Fuerteventura – den vindomsuste ø

shutterstock 164278241
 
Fuerteventura er den næststørste af Kanarieøerne (efter Tenerife), og den har fået sit navn, fordi der altid blæser en kraftig vind (fuerte – stærk, viento – vind) hen over dens ørkenlandskab. Øen er over 100 km lang og den har 150 km. sandstrand. Når det altid blæser, er øen med de mange km. sandstrand et paradis for surfere, og øens 75.000 indbyggere lever også fortrinsvis af turisme. Og det er godt, at der kommer mange turister, for øen en gold og brun med meget lidt vegetation pga. ringe nedbør, så det er begrænset, hvad jorden kan give af afgrøder. La Danesas udsendte er taget til Fuerteventura for at udforske denne mærkelige ø, som med sit ørkenlandskab virker lidt charmeforladt.

Vi var sejlet til Fuerteventura fra sydspidsen af Lanzarote – en sejltur, der kun tager 30 minutter over det ret smalle bælt mellem de to øer. På vejen har vi passeret den lille ø Isla de Lobos, som man kan besøge på en sejltur fra havnebyen Corralejo, hvor vores færge lægger til. Allerede ved ankomsten virker Fuerteventura meget anderledes end Lanzarote, idet der ikke har været vulkanudbrud på øen i ca. 5000 år. Der er derfor ingen friske lavaspor og ingen nyere vulkaner. Øen var den første Kanarieø, der blev skabt fra det kanariske vulkan hotspot for 20 millioner år siden, og den er derfor meget mere eroderet end de andre Kanarieøer. Den har heller ikke nogen rigtigt høje bjerge, idet dens højeste punkt ´blot´ er 807 m. højt og ligger på den sydlige halvø Jandía.

På vejen ned mod vores hotel i Caleta de Fuste smutter vi lige ind til øens hovedby Puerto del Rosario, for at aflægge turistkontoret et visit og se på byen. Vi vandrede rundt ved havnen og stranden og op i byen til den fine centrale plads med kirken. Her overfor kirken mødte vi en ´gammel bekendt´, den store spanske forfatter Miguel de Unamuno, hvis statue er anbragt foran det hus på pladsen, hvor han boede en kort overgang, da han var blevet forvist til Fuerteventura af diktatoren Primo de Rivera pga. politiske uoverensstemmelser. At denne kendte intellektuelle kapacitet pludselig skulle bo på Fuerteventura blev et kæmpe boost for øen, som pludseligt kom på det litterære verdenskort dengang midt i 1920erne. Det kan derfor ikke undre, at man har ladet fremstille en statue af litteraten, og at hans hus nu kan besøges af turister. Desværre var det lukket, da vi var der.

2015 12 14 12.04.07Fuerteventura blev erobret af franskmanden Jean de Béthencourt i 1402, men øen var ikke ubeboet, da franskmændene kom, idet der var to ´guanche´ kongedømmer på øen. Los guanches er navnet på det folk, der beboede Kanarieøerne, inden de blev underlagt europæerne. Jean de Béthencourt grundlagde en by inde midt på øen, som fik navnet Betancuria. Her blev øens administrative bygninger grundlagt, og herfra blev de 1200 indbyggere, som øen havde dengang, styret.

Da Betancuria derfor er den mest historiske by på øen, går vores første udflugt op til den. På vejen passerer vi bjergtoppen / udsigtspunktet Mirador de Morro Velosa. Lige før man drejer op mod miradoren er der lavet et fint mindesmærke over de to sidste guanche høvdinge. Der er tale om kæmpestore statuer af de to mænd, som hed Guise og Ayose. De havde ligget i konstant krig mod hinanden, så de var svækkede, da franskmændene kom. De overgav sig derfor relativt hurtigt til erobrerne og måtte lade sig kristne sammen med undersåtterne. Ved dåben fik de to høvdinge navnene Luis og Alfonso. Og her står de så og kigger sørgmodigt ud over deres tabte kongedømmer, og det virker fint, at øens administration i dag ærer disse oprindelige beboere med et stort mindesmærke.

Fra El Mirador de Morro Velosa er der en fantastisk udsigt over hele øen, og nederst i bygningen er der en interessant model af øen, så et besøg her er absolut et must.

