Den Europæiske Kamæleon

Louise og dyrlæge Joaquin Santaolalla med hhv. en 2 uger gammel kamæleon og en voksen kamæleon
To øjne der uafhængigt af hinanden afsøger omgivelserne, en tunge der er længere og hurtigere end dyret selv, og en hud der skifter farve. De fleste af os kender det lille dyr med den langsomme, nærmest tøvende gang, men de færreste af os har spottet det i naturen. Det er der en grund til; den europæiske kamæleon er desværre en truet dyreart.
La Danesa har besøgt ’el Centro de Recuperación del Camaleón’ (centeret for bevarelse af kamæleonen, og Spaniens eneste af slagsen), hvor dyrlæge Joaquín Santaolalla inviterer os indenfor. Her plejes de tilskadekomne kamæleoner og holdes under observation, og det er også her, at udklækning af æggene foregår. Udenfor har centeret et område, hvor de kamæleoner, som er født i fangenskab, vendes til at være, før de sættes fri i naturen.

Et misforstået signal
Den gængse opfattelse er, at kamæleoner skifter farve for at kamuflere sig med baggrunden, men dette er ikke den eneste årsag. Den kamæleon, jeg har stået med i hænderne i et par minutter, har antaget en væsentligt mørkere farve, end da jeg tog den op, men det er nærmere for at sende et signal til omgivelserne end for at kamuflere sig. Den hvæsende lyd, der kommer fra det vidtåbne ’gab’, understreger forsøget på at skræmme det store rovdyr, som det lige nu ligger i hånden på. Joaquín fortæller at det er en hunkamæleon, som er gravid, og at det er derfor, den sender disse aggressive signaler til omgivelserne. Den kunne også skifte farve for at vise, at den er afslappet eller parringsklar. Det er tre forskellige hudlag med forskellig pigmentering, der muliggør farveskiftet.
Havde det været en kat, kamæleonen var kommet i klørene på, havde det ’frygtindgydende’ hvæs måske reddet dens liv. Men nu er jeg ikke så bange for det lille dyr, som fylder godt en håndflade, for den har faktisk ingen tænder. Den klarer sig derimod med det, der er et af kamæleonens mest karakteristiske træk – den lange og hurtige tunge, der i udstrakt tilstand er 2,5 gange dyrets længde og skyder en fart på 20 m/s. Tungen, der, når den ikke er i brug, ligger sammenfoldet som en fjeder, bruger kamæleonen til at fange sin mad – græshopper og andre insekter. Ganske langsomt bevæger den sig langs grenene, som den holder fat om med sine krabbeklørsformede tæer, mens den holder øje med byttet med sine øjne, der bevæger sig uafhængigt af hinanden, og som gør den i stand til at se i 360 graders vinkel – et andet karakteristisk træk ved det grønne reptil. Når den er tæt nok på, skyder den tungen af sted, og denne klistrer sig fast til byttet, som ryger ind i gabet. En voksen kamæleon spiser ca. 6-8 græshopper om dagen – de tygges ikke men fordøjes nede i mavesækken.

Fuldvoksen europæisk kamæleon 2

Ulovligt hold af kamæleoner
Joaquín fortæller, at halvdelen af de kamæleoner, de modtager på centeret, er konfiskeret fra private hjem af politiet. Det er nemlig ikke bare ekstremt uforsvarligt at holde kamæleoner hjemme, det er også ulovligt. Den Europæiske Kamæleon er en truet dyreart, som i Spanien kun findes i Andalusien. Bøden for at have en i hjemmet er mellem 600 – 3000 euro.
Holder man dem hjemme, får de ikke tilstrækkeligt med lys og varme, og de får ofte ikke det korrekte foder. Joaquín har netop modtaget en kamæleon som er konfiskeret fra et hjem. Den er blind på begge øjne og beige-grå i huden – et resultat af forkert kost og pleje. Den blinde stakkel vil få den nødvendige pleje, og hvis den kommer til at se igen, vil den blive sat ud i naturen. Hvis ikke den får synet tilbage, finder de et passende refugium til ham. Den sidste blinde kamæleon, de fik ind, nyder nu sin tilværelse i sommerfugleparken i Benalmádena, hvor den stortrives, fortæller han.
Foruden menneskers hensynsløshed er tab af habitat den største trussel for kamæleonen – med udbygning af veje og rydning af naturgrunde til opførelse af bygninger mister den habitat og er ofte tvunget til at krydse trafikerede veje for at finde nye områder – og mødet med bilerne har mange gange en ulykkelig udgang for det lille dyr.

Arbejdet for bevarelsen af kamæleonbestanden
En hunkamæleon lægger 25-30 æg pr. gang, som hun graver ned i det varme sand. Naturens barske realiteter vil, at kun 5-10% af de unger, der udklækkes i naturen, overlever. Her på centeret udklækkes ungerne og sættes først ud i naturen, når de er to måneder gamle, for at forhøje deres chancer for at overleve. Når der sættes 30 kamæleonunger ud, som har fået lov at vokse i fred og ro, svarer det overlevelsesmæssigt til, at der udklækkes 1000 unger i naturen.
To gange om måneden sætter Joaquín og hans team kamæleoner, både voksne og unger, tilbage i naturen i udvalgte områder, hvor de har særligt gunstige forhold – de voksne kamæleoner får en mikrochip under huden, så man kan holde øje med dem, og ungerne spredes over forskellige områder, så man undgår indavl. Siden man indledte projektet i 2011, har man sat ca. 500 kamæleoner fri i naturen, og man har formået at få kamæleonbestanden i Andalusien til at vokse med 30% på de seneste fem år. Kamæleonerne sættes ud i særligt egnede områder, hvor man har sørget for, at de har de rette planter og træer at bo i, samt gunstige vilkår at formere sig i.

Hvad kan du gøre, hvis du finder en kamæleon?
Selvom kamæleonen lever det meste af sit liv i træer og buske, kan den falde til jorden, hvis den bliver jaget af f.eks. en kat eller hvis den af anden årsag skal finde et nyt habitat. Hvis du finder en kamæleon i naturen, som ser ud til at være kommet til skade, så tag kontakt til Centro Zoosanitario Municipal, Camino de las Erizas, 5, 29014 Málaga tlf. 951 926 188 - 951 929 490

_____

Spot en kamæleon
Kamæleoner er mestre i forklædning men hvis du ved, hvor du skal lede, kan du faktisk være heldig at spotte dem i naturen. Hold øje med aromatiske træer såsom appelsin- eller mandeltræer, som kamæleonerne foretrækker pga. disses evne til at tiltrække insekter.

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com