgrimmene fra Bayona til Santiago. Vi når lige det sidste af aftensgudstjenesten og præsten beder alle om at give hånd til den ved siden af. En sød lille ældre dame tager min hånd og denne fine lille handling varmer om hjertet.
 
10. dag Pontevedra – Armenteria, ca. 21 km.
Da vi har gået den portugisiske rute to gange før, vælger vi ruten Variante Espiritual. Denne Variante Espiritual forener to Jakobsruter: Den portugisiske ”Camino Portugués” og søruten ”Ruta del Mar”, som er oprindelsen til alle ruter. I år 44 e.Kr. blev flodmundingen ved Arousa krydset af et skib med de jordiske rester af Sankt Jakob. Følget, der bar Sankt Jakob, blev ledt af en engel og en stjerne, der viste dem vej til Galiciens kyst og herfra bevægede de sig op ad flodlejet af Rio Ulla, indtil de nåede Iria Flavia, det der i dag er en forstad til Padrón.
Vi begynder vores tur ud af byen. Svend har fundet en kortere rute, som vi følger. Det viser sig at være en dårlig idé, da vi ikke kan finde pilene, da vi kommer til Poio.
Vi er uenige om, hvilken retning vi skal gå. Jeg ser et skilt med vandrere på, der viser ned til vandet, så det gør vi. Vi følger stranden og kommer til en fodboldbane og endelig her finder vi en gul pil og et hjemmelavet skilt med muslingeskal og korsriddernes kors, som er symbolet på Variante Espiritual og humøret stiger.
Vi går et stykke langs stranden og vejen og runder lige en lille gammel bydel i Combarro, inden vi starter opstigningen. Og det går kun opad. Selvom det er overskyet, har vi en fin udsigt. Vi laver et stop på toppen ved et af de mange kors i følgeskab med en sød, legesyg schæferhund. Disse kors, Cruseiros, anses for at være noget af Galiciens oprindelige arkitektur. De er hellige symboler og samtidig har de en beskyttende funktion. De står ofte, hvor veje krydser hinanden. De markerer kristne og hedenske kultsteder, og derfor står de ofte på magiske steder, hvor hekse og trolde kommer. Kristus korsfæstelse ses på den ene side, som altid vender ind mod land og den anden side en jomfru, som altid vender mod havet. Disse ses overalt i landskabet.
Ca. 5 km før Armenteira følger vi de gule pile ind i skoven. På et tidspunkt kan vi ikke finde gule pile, men der er blå, som vi vælger at følge. Det skulle vi aldrig have gjort. Efter godt en time kan jeg se, vi er gået mod syd og ikke nord. Vi vender om, men farer vild, da der er mange skovveje og vi kan ikke finde de blå pile. Mit humør falder og en angst for at være faret vild griber mig. Men jeg tænker, hvis vi går mod øst, så kan vi finde asfaltvejen igen. Så det gør vi. Pludselig kommer der gule pile og lettelsen er stor. Med to timers forsinkelse når vi frem til Armenteira, som er en lille flække med et kloster, en bar og et herberg. Vi går på baren og ringer efter vores hotelvært, som har lovet at hente os her. Vi når lige at få et glas hvidvin. Hotellet ligger ca. 6 km væk fra ruten. Et skønt sted med udendørs swimmingpool, men det er blevet koldt 10-12 gr. og det regner.
 