Betancuria er i dag en ganske lille by, hvor man kan se de første bygninger og den første kirke. Det er et ganske hyggeligt sted med en fin gammel gade og en del souvenirbutikker.

På vejen tilbage kører vi sydover og får rig lejlighed til at se det brune, afsvedne landskab på nærmere hold. Specielt indbydende er det bestemt ikke, men alligevel betagende.

Vi kører ud til øens vestkyst til byen Ajuy, som er en lille fiskerby og også der, hvor Jean de Béthencourt landede i 1402. Der findes en lille naturlig havn lidt nord for fiskerbyen og den blev benyttet i 1800 tallet til afskibning af kalk, som blev udvundet fra klipperne. Man kan stadig se minegangen og også gå ind i den, hvis man tør.

Ved Ajuy er der en fin strand, og også en del små strandbeverdinger, hvor vi spiser dejlig autentisk spansk frokost med de for Kanarieøerne typiske papas arrugadas con mojo (rynkede kartofler med dyppelse). Disse små kartofler bliver kogt i meget salt vand med skræl på og derefter dampet, så de bliver rynkede. Hertil serveres en herlig dyppelse, som enten kan være rød eller grøn. Den røde er den mest oprindelige. Suppleret med en stor salat er det et herligt måltid.

En spændende sti går nordud fra Ajuy. Først passerer man den lille naturlige havn og derefter bliver det vildt, for nu slynger stien sig på trapper ned i en kæmpestor hule. Meget interessant og sindsoprivende, så det må man ikke snyde sig selv for.

Øens største turistby ligger på sydkysten og hedder Morro Jable. Her findes der et hav af hoteller ved den meget fine, brede sandstrand. Byen besøges især af tyskere. Der er bygget en fin paseo langs med stranden, og den tager vi frem og tilbage for at få et indtryk af dette turistmekka.

Morro Jable ligger lige på kanten til naturparken Parque Natural Jandía, som dækker det meste af den sydlige del – ja det er nærmest en halvø, hvis en ø kan have sådan en. Denne halvø er adskilt fra den nordlige del af Fuerteventura af en bred bræmme af sandsten, som er helt ubevokset. Det virker som et besynderligt gult bælte mellem hovedøen og Jandía. Det, der præger Jandía er en høj (op til 807 m) stejl bjergkæde som er helt bar og gold. Vi kørte ind i naturparken for at bese denne del. Det foregår på en grusvej langs med vandet, men vi måtte opgive efter en tid, fordi det bare var så monotont. Brune bjergskrænter, sand og støv og ikke nogen form for liv. Det er virkeligt et af de mest besynderlige steder, jeg har været, ja det var forstemmende og gudsforladt, så vi vendte om og kørte tilbage til civilisationen.

Vores bedste oplevelse på Fuerteventura var uden tvivl en 13 km. lang vandretur op på øens rygrad. Ruten starter i byen Tiscamanita ca. midt på øen og går opad til en top kaldet Morro Jorjado, hvorfra man kan se til begge sider af øen. Herfra følger ruten øens rygrad et par kilometer på en fin, nyanlagt sti, for derefter atter at dykke ned imod Tiscamanita. Det er en rundtur og den er meget flot. Husk madpakke og masser af vand. Det sidste stykke går stien langs med et udtørret flodleje fra byen Agua de Bueyes tilbage til udgangspunktet. Jeg har lagt GPS ruten på mit website www.elsebyskov.com

I det hele taget er der masser af vandreruter på Fuerteventura, og især må jeg fremhæve den nye rute, der går fra øens nordspids til dens sydspids. Ruten har nr. GR 131 og har 9 etaper. Hele ruten er beskrevet på http://visitfuerteventura.es/wp/wp-content/uploads/topoguia-fv-red-de-senderos-Gr131.pdf, hvorfra man kan downloade en folder med hele beskrivelsen.

Den kunne være sjov at prøve, for tænk bare at vandre i 9 dage og være ret sikker på, at man ikke løber ind i regnvejr. Jo, Fuerteventuras windsurfere kan hurtigt få konkurrence af de hårdkogte vandrere, der ikke kan vandre i Europa om vinteren pga. dårligt vejr. Her på Fuerteventura er der altid sol og vind og aldrig sne, så det er noget, der lokker.

CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com