Acequia de Almiar – en skøn 2 dages vandretur i Las Alpujarras

shutterstock 197778224
 

Acequia de Almiar er kendt som den flotteste vandingskanal i Las Alpujarras, og da den er helt flad og nem at vandre langs, er den et hit blandt vandrere. Man kan gå en 10 km. nem rute ved at gå frem og tilbage på det flade stykke, eller man gøre, som vi gjorde, og gå helt til Capileira og overnatte der. Næste dag vandrer man så tilbage til bilen, men denne variant indebærer 350 højdemeter den ene vej og 650 den anden vej. Men vi er jo friske folk med lårmuskler, så vi tog turen ud og hjem til Capileira, og det var en superherlig og smuk tur.

Las Alpujarras er navnet på Sierra Nevadas sydside, og det er et ret stort område, som bl.a. rummer nationalparken Sierra Nevada. På vores tur går vi ret tæt på snegrænsen, og selv midt i april ligger der masser af sne heroppe i højderne. Man kommer op til starten af vores rute ved at køre ad motorvejen med Granada og så køre af, hvor der står Las Alpujarras (exit 175). Man kører igennem Órgiva og opad imod Pampaneira og Trevélez. Efter ca. 5 km. går en vej af mod venstre mod Cañar. Den tager man, og kører op mod denne meget smukt beliggende landsby. Man kører igennem landsbyen og i en kurve drejer man skarpt til venstre og kører ud af byen i nordlig retning. Vejen er dels asfalteret og dels grusvej. Man kører på denne vej i ca. 30 min og målet er et picnic sted der hedder Puente Palo.

Det sjove ved denne tur fra kysten og op til Puente Palo er, at man passerer 4 klimazoner: først den tropiske nede ved kysten, så den subtropiske, så den zone man kalder Middelhavs klima og til sidst ender man i det tempererede klima. Hvis man nu vandrede videre op i højderne, ville man komme op i tundraen - deroppe hvor der ligger sne det meste af året. På en ganske kort tur passerer man altså stort set alle klodens klimazoner, og det er da sjovt.

Oppe ved Puente Palo er det spæde forår kun lige begyndt her midt i april og kun buske er sprunget ud. Det minder helt om Danmark i april, og det er stadig ret kold og vinterligt. Pudsigt, når man lige kommer nede fra troperne ved kysten.

Lige før Puente Palo parkerer vi på en P plads på højre hånd, griber fat om vandrestavene og tager rygsække på. Vi skal jo overnatte i Capileira, så vi har nattøj og toiletgrej med, plus madpakker selvfølgelig. Der hvor vi parkerer, står der et skilt med: Capileira 10,50 km. ad GR 240 også kaldet Sulayr. Denne Sulayr er en 300 km lang vandrerute med 19 etaper, der går rundt på Sierra Nevada. Man kan se mere ved at Google navnet. Araberne kaldte Sierra Nevada Sulayr, og det betyder ´la montaña del sol´ - solbjerget. Ruten er udlagt med stor omhyggelighed og den er fint afmærket med en rød og hvid stribe. Det kribler allerede i de gamle ben for at tage hele turen, men i dag skal vi ´bare´ gå en enkel etape.

Vi starter med at vandre i østlig retning lige ud ad grusvejen. Snart passerer vi en broen Puente Palo og vejen drejer mod syd. Et par hundrede meter længere henne går en vej af mod venstre, hvor der står Capileira 9 km. Her går vi op et par hundrede meter, indtil vi støder på vandingskanalen Almiar på højre hånd. Nu går det bare lige ud langs med kanalen, som ligger smukt i Sierra Nevadas sydlige skørter med nogle fantastiske kig ned imod dalen hvor Gualdalfeo løber. Vi kan se det store Rules vandreservoir og bag ved det, ser vi havet med Salobreña i det fjerne. Det er en virkelig storslået udsigt. På et tidspunkt passerer vi en dam, som hedder Balsa Almiar, og som bliver brugt som regulator af vandmængden i kanalen. Dammen er fyldt med frøer, der springer rundt og larmer, så det virker muntert.

Vi fortsætter hen over et brandbælte og går videre ad stien, men ved næste brandbælte skal vi dreje til højre og følge brandbæltet mod syd et par hundrede meter. Herefter drejer vores sti mod venstre og man skal blot følge markeringerne. Pludselig står vi og kan se ned på de tre kendte landsbyer Pampaneira nederst, Bubion i midten og Capileira øverst. Alle tre landsbyer ligger ved Poqueira floden vilde slugt, og det ser meget flot ud. Højst oppe troner majestæten Mulhacén, som med sine 3483 m. er det højeste bjerg på den iberiske halvø. Mens vi står der og beundrer hele dette storslåede sceneri, tænker vi med gysen på sidst, vi besteg Mulhacén og blev overrasket på toppen af en vild haglbyge, kunne ikke se en hånd for os, fór vildt på bjergsiden og var nært kommet i alvorligt uføre. Men det er en anden historie.

Nu skal vi bare følge stien ned mod Capileira. Nu går vi på en bred grusvej, og det går herligt ned ad en stund, indtil stien drejer af mod venstre og går lidt opad. Et sted går vores sti nedad mod højre, men den er spærret af et hjemmelavet hegn. Det skal man dog ikke lade sig forlede af, men blot kravle rundt om hegnet og fortsætte ad stien, som nu begynder at gå ret meget nedad. Ja, faktisk skal vi helt ned i bunden af den stejle Poqueira kløft, og vi ærgrer os lidt, for nu er vi lige overfor Capileira i luftlinje, og når vi mister højde for at komme over floden, skal vi jo kæmpe os op igen.

Vi krydser Poqueira floden på broen Chiscar, og nu skal vi ”bare” 350 højdemeter op for at nå byen. Storsvedende ankommer vi til Capileiras centrale plads Plaza del Calvario ved 5 tiden, lige betids til at indtage store mængder kage, som vi indtager på restauranten ved siden af El Corral del Castaño. Vi har bestilt værelser på Hotel Real de Poqueira lige ved pladsen, og det er et herligt, nyt hotel, der er indrettet i en ombygget lægebolig. Se www.hotelpoqueira.com Hotellet har også lejligheder, så hvis man er op til 6, kan man overnatte i en sådan for 80€ pr. nat i alt. På hotel Real de Poqueira koster et dobbeltværelse 60-70€ inkl. morgenmad. Vi smider os på sengene og nyder at være fremme. Her i Capileira er det stadig vinterligt og småkoldt, men der hersker er særlig stemning i denne specielle by med huse bygget i berberstil med flade tage.

Man kan passende indtage sin aftensmad på byens gode pizzeria lige ved siden af hotellet eller på den lidt mere fancy restaurant El Corral del Castaño på pladsen.
Efter en herlig rolig nat i den specielle bjergluft er vi friske igen, men indser alligevel med en vis gru, at vi skal vandre 650 højdemeter opad for at komme tilbage til Almiar. Men det nytter jo ikke at klynke, og først skal vi de 350 højdemeter ned til Poqueira og over broen Chiscar, inden opstigningen begynder. Heldigvis er der tale om en gammel mulddyr sti, hvilket betyder, at den ikke er alt for stejl, men zigzagger sig op ad bjergsiden. Efter et par timer er vi oppe og synes ikke, at det var så slemt endda. Og nu er det bare lige ud og tilbage til bilen langs med Almiar, som nu har en stor plads i vores hjerter.

 
CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com