11. dag Armenteira-Vilanova de Arousa, ca. 24 km.
Det er søndag og vi vælger at sove længe. Efter morgenmaden kører vores vært os tilbage til klosteret, hvor vi går ind og får stempler i vores pilgrimspas.
Ruten, vi skal gå i dag, hedder ”Ruta de la Piedra y del Aqua” – Sten og Vandruten. Vi følger en å med en skov, hvor træer og sten er dækket af lysegrønt mos. Det er virkelig fortryllende, som i et eventyr. Desuden er der langs åen en masse gamle møller af granitsten, som man kan se resterne af. Det kræver gode ben og fødder, da det er et meget ujævnt terræn.
Da vi har krydset hovedvejen, møder vi en sød spansk dame (Svend tror, det er en mand). Men hun vil rigtig gerne snakke – på spansk selvfølgelig, men hun er meget nem at forstå. Hun spørger, om hun må følges med os. Selvfølgelig, så hun snakker løs om historie (Columbus) og muslingeskaller, og viser os den lokale Bodega Pazo de Barrentes (hvidvinsproducent - selvfølgelig). Desværre er det søndag og der er lukket.
Vi går igen langs en flod Rio Umia, og vi får en lille byge, men vi ser den komme og får regnslaget på. Da den næste byge kommer, er vi kommet til en bro og søger ly under den. Vi kommer gennem en landsby og herefter går turen videre gennem vinmarker og vi passerer flere bodegaer, der er lukkede, fordi det er søndag. Vi ender ude ved stranden, og følger strandstien ind til byen Vilanova de Arousa. Vi har lejet en super fed lejlighed med udsigt til marinaen og bugten. Vi havde aftalt, at vi skulle ringe til udlejeren en halv time før ankomst. Det er dog lidt svært at vide, hvornår man er en halv time fra sin ankomst, så vi går ind på en bar for at orientere os. Manden i baren er meget hjælpsom og finder ud af, at lejligheden ikke er langt fra derfra, så vi ringer til udlejeren og kan så passende nå en øl, inden vi går det sidste stykke.
Efter indtjekning er næste punkt på dagsordenen at finde ud af, hvornår båden til Padrón sejler i morgen. Jeg har fået et telefonnummer til en, der hedder Alberto. Det viser sig, han leder herberget i byen og tager sig af sejlturen i gummibåden. Desværre sejler båden først om eftermiddag dagen efter, pga. tidevandet. Der røg den plan i vasken. Vi havde ellers glædet os til netop denne del.
Hvis man er heldig og det lykkes med båd og vejr, så venter en sejltur på en time (15 sømil), hvor man passerer muslingefarme og Tårnene mod Vest ”Torres de Oeste” i Catoira. Denne søvej kaldes ”Via Crucis” og er den eneste søvej i verden, hvor der står 17 kors, som indikerer, at denne vej til Santiago er Den oprindelige vej af alle veje. I Pontecesures, hvor man lægger til, forenes denne camino igen med den portugisiske camino.
 
12. dag Vilanova de Arousa – Santiago, ca. 24 km.
Vi vælger at tage en taxa til Padrón, når nu vores bådtur gik i vasken. I Padrón får vi et stempel på herberget ved kirken. Der er andre pilgrimme, som vi hilser på. Sidste del af turen er i gang. Vi kender den og ved, hvor der er barer, så efter halvanden time er der morgenmad.
Da det er mandag, er der mange barer, der holder lukket, og vores næste pausested er ingen undtagelse. Træls. Endelig er vi dog heldige. Her er der en, der har sat en bod op og en pavillon til at dække for sol og regn. Tiltrængt pause. Da vi er ca. 6 km fra Santiago, går vi ind på en bar og bestiller taxa herfra. Det er ikke så vigtigt for os med den sidste del, da vi har gået den før. Efter indlogering går vi til det nye pilgrimskontor og står i kø med en masse andre pilgrimme. Vi får vores compostela, som bevis på, at vi har gået vores pilgrimsfærd. Vi glæder os til at gense vores australske venner og vi har aftalt at mødes kl. 19. De har booket bord på et meget lille spisested, hvor der kun er plads til os og seks mere ved et langbord. De sidste seks pladser bliver besat af tre mænd og tre unge piger. Vi kommer selvfølgelig i snak og det viser sig, at de er fra Irland, og mændene er gamle kammerater, som har taget deres døtre på 16 år med på en uges camino-vandring. Vi slutter aftenen på Café Casino en fin gammel salon fra 1873. Et hyggeligt sted at afslutte endnu en unik pilgrimstur.
 
At gå camino er både en indre og ydre rejse, som jeg aldrig bliver træt af.
¡Buen Camino!

sanne-vandreture.com
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